Toni Morrison (f. 1931) voksede op i en lille by i Ohio, i et sammensat arbejderklassekvarter omgivet af østeuropæiske immigranter, mexicanere, tilflyttere fra sydstaterne og mange andre. Der var kun én kirke i byen og én highschool, hvor alle gik. Morrison var den eneste med sort hudfarve i sin klasse, men det var først, da hun kom på Howard University og flyttede til Washington DC, at hun for alvor mærkede den diskrimination og raceadskillelse, der stadig prægede USA i fyrrerne.
Busserne var raceopdelte, og på Howard University, som var et sort universitet, havde man noget, der blev kaldt ”the paperbag test”, som gjorde et uudsletteligt indtryk på Morrison: ”På campus var de studerende selv meget engagerede i denne rangorden, og ens hudfarve gav adgang til forskellige ting. Der var noget, der hed ”papirspose-testen” – var ens hud mørkere end en papirspose, så blev man placeret i én kategori, havde man samme farve som posen, sat i en anden, og var huden lysere, kom man i en tredje og mere privilegeret kategori.” (Hilton Als: Toni Morrison and the Ghosts in the House. The New Yorker, 2003-10-20. Egen oversættelse). Denne hierarkiske opdeling efter hudfarve, som blev udøvet internt i sorte miljøer, er noget, Toni Morrison er vendt tilbage til mange gange i sine romaner.
I Toni Morrisons hjem blev der sunget og fortalt historier, ofte uhyggelige historier, som Morrisons mor havde fået fortalt af sin mor og tante hjemme i Alabama. Toni Morrison kom til at elske spøgelseshistorierne og de jazzballader, som hendes mor gik og sang derhjemme, hvilket, ifølge Toni Morrison selv, har været med til at præge hendes tekster i en mundtlig og musikalsk retning. Som barn læste hun alt, hvad hun kunne komme i nærheden af, fra Jane Austen til Mark Twain, og hun vidste tidligt, at hun gerne ville på college og være omgivet af sorte intellektuelle.
Senere, som fraskilt og enlig mor, fik Toni Morrison ansættelse som redaktør på forlaget Random House, og det var her, hun selv begyndte at skrive fiktion. Hun savnede bøger, der henvendte sig til læsere med samme baggrund som hendes egen, og som redaktør var hun i 1970’erne med til at udgive andre sorte kvinder som Angela Davis og Gayl Jones. Hun stod også bag udgivelsen af ”Black Book” i 1974, en samling af fotografier, breve, sange og tegninger, der dokumenterede sorte amerikaneres historie fra slaveriet og frem til moderne tid. Senere sagde Toni Morrison, at det at lave den bog og danne sig et nyt blik over afroamerikansk historie var som at vokse op som sort én gang til.
Mange af de kvinder, Toni Morrison arbejdede sammen med, var alenemødre som hun selv, og de blev hendes nære venner og kolleger. Kvinderne hjalp hinanden økonomisk og passede hinandens børn, så de hver især kunne stjæle sig tid til at skrive. Toni Morrison begyndte at skrive en historie om en pige, som hun huskede fra sin barndom, der så brændende ønskede sig blå øjne. Det blev fem år senere til hendes første og mest autobiografiske roman, ”The Bluest Eye” (1970). Efter to romaner mere turde Morrison sige sit job som redaktør op og begynde at skrive på fuld tid.
Toni Morrison vandt Nobelprisen i litteratur i 1993. I sin tale ved overrækkelsen sagde hun blandt andet: ”Undertrykkende sprog betegner ikke blot vold; det er vold; det betegner ikke blot grænserne for viden; det begrænser viden.”
Toni Morrison døde i New York den 5. august 2019, otteogfirs år gammel.
