”Roman om en forbrydelse” fra 2024 er skrevet under pseudonymet Helge Bille. Den indledes med, at hovedpersonen efter en skilsmisse flytter ind i en lejlighed på Nørrebro i 2002. På døren hænger der stadig et navneskilt fra den for længst afdøde tidligere beboer, Helge Bille, og da fortælleren drømmer om at ryste sit gamle liv af sig og starte på en frisk, skifter han navn til Helge Bille.
Romanens primære tema er identitet, mens hovedmotivet er umuligheden af at have en fast og givet identitet. Da fortælleren i første omgang tager Helge Billes identitet på sig, føler han sig lettet og fri – nu kan han være alt eller intet. Men efterhånden bliver det til en besættelse at finde ud af, hvem Helge Bille er, og nu forsøger han at træde i Helge Billes fodspor. Undervejs træder han over dørtærsklen til Helge Billes tidligere kolleger og naboer, ind på arkiver og søger selvfølgelig også efter spor på internettet. Men gang på gang ender sporene blindt – ingen af de mennesker, fortælleren opsøger, kan huske Bille. Det eneste, fortælleren har at holde fast i, er en pistol og nogle fotos, Bille har efterladt i lejligheden, samt de to film, han medvirkede i som scenetekniker, og fortælleren forsøger nu at sætte dem sammen og få dem til at give mening.
137759411
Romanen er bygget op som en blanding af dagbog og efterforskning men springer rundt i handlingen og efterlader et væld af åbne og blinde spor. Sproget er inciterende, fuldt af filosofiske betragtninger, poetiske vendinger og metaforiske vrangbilleder (som ”den influenzahvide himmel”, s. 182).
Tematisk kommer romanen også omkring temaer som 2. Verdenskrigs afslutning med dets morads af frihedskæmpere og værnemagere, fiktionens skaberkraft, bureaukrati og døden som den ultimative kunstner. I ”Roman om en forbrydelse” er tiden ubarmhjertig og sletter alle spor. Det er (som hos Blixen) kun i fiktionen, at identiteten for alvor træder frem, men også her står den kun frem som gisninger. I begravelsesprotokollen finder fortælleren dog et fast og konkret spor: dødssted, årsag og tidspunkt – måske er døden den største kunstner, som det hedder: ”Døden er en formidabel terrorist, tænker jeg, »århundredets kunstværk«.” (s. 165).