madame nielsen
Foto: Sofie Amalie Klougart

Madame Nielsen / Claus Beck-Nielsen

journalist Morten Jørsum, iBureauet/Dagbladet Information, 2009. Siden 'Suverænen' opdateret af cand.mag. Karina Søby Madsen. 2014. Senest opdateret af Karina Søby Madsen, november 2018.
Top image group
madame nielsen
Foto: Sofie Amalie Klougart
Main image
Beck-Nielsen, Claus
Foto: Morten Langkilde

Indledning

Forfatter, dramatiker, musiker, instruktør og skuespiller er blot nogle af de labels, man kan sætte på Claus Beck-Nielsen. Omend han har haft travlt med at slette sit eget jeg – først ved at leve som hjemløs uden personnummer og siden ved at erklære sig død i 2001 – bliver han ved at skabe nye, forunderlige og ikke mindst (selv)iscenesættende værker. Senest under pseudonymet Madame Nielsen.

Beck-Nielsen er performancekunstner og provocateur, som man ellers skal tilbage til 60'erne – eller til udlandet – for at finde. Hans værker bærer præg af et stilistisk overskud og trives i grænselandet mellem virkelighed, drøm og fiktion.

 

46494873

Blå bog

Født: 6. maj 1963.

Uddannelse: Uddannet ved forfatterskolen i 1993. Uddannet skuespiller ved School of Stage Arts på performanceteatret Cantabile 2.

Debut: Vejlederne. Gyldendal, 1997.

Litteraturpriser: Reumert-pris: årets dramatiker, 2003. Kjeld Abell-prisen, 2005. Frit Flet-Prisen, 2018.

Seneste udgivelse: Madame Nielsen: Alverdens-vandringerne. Herman & Frudit, 2019.

Inspiration: Peter Høeg.

Genre: Autofiktion

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Der var noget inde i ham, som Jacob kunne se, en tynd silhuet, en søjle af røg, der var noget inde i ham, uroligt og levende, men nu er der ingenting, han er en tom skal, der står vidt åben i alle retninger og bare må lade sig fylde med alt det, der fyger ind, støvet, mørket og den skingre lyd af stemmen…”
”Vejlederne”, s. 43.

Claus Beck-Nielsen blev født den 6. maj 1963 og voksede op i Aalborg og flere andre steder i Danmark. Meget mere er der egentlig ikke at opspore om hans opvækst. Til gengæld ved vi en del om hans kunstneriske karriere, som er uhyre mangefacetteret. I firserne spillede han guitar og sang i bandet Creme X-Treme. Han er uddannet på forfatterskolen med afgang i 1993. Han er ligeledes uddannet skuespiller ved School of Stage Arts på performanceteatret Cantabile 2, der har base i Vordingborg. Gennem halvfemserne var Beck-Nielsen en aktiv skuespiller og optrådte i flere forestillinger, og selv har han (nu også hun – Madame Nielsen) forfattet otte skuespil.

Fra 1995 til 2000 drev han sammen med den tyske billedkunstner Stelter firmaet Beck-Nielsen Hannover, som producerede billeder og andet op til verdensudstillingen EXPO 2000 i Hannover. I årene 1996-1999 fungerede han som teaterkritiker på Politiken. Ud over dette debuterede han i 1997 som forfatter med værket ”Vejlederne”.

Claus Beck-Nielsens biografi er spundet ind i en kunstnerisk performance, hvor hans person ikke har en fast grænse, men opløses og forandres. Det manifesteredes i 2001 ved, at Claus Beck-Nielsen ‘gik bort’. Man kan ikke sige, at han døde i traditionel forstand, men han afgik dog officielt ved døden og har siden optrådt under betegnelser som Claus Nielsen, Some Body, Morten Nielsen, Manden uden navn, Helge Bille, Nielsen-væsnet, Madame Nielsen og The Nielsen Sisters. I 2002 oprettedes koncernen Das Beckwerk, som i perioden frem til 2012 videreførte arven efter Claus Beck-Nielsen, og i det regi blev blandt andet den omdiskuterede roman ”Suverænen” udgivet – en roman, der førte til et sagsanlæg imod forfatteren for identitetskrænkelse af en kollega, nemlig performancekunstneren Thomas Skade Rasmussen, der optrådte som karakter i bogen.

I 2010 afholdt koncernen en officiel begravelse for Claus Beck-Nielsen på Assistens Kirkegården på Nørrebro, og året efter blev koncernen lukket ned. I 2013 ’genopstod’ Claus Beck-Nielsen tilsyneladende med en bog udgivet i eget navn – ”Mine møder med de danske forfattere”. I 2014 har han endvidere skrevet manuskript til forestillingen ”Transformationer” under navnet Nielsen – et stykke han også selv optræder i, bl.a. i skikkelse af Baronesse Blixen.

Vejlederne

”Og han tænker, at nu skal han bare fortsætte uden at tænke, han går, og hvis han blot bliver ved med at gå, så vil han helt af sig selv komme tilbage til busstationen.”
”Vejlederne”, s. 63.

Claus Beck-Nielsen debuterede i 1997 med bogen ”Vejlederne”, som består af to noveller; ”Den anden dreng” og ”Afløseren”. Begge er minimale fortællinger, der med få virkemidler skaber meget klare stemninger og følelser hos læseren.

Den første historie handler om drengen Joachim, hans ven Jacob og en sidste dreng, som blot kaldes ʽden anden drengʼ. Det er en art forvekslingshistorie, hvor de to (tre) personer på en mærkelig måde glider ind og ud af hinanden.

Denne effekt opnås ved konsekvent at sløre, hvem af de tre drenge der fortæller. Der skiftes konstant udsyn imellem jeg, mig, han og den anden, og konsekvensen er, at læseren ikke rigtig kan skelne mellem dem. Til gengæld kan læseren mærke den følelse af ubehag, som hovedpersonen Joachim udsættes for i mødet med den anden dreng. Historien tematiserer, hvorledes Joachim forsøger at bearbejde erfaringen af ”det andet” i sig selv – i og med mødet med det fremmede uden for ham selv.

21910589

Den anden historie, som er den længste af de to, handler om en turist i Tyrkiet, der kommer til at stå af i en fremmed by inde i landet. Personen skal egentlig videre med bussen, men bliver af forskellige hjælpsomme mennesker ledt til at forsvinde længere og længere ind i den støvede by. Først bliver han ført til et hotel og indlogeret, og derfra ledes han tilfældigt til det ene absurde møde efter det næste. Hele tiden forestiller han sig, at han bare kan gå tilbage til bussen, men han kommer aldrig tilbage. I stedet bliver han ledt ind i den arabiske labyrint – uden selv at tage kontrol.

Begge historier er holdt i en meget stram (minimal) stil, hvor der ikke gives nogen unødige oplysninger om personernes fortid, ligesom der heller ikke er andre miljøskildringer end de allermest nødvendige. Historierne er meget klaustrofobiske, og læseren har lige så svært ved at manøvrere rundt, som karaktererne har det. Desuden evner Claus Beck-Nielsen at adjektivisere grænseløst, uden at det bliver redundant eller uvedkommende. De mange adjektiver hjælper ikke til at forklare eller præcisere, men opløser sig i en fri stil, hvor sproget i sig selv er lige så opløsende som karaktererne.

Horne Land

”…tingene står tilbage, de fylder, roder og tvinger mig til at huske. Hvorfor, siger det, hvorfor er der ingen, som rydder op efter sig, hvorfor skal tingene have lov til at beholde deres tilfældige, slidte former længe efter, at vi har givet slip på os selv.”
”Horne Land”, s. 107.

Claus Beck-Nielsens første roman ”Horne Land” fra 1999 er delt op i syv kapitler, hvor man følger en række forskellige personer, og bogens synsvinkel skifter med hvert kapitel. Dette betyder, at karaktererne opnår deres dybde langsomt, og at læseren konstant må revurdere sine tidligere antagelser.

I første kapitel møder vi et ægtepar, hvor konen har en stor mave. En naturlig antagelse er, at hun er gravid. Men først længere inde i bogen går det op for læseren, at hun har en opsvulmet mave, fordi hun er syg. Desuden finder man ud af, at dette ægtepar, som er den akse, de andre karakterer i bogen står i relation til, er pensionister. Sådan er strategien lagt i bogen. Der er som i “Vejlederne” tale om en meget snæver synsvinkel. Læseren må kæmpe sig til hver eneste oplysning og har lige så svært ved at finde ud som de klaustrofobiske karakterer. 

22589164

Romanen foregår på landet blandt landbefolkningen og leverer et trist billede af den eksistentielle ligegyldighed, som pløjemarkernes endeløse intethed påtvinger karaktererne. Disse kæmper alle mod (eller med) døden og har svært ved at forene sig med tanken om, at noget bliver tilbage, efter de er væk.

Tingene, der bliver tilbage, minder om de døde. Kaffekoppen, skabslågen og sengen overlever de mennesker, der har brugt dem. Romanens dvælen ved tingene er en enkel måde at beskrive et levet liv på, ud fra nogle artefakter der kan bestemmes fuldstændigt. Kaffekoppens liv og funktion er helt entydig. Derimod er et menneskes liv og funktion diffust og ikke til at gøre rede for. Tingene der står tilbage, bliver så det, vi kan sige om et menneske: han gik i disse sutsko, han drak af denne kaffekop, han åbnede dette køleskab. At det indre sjælelige liv er uransageligt og utilgængeligt, viser Beck-Nielsen til overmål i denne roman. Med de meget sparsomme oplysninger og den meget stramme stilistik kan læseren ikke danne sig et solidt overblik over den samlede fortælling (livet), ligesom karaktererne i romanen ikke kan. Derved bliver romanen til et billede på selve livet.

Selvudslettelser

“– Men det gør det, skreg Stelter og slog skallen for panden, så kæberne raslede, og ned skyllede en halv liters Hancock. – Toldfri, ræbede Herr Stelter, – Nah, und? Hvad har vi? Lagde han til, – kullet, Krebs, cancer eller kræft? – Nej tak, sagde jeg – prøv at se, om du kan ramme noget forbigående.”
“Selvudslettelser”, s. 26.

Det gennemgående skema i romanen ”Selvudslettelser” fra 2002 er, at hovedpersonen Beck-Nielsen får stillet skiftende opgaver af forskellige redaktører på Dagbladet, som går ud på, at han skal beskrive et eller andet fænomen i tiden. Han tager ud på sine opgaver i det danske land med sin trofaste tyske fotograf/nazist/pædofil med mere, Herr Stelter.

Romanen er en art Hunter S. Thompson ”Fear and Loathing in Las Vegas” i det danske opland, der søger efter en opløsning af alle former. Samtidig er det også den første roman, der har Beck-Nielsen selv som hovedperson, hvilket anslår et centralt tema i hans efterfølgende bøger: den hårfine balance mellem fiktion og virkelighed.

”Selvudslettelser” er en antiroman, som vel egentlig ikke er en roman i den oprindelige betydning. Beck-Nielsen kalder den selv for ”BECK-WERKVERZEICHNIS Bind 1” - altså bind 1 i Beck-Nielsens værkkatalog. Værket består af nummererede tekster og beskriver øjensynligt årene 1997 til 2001.

24001393

I ”Selvudslettelser” foregår der en opløsning på flere niveauer. Sproget er så udflydende, usammenhængende og vildt, at det er på vej mod en overdrivelsens nihilisme. På samme måde er plottet så svagt optegnet og samtidig springende og forvirrende, at man som læser ufrivilligt ledes lige lukt ind i den psykose, der åbenbart udspiller sig for karakteren Beck-Nielsen i romanen.

Disse stilistiske opløsninger understreger romanens omdrejningspunkt, som er Beck-Nielsens egen opløsning. Beck-Nielsen undergår gennem romanen en konstant forvandling og bliver blandt andet til Bach Jessen, Birch Olsen, Buch Jensen og til sidst Beck-Nielsen igen. Det er en opløsning af jeget, der er på færde, og man må forstå, at det enkelte mennesker rummer mange identiteter.

I et interview om bogen sagde Claus Beck-Nielsen, at: “Jeg har konstrueret den stærkest mulige bombe, jeg kunne, og sprængt mig selv i luften med den – eller tekstens jeg, men der er jo for fanden en forbindelse … Det handler om at forme livet og om bevægelserne udad og indad mellem kunsten og det private, mellem kunsten og verden.” (Lotte Folke Kaarsholm: “Jeg trækker hans vejr”. Interview i Information, 2002-04-12).

Claus Beck-Nielsen (1963-2001): En biografi

“Tirsdag den 12. december 2000, kl. 9:59 steg en ca. 35-årig mand af toget Bertel Thorvaldsen, der netop var ankommet til Københavns Hovedbanegård fra Tyskland. Manden var meget tynd, sygeligt udseende, ifølge øjenvidner formodentlig narkoman, og medbragte ingen bagage ud over den smule tøj han havde på…”
“Claus Beck-Nielsen (1963-2001): En biografi”, s. 13.

Claus Beck-Nielsens bogværk fra 2003 bærer titlen Claus Beck-Nielsen (1963-2001): En biografi”.

Det er en litterær fremstilling af en happening, som Claus Beck-Nielsen begik i 2000/2001, hvor han hver anden dag, i præcis et døgn ad gangen, gik på gaden som Claus Nielsen – uden hjem, penge, personnummer eller hukommelse. Præcis 24 timer efter vendte han hjem til sin kone, barn og lejlighed og levede et døgn som Claus Beck-Nielsen, før han igen blev Claus Nielsen.

Bogen indledes med, at den identitetsløse Claus Nielsen ankommer til København som en art tabula rasa, eller med andre ord: et nøgent menneske. Han er opsat på at klare sig selv og vil gerne arbejde, men det viser sig at være meget svært uden et personnummer. Claus Nielsen opsøger derfor socialkontoret og politiet, men da han ikke har en bankkonto, kan han ikke modtage sociale ydelser. Så den identitetsløse må ty til herbergerne og varmestuerne, som modvilligt hjælper ham – også her kræves der et personnummer.

24924289

Claus Nielsen må fortsætte sit liv på gaden, fra herberg, til varmestue, til sociale myndigheder, til avisens spalter og til sidst til avisernes debatsider. For efterhånden går det op for de forskellige sociale myndigheder, herberger og så videre, at Claus Nielsen er en konstruktion skabt af Claus Beck-Nielsen, og der bliver luftet en del utilfredshed over projektet og dets udnyttelse af godtroende mennesker.  

Debatindlæggene indgår selvfølgelig som dokumentation for en del af historien om Claus Nielsen i biografien. Og det var vel der, Claus Beck-Nielsen gerne ville hen med sin happening ud over det rent politiske indspark. Skabelsen af noget suverænt nyt – et menneske på grænsen mellem virkelighed og fiktion. For hvad er egentlig fiktivt, nu hvor Claus Nielsens person afstedkommer debatindlæg i aviserne og tilmed har opnået den ære at få skrevet en biografi over sit eget liv?

 

Selvmordsaktionen

Claus Beck-Nielsens værk Selvmordsaktionen – Beretningen om forsøget på at indføre Demokratiet i Irak i året 2004” fra 2005 bevæger sig, som de to foregående, på grænserne mellem alting. Det er historien om de to danskere, Nielsen og Rasmussen, der tager til Irak i 2004. Deres mission er at indføre demokrati i landet midt under den vestlige koalitions krig mod Saddams styre.

Bogen er, som den foregående, en litterær fremstilling af en happening, som starter med, at Claus Beck-Nielsen og Thomas Rasmussen opstiller en container på Kongens Nytorv og spørger folk ud om demokratiet, og om det eventuelt kan eksporteres. Da de har samlet nok materiale, tager de til Irak med en metalkasse indeholdende dette (demokratiet).

25934040

I bogen følger vi de to karakterer på deres rejse, der starter i den støvede ørken mellem Kuwait og Irak. Herfra går det gennem den sydlige del af Irak, via Basra og Amara op gennem landet, til de når Bagdad. Undervejs traver de af sted med deres metalkasse mellem sig og opsøger forfatterforeninger, intellektuelle og andre, der gider diskutere demokrati med dem. Disse møder er dokumenteret af blyantstegninger, som Nielsen har udført.

Som bogen skrider frem, flyder demokratidiskussionerne mere og mere i baggrunden, og i stedet træder Nielsens sygehistorie i forgrunden. Nielsen ender sine dage i Bagdad, og tilbage står et mislykket projekt om, hvordan to blege danskere sætter sig ind i historiens begivenheder og prøver at hjælpe en lille smule til. Nielsen og Rasmussen får ikke indført demokratiet, men de får skabt et stykke politisk aktionskunst med en stærk gennemslagskraft. Det er et værk, der kompromisløst forsøger at nedbryde grænserne mellem kunst og politik, og det kan læses som en stærk kommentar til den samtidige krig i Irak, der bliver ført på argumenter om, at Vesten kan hjælpe demokratiprocessen på vej.

Den ørken, som bogen starter i, bliver et billede på hele værkets sjæl. Ørkenen er et intet-sted, en tom gråzone der med tvivlen som primus motor opløser grænserne mellem øst/vest, demokrati/diktatur, virkelighed/fiktion, kunst/politik, levende/død.

Suverænen

“I Europa, sagde han, - når en tilfældig borger på sin vej gennem det offentlige rum stødte på kassen, så antog han den straks for at være en kasse. Medmindre han da var en smule dannet og kunne se, at det nok var kunst.”
“Suverænen”, s. 223-224.

Historien i ”Suverænen” fra 2008 fortælles af karakteren Nielsen, der i 2004 rejser til Amerika som sekretær for kunstneren, drømmeren og den politisk intervenerende Rasmussen. Formålet er at rejse i Alexis de Tocquevilles fodspor og undersøge demokratiet i anledning af det amerikanske præsidentvalg.

I USA går de – med Nielsen i hælene på Rasmussen – på jagt efter selve demokratiets sjæl ved at opsøge almindelige amerikanere – på sportsbarer, i 7-Eleven, på Starbucks, i kirker og på universiteter. Men selvom amerikanerne spørger “How are You doing?”, er de ikke så nemme at få i tale. Og det viser sig, at det heller ikke er så let endda at få demokratiet ført ind i landet. Først bliver demokratikufferten afvist i lufthavnen og returneret til Danmark, og da den endelig kommer ind i USA, stirrer alle amerikanerne ængsteligt på den og bortviser den som en bombetrussel. Om disse problemer er årsag til, at George W. Bush i den sidste ende (romanens altså) vinder valget over John Kerry, er ikke til at vide. Og dog er det en underliggende pointe: at amerikanerne er indadvendte og ængstelige, og at deres valg af præsident bliver derefter.

27396445

Sideløbende med dette politiske polemiske spor løber et andet, der centrerer sig om karaktererne. Rasmussen er Suverænen, der definerer historiens gang. Han er stor og fyldt af begær efter mad, kaffe, øl og kvinder, mens Nielsen er underernæret og lille og bare følger Rasmussen i tykt og tyndt. På den måde er Rasmussen og Nielsen et spejl på verdensscenen, hvor et magtfuldt og dominerende Vesten definerer og undertrykker Østen. Men som det er tilfældet i lignende makkerpar i litteraturhistorien såsom Don Quixote og Sancho Panza – de to romantiske riddere, der virker som om, de er landet i en forkert tid –, eller Gøg og Gokke og Fy og Bi, så sker der også en forskydning i magtforholdet i løbet af romanen.

Romanen tematiserer såvel storpolitik som individets udfordringer. Begge disse niveauer rummes og udforskes, hvorved det cementeres, at det ene niveau ikke kan adskilles fra det andet.

 

Mine møder med de danske forfattere

”Ingen i min familie har nogensinde sagt noget betydningsfuldt, det var det, der gjorde min barndom så tryg, havde det ikke været for mig, var jeg utvivlsomt blevet et lykkeligt menneske.”
”Mine møder med de danske forfattere”, s. 68.

I 2013 udkom Claus Beck-Nielsens ”Mine møder med de danske forfattere”, der består af 13 beretninger – eller spejlkabinetter, som det hedder i værkets undertitel. I hvert kapitel stifter hovedpersonen og forfatteren Claus Beck-Nielsen bekendtskab med en af de store danske forfattere – bortset fra i det indledende kapitel, hvor han beskriver sin tilsyneladende noget tilfældige spirende interesse for litteraturen og sin lige så tilfældige debut i et litterært tidsskrift.

I de øvrige kapitler gives en hudflettende beskrivelse af tolv forfatteres forfængelighed og forgængelighed – fra Klaus Rifbjerg over Jens Christian Grøndahl til Christina Hesselholdt.

50633969

Genremæssigt bevæger værket sig nærmest over i satirens boldgade. De møder, jeg'et har med de store danske forfattere, er tåkrummende, som var de et afsnit af tv-serien ”Klovn” (eller ikke mindst den engelske pendant ”Curb Your Enthusiasm”). Især jeg'ets pinagtigt selvbevidste og dog selvudslettende selvfremstilling fungerer komisk og understøttes endvidere af den til tider rablende stil med alenlange sætninger og absurde indskud. Som da et møde med Pia Tafdrup i Paris får jeg'et til at associere til et pinagtigt bordelbesøg i Berlin, og hvor den tilsyneladende arbitrære sammenstilling af episoder fungerer ved begge at udstille jeg'ets manglende mandighed. I Paris kan Beck-Nielsen knap håndtere Tafdrups kufferter, og i Berlin er han heller ikke herre over situationen.

Endvidere roder fortælleren rundt i, hvad der hændte hvornår og hvordan og blander ting sammen, der i virkelighedens verden skete på vidt forskellige tidspunkter. Det bliver ikke mindst klart, når man læser ”Det skæbnesvangre møde” – en skildring af, hvad der må være et møde mellem Hesselholdt og Beck-Nielsen i statsforvaltningen, men hvor jeg'et på forhånd giver indtrykket af at tro, at han skal til stævnemøde. Jeg'et har på den måde skabt en art porøs parallelverden, der både er virkelig og uvirkelig, hvilket understreges af hans møde med psykiatrien i kapitlet ”Et prøvende ja”. Identitet og (u)muligheden af at skabe sig en sammenhængende fortælling er således stadig centrale temaer hos Beck-Nielsen.

Bogen var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2014.

Den endeløse sommer

”Man ved aldrig med døden, men når man først har fået øje på hende og forstået, at det er hende, det hele handler om, så kan man ikke få øjnene fra hende, det er umuligt at vende sig bort eller for alvor koncentrere sig om noget andet.”

Med romanen ”Den endeløse sommer” fra 2014 har forfatteren fået et nyt alias, nemlig Madame Nielsen. Romanens hovedkarakter beskrives i første linje som en ung dreng, der måske er en pige, og således er scenen sat for en litterær leg med (køns)roller.

Handlingen er spinkel. I centrum for romanen er historien om en ung mand, der tilbringer sommeren (hvor sommer ikke nødvendigvis skal forstås som en konkret sommer, men mere som en lys og lykkelig periode) i et bohemeagtigt hjem sammen med sin (midlertidige) kæreste og hendes mor. Men sideløbende udfoldes denne moders kærlighedsaffære, da hun render af med en ung portugisisk kunstner og charmerer alle i forbindelse med et besøg i hans hjemland. Hun kan nemlig tale om æstetik og Baudrillards simulakrum, og med dette hint og desuden sidehistorien om Lars, der drager til USA, bliver smittet med HIV og dør mod slutningen af bogen, placeres historien tidsmæssigt i begyndelsen af 1980’erne.

51238583

Imens handlingen er spinkel, er formen svulstig. Titlen leder tankerne hen på en kærlighedsroman i ugebladsstil, og det er da også kærlighedshistorier, der er tale om, men vi er meget langt fra ugebladsstilen. Først og fremmest er sætningerne alenlange og kan fylde adskillige sider. Dernæst er fortællerstemmen diffus. Det er ’Madame Nielsen’ – den unge dreng, der er forvandlet til ’den gamle kvinde’, og som nu fortæller med denne syntaks, som om hun er bange for, at hun ikke får fortalt færdigt, inden døden overmander hende.

Og apropos døden, så er den et mindst lige så centralt tema som kærligheden. Endvidere er tid et afgørende emne, hvilket da også understreges af det ’endeløse’ i titlen. Det er ungdommens og forelskelsens tid, hvor alt er muligt – indtil den dag, hovedpersonerne konfronteres med dødens gab i forbindelse med Lars’ død. Romanen bærer da også undertitlen ”et requiem”, og hvis man tager den på ordet, skal man således læse romanen som en art sjælemesse for de døde. Den tid, Madame Nielsen fortæller om, er på sin vis død, og dog fremmaner han/hun den i al sin sproglige virtuositet.

Det højeste væsen

”Det her er en kærlighedshistorie, den har intet med verden udenfor at gøre, den er en verden i verden, en anden verden, umulig, den er stedet, der ikke findes”

”Det højeste væsen”, s. 97.

I Madame Nielsens roman ”Det højeste væsen” fra 2017 beretter en unavngiven fortæller om sit møde med og kærlighedsforhold til en ung rumænsk balletdanserinde. Det er historien om kærlighed, lidenskab og vanvid, som snor sig ind og ud af hinanden og driver dem mere sammen for til sidst at rive dem fra hinanden. Denne historie er kun det ene spor. Det andet spor er Historien – den store diskurs. Mellem den unavngivne fortæller og den unavngivne unge balletdanserinde fortælles historien om den rumænske diktator Ceausescu; ”Ham”, som han kaldes – folkets, landets og åndens kropslige inkarnation. Vi hører om politiske begivenheder og om hverdagen i det rumænske diktatur, der ender med henrettelsen af diktatoren og hans kone.

53077145

Den unge balletdanserinde er barn af den rumænske statsballet. Under en turné i Europa befinder hun sig alene i Milano. Hun springer på en taxa og står pludselig i København. Efter et ophold i Sandholmlejren møder hun en tandlæge. Hun afvises fra den Kongelige Ballet, og deprimeret opsøger hun Københavns avantgardetrupper. En dag støder hun på fortælleren, og de indleder et intenst kærlighedsforhold. Hun tager til Paris, og under tvetydighedens fane opsøger fortælleren hende og finder hende i en gammel fabrik, hvor stearinlys maler rummet i åndelighedens lidenskabelige toner. Tilbage i Danmark møder fortællerens ven den unge danserinde. Vennen forelsker sig i hende. Som en genstand forkaster fortælleren danserinden. Men lidenskabens intense vanvid har taget fat i hende, og hun drives længere ud og ender på psykiatrisk afdeling. Vores fortæller opsøger det gamle Paris og sporer kærligheden i gaderne, som nu er fredfyldte – fjernt fra lidenskabens revolution.

Madame Nielsens roman om passion er en bog, hvor kærligheden og den store Historie modstilles og flettes sammen. Lidenskaben er den revolutionære situation, der trækker os ud af vores egen krop og Historiens kontrol. Det er en roman, der trækker tråde tilbage til både Goethes ”Den unge Werthers lidelser” og André Bretons ”Nadja”. Fortælleren spejles i danserindens begær, ligesom diktatoren spejler sig i folket og omvendt. Begge dele ender i tilintetgørelsen, men tilbage står kærligheden og lidenskaben som de momenter, hvor en potentiel frigørelse finder sit lidenskabelige sprog og tidspunkt.

The Monster

”korridoren er bristefærdig af liv, en sammentrængt masse af menneskelegemer allerede i ekstase, deliriske febrilt svedende, stønnende, pludselig straks kvalte skrig, der undslipper mørket, den ingen, han var, er æltet ind, fucked up af og i massen af svedende kroppe, der ikke længere er kroppe, men bare slimet materie, der æltes og æltes, lemmer, der trænger ind i åbninger.”

”The Monster”, s. 184.

Handling er der ikke meget af i Madame Nielsens udsyrede roman ”The Monster” fra 2018, så den kan kort opsummeres således: En ung europæer kommer til New York vinteren 1993. Med sig har han 150 dollar, en rygsæk og det tøj, han har på. Det eneste, vi ved om hans fortid, er, at han har været musiker og tilsyneladende medvirket til Sovjetunionens sammenbrud via sin musik. Nu har han en vag forestilling om at skulle skabe revolution i USA. Han opsøger hver dag performanceteatret The Wooster Group, hvor han drømmer om at blive den nye Willem Dafoe (eller Jesus faktisk). Og hver nat tilbringer han i en mareridtsagtig lejlighed, hvor to fuldstændig ens, blonderede mandlige tvillinger spænder ham fast i Warhols elektriske stol for siden at kneppe ham på skift, alt imens et tv i loftet genspiller sekvensen, hvor Robert Kennedy bliver skudt.

Forlaget betegner romanen ”en New York-gyser”. Det mest gysende og (lam)slående ved værket er, hvor mærkværdige og egentlig intetsigende alle karakterernes interaktioner er. Alt handler om (selv)iscenesættelse. Alt mellemmenneskeligt er koreograferet ned til mindste detalje, og dialogen er fortænkt i en sådan grad, at den bliver ligegyldig. Det hele er en form for Warhol-mareridt, hvor alt er reproduktion – selv helt ind i samværet og sproget. Det kommer i høj grad til udtryk i hovedpersonens forhold til tvillingerne, hvis lejlighed og hele væren er et sært og kunstnerisk rædselskabinet. I den velourbeklædte lejlighed bliver natten rædselsvækkende ekstatisk – som et drømmende gys, hvor afsky og lyst blandes til en helt uigenkendelig masse.

54659903

Romanen tematiserer væren og ikke-væren, kunst, (livs)filosofi, køn, sex, lidenskab, liv og død. Den menneskelige væren er og bliver ikke andet end vage ideer, performances og forestillinger, og måske er det også romanens hovedtanke, at den største revolution ville være en art menneskelig implosion. For hver dag er det som om, døden træder en lille smule nærmere. Blandt andet bliver den ene tvilling stadig mere dødeligt syg, og mod slutningen træder hovedpersonen ind i ”zonen” (se citatet). Her befinder han sig i det ultimative mørke, der giver mindelser om alt fra skærsilden, svedende fans til en koncert og et gigantisk sexorgie. Og som måske, måske-ikke forløser den menneskelige væren.

Genrer og tematikker

Samtlige af forfatterskabets værker kredser om temaet identitet, men hvor de to første værker – og også til en vis grad ”Mine møder med de danske forfattere” – kredser om identitetsskabelse ved at tematisere emner som valg og ansvar, så handler hans øvrige værker nærmere om opløsningen af identiteten.

Flertallet af værkerne er såkaldte autofiktioner, hvor forfatteren blander fiktion og virkelighed ved blandt andet i flere af værkerne at lade hovedkarakteren bære forfatterens (efter)navn. Hos eksempelvis Dante fungerer en sådan indskrivning af forfatterjeg'et i værket som en understregning af, at det er en sand beskrivelse, men sådan er det ikke fat hos Beck-Nielsen. Han er ikke interesseret i sandhedsværdien, men bruger i stedet forfatterjeg'et som en metode til at udvide virkelighedsbegrebet. Han ophæver sondringen mellem fiktion og virkelighed, og dermed bliver litteraturen til en arena, hvor selvet kan udfordre sin egen konstruktion, hvor han kan afsøge sin egen identitets forandringer, og hvor han kan ændre sin personlighed. I ”Den endeløse sommer” transformeres han til dame, og endvidere har flere af karaktererne to navne, hvilket er medvirkende til at understrege identitetens splittelse.

Et andet fremtrædende tema hos Beck-Nielsen er autoritetens død. Hos Beck-Nielsen er der generelt tale om et forfatterskab, som gør alt for at eliminere den meningsdannende autoritet. Dette ses allerede fra forfatterens første bog, hvor læseren har svært ved at finde rundt i karaktererne, og hvor der dermed sættes spørgsmålstegn ved historiens mening. I stedet for en kontrolleret helhed i værkerne træder klaustrofobien og det uoverskuelige frem, og al mening opløses i diffusitet og manglende styring. Både sprogligt og fortællemæssigt.

Døden – det store tabu i vestlig sammenhæng – spiller endvidere en central tematisk rolle. Der er meget, der dør i hans værker – personer, ideer, begreber. Men selvom der er tale om død, efterfølges døden altid af noget andet – noget nyt. I stedet for en definitiv eller destruktiv død er Beck-Nielsens død positivt ladet og svanger med sin egen nye begyndelse. Som en fugl Fønix fostres der altid noget nyt og levende af asken. Ikke mindst et blomstrende sprog.

Beslægtede forfatterskaber

Claus Beck-Nielsens to første bøger er de mest konventionelle i forfatterskabet. De benytter sig af en stilistisk minimalisme, og en sammenligning med andre danske halvfemser-minimalister så som Helle Helle og Christina Hesselholdt står lige for.

De øvrige værker trækker på genren autofiktion, som er et begreb, der blev fostret af den franske forfatter Serge Doubrovsky i 1977 i forbindelse med hans bog ”Fils”. Genren placerer sig typisk mellem romanen og selvbiografien, men hos Beck-Nielsen skal man være varsom med at tage ord for pålydende. Beck-Nielsen er dermed nært beslægtet med en dansk forfatter som Peter Høeg. I Høegs værk ”De måske egnede” hedder hovedpersonen det samme som forfatteren, og de har endvidere samme fødselsdato, men da anmelderne tog hans ord for pålydende og spurgte til hans frygtelige barndom, blev de grundigt taget ved næsen. Både Høeg og Beck-Nielsen benytter metoden til at skabe tvivl hos læseren om, hvor grænsen går mellem virkelighed og fiktion. Endvidere er det relevant at sammenligne med norske Karl Ove Knausgård, der på selvudleverende vis fremstiller sit eget liv og levned i de seks bind med titlen ”Min kamp”.

En anden og central streng i Beck-Nielsens litteratur er, at den – med Georg Brandes’ ord – ”sætter problemer under debat”. I 1960'erne og 1970'erne var den problemdebatterende litteratur i højsædet, og blandt andet svenske Sara Lidman og Göran Palm skrev litteratur, der fremhævede Vietnamkrigens problemer samt konflikter mellem rige og fattige lande. Tilsvarende problemstillinger er under debat i Beck-Nielsens forfatterskab i romaner som ”Selvmordsaktionen”, ”Suverænen” og ”Store satans fald”. Hans problemsættende litteratur er unik i en dansk sammenhæng, og ikke mindst kombinationen af at bruge sin egen krop og person i socialt og politisk debatterende litteratur, som det eksempelvis er tilfældet i “Claus Beck-Nielsen (1963-2001): En biografi”.

Forfatterskabet trækker desuden på store sprogfilosoffer som Martin Heidegger og Jacques Derrida, hvilket blandt andet er tydeligt i ”The Monster”, hvor refleksioner over sprog og identitetsdannelse løber over siderne. Men ”The Monster” spiller på mange flere tangenter. Samfundskritikken og gyset ligger i tråd med store forfatterskaber som Kafka, Dostojevskij, Bret Easton Ellis, Paul Auster og George Orwell – og selvfølgelig med kunstneren Andy Warhols værker.

Bibliografi

Romaner

Beck-Nielsen, Claus:
Horne Land. Samleren, 1999.
Beck-Nielsen, Claus:
Selvudslettelser. Samleren, 2002.
Beck-Nielsen, Claus:
Claus Beck-Nielsen (1963-2001). Gyldendal, 2003.
Beck-Nielsen, Claus:
Selvmordsaktionen – Beretningen om forsøget på at indføre Demokratiet i Irak i året 2004. 2005. Roman.
Das Beckwerk:
Suverænen. Gyldendal, 2008. 2. del af Selvmordsaktionen.
Beck-Nielsen, Claus:
Jeg taler til jer: Helge Bille Nielsens mened & levninger. Ahors, 2011.
Beck-Nielsen, Claus:
Store satans fald. Gyldendal, 2012. 3. del af Selvmordsaktionen.
Beck-Nielsen, Claus:
Mine møder med de danske forfattere : et spejlkabinet. Gyldendal, 2013.

Romaner af Madame Nielsen

Madame Nielsen: Den endeløse sommer. Gyldendal, 2014.
Madame Nielsen:
Invasionen : en fremmed i flygtningestrømmen : dannelsesroman. Gyldendal, 2016.
Madame Nielsen: Det højeste væsen. Gyldendal, 2017.
Madame Nielsen: The Monster. Gyldendal, 2018.

Noveller

Beck-Nielsen, Claus:
Vejlederne. Samleren, 1997.
Beck-Nielsen, Claus:
Mine møder med de danske forfattere : et spejlkabinet. Gyldendal, 2013. bibliotek.dk

Skuespil

Beck-Nielsen, Claus:
Ci-vi-li-sa-tion. 1999. Skuespil.
Beck-Nielsen, Claus:
En sidste sang. 2001. Skuespil.
Beck-Nielsen, Claus:
De smukkeste mennesker. 2004. Skuespil.
Das Beckwerk:
The Return of the Democracy. 2005. Skuespil.
Beck-Nielsen, Claus:
Parlamentet : en skueproces. Drama, 2011.
Madame Nielsen: De europæiske medier : en skueproces uden pauser. Drama, 2012.
Madame Nielsen: Transformationer. Café Teateret, 2014.
Madame Nielsen: White Nigger/Black Madonna. CPH Stage, 2018.

Andre bøger af forfatteren

Madame Nielsen: Alverdens-vandringerne. Herman & Frudit, 2019.

Om forfatterskabet

Den nuværende hjemmeside for forfatterskabet.

Links

Performance koncernen der viderefører afdøde Claus Beck-Nielsens værker.

Artikler

Kaarsholm, Lotte Folke:
“Jeg trækker hans vejr”. Interview i Information, 2002-04-12.
Brøgger, Suzanne:
“Livsværk: Levende død eller dødlevende”. Information, 2005-11-26.
Normand, Uffe:
Kunstner – død eller levende. Århus Stiftstidende, 2006-05-04.
Neumann, Stig:
Nielsens proviensialisering. En postkolonial læsning af “Selvmordsaktionen”. I: Spring. nr. 28 (2010), side 121-144.

Fagbog

Kølle, Julie Bjørchmar:
Kortslutninger. Metafiktion og avantgardestrategier hos Claus Beck-Nielsen og Pablo Henrik Llambias. Museum Tusculanum, 2008. (99.4)

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Claus Beck-Nielsen og Madame nielsen

Øvrige skribenter

Cand.mag. Tue Løkkegaard, 2017. Har skrevet afsnittet om ”Det højeste væsen”.