Lone Aburas
Foto: Robin Skjoldborg

Lone Aburas

journalist Carl Martin Faurby, iBureauet/Dagbladet Information. 2009. Senest opdateret af Anne Vindum, Bureauet, november 2019.
Top image group
Lone Aburas
Foto: Robin Skjoldborg
Main image
Aburas, Lone
Foto: Jonas Schoubye Jørgensen

Indledning

Lone Aburas’ bøger handler om halvkedelige dagligdagsting som at sidde ved kassen i Føtex eller arbejde i en styrelse. Det kedelige er skrevet sjovt og rammende, men i ”Politisk roman” forekommer latteren dog mere grum end hjertelig. Her rettes det satiriske blik indad, mod almindelige menneskers manglende formåen, sammenlignet med de tidligere bøgers mere eksotiske miljøskildringer. Med ”Det er et jeg der taler” (2017) har Aburas forladt den hensynsfulde fiktion og skrevet en hæsblæsende, vred tekst under betegnelsen agitprop.

 

47213754

 

Blå bog

Født: 25. februar 1979 i Høje Taastrup.

Uddannelse: Dansk og Socialvidenskab fra RUC i 2009.

Debut: Føtexsøen. Gyldendal, 2009.

Litteraturpriser: Munch-Christensens Kulturlegat, 2009. Montanas Litteraturpris, 2017.

Seneste udgivelse: Den sorte bog (B-sider). Gyldendal, 2019. Digte.

Periode: Inspireret af Mellemkrigstidens socialrealisme og kulturradikalisme

Autofiktion

 

 

 

 

 

 

lone 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Det er oplagt, at der her følger en sexscene mellem Kristoffer og Tea. For selvfølgelig har Tea ikke inviteret Kristoffer, for at de skal sidde og diskutere Hans Kirks forfatterskab (…) Sagen er, at jeg ikke bryder mig om at beskrive to mennesker have sex. Det gør jeg simpelthen ikke”.
”Den svære toer”, s. 182.

Der er flere sammenfald mellem Lone Aburas (f. 1979) og hovedpersonen Lene i ”Føtexsøen”, og forfatterens egen opvækst har haft tydelig påvirkning på historien i debutromanen. Lone Aburas siger selv i et interview: ”Jeg har også en egyptisk baggrund, er uddannet på RUC, har søgt ind på forfatterskolen, min far har haft en grill og en pølsevogn, men alle episoderne er opdigtede.” (Michael Balle Jensen: Fra pølsevogn til RUC. Sentura, 2009-08-31). Romanen er altså ikke i nærheden af at være selvbiografisk, men Aburas syntes, det var interessant at opfinde en person, der mindede om hende selv.

Da ”Føtexsøen” udkom, var der stor opmærksomhed på sammenfaldene mellem forfatteren og hovedpersonens liv. Lone Aburas er dog selv mere optaget af romanens litterære greb, frem for hvilke ting og hændelser der er virkelige.

I ”Det kommer til at ske” fra 2016 bruger den unge mand Henry sin dårlige barndom til at skrive en roman ud fra, og grebet med at omdanne personlige erfaringer til litteratur er Aburas ikke ubetinget begejstret for: ”Der er jo masser af mennesker, der har det dårligt, men det er, når de laver kunst og romaner ud af deres miserable fortid, at det ligesom bliver interessant og folk falder på halen over det – og det har jeg nok lidt lyst til at pille lidt ved eller rive folk i næsen med,” siger Aburas og fortsætter: ”Det giver ikke rigtig nogen mening, at en bog kan løfte sig over sine litterære mangler og nærmest bare blive god, fordi den er autobiografisk.” (Michelle From Hoxer: Romankunst bygget på miserabel barndom – interview med Lone Aburas. Litteraturnu, 2016-02-05).

I det senere forfatterskab har Lone Aburas forladt romangenren og kastet sig over hhv. agitprop og digte i de to politiske, vrede udgivelser ”Det er et jeg der taler (Regnskabets time)” fra 2017 og ”Den sorte bog (B-sider)” fra 2019.

Føtexsøen

”“Men jeg vil gerne bekende kulør. Jeg vil gerne skrive, at jeg er brun, fordi min far er fra Egypten. Så har vi det på det rene. Jeg vil gerne forsøge at skrive om mig selv. Det må bare ikke blive for privat. Helst bare personligt.”
“Føtexsøen”, s. 8.

Fortælleren i ”Føtexsøen” (2009), Lene, er vokset op i Høje Taastrup sammen med sin egyptiske far og danske mor. Faren drømmer om at blive lottomillionær, men indtil det sker, tjener forældrene til dagen og vejen gennem moderens job som apoteksassistent og farens økonomisk synkende skude af en pølsevogn. Ironien i farens job som pølsemand er dog til at tage og føle på, da han tilsyneladende er muslim. Det mener dele af det lokale muslimske fællesskab i hvert fald, at han er. Det medfører en række humoristisk beskrevet hændelser, som da familien bliver besøgt af medlemmer af ”Høje Taastrups svar på Det Islamiske Broderskab”, der hører ham i Koranens tekster. Sammen med Tahir og Rashid fra Lenes klasse er de alle enige om, at det vist ikke helt hænger sammen at være muslim og sælge svinekød.

Efter gymnasiet rejser Lene til Egypten for at lære arabisk, muligvis i et forsøg på at komme i kontakt med hendes ellers fraværende arabiske baggrund. Hun mestrer aldrig sproget, opgiver projektet og begynder at studere på Roskilde Universitet. Her møder hun den ambitiøse film- og mediestuderende Jonas, som bliver hendes kæreste. Det er på dette tidspunkt i hendes liv, at vi møder Lene. Lene har en drøm om at blive forfatter, så hun vælger at tage orlov fra universitet og begynder at arbejde i Føtex for at få tid til at skrive en roman. Den handler om et krydstogtskib, hvor stort set alle anerkendte forfattere i Norden befinder sig. Skibet forliser, og den eneste overlevende er forfatterspiren Storm.

27668046

Lene har uden held søgt ind på forfatterskolen fem gange, og bitterheden over afvisningen og over ikke at kunne skrive lige så vedkommende som sine forbilleder kommer til udtryk i historien om Storm. Mod hensigten fører arbejdet i Føtex ikke til, at hendes bog bliver færdig, men derimod til en række pinlige møder med tidligere studiekammerater. 

Humoren i ”Føtexsøen” har ofte en ironisk og distanceret karakter på grund af fortællerens halvafstumpede syn på menneskerne omkring sig. Romanens komplekse fortællestruktur præsenteres, da Lene indleder bogen med at sige, at hun ville ønske, hun kunne skrive hverdagsagtige fortællinger. Ironien ligger i, at det netop er det, ”Føtexsøen” er. Lene forsøger i stedet at skrive en spektakulær historie om en litterær helt, mens ”Føtexsøen” i virkeligheden er den bog, hun ønsker at skrive. Der opstår et spændingsfelt mellem ”Føtexsøen” som bog og Lenes overvejelser over den bog, hun ville ønske, hun kunne skrive.

Den ene del af ”Føtexsøen” er fortalt i datid af en jegfortæller som beskriver sin barn- og ungdom, indtil hun begynder på Roskilde Universitet. Historiens anden del er fortalt i nutid. Der hører vi om de trivielle og ofte humoristiske hændelser som hendes job som kassedame i Føtex byder på. I løbet af romanen bliver de to dele blandet sammen i en ikke-kronologisk fortælling, hvori Lenes fortid og nutid kommer til at supplere hinanden.

Den svære toer

"Nogenlunde samtidig befinder Lilly sig i Salon Equador. Salon Equador er en sammentrækning af det sydamerikanske land Ecuador og kildevandsmærket Aquador. Men det er ikke en kæft, der kan se. De tror bare, at frisører ikke kan stave."
”Den svære toer”, s. 70.

Etologisk Institut på Telegrafvej i Ballerup, hvor man uddanner sig til Hunde Ejer Træner, med skønne kapitaler, er et sært almindeligt sted. Denne skæve lokalitet, som med sin blanding af triviel genkendelighed og spøjs specificitet er karakteristisk for humoren i Lone Aburas’ anden roman ”Den svære toer” fra 2011, fungerer som et samlingspunkt i en bog, der på overfladen handler om folk og deres hunde.

Hovedpersonen er Kristoffer, en akademiker med job i Styrelsen, der har svært ved at styre sin hang til formålsløs surf på nettet og er nået frem til, at et hundetrænerkursus er det, der skal til for at få ham på ret køl igen. Vi møder også damefrisøren Lilly, hvis tilstedeværelse på kurset virker motiverende på Kristoffer. Interessen er gengældt, men der er en hage. Før hun kan gøre noget ved det, må hun balancere den romantiske interesse med et praktisk hensyn. Lilly har nemlig ingen hund selv og er derfor prisgivet velvilligheden fra en anden kursusdeltager, den forelskede Lasse, som kan låne og videreudlåne sin svogers jagthund hver anden weekend.

28594151

Følelserne i bogen er på halvt blus. Romantikken er lunken, og de fleste går rundt og er lettere utilfredse med deres liv og den situation, de er havnet i. Og mens det er rigtigt nok, at utilpasheden lejlighedsvis fører til et beslutsomt forsæt om at handle – som da Lasse anskaffer sig en pistol for at få Lilly tilbage – munder det som regel ud i de mindste, mest forsigtige armbevægelser. Romanen er befolket af hverdagsmennesker, der er bange for forandringer.

Det lyder trist, men fordi den alvidende fortæller hiver alle motiver og overvejelser frem i lyset, er det faktisk sjovt. Selv om der ikke er overlagte komiske optrin i romanen, er det meningen, at man skal le; humoren er tør og lavmælt. Kristoffers manglende impulskontrol over for sin browser og især hans sammenligning af denne ustyrlighed med det mere overskuelige frihedstab, han oplever i nærheden af et bokssæt med tv-serien ”24 timer”, er morsom, fordi den er genkendelig. Og Lillys dilemma, som involverede en lavpraktisk afvejning af mulighed for hundelån mod mulighed for at få opfyldt et følelsesmæssigt behov, vil formodentligt i en eller anden form være genkendeligt for alle andre end de allermest rettroende romantikere.

 

Politisk roman

”Robert vil skjule en flygtning. Han mener det alvorligt. Det er hyklerisk at have den badge og så ikke gøre alvor af det, siger han en aften hvor vi for en gangs skyld alle er samlet omkring bordet. Min søn Oskar ser udtryksløst forbi ham og ned på sin tallerken. Hans foragt for ham er kommet for at blive.”
”Politisk roman”, s. 7.

Lone Aburas’ ”Politisk roman fra 2013 er et studie i engagement. På den ene side er fortælleren Rebecca helt blottet for det og betragter udeltagende andre mennesker med et nedladende og skarpt sarkastisk blik. Det står klart allerede fra bogens første side, hvor en hjemløs' sørgelige endeligt foran et supermarked ikke fremkalder anden følelsesmæssig reaktion end let irritation. På den anden side er Rebeccas mand, tandlægen Robert, opfyldt af et ønske om at handle politisk, og en dag har han besluttet sig for at huse en illegal flygtning i sin lejlighed.

Romanen skildrer, hvordan flygtningen Amir træder ind i en glædesløs hverdag i de tos sammenbragte husholdning, der også rummer Rebeccas militante og utilnærmelige teenagesøn Oskar samt Roberts højlydt oprørske døtre Sally og Martha.

Med sin titel og forsidens kraftfulde gestus, en knyttet næve i 70er-typisk, rød kartoffeltryk, markerer Aburas’ tredje bog et slægtskab med 70ernes romaner, hvor det kunstneriske projekt ofte var politisk motiveret. Modsat forgængerne har ”Politisk roman” ikke noget overlagt politisk budskab, men bringer tro mod genren politikken ind i hverdagen og gør en abstrakt diskussion om flygtninge helt konkret ved at lade den handle om en fyr, der hedder Amir, og bor i værelset nede ad gangen.

50657558

Der er imidlertid intet opbyggeligt over Aburas' roman, og gang på gang vinder den bekvemme løsning over engagementet. I munden på Roberts alkoholiserede ven Mark, der lever af at skrive provokerende, venstreorienterede essays, klinger opfordringerne til engagement hult, fordi han mener meget, men gør meget lidt. Mark er en genkendelig type, der effektivt udstilles via Rebeccas synsvinkel, og det er god og rammende satire.

De forskellige muligheder for engagement, som præsenteres i bogen, får lov til at løbe deres bane, og når det hele til slut bryder sammen, sker det meget spektakulært. Hverken Rebeccas indifferente holdning, Roberts naive og begejstrede initiativ, Marks buldersnak eller en yderst radikal fremgangsmåde, hvis overraskende bannerfører er Rebeccas søn Oskar, viser sig at være holdbare. Således er ”Politisk roman” ikke noget partiprogram med færdige opskrifter på handling. Hvis romanen er politisk, er det udelukkende med en opfordring til engagement. Hvad der skal ske, er op til læseren.

 

Det kommer til at ske

”Nogle dage syntes jeg, at it-ingeniør lød ret spændende. Andre gange var det astrofysik eller filminstruktør, der trak. Du skal vide, at jeg støtter dig, i hvad du end beslutter dig for, sagde min far. Jeg synes, man skal gøre det, man har lyst til. Man har trods alt kun det ene liv. YOLO, sagde jeg. Han nikkede betydningsfuldt. Præcis.”
”Det kommer til at ske”, s. 114.

I Lone Aburas’ roman ”Det kommer til at ske” fra 2016 bor teenageren Henry sammen med en psykisk syg mor og en far, der har svært ved at håndtere morens sygdom. Da moren drukner sig i den lokale sø, efterlader hun en depressiv og sorgramt mand og en ulykkelig, overset 13-årig. Henry overlever ved at lade som ingenting, men går dog til ugentlig terapi hos skolepsykologen John, der anbefaler ham at skrive dagbog for at få sat ord på sine tanker. Modvilligt indleder Henry et venskab med den nye dreng i klassen, Adam, der bliver hans første rigtige ven og som den eneste kan få Henry til at åbne for sluserne.

52182239

Mens faren har ligget i sengen og spist chokolade, er han begyndt at maile med nogle preppere i USA; folk, der forbereder sig på den forestående dommedag ved at bygge hegn og fylde garagen med konserves. En dag rejser faren til USA, og Henry kommer i familiepleje hos sin moster. I gymnasiet møder han overklassedrengen Leo, der sætter gang i Henrys forfatterkarriere ved at sende hans dagbogsskriverier ind til en begejstret forlagsredaktør, som beder Henry skrue lidt op for dramatikken i skildringen af Adam og de andre karakterer i hans liv. Det bliver til en autofiktiv roman om opvæksten med en sindslidende mor og en depressiv prepper-far, der nok gør Henry til en berømt forfatter, men som også skaber afstand til de personer, der er beskrevet lige lovlig kulørt.

Aburas’ roman, der er skrevet med talesprog og slang, giver et indtryk af, hvordan det er at være ung, komme fra en dysfunktionel familie og forsøge at finde sig til rette blandt usikre venner, velmenende lærere og uklare forventninger til livet. Samtidig er det en humoristisk og sarkastisk fremstilling af en forlystelsessyg presse såvel som en forplumret forlagsbranche og individets trang til at vise sig frem. Spørgsmålet om, om man kan tillade sig at skrive hvad som helst om levende mennesker under fiktionens dække er centralt i romanen, der på flere måder ligner Aburas’ egen udgivelseshistorie med en debut, der var bygget over hendes egen familie og sat op som teaterstykke, præcis som Henrys debutroman bliver det i ”Det kommer til at ske”. 

 

 

Det er et jeg der taler (Regnskabets time)

”Det virker bare så fesent, så fattigt i det hele taget at vade gennem endnu et fakkeltog af gode intentioner og ikke-ideologier. Hvad er en fredsring, hvad er reggae til din demo mod at dø for en sag som denne her helt forfærdelige i Syrien?”

”Det er et jeg der taler (Regnskabets time)”, s. 39-40.

Agitprop er genrebetegnelse på Lone Aburas’ bog ”Det er et jeg der taler (Regnskabets time)”, der udkom i 2017 i et samarbejde med Krabbesholm Højskole. Bogen er gennemillustreret med tegninger forestillende forfatteren, udført af Mo Maja Moesgaard. På bogens bagflap står der ordforklaring på titlens og genrens definitioner, og således: ”Agitprop, sammensat af begyndelsen af ordene agitation og propaganda. I Sovjetunionen blev agitprop ofte udført af mobile grupper, der med letforståelige teaterstykker, plakater, digte og film søgte at vinde befolkningen for revolutionens sag”. Dette er altså ikke en fiktion, en roman eller en fortælling. Det er en vred stemme, der har fået nok af verdens generelle tilstand og over 20 tætskrevne sider uden ophold revser det samfund og den kultur, hun er en del af. Inklusiv sig selv, sin familie og sine litterære kolleger. Fortælleren er træt af at lægge fingre imellem, nu falder ordene råt for usødet og hun langer ud til presse, politikere, blødsødne humanister og vendekåber.

53220703

Centralt i teksten er race og etnicitet og ikke mindst den allestedsnærværende, men ofte ignorerede racisme, der findes i Danmark. På første side refereres, hvordan pædagogerne i fortællerens børnehave grinede af hendes far, der ikke kunne udtale hendes pæredanske navn korrekt, et navn hun havde fået for at komme lettere gennem livet i Danmark. I den situation ligger så meget nedladende fordomsfuldhed, misforstået hensynstagen og konkretisering af, hvor svært det er at begå sig; og der hænger stadig en skam over fortælleren et halvt liv senere.

Teksten har en energi, som er den udløb for et helt livs opsparet skam og vrede. Fortælleren er færdig med at sidde med sin Macbook Pro og tænke over at være et sansende jeg i verden, nu vil hun ud og lave riot og bide i den vrede asfalt. Teksten er et spark i måsen til fortælleren selv og en hyldest til dem, der faktisk letter sig fra skrivebordsstolen og gør noget. Eksplicit nævner hun den palæstinensiske frihedskæmper og flykaprer Leila Khaled og den russiske anarkist og kvinderetsforkæmper Emma Goldman som forbilleder.

Den sorte bog (B-sider)

”Så derfor tilspørger jeg dig
tilsøler dig:
Om du var turist i slummen i går?
Om du havde det luksus og apokalyptisk?
Apolitisk så du dig vel om mellem lig og løgn?
Og så gik du hjem og onanerede til undergangen.
Så gik du hjem og skrabede sekret og
bladguld af oplevelsens gru
og hængte det om halsen som en bloddryppende
diamant man kan skrive et digt om.”


”Den sorte bog (B-sider)”, s. 14-15.

I 2019 udgav Lone Aburas sin første digtsamling, ”Den sorte bog (B-sider)”, som består af to dele: I første del ”Sådan taler det europæiske menneske” taler et jeg vredt om ghettoplaner, statsracisme, demokrati og udrejsecentre. I anden del ”Baba” blander jegets far baba sig med erindringer fra sin opvækst i Cairo og sit liv i Danmark; det tabte land og det han har taget med sig.

Sproget er ligefremt, vredt og funderet i en politisk virkelighed anno 2019. Der nævnes konkrete steder (Mjølnerparken, Douma, Mosul, Taiz, Ghouta), konkrete politiske tiltag (udrejseø Lindholm) og geopolitiske udfordringer centreret om Trump, Assad, Netanyahu, og der er referencer til forfattere som Omar Khayyam, Klaus Høeck, Michael Strunge og Ola Julén. Sympatien er med forfulgte og krigsramte folk – både med dem, der er ofre for sarin og klorgas i Syrien og dem, der må leve med politikeres udenforstående kendskab til ghettoen, hvor man kommer på besøg og går hjem og skriver et digt om det bagefter.

Undervejs er der en selvrefleksiv italesættelse af at være (privilegeret) forfatter, der skriver digte om de forfulgte og de dømte (som også i Aburas’ ”Det er et jeg der taler (regnskabets time)” fra 2017). Selvom jeget er rasende og vredt, angiver det ikke en revolutionær vej mod det retfærdige samfund, men angriber i stedet harmdirrende de folkevalgte, der ikke forvalter deres magt på en humanitær måde – eksemplificeret ved det absurde i at ønske sig fire måneder i Sdr. Omme Fængsel for at slippe for den nedværdigende og usle hverdag på udrejsecenter Kærshovedgård.

47213754

”Den sorte bog (B-sider)” udspringer af en bestemt tid, men rækker også tilbage til tidligere revolutioner og historiens vidnesbyrd om folk, flygtninge og magthavere. Og med baba fæstnes fortællingen i en familiesaga, der for forfatterskabets vedkommende begyndte i ”Føtexsøen” (2009), hvor en lignende faderfigur optrådte i rollen som præmieperker med egen pølsevogn. Digtsamlingen rejser spørgsmålet, om man overhovedet kan tage ”ghettostemmen” på sig og tale nogle andres sag? Om man kun kan være en hykler? Eller om det i virkeligheden altid er det, en forfatter gør – tager den andens stemme på sig.

Genrer og tematikker

Tricket med at gå uden for litteraturen og kigge ind anvendes med stor effekt i Lone Aburas’ romaner. I ”Den svære toer” er historien omgrænset af to kapitler med metafunktion. I starten findes en læsevejledning, inklusive programerklæring for skriftet, og til sidst, efter romanfortællingens afslutning, er der indsat en række hjælpsomme spørgsmål, som skal gøre det lettere at få hul på en analyse af romanen. ”Det kommer til at ske” handler om at debutere med en autofiktiv roman skrevet på baggrund af en miserabel barndom og om forlagsbranchens greb om unge forfattere.

”Føtexsøen” er en gennemgående udfordring af identitetsbegrebet. Fortælleren har mange biografiske sammenfald med forfatteren. Lone Aburas fortæller om konstruktionen: ”Jeg har valgt at skrive romanen i den form, fordi jeg syntes det kunne være sjovt at leve sig ind i en Lone Aburas-lignende figur, som ikke var Lone Aburas. Det er som jeg har sagt, en leg jeg leger. Ligesom når man er barn, og man siger: ”så legede vi, at du var moren og jeg var faren.”” (Michael Balle Jensen: Fra pølsevogn til RUC. Sentura, 2009-08-31).

I ”Føtexsøen” har Lene vanskeligt ved at passe ind. Enten er det, fordi hun læser på RUC og er flov over at arbejde i Føtex, ellers er det, fordi hun har en synlig arabisk baggrund på grund af sin hudfarve, uden at have et synderligt stærkt forhold til den. Det er ofte hendes identitet, og andres syn på den, der står i vejen for at være en del af en specifik situation – hvis man er det ene, kan man ikke også være det andet. Hvis man er araber, kan man ikke også være dansker, hvis man går på universitet, kan man ikke også være kassedame osv. Mens Aburas skildrer disse identitetskonflikter, viser hun samtidig en interessant vej ud: muligheden for at genopfinde sin identitet gennem at fortælle historier – gennem litteraturen.

Hvor Lene i ”Føtexsøen” kæmper med en følelse af utilstrækkelighed, lider fortællerne i ”Den svære toer” og ”Politisk roman” af, hvad man kunne beskrive som en mangel på engagement i omverdenen. De er dog påvirket i forskellig grad. Mens Kristoffer i ”Den svære toer” lejlighedsvis er ude af kontakt, når han fortaber sig i passiv underholdning, kommer Rebecca i ”Politisk roman” aldrig rigtig følelsesmæssigt på bølgelængde med sine medmennesker. Til gengæld for den manglende indlevelsesevne er Rebecca udstyret med kynisk klarsyn i forhold til sine medmenneskers motiver, hvilket er et effektivt satirisk virkemiddel. I ”Det er et jeg der taler” er der til gengæld konkret samfundsengagement for alle pengene.

For alle romanerne gælder det, at de har et spraglet karaktergalleri, som der både bliver gjort grin med og som tages alvorligt. Det er historier uden hverken helte eller skurke. Om at have både firkantede og mere runde karakterer siger Aburas: ”(…) jeg mener at, man gerne må gøre grin med nydanskere på samme måde, som vi gør grin med småborgeren, og skabsracisten, som Silles far fx. er udtryk for. (…) Omvendt er Lenes far skildret meget lidt indvandreragtigt. Han bruger for mange penge, har dårlig forretningssans osv., men det er der jo også mange, der har. Han er altså ligeså almindelig/ualmindelig som så mange andre fædre (…)” (Michael Balle Jensen: Fra pølsevogn til RUC. Sentura, 2009-08-31).

Beslægtede forfatterskaber

Et centralt værk, der beskæftiger sig med identitet i krydset mellem fakta og fiktion, er Claus Beck-Nielsens fiktive selvbiografi, ”Claus Beck-Nielsen (1963-2001)”. I bogen beskriver forfatteren, hvordan han påtager sig identiteten af en hjemløs mand hjemvendt fra Tyskland. Denne nye identitet overtager dog mere og mere hans eget ”rigtige” liv, og til sidst mister han så meget af sin egen identitet, at han holder op med at eksistere.

Derudover kan man også finde et slægtskab med forfatteren Pablo Henrik Llambías. I romanen ”De elskendes bjerg” behandler Llambías også temaet om identitet, men på en helt anden måde end Lone Aburas. Hvor det i ”Føtexsøen” er en jegfortæller, der fortæller sin egen historie om de problemer, omgivelsernes fordomme medfører, er det i ”De elskendes bjerg” en række personers udlægninger af en fortælling, der til sidst udgør læserens forståelse af, hvem hovedpersonen er.

I et interview med Sentura nævner Lone Aburas også Knud Romer, der i erindringsromanen ”Den der blinker er bange for døden” beskæftiger sig med fordrejningen af erindringen. Aburas har desuden fundet inspiration hos den tyske forfatter Thomas Mann, der levede fra 1875-1955, og er kendt som et af det 20. århundredes vigtigste forfattere. En af Manns mest kendte romaner er ”Buddenbrooks” fra 1901, og ligesom i ”Føtexsøen” og ”Den svære toer” er der komedie og mismod på hver side af denne forfaldshistorie.

I ”Det kommer til at ske” sender Henrys gymnasieven Leo Henrys dagbogstekst ind til en forlagsredaktør, der får Henry til at skrue op for dramatikken i sit autofiktive værk. I den svenske forfatter Klas Östergrens megalomane ”Gangsters” (1980) står de to brødre Leo og Henry Morgan centralt i den fortælling, som forfatteren ”Klas Östergren” er ved at skrive i romanen. Uden sammenligning i øvrigt er begge romaner rundet af konstruktionen mellem forfatter, fortæller og værk, der er spundet ind i hinanden.

De to jævnaldrende forfatterkolleger Maja Lee Langvad og Christina Hagen skriver også på en indædt vrede; Langvad i ”Hun er vred” (2014), der omhandler transnational adoption, og Christina Hagen i ”White Girl” (2012) og ”White Girl 2” (2017), der bider den politiske korrekthed i haserne.

Bibliografi

Kortprosa

Aburas, Lone:
Marken. Apparatur nr. 13, 2005.
Aburas, Lone:
Franz. Tidsskriftet Reception nr. 60, 2006.

Romaner

Aburas, Lone:
Føtexsøen. Gyldendal, 2009.
Aburas, Lone:
Den svære toer. Gyldendal, 2011.
Aburas, Lone:
Politisk roman. Gyldendal, 2013.
Aburas, Lone:
Det kommer til at ske. Gyldendal, 2016.
Aburas, Lone: Det er et jeg der taler (Regnskabets time). Gyldendal, 2017.

Digte

Aburas, Lone: Den sorte bog (B-sider). Gyldendal, 2019.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Lone Aburas

Om forfatterskabet

Web

På Lone Aburas’ hjemmeside kan man finde info om oplæsninger, værker mm.

Artikler

Helle Juhl Lassen:
Jeg skriver, altså er jeg (og min far er fra Egypten). Dagbladet Information, 2009-03-25. (Anmeldelse).
Information, 2011-01-20.
Mikkel Bruun Zangenberg:
Lone Aburas-debut er rå og fuld af vittigt overskud, Politiken, 2009-03-30 (Anmeldelse).
Information, 2011-01-20.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Aburas, Lone'

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Michael Balle Jensen:
Fra pølsevogn til RUC. Sentura, 2009-08-31.

Øvrige skribenter

Cand.mag. Anders Johannsen, 2013.