Foto: Dave Pickoff

James Baldwin

cand.mag. Andreas Eckhardt-Læssøe, september 2020. Blå bog og bibliografi opdateret august 2024.
Top image group
Foto: Dave Pickoff

James Baldwin hører til blandt det 20. århundredes vigtigste forfattere. Både som romanforfatter og essayist har James Baldwin skrevet vigtige værker om homoseksualitet og om erfaringen af at leve i USA som sort mand. Baldwin var tæt knyttet til borgerrettighedsbevægelsen i 1960’erne, og han anså sig selv som værende et medie, der kunne formidle de sortes vilkår til de hvide kulturinstitutioner og magasiner, han ofte skrev i. I 2016 blev hans ufuldendte manuskript ”Remember This House” filmatiseret med titlen ”I Am Not Your Negro”, og hans romanklassiker ”Giovannis værelse” blev i 2019 nyoversat til dansk.

138793214

 

Blå bog

Født: 2. august 1924, Harlem.

Uddannelse: Dewitt Clinton High School, 1941.

Debut: Go Tell It on the Mountain. Knopf, 1952.

Litteraturpriser: Guggenheim Fellowship, 1954. Macdowall Fellowship, 1954, 1958, 1960.

Seneste udgivelse: Optegnelser fra en søn af de sorte. Klim, 2024. (Notes of a native son, 1955). Oversat af Mikas Lang.

Inspiration: W.E.B. Dubois, Zora Neale Hurston, Nina Simone, Langston Hughes.

 

 

 

James Baldwin discusses racism. The Dick Cavett Show, 1969.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Det er af denne grund, at man så fortvivlet søger efter kærlighed, men også gør alt for at undslippe den. Kærligheden river den maske af, som vi frygter, vi ikke kan leve uden, og ved vi ikke kan leve med. Jeg bruger her ordet ’kærlighed’ ikke blot i den personlige betydning – ikke i den barnagtige amerikanske betydning at være lykkelig, men i den stærke og universelle betydning af modig søgen og vækst.”
”Næste gang”, s. 108.

James Baldwin blev født i 1924 i Harlem. Hans mor, Emma Berdis Jones, forlod hans biologiske far og giftede sig med James Baldwin, der var prædikant i Baptistkirken, og som hun fik otte børn med, som han behandlede bedre end James Baldwin, som på trods af dette kaldte ham far. I mange år troede Baldwin, at han ligesom sin far skulle være prædikant i kirken. Baldwin var sort og fattig, men han var også klog og god til at gå i skole. Han gik på DeWitt Clinton High School, og hans atletikveninde introducerede ham for billedkunstneren Beauford Delaney, som boede i Greenwich Village, New Yorks store kunstnerkvarter dengang. Af ham lærte Baldwin, at man også som sort kunne blive kunstner. Baldwin blev i de år også venner med skuespilleren Marlon Brando.

Som 24-årig var Baldwin blevet træt af homofobien og racismen, der overskyggede alting i New York for ham. Han emigrerede til Paris, hvor han blev en del af Rive Gauche-bevægelsen af progressive intellektuelle og kunstnere. Selvom han vendte tilbage til USA, skulle han også senere købe et hus Saint-Paul-de-Vence i Sydfrankrig, som han endte med at tilbringe størstedelen af sine sene leveår i.

Baldwin vendte i 1957 tilbage til USA, hvor borgerrettighedsbevægelsen netop var ved at tage form. Baldwin var tidlig til at genkende vigtigheden i denne kamp, og han begyndte at skrive om og rapportere fra den. Blandt andet i det boglange essay ”Down at the Cross,” der udkom første gang i to forlængede udgaver af The New Yorker, og som siden blev til bogen ”The Fire Next Time” (1963. ”Næste gang”, 1963), hvor Baldwin møder lederen af Nation of Islam, Elijah Muhammed. Baldwin blev venner med Martin Luther King og Malcolm X, og han var klarsynet nok til at se, at den del og hersk-strategi, det hvide USA prøvede at føre igennem, ikke gjorde de to skikkelser til modsætninger, men bare forskellige udtryk for den samme kamp: den militante og den formidlende. Baldwin så aldrig sig selv som en borgerrettighedsaktivist. Han havde en dyb sorg over ikke at organisere lokalt, men kunne også se vigtigheden i hans egen opgave, nemlig at formidle det sorte Amerikas vilkår og kampe til det Hvide.

Baldwin døde af kræft i maven i sit hus i Sydfrankrig i 1987.

Råb det fra bjergene

”’Det er svært, så du er klog til morgen,’ sagde hans moder. ’Pas du hellere på.’
’Og sig mig noget andet,’ sagde Roy pludselig og bøjede sig over sin moder, ’sig mig hvordan det kan være, at han aldrig giver mig lov til at snakke med ham som jeg kan snakke med dig? Han er da min far, ikke? Men han vil aldrig høre på mig – nej det er mig, der skal høre på ham hele tiden.’”
”Råb det fra bjergene”, s. 30.

James Baldwin debuterede i 1953 med romanen ”Go Tell It on the Mountain” (”Råb det fra bjergene”, 1965). Det er en roman, der lægger sig tæt op ad hans opvækst i Harlem. Her møder vi David på hans 14-års fødselsdag. Han skændes med sin uægte far, prædikanten Gabriel, der som ene patriark hersker over familien med hård hånd. Hans biologiske mor Elizabeth stikker ham et par mønter i fødselsdagsgave, og David begiver sig ind i de hvides kvarterer for at gå i biografen. Selvom New York ikke havde de samme Jim Crow-love, der segrerede sorte fra hvide i Sydstaterne, var byen stadig mere eller mindre komplet opdelt. Da John kommer tilbage fra biografen, er hans bror blevet stukket ned af nogle hvide mænd, og han ligger og forbløder på sofaen. Gabriel er rasende, Roy er hans ægte søn, og han havde meget hellere set, det var hans uægte søn, John, der var blevet stukket ned.

”Råb det fra bjergene” er en flerstemmig roman. Den fortæller de forskellige karakterers historie fra deres synspunkt. Gabriel der som ung drak og benyttede sig af sexarbejdere, inden han blev frelst og en dygtig prædikant i kirken. Hans karriere der blev bremset af hans trang til at påtale de ældre magtfulde præsters hykleri. Så han strander som opsynsmand i en kirke i Harlem, hvor han bliver mere og mere bitter. Han går heller ikke selv fri for at være en hykler – mens han er gift med den ældre Deborah, får han et barn med den yngre Esther, der dør ved fødslen, og først til sidst gifter han sig med Elizabeth, der allerede er mor til John. Johns biologiske far Richard begik selvmord efter at være blevet uretfærdigt fængslet og tortureret til at tilstå en forbrydelse, han ikke havde begået.

Romanen slutter med Johns religiøse vækkelse og endelige faderopgør med sin uægte far. Hele vejen spiller religionen en dobbelttydig rolle. Når den er personlig, er den en kilde til trøst og håb i en verden, der er fuld af uretfærdighed. Men når den bliver institutionel, bliver den hyklerisk og tjener endvidere til at undertrykke bogens karakterer.