Toni Morrison

Artikel type
voksne
journalist Niels Vestergaard. 2005.
Main image
Morrison, Toni
Foto: Nancy Kaszerman / POLFOTO

Toni Morrison er af de få sorte kvinder i USA, som har nået toppen ved hjælp af andet end en smuk sangstemme og en flot figur. Hun er simpelthen uimodståeligt godt skrivende og tænkende. Så godt at hun i firserne blev den første litterære superstar i USA siden Hemingway. Så godt at hun i 1993 fik Nobelprisen. Og så godt, at talk show-stjernen Oprah Winfrey dåner, bare hun hører hendes navn og mangedobler hendes salgstal med sine tilbagevendende anbefalinger til milliarder af seere verden over. Karaktererne i Morrisons fortællinger er sorte og kvinder og især sorte kvinder. Temaerne er overgreb og dårskab. Historien er Afroamerikas og dermed hele USAs. Advarsel: sex og vold er tilbagevendende. Læg mærke til: tindrende beskrivelser af venskabet.

 

28114672

 

Blå bog

  • Født: 18. februar 1931 i Lorain, Ohio, USA.
  • Uddannelse: Bachelor i engelsk fra Howard University, 1953. Master i engelsk litteratur fra Cornell University, 1955.
  • Debut: The Bluest Eyes, 1970 (Blå, blå øjne, 1993).
  • Priser: Blandt andet Pullitzer-prisen for romanen “Beloved”, 1987 og Nobelprisen i litteratur, 1993.
  • Seneste udgivelse: En velsignelse, 2010 (A mercy, 2008).

Baggrund

“Formålet med det onde var, at man skulle overleve det, og derfor besluttede de (uden at vide at de havde taget beslutningen) at overleve oversvømmelser, hvide mennesker, tuberkulose, sult og uvidenhed. De vidste en del om vrede men ikke om fortvivlelse, og de undlod at stene syndere af samme grund som de undlod at begå selvmord - det lå under deres værdighed.”

“Sula” s. 80

Som ung mand så Toni Morrisons far, George Wofford, sine jævnaldrende dingle fra Ku Klux Klanens galger i Georgia. Han så sin far miste gården til en hvid svindler. Og han udviklede en racisme: De sorte var i forhold til de hvide en moralsk overlegen race, fordi de ikke på samme måde opførte sig som svin overfor andre racer. Morrison oplevede ved mindst en lejlighed farens racisme omsat til vold. George Wofford, som var svejser på et skibsværft, tog en hvid fyr i nakken og kylede ham ned ad trapperne i det hus, hvor familien boede. Han havde fået den ide, at han var fulgt efter Chloe, Toni Morrisons rigtige navn, og han brød sig ikke om at spørge først. Toni Morrisons mor var angiveligt mindre rabiat, men ikke mindre kontroversiel efter tidens standarder. Hvis hun gik i en biograf med en afdeling for sorte, satte hun sig med største naturlighed i afdelingen for hvide.

Indadtil befæstede forældrene børnenes afroamerikanske identitet med sagn, myter og historier. De var angiveligt begge ud af en stor fortælletradition og gjorde et nummer ud af at sende den videre. Samtidig konsumerede Morrison klassisk og moderne “hvid” litteratur i store mængder: Dostojevski, Tolstoj og især den store sydstatsfortæller William Faulkner, som hun senere skrev speciale om. Hun var en bogorm og en læsehest og ud over at være den eneste sorte pige i sin klasse også den fremmeste elev på skolen. Hun kom på Howard University, landets førende læreanstalt for sorte, og opnåede i 1965 - efter et opløst ægteskab, nogle undervisningsjobs og et par fødsler - en stilling som forlægger på Random House. Herfra udgav hun det meste afroamerikanske litteratur af betydning frem til begyndelsen af firserne.

Livet som sort i USA

Men i det hele taget er hendes grundlæggende verdensopfattelse, om man så må sige, meget sort-hvid.

Morrison er ikke racist som sin far. Hun er mere begavet eller bare knap så traumatiseret. Det betyder ikke, at hun ser med blide øjne på de hvides rolle i Afrika og Afroamerikas historie - og hun ser ikke på meget andet. Hele hendes forfatterskab er en lang fortløbende fortælling om livet som sort i USA, og man kan være nogenlunde sikker på, at enhver form for elendighed kan føres tilbage og bliver ført tilbage til The Middle Passage, hvide slavehandleres overførsel af 60 (nogen tal siger 200) millioner sorte fra Afrika til Amerika fra 1518 og frem.

Det er enkelt nok: Hvis en mor dræber sit barn, eller en far voldtager sin datter - og mødre og fædre gør altid noget i den retning i Morrisons romaner, som er en monsterparade af dysfunktionelle familier - så er det ikke faren eller morens skyld, så er det den hvide mands skyld. Den hvide mand har behandlet den sorte som et svin igennem fem århundreder, og når man behandler folk som svin, så bliver de til svin. Sådan er det. Den sorte er uskyldig. Den hvide er skyldig. Med en enkelt markant modifikation: Hvis den sorte ikke gør sig umage for at tilegne sig en afrikansk identitet, hvis han lader sig opsluge af det hvide system, tænker hvidt, hvis han er en onkel Tom-nigger, så er han langt hen ad vejen hvid og et lige så stort svin som de hvide.

Alarmklokkerne skal altså ringe hos læserne, når man lige pludselig har en karakter, som hedder Milkman som i “Song of Solomon”. En sort, som forsøger at være som en hvid, er i Morrisons romaner som kolibakterier i et køkken. Omvendt er der også udslag af menneskelighed blandt de hvide i det meget begrænsede omfang, de optræder i Morrisons romaner. Men i det hele taget er hendes grundlæggende verdensopfattelse, om man så må sige, meget sort-hvid.