James Baldwin

James Baldwin blev født i 1924 i Harlem. Hans mor, Emma Berdis Jones, forlod hans biologiske far og giftede sig med James Baldwin, der var prædikant i Baptistkirken, og som hun fik otte børn med, som han behandlede bedre end James Baldwin, som på trods af dette kaldte ham far. I mange år troede Baldwin, at han ligesom sin far skulle være prædikant i kirken. Baldwin var sort og fattig, men han var også klog og god til at gå i skole. Han gik på DeWitt Clinton High School, og hans atletikveninde introducerede ham for billedkunstneren Beauford Delaney, som boede i Greenwich Village, New Yorks store kunstnerkvarter dengang. Af ham lærte Baldwin, at man også som sort kunne blive kunstner. Baldwin blev i de år også venner med skuespilleren Marlon Brando.

Som 24-årig var Baldwin blevet træt af homofobien og racismen, der overskyggede alting i New York for ham. Han emigrerede til Paris, hvor han blev en del af Rive Gauche-bevægelsen af progressive intellektuelle og kunstnere. Selvom han vendte tilbage til USA, skulle han også senere købe et hus Saint-Paul-de-Vence i Sydfrankrig, som han endte med at tilbringe størstedelen af sine sene leveår i.

Baldwin vendte i 1957 tilbage til USA, hvor borgerrettighedsbevægelsen netop var ved at tage form. Baldwin var tidlig til at genkende vigtigheden i denne kamp, og han begyndte at skrive om og rapportere fra den. Blandt andet i det boglange essay ”Down at the Cross,” der udkom første gang i to forlængede udgaver af The New Yorker, og som siden blev til bogen ”The Fire Next Time” (1963. ”Næste gang”, 1963), hvor Baldwin møder lederen af Nation of Islam, Elijah Muhammed. Baldwin blev venner med Martin Luther King og Malcolm X, og han var klarsynet nok til at se, at den del og hersk-strategi, det hvide USA prøvede at føre igennem, ikke gjorde de to skikkelser til modsætninger, men bare forskellige udtryk for den samme kamp: den militante og den formidlende. Baldwin så aldrig sig selv som en borgerrettighedsaktivist. Han havde en dyb sorg over ikke at organisere lokalt, men kunne også se vigtigheden i hans egen opgave, nemlig at formidle det sorte Amerikas vilkår og kampe til det Hvide.

Baldwin døde af kræft i maven i sit hus i Sydfrankrig i 1987.

James Baldwin debuterede i 1953 med romanen ”Go Tell It on the Mountain” (”Råb det fra bjergene”, 1965). Det er en roman, der lægger sig tæt op ad hans opvækst i Harlem. Her møder vi David på hans 14-års fødselsdag. Han skændes med sin uægte far, prædikanten Gabriel, der som ene patriark hersker over familien med hård hånd. Hans biologiske mor Elizabeth stikker ham et par mønter i fødselsdagsgave, og David begiver sig ind i de hvides kvarterer for at gå i biografen. Selvom New York ikke havde de samme Jim Crow-love, der segrerede sorte fra hvide i Sydstaterne, var byen stadig mere eller mindre komplet opdelt. Da John kommer tilbage fra biografen, er hans bror blevet stukket ned af nogle hvide mænd, og han ligger og forbløder på sofaen. Gabriel er rasende, Roy er hans ægte søn, og han havde meget hellere set, det var hans uægte søn, John, der var blevet stukket ned.

”Råb det fra bjergene” er en flerstemmig roman. Den fortæller de forskellige karakterers historie fra deres synspunkt. Gabriel der som ung drak og benyttede sig af sexarbejdere, inden han blev frelst og en dygtig prædikant i kirken. Hans karriere der blev bremset af hans trang til at påtale de ældre magtfulde præsters hykleri. Så han strander som opsynsmand i en kirke i Harlem, hvor han bliver mere og mere bitter. Han går heller ikke selv fri for at være en hykler – mens han er gift med den ældre Deborah, får han et barn med den yngre Esther, der dør ved fødslen, og først til sidst gifter han sig med Elizabeth, der allerede er mor til John. Johns biologiske far Richard begik selvmord efter at være blevet uretfærdigt fængslet og tortureret til at tilstå en forbrydelse, han ikke havde begået.

Romanen slutter med Johns religiøse vækkelse og endelige faderopgør med sin uægte far. Hele vejen spiller religionen en dobbelttydig rolle. Når den er personlig, er den en kilde til trøst og håb i en verden, der er fuld af uretfærdighed. Men når den bliver institutionel, bliver den hyklerisk og tjener endvidere til at undertrykke bogens karakterer.