Madame Nielsen / Claus Beck-Nielsen

Claus Beck-Nielsen blev født den 6. maj 1963 og voksede op i Aalborg og flere andre steder i Danmark. Meget mere er der egentlig ikke at opspore om hans opvækst. Til gengæld ved vi en del om hans kunstneriske karriere, som er uhyre mangefacetteret. I firserne spillede han guitar og sang i bandet Creme X-Treme. Han er uddannet på Forfatterskolen med afgang i 1993. Han er ligeledes uddannet skuespiller ved School of Stage Arts på performanceteatret Cantabile 2, der har base i Vordingborg. Gennem halvfemserne var Beck-Nielsen en aktiv skuespiller og optrådte i flere forestillinger, og selv har han (nu også hun – Madame Nielsen) forfattet adskillige radio- og skuespil.

Fra 1995 til 2000 drev han sammen med den tyske billedkunstner Stelter firmaet Beck-Nielsen Hannover, som producerede billeder og andet op til verdensudstillingen EXPO 2000 i Hannover. I årene 1996-1999 fungerede han som teaterkritiker på Politiken. Ud over dette debuterede han i 1997 som forfatter med værket ”Vejlederne”.

Claus Beck-Nielsens biografi er spundet ind i en kunstnerisk performance, hvor hans person ikke har en fast grænse, men opløses og forandres. Det manifesteredes i 2001 ved, at Claus Beck-Nielsen ‘gik bort’. Man kan ikke sige, at han døde i traditionel forstand, men han afgik dog officielt ved døden og har siden optrådt under betegnelser som Claus Nielsen, Some Body, Morten Nielsen, Manden uden navn, Helge Bille, Nielsen-væsnet, Madame Nielsen og The Nielsen Sisters. I 2002 oprettedes koncernen Das Beckwerk, som i perioden frem til 2012 videreførte arven efter Claus Beck-Nielsen, og i det regi blev blandt andet den omdiskuterede roman ”Suverænen” udgivet – en roman, der førte til et sagsanlæg imod forfatteren for identitetskrænkelse af kollegaen, performancekunstneren Thomas Skade Rasmussen, der optrådte som karakter i bogen.

I 2010 afholdt koncernen en officiel begravelse for Claus Beck-Nielsen på Assistens Kirkegården på Nørrebro, og godt et år senere blev koncernen lukket ned. I 2013 ’genopstod’ Claus Beck-Nielsen tilsyneladende med en bog udgivet i eget navn – ”Mine møder med de danske forfattere”. I 2014 har han endvidere skrevet manuskript til forestillingen ”Transformationer” under navnet Nielsen – et stykke han også selv optræder i, bl.a. i skikkelse af Baronesse Blixen. De seneste udgivelser er skrevet under navnet Madame Nielsen.

Claus Beck-Nielsen debuterede i 1997 med bogen ”Vejlederne”, som består af to noveller; ”Den anden dreng” og ”Afløseren”. Begge er minimale fortællinger, der med få virkemidler skaber meget klare stemninger og følelser hos læseren.

Den første historie handler om drengen Joachim, hans ven Jacob og en sidste dreng, som blot kaldes ʽden anden drengʼ. Det er en art forvekslingshistorie, hvor de to (tre) personer på en mærkelig måde glider ind og ud af hinanden.

Denne effekt opnås ved konsekvent at sløre, hvem af de tre drenge der fortæller. Der skiftes konstant udsyn imellem jeg, mig, han og den anden, og konsekvensen er, at læseren ikke rigtig kan skelne mellem dem. Til gengæld kan læseren mærke den følelse af ubehag, som hovedpersonen Joachim udsættes for i mødet med den anden dreng. Historien tematiserer, hvorledes Joachim forsøger at bearbejde erfaringen af ”det andet” i sig selv – i og med mødet med det fremmede uden for ham selv.

21910589

Den anden historie, som er den længste af de to, handler om en turist i Tyrkiet, der kommer til at stå af i en fremmed by inde i landet. Personen skal egentlig videre med bussen, men bliver af forskellige hjælpsomme mennesker ledt til at forsvinde længere og længere ind i den støvede by. Først bliver han ført til et hotel og indlogeret, og derfra ledes han tilfældigt til det ene absurde møde efter det næste. Hele tiden forestiller han sig, at han bare kan gå tilbage til bussen, men han kommer aldrig tilbage. I stedet bliver han ledt ind i den arabiske labyrint – uden selv at tage kontrol.

Begge historier er holdt i en meget stram (minimal) stil, hvor der ikke gives nogen unødige oplysninger om personernes fortid, ligesom der heller ikke er andre miljøskildringer end de allermest nødvendige. Historierne er meget klaustrofobiske, og læseren har lige så svært ved at manøvrere rundt, som karaktererne har det. Desuden evner Claus Beck-Nielsen at adjektivisere grænseløst, uden at det bliver redundant eller uvedkommende. De mange adjektiver hjælper ikke til at forklare eller præcisere, men opløser sig i en fri stil, hvor sproget i sig selv er lige så opløsende som karaktererne.