Das Beckwerk
Das Beckwerk
Foto: Das Beckwerk / Gyldendal

Claus Beck-Nielsen

Artikel type
voksne
journalist Morten Jørsum, iBureauet/Dagbladet Information, 2009. Siden 'Suverænen' opdateret af cand.mag. Karina Søby Madsen. 2014. Opdateret af cand.mag. Tue Løkkegaard. 2017.
Top image group
Das Beckwerk
Das Beckwerk
Foto: Das Beckwerk / Gyldendal
Main image
Beck-Nielsen, Claus
Foto: Morten Langkilde

Indledning

Forfatter, dramatiker, musiker, instruktør og skuespiller er blot nogle af de labels, man kan sætte på multikunstneren Claus Beck-Nielsen. Omend han har haft travlt med at slette sit eget jeg – først ved at leve som hjemløs uden personnummer og siden ved at erklære sig død i 2001 – bliver han ved at skabe nye, forunderlige og ikke mindst (selv)iscenesættende værker.

Beck-Nielsen er performancekunstner og provokateur, som man ellers skal tilbage til 60'erne – eller til udlandet – for at finde. Hans værker bærer præg af et stilistisk overskud og trives i grænselandet mellem virkelighed og fiktion.

 

53077145

Blå bog

Født: 6. maj 1963.

Uddannelse: Uddannet ved forfatterskolen i 1993. Uddannet skuespiller ved School of Stage Arts på performanceteatret Cantabile 2.

Debut: Vejlederne. Gyldendal, 1997.

Litteraturpriser: Reumert-pris: årets dramatiker, 2003. Kjeld Abell-prisen, 2005.

Seneste udgivelse: Madame Nielsen: Det højeste væsen. Gyldendal, 2017.

Inspiration: Peter Høeg.

Genre: Autofiktion

 

 

 

 

Baggrund

“Der var noget inde i ham, som Jacob kunne se, en tynd silhuet, en søjle af røg, der var noget inde i ham, uroligt og levende, men nu er der ingenting, han er en tom skal, der står vidt åben i alle retninger og bare må lade sig fylde med alt det, der fyger ind, støvet, mørket og den skingre lyd af stemmen…”
”Vejlederne”, s. 43.

Claus Beck-Nielsen blev født den 6. maj 1963 og voksede op i Aalborg og flere andre steder i Danmark. Meget mere er der egentlig ikke at opspore om hans opvækst. Til gengæld ved vi en del om hans kunstneriske karriere, som er uhyre mangefacetteret. I firserne spillede han guitar og sang i bandet Creme X-Treme. Han er uddannet på forfatterskolen med afgang i 1993. Han er ligeledes uddannet skuespiller ved School of Stage Arts på performanceteatret Cantabile 2, der har base i Vordingborg. Gennem halvfemserne var Beck-Nielsen en aktiv skuespiller og optrådte i flere forestillinger, og selv har han forfattet syv skuespil.

Fra 1995 til 2000 drev han sammen med den tyske billedkunstner Stelter firmaet Beck-Nielsen Hannover, som producerede billeder og andet op til verdensudstillingen EXPO 2000 i Hannover. I årene 1996-1999 fungerede han som teaterkritiker på Politiken. Ud over dette debuterede han i 1997 som forfatter med værket ”Vejlederne”.

Claus Beck-Nielsens biografi er spundet ind i en kunstnerisk performance, hvor hans person ikke har en fast grænse, men opløses og forandres. Det manifesteredes i 2001 ved, at Claus Beck-Nielsen ‘gik bort’. Man kan ikke sige, at han døde i traditionel forstand, men han afgik dog officielt ved døden og har siden optrådt under betegnelser som Claus Nielsen, Some Body, Morten Nielsen, Manden uden navn, Helge Bille, Nielsen-væsenet og senest Madame Nielsen. I 2002 oprettedes koncernen Das Beckwerk, hvis hovedformål var at videreføre arven efter Claus Beck-Nielsen, og i det regi blev blandt andet den omdiskuterede roman ”Suverænen” udgivet – en roman, der førte til et sagsanlæg imod forfatteren for identitetskrænkelse af en kollega, nemlig performancekunstneren Thomas Skade Rasmussen, der optrådte som karakter i bogen.

I 2010 afholdt koncernen en officiel begravelse for Claus Beck-Nielsen på Assistens Kirkegården på Nørrebro, og året efter blev koncernen lukket ned. I 2013 ’genopstod’ Claus Beck-Nielsen tilsyneladende med en bog udgivet i eget navn – ”Mine møder med de danske forfattere”. I 2014 har han endvidere skrevet manuskript til forestillingen ”Transformationer” under navnet Nielsen – et stykke han også selv optræder i, bl.a. i skikkelse af Baronesse Blixen. 

Vejlederne

”Og han tænker, at nu skal han bare fortsætte uden at tænke, han går, og hvis han blot bliver ved med at gå, så vil han helt af sig selv komme tilbage til busstationen.”
”Vejlederne”, s. 63.

Claus Beck-Nielsen debuterede i 1997 med bogen ”Vejlederne”, som består af to noveller; ”Den anden dreng” og ”Afløseren”. Begge er minimale fortællinger, der med få virkemidler skaber meget klare stemninger og følelser hos læseren.

Den første historie handler om drengen Joachim, hans ven Jacob og en sidste dreng, som blot kaldes ʽden anden drengʼ. Det er en art forvekslingshistorie, hvor de to (tre) personer på en mærkelig måde glider ind og ud af hinanden.

Denne effekt opnås ved konsekvent at sløre, hvem af de tre drenge der fortæller. Der skiftes konstant udsyn imellem jeg, mig, han og den anden, og konsekvensen er, at læseren ikke rigtig kan skelne mellem dem. Til gengæld kan læseren mærke den følelse af ubehag, som hovedpersonen Joachim udsættes for i mødet med den anden dreng. Historien tematiserer, hvorledes Joachim forsøger at bearbejde erfaringen af ”det andet” i sig selv – i og med mødet med det fremmede uden for ham selv.

21910589

Den anden historie, som er den længste af de to, handler om en turist i Tyrkiet, der kommer til at stå af i en fremmed by inde i landet. Personen skal egentlig videre med bussen, men bliver af forskellige hjælpsomme mennesker ledt til at forsvinde længere og længere ind i den støvede by. Først bliver han ført til et hotel og indlogeret, og derfra ledes han tilfældigt til det ene absurde møde efter det næste. Hele tiden forestiller han sig, at han bare kan gå tilbage til bussen, men han kommer aldrig tilbage. I stedet bliver han ledt ind i den arabiske labyrint – uden selv at tage kontrol.

Begge historier er holdt i en meget stram (minimal) stil, hvor der ikke gives nogen unødige oplysninger om personernes fortid, ligesom der heller ikke er andre miljøskildringer end de allermest nødvendige. Historierne er meget klaustrofobiske, og læseren har lige så svært ved at manøvrere rundt, som karaktererne har det. Desuden evner Claus Beck-Nielsen at adjektivisere grænseløst, uden at det bliver redundant eller uvedkommende. De mange adjektiver hjælper ikke til at forklare eller præcisere, men opløser sig i en fri stil, hvor sproget i sig selv er lige så opløsende som karaktererne.