Peter Høeg

Peter Høeg er opvokset på Christianshavn i et trygt middelklassehjem, faderen Erik var jurist, moderen Karen lektor i latin og tysk. Som barn svingede han sig i lysekronen med sin lillebror, og han blev smidt ud af den fine Bording Friskole for det, han selv kalder ’unoder’: ”Det var kun et meget lille bål”. (Poul Blak: “Peter Høeg”, side 49).

Peter Høeg var i ungdomsårene en habil fægter og bjergbestiger, men han var utilpasset og utilpas. Den stemning fortog sig først, da han som 25-årig, midt i sin universitetsuddannelse, stak til søs. På havet lærte han netop at give slip på ambitionen om at passe ind.

Han fik sin magisterkonferens i Litteraturvidenskab i 1984, hvor et bifag i idræt gav det til kroppen, som litteraturstudierne gav til hovedet. I årene efter pendlede han mellem forskellige jobs og verdensdele. Han har været underviser på Odense Universitet, danser og medlem af en teatergruppe i Tanzania.

Selv nævner Peter Høeg to afgørende øjeblikke, der gjorde ham til forfatter: Det ene, da han som 21-årig havde held med at skrive sig ud over en kærestesorg. Det andet øjeblik indtraf, da han var 26 og fik idéen til debutromanen “Forestilling om det tyvende århundrede”. Han besluttede sig for at skrive hver dag, indtil bogen var færdig: ”… jeg oplevede et gennembrud til noget inde i mig selv. Og det var jo vel at mærke fire år før bogen udkom. Men fra da af vidste jeg, at jeg var forfatter.” (Poul Blak: ”Peter Høeg”, side 53-54).

I 1988 udkom kæmperomanen så, og kritikerne var enige om, at her var en debutant af et helt ekstraordinært format. Læserne var stadig relativt få, men succesen accelererede de følgende år, og kulminerede med ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” i 1992, hvor Peter Høeg fik hele verden som publikum. Pludselig var han centrum for den litterære opmærksomhed, og den fik han konkret at føle, da han udgav den gruopvækkende kostskoleberetning “De måske egnede”, der udløste omfattende kultur- og uddannelsespolitisk debat og måske – spekulerede pressen – var regulært selvbiografisk.

I 1996 udkom ”Høeg-feberen rasede dog langsomt ud, og den følgende roman Kvinden og aben”, hvorefter  fik en lunken modtagelse. Så forsvandt Peter Høeg holdt ti års pause, i ti år, indtil han gjorde comeback med “Den stille pige” i foråret 2006. ”En krads kritik gjorde, at han igen holdt en pause frem til 2010, hvor Elefantpasserens børn” fra 2010 viste en hidtil udset humoristisk side af Høeg. I 2014 udkom Peter Høeg-romanen ”Effekten af Susan” og fire år senere ”Gennem dine øjne”.

Millionerne er rullet ind på kontoen, men Peter Høeg har opretholdet en næsten spartansk livsstil. Høeg har oprettet fondet Lolwe, og alle hans forfatterindtægter går via fondet til støtte til kvinder i den 3. verden. I mange år havde han hverken telefon eller tv, og en del af sit tiårige eksil fra den litterære scene har han tilbragt med åndelig fordybelse på Vækstcentret i Nr. Snede. Peter Høeg insisterer på at leve et stille liv med sin familie og fastholder, at han selv som person er ganske uinteressant. : “En så overdreven interesse lever jo af forestillingen om det ualmindelige. Og jeg er ikke ualmindelig. Ved at være til stede i al den almindelighed, alle mennesker har, tager jeg også noget af trykket af opmærksomheden. Og så er det lettere for mig at forsvinde, og jeg forsvinder jo om et øjeblik. Så kravler jeg ned i mit hul og forsvinder i lang tid igen.” (Jesper Stein Larsen: “Tilbage til lyset”. Interview i Jyllands-Posten, 2006-05-14).

Samtlige af Peter Høegs bøger er angiveligt skrevet i hånden.

Peter Høeg indleder sin stærkt roste debutroman “Forestilling om det tyvende århundrede” fra 1988 med en ambitiøs erklæring: “Dette er De danske Drømmes Historie, det er et referat af, hvad vi har frygtet og drømt og håbet og forventet i dette århundrede…” Romanen holder ambitionsniveauet; den er lidt af et monster, en genrebevidst fabulerende mentalitetshistorie med magisk-realistisk klang.

Bogen“Forestilling om det tyvende århundrede” er en slægtsroman, der følger tre generationer. 100 års danmarkshistorie oprulles; fra greven på godset Mørkhøj, som aner adelens undergang og bogstaveligt sætter tiden i stå, til trykpressen i Rudkøbing, der holder tiden i gang, over Indre Missions skabelse i fiskerlejet Lavnæs til et proletarhjem på Christianshavn, hvor rengøringsvanvid trækker lejligheden op i luften og væk fra slummens søle. Fantastiske og groteske hændelser afløser historisk realistiske skildringer, og her viser Høeg sin tydelige gæld til den magiske realisme. Gabriel García Márquez’ magiske realisme fra den latinamerikanske krønike “Hundrede års ensomhed”.

29260524

Høegs persongalleri er symbolske konkretiseringer af forestillinger i deres tid snarere end psykologiske figurer. Derfor er romanen også stærkt intertekstuel; Høeg trækker frit på populærkulturelle og litterære klichéer som “Pelle Erobreren”, Oehlenschlägers “Aladdin” og forestillingen om den perfekte husmor.

Den civilisationskritiske nerve, der også præger Høegs øvrige værker, er tydelig her; det er en undergangsroman. Modernitetens rationelle fremskridtsoptimisme slår i løbet af romanen over i regulær fremmedgørelse med apokalyptiske undertoner. Det virker også tilbage på fortælleren og selve romanen. Romanen tømmer sig selv for betydning og springer ud som metaroman, da fortælleren træder frem mod slutningen: “I kan kalde mig Mads” – underforstået, at det, jeg har fortalt, ikke er sandt. På den sidste side punkteres det hele tilsyneladende i fortællerens konstatering af, at enhver fortæller kun kan præsentere sin egen forestilling. Men Høeg skriver, som sin fortæller, på fælles, social erfaring, og her betyder drømme og forestillinger lige så meget som objektive facts. I dette mix findes netop den rigtige blanding af galskab og realisme, der ifølge romanen kendetegner den sande opfinder.