1. Forfattere og illustratorer - Voksne
  2. Madame Nielsen / Claus Beck-Nielsen / Helge Bille
portræt af Helge Bille
Foto: Gutkind

Madame Nielsen / Claus Beck-Nielsen / Helge Bille

 
journalist Morten Jørsum, 2009. Siden 'Suverænen' opdateret af cand.mag. Karina Søby Gulmann. Senest opdateret februar 2024. Blå bog og bibliografi opdateret december 2024.
Emneord
identitet
magt
magtstrukturer
autofiktion
virkelighed
fiktion
kærlighed
Top image group
portræt af Helge Bille
Foto: Gutkind

Forfatter, dramatiker, musiker, instruktør og skuespiller er nogle af de mærkater, man kan sætte på performancekunstner og litterær provokatør Claus Beck-Nielsen. Hans værker bærer præg af nytænkning – det er poststrukturalistisk filosofi omsat til litteratur, hvor identiteten udfordres, og grænserne mellem fiktion og virkelighed undersøges – som da han lever som hjemløs og formidler det i ”Claus Beck-Nielsen (1963-2001)”. Også i ”Roman om en forbrydelse” (2024) iscenesætter han sit liv – denne gang ved at tage afdøde Helge Billes identitet på sig og undersøge, hvem han egentlig er.

139675754

Blå bog

Født: 6. maj 1963.

Uddannelse: Uddannet ved forfatterskolen i 1993. Uddannet skuespiller ved School of Stage Arts på performanceteatret Cantabile 2.

Debut: Vejlederne. Gyldendal, 1997.

Litteraturpriser: Reumert-pris: årets dramatiker, 2003. Kjeld Abell-prisen, 2005. Frit Flet-Prisen, 2018. Wolfgang Koeppen-prisen, 2024.

Seneste udgivelse: Dødebogsblade. Wunderbuch, 2024. Roman.

Inspiration: Michel Foucault, Franz Kafka, Samuel Beckett, Karen Blixen, Villy Sørensen, Svend Åge Madsen.

 

 

Videoklip
Madame Nielsens Litt.Talk om ”Mine møder med de danske forfattere” og litteraturens forhold til virkeligheden. Vallekilde Højskole, 2014.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Hvordan fortæller man den sande historie om et menneskes liv? Og kan man overhovedet det? Et menneske kommer til verden, lever og er pludselig en dag gået bort. Hvem var han egentlig? Spørger han. Og prøver at huske. Men han er der ikke. Han er væk.”
”Claus Beck-Nielsen (1963-2001). En biografi”, s. 7.

Claus Beck-Nielsen blev født den 6. maj 1963 og voksede op i Aalborg og flere andre steder i Danmark. Meget mere er der egentlig ikke at opspore om hans opvækst. Til gengæld er hans kunstneriske karriere uhyre mangefacetteret. I firserne spillede han guitar og sang i bandet Creme X-Treme. Han er uddannet på Forfatterskolen med afgang i 1993 og er uddannet skuespiller ved School of Stage Arts på performanceteatret Cantabile 2, der har base i Vordingborg. Gennem halvfemserne var Beck-Nielsen en aktiv skuespiller, og selv har han (nu også hun – Madame Nielsen) forfattet adskillige radio- og skuespil.

Fra 1995 til 2000 drev han sammen med den tyske billedkunstner Stelter firmaet Beck-Nielsen Hannover, som producerede billeder og andet op til verdensudstillingen EXPO 2000 i Hannover. I årene 1996-1999 fungerede han som teaterkritiker på Politiken, og i 1997 debuterede han som forfatter med værket ”Vejlederne”.

I 2001 gik Claus Beck-Nielsen bort. Det skal ikke forstås sådan, at han afgik ved døden, men at han afskrev sit tidligere jeg. Kort forinden var han i øvrigt blevet skilt fra forfatterkollegaen Christina Hesselholdt. Siden da har han optrådt under betegnelser som Claus Nielsen, Some Body, Morten Nielsen, Manden uden navn, Helge Bille, Nielsen-væsnet, Madame Nielsen og The Nielsen Sisters. I 2002 oprettedes koncernen Das Beckwerk, som videreførte arven efter Claus Beck-Nielsen, og i det regi blev blandt andet den omdiskuterede roman ”Suverænen” udgivet – en roman, der førte til et sagsanlæg imod forfatteren for identitetskrænkelse af kollegaen og performancekunstneren Thomas Skade Rasmussen, der optrådte som karakter i bogen. 

I 2010 afholdt koncernen en officiel begravelse for Claus Beck-Nielsen på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København, og i 2012 blev koncernen lukket ned. I 2013 ’genopstod’ Claus Beck-Nielsen tilsyneladende med en bog udgivet i eget navn – ”Mine møder med de danske forfattere”. I 2014 skrev han endvidere manuskript til forestillingen ”Transformationer” under navnet Nielsen – et stykke han også selv optrådte i, bl.a. i skikkelse af Baronesse Blixen. De seneste udgivelser er skrevet under pseudonymerne Madame Nielsen og Helge Bille.

Aktuelt værk: Roman om en forbrydelse

”Det er for længst en kliché: at livet leves forlæns – med blikket mod jorden to meter foran dig tumlende fra det ene uoverlagte skrift til det næste impulskøb, sammentræf, forræderi eller dagens held, misforståelsen, den store kærlighed, barnet og katastrofen […] fordi livet bare sker – men forstås baglæns, at vi ikke lever historien, men først fortæller den, når det er sket.”
”Roman om en forbrydelse”, s. 169.

”Roman om en forbrydelse” fra 2024 er skrevet under pseudonymet Helge Bille. Den indledes med, at hovedpersonen efter en skilsmisse flytter ind i en lejlighed på Nørrebro i 2002. På døren hænger der stadig et navneskilt fra den for længst afdøde tidligere beboer, Helge Bille, og da fortælleren drømmer om at ryste sit gamle liv af sig og starte på en frisk, skifter han navn til Helge Bille.

Romanens primære tema er identitet, mens hovedmotivet er umuligheden af at have en fast og givet identitet. Da fortælleren i første omgang tager Helge Billes identitet på sig, føler han sig lettet og fri – nu kan han være alt eller intet. Men efterhånden bliver det til en besættelse at finde ud af, hvem Helge Bille er, og nu forsøger han at træde i Helge Billes fodspor. Undervejs træder han over dørtærsklen til Helge Billes tidligere kolleger og naboer, ind på arkiver og søger selvfølgelig også efter spor på internettet. Men gang på gang ender sporene blindt – ingen af de mennesker, fortælleren opsøger, kan huske Bille. Det eneste, fortælleren har at holde fast i, er en pistol og nogle fotos, Bille har efterladt i lejligheden, samt de to film, han medvirkede i som scenetekniker, og fortælleren forsøger nu at sætte dem sammen og få dem til at give mening.

137759411

Romanen er bygget op som en blanding af dagbog og efterforskning men springer rundt i handlingen og efterlader et væld af åbne og blinde spor. Sproget er inciterende, fuldt af filosofiske betragtninger, poetiske vendinger og metaforiske vrangbilleder (som ”den influenzahvide himmel”, s. 182).

Tematisk kommer romanen også omkring temaer som 2. Verdenskrigs afslutning med dets morads af frihedskæmpere og værnemagere, fiktionens skaberkraft, bureaukrati og døden som den ultimative kunstner. I ”Roman om en forbrydelse” er tiden ubarmhjertig og sletter alle spor. Det er (som hos Blixen) kun i fiktionen, at identiteten for alvor træder frem, men også her står den kun frem som gisninger. I begravelsesprotokollen finder fortælleren dog et fast og konkret spor: dødssted, årsag og tidspunkt – måske er døden den største kunstner, som det hedder: ”Døden er en formidabel terrorist, tænker jeg, »århundredets kunstværk«.” (s. 165).