peter høeg
Foto: Henrik Saxgren

Peter Høeg

cand.mag. og journalist Pia Andersen Høg, iBureauet/Dagbladet Information. Senest opdateret af Katrine Lehmann Sivertsen, Bureauet, oktober 2018.
Top image group
peter høeg
Foto: Henrik Saxgren
Main image
Høeg, Peter
Foto: Poul Rasmussen

Indledning

Peter Høeg er en af dansk litteraturs mest mystiske skikkelser. Han brød igennem med et brag og blev udråbt til at være H.C. Andersens, Karen Blixens og Søren Kierkegaards arvtager. Han er et af de store største danske navne på den internationale, litterære scene, men han indtager sjældent positionen i spotlyset. Høeg er en stor sprogkunstner, men han er omstridt herhjemme; er hans genreblandende civilisationskritik banal eller genial? Høeg spiller ikke efter tidens toner, og råber op om den vestlige kulturs mislyde.

48433111

Blå bog

Født: Den 17. maj 1957 i København.

Uddannelse: Matematisk studentereksamen fra Frederiksberg Gymnasium i 1976. Mag.art. i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet i 1984.

Debut: Forestilling om det tyvende århundrede. Rosinante, 1988.

Litteraturpriser: Weekendavisens Litteraturpris, 1988. Palle Rosenkrantz Prisen, 1992. Kritikerprisen, 1993. Glasnøglen, 1993. Bog & Idé-prisen, 1993 og 1996. Boghandlernes Gyldne Laurbær, 1994.

Seneste udgivelse: Unity of knowledge : scrapbook from the Niels Bohr Institute. Niels Bohr Institute / Strandberg Publishing, 2020. (53.6).

Inspiration: Mange forfattere, samt sin åndelige mentor Jes Bertelsen.

Postmodernisme og 1980'ernes lyrik

Minimalisme i 1990'erne

Autofiktion

Artikel type
voksne

Baggrund

”Alle de mennesker, jeg har nævnt, de peger på det, der er døren ind til deres yndlingsværelse, og inde i det værelse er Jesus eller Schuberts sange eller den statskontrollerede prøve efter niende klasse eller en udstoppet bjørn eller fast arbejde eller et rosende klap bagi, og selvfølgelig er mange af de værelser fantastiske."
“Elefantpasserens børn”, s. 13.

Peter Høeg er opvokset på Christianshavn i et trygt middelklassehjem, faderen Erik var jurist, moderen Karen lektor i latin og tysk. Som barn svingede han sig i lysekronen med sin lillebror, og han blev smidt ud af den fine Bording Friskole for det, han selv kalder ’unoder’: ”Det var kun et meget lille bål”. (Poul Blak: “Peter Høeg”, side 49).

Peter Høeg var i ungdomsårene en habil fægter og bjergbestiger, men han var utilpasset og utilpas. Den stemning fortog sig først, da han som 25-årig, midt i sin universitetsuddannelse, stak til søs. På havet lærte han netop at give slip på ambitionen om at passe ind.

Han fik sin magisterkonferens i Litteraturvidenskab i 1984, hvor et bifag i idræt gav det til kroppen, som litteraturstudierne gav til hovedet. I årene efter pendlede han mellem forskellige jobs og verdensdele. Han har været underviser på Odense Universitet, danser og medlem af en teatergruppe i Tanzania.

Selv nævner Peter Høeg to afgørende øjeblikke, der gjorde ham til forfatter: Det ene, da han som 21-årig havde held med at skrive sig ud over en kærestesorg. Det andet øjeblik indtraf, da han var 26 og fik idéen til debutromanen “Forestilling om det tyvende århundrede”. Han besluttede sig for at skrive hver dag, indtil bogen var færdig: ”… jeg oplevede et gennembrud til noget inde i mig selv. Og det var jo vel at mærke fire år før bogen udkom. Men fra da af vidste jeg, at jeg var forfatter.” (Poul Blak: ”Peter Høeg”, side 53-54).

I 1988 udkom kæmperomanen så, og kritikerne var enige om, at her var en debutant af et helt ekstraordinært format. Læserne var stadig relativt få, men succesen accelererede de følgende år, og kulminerede med ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” i 1992, hvor Peter Høeg fik hele verden som publikum. Pludselig var han centrum for den litterære opmærksomhed, og den fik han konkret at føle, da han udgav den gruopvækkende kostskoleberetning “De måske egnede”, der udløste omfattende kultur- og uddannelsespolitisk debat og måske – spekulerede pressen – var regulært selvbiografisk.

I 1996 udkom Høeg-feberen rasede dog langsomt ud, og den følgende roman Kvinden og aben”, hvorefter  fik en lunken modtagelse. Så forsvandt Peter Høeg holdt ti års pause, i ti år, indtil han gjorde comeback med “Den stille pige” i foråret 2006. ”En krads kritik gjorde, at han igen holdt en pause frem til 2010, hvor Elefantpasserens børn” fra 2010 viste en hidtil udset humoristisk side af Høeg. I 2014 udkom Peter Høeg-romanen ”Effekten af Susan” og fire år senere ”Gennem dine øjne”.

Millionerne er rullet ind på kontoen, men Peter Høeg har opretholdet en næsten spartansk livsstil. Høeg har oprettet fondet Lolwe, og alle hans forfatterindtægter går via fondet til støtte til kvinder i den 3. verden. I mange år havde han hverken telefon eller tv, og en del af sit tiårige eksil fra den litterære scene har han tilbragt med åndelig fordybelse på Vækstcentret i Nr. Snede. Peter Høeg insisterer på at leve et stille liv med sin familie og fastholder, at han selv som person er ganske uinteressant. : “En så overdreven interesse lever jo af forestillingen om det ualmindelige. Og jeg er ikke ualmindelig. Ved at være til stede i al den almindelighed, alle mennesker har, tager jeg også noget af trykket af opmærksomheden. Og så er det lettere for mig at forsvinde, og jeg forsvinder jo om et øjeblik. Så kravler jeg ned i mit hul og forsvinder i lang tid igen.” (Jesper Stein Larsen: “Tilbage til lyset”. Interview i Jyllands-Posten, 2006-05-14).

Samtlige af Peter Høegs bøger er angiveligt skrevet i hånden.

Forestilling om det tyvende århundrede

“Igennem Carl Laurids’ kontorer vandrede i disse år en stor del af det tidlige 20. århundredes drømme om teknikkens almagt. Der kom svimle fantaster der præsenterede planer til svævende byer og bomber der skulle kunne betjene sig af alle atomers trang til at gøre sig fri af fortiden og til en trykkemaskine så følsom at den skulle kunne trykke Fadervor på blommen af et spejlet æg.”
“Forestilling om det tyvende århundrede”, s. 210.

Peter Høeg indleder sin stærkt roste debutroman “Forestilling om det tyvende århundrede” fra 1988 med en ambitiøs erklæring: “Dette er De danske Drømmes Historie, det er et referat af, hvad vi har frygtet og drømt og håbet og forventet i dette århundrede…” Romanen holder ambitionsniveauet; den er lidt af et monster, en genrebevidst fabulerende mentalitetshistorie med magisk-realistisk klang.

Bogen“Forestilling om det tyvende århundrede” er en slægtsroman, der følger tre generationer. 100 års danmarkshistorie oprulles; fra greven på godset Mørkhøj, som aner adelens undergang og bogstaveligt sætter tiden i stå, til trykpressen i Rudkøbing, der holder tiden i gang, over Indre Missions skabelse i fiskerlejet Lavnæs til et proletarhjem på Christianshavn, hvor rengøringsvanvid trækker lejligheden op i luften og væk fra slummens søle. Fantastiske og groteske hændelser afløser historisk realistiske skildringer, og her viser Høeg sin tydelige gæld til den magiske realisme. Gabriel García Márquez’ magiske realisme fra den latinamerikanske krønike “Hundrede års ensomhed”.

29260524

Høegs persongalleri er symbolske konkretiseringer af forestillinger i deres tid snarere end psykologiske figurer. Derfor er romanen også stærkt intertekstuel; Høeg trækker frit på populærkulturelle og litterære klichéer som “Pelle Erobreren”, Oehlenschlägers “Aladdin” og forestillingen om den perfekte husmor.

Den civilisationskritiske nerve, der også præger Høegs øvrige værker, er tydelig her; det er en undergangsroman. Modernitetens rationelle fremskridtsoptimisme slår i løbet af romanen over i regulær fremmedgørelse med apokalyptiske undertoner. Det virker også tilbage på fortælleren og selve romanen. Romanen tømmer sig selv for betydning og springer ud som metaroman, da fortælleren træder frem mod slutningen: “I kan kalde mig Mads” – underforstået, at det, jeg har fortalt, ikke er sandt. På den sidste side punkteres det hele tilsyneladende i fortællerens konstatering af, at enhver fortæller kun kan præsentere sin egen forestilling. Men Høeg skriver, som sin fortæller, på fælles, social erfaring, og her betyder drømme og forestillinger lige så meget som objektive facts. I dette mix findes netop den rigtige blanding af galskab og realisme, der ifølge romanen kendetegner den sande opfinder.

Fortællinger om natten

“Det betyder ikke noget, om man tror mig. Man kan læse dette som man vil. Som en tilståelse, som en bøn, som en lille, kold fabel, som en klynken. Selv ser jeg det som det nærmeste et menneske kan komme sandheden.”
“Spejlbillede af en ung mand i balance” i “Fortællinger om natten”, side 273.

I novellesamlingen “Fortællinger om natten”, der udkom i 1990, fortsætter Peter Høeg med at afdække skyggesiderne af den vestlige kultur i en fantastisk-realistisk form. De ni lange fortællinger deler et fælles udgangspunkt i skildringen af kærligheden og dens betingelser om natten den 19. marts 1929. Igen trækker Høeg på den litterære tradition; bogen er en Blixen-pastiche med forbillede i “Syv fantastiske fortællinger”.

Høegs historier udfolder sig alle i det fatale krydsfelt mellem oplysningstidens videnskabelige opbyggelighed og virkelighedens mørke, undergravende kræfter – ofte i seksualitetens form. Hver fortælling er viet til en videnskab, blandt andet matematik, jura, fysik og dansens, billedkunstens, dramatikkens eller musikkens æstetik.

28447647

“Rejse ind i et mørkt hjerte” sender en hilsen til Joseph Conrads kolonialismekritik i fortællingen om den unge David Rehn, der, efter at have mistet troen på, at verden kan beherskes med matematik, rejser til Afrika og fryder sig over imperialismens og rationalitetens rene linjer ved indvielsen af en jernbane (læs: “ren” – Rehn). Men også denne forestilling synker i grus i mødet med en sort oprørskvinde.

Det samme forhold gør sig gældende i “Dom over højesteretspræsident Ignatio Landsted Rasker”, hvor en advokatsøn dømmer sin far for homoseksuelle tilbøjeligheder. Her er juraen et værn mod seksuelle fantasier. Og igen i “Hommage à Bournonville”, hvor unge dansere mener at se englevinger på en sylfide-ballerina, hvor der ret er tale om et samleje med en klumpfodet violinist.

Troen på det ophøjede, det sande, det rationelle og rigtige bryder sammen gennem hele samlingen; galskab og fortabelse er slutproduktet.

Peter Høeg vender den vestlige kulturs tankemønstre og traditioner på vrangen og viser det uforudsigeligt menneskelige, der er dets ellers usynlige korrelativ. Ved udgivelsen blev bogen udråbt til verdenskunst på dansk.

Frøken Smillas fornemmelse for sne

“Vi bor i det hvide snit. På en grund det har fået forærende, har boligselskabet opstablet en del præfabrikerede æsker i hvid beton (…) der er ikke noget småligt ved huslejerne, som er så høje, at de eneste der kan bo her er mennesker som Juliane, for hvem det offentlige betaler, mekanikeren, der har måttet tage hvad han kunne få, og så mere marginale eksistenser som jeg selv. Således er tilnavnet ganske vist sårende for os der bor her, men alligevel stort set korrekt.”
“Frøken Smillas fornemmelse for sne”, side 13.

Thriller-romanen “Frøken Smillas fornemmelse for sne” udkom i 1992 og blev en sensation i dansk litteratur: Bogen blev solgt i 5 millioner eksemplarer i 33 lande, og Peter Høeg blev som dansk verdensnavn kanoniseret på linje med H.C. Andersen, Karen Blixen og Søren Kierkegaard.

Romanen har en sær hybridform: Den krydser Chandlersk hårdkogt krimi og thrillerstof med encyklopædiske vidensophobninger om alt fra sneens opbygning og kryolitbrud til fragtskibes konstruktion. Dette mødes i en iskold civilisationskritisk og eksistentiel roman om splittelse, fremmedgørelse og hjemløshed.

29263981

Hovedpersonen Smilla Qaavigag Jaspersen, 37 år, halvt dansk, halvt grønlandsk, sætter sig for at opklare mordet på den grønlandske dreng Esajas. Plottet bliver stadigt mere kompliceret, som Smilla raser igennem københavnske advokatkontorer, koloniadministrationen og op ad Grønlands vestkyst mod den fiktive ø Gela Alta. Her iscenesættes den endelige konfrontation med den skruppelløse videnskabsmand Tørk Hviid, der vil beherske naturen alene for magtens og pengenes skyld. Men romanens slutning uddyber blot mysteriet; endnu engang forskyder plottet sig – nu til ren sci-fi – og forbliver uforløst.

Romanens uigennemskuelige plot mimer Smillas eksistentielle rodløshed, som igen koncentrerer en kritik af den rationelle, profitorienterede udbytning af naturen, der i Høegs optik kendetegner en grådig, vestlige kultur. “Jeg er ikke kulturpessimist men jeg er en lille smule rystet over den tilknytning til ting, der findes i vores verden – grådighed er et andet ord. (…) For mig har den fremadklaprende grådighed, som der er meget af, karakter af at man undviger at gå ind i de virkelige vigtige spørgsmål”. (Ninka: “Jeg har aldrig haft et ur”. Interview i Politiken, 1993-09-12).

Nogle af de spørgsmål kan findes koncentreret i grænsefiguren Smilla: Hun krydser på tværs af kategorier om kultur, identitet og køn. Hun er glaciolog og bærer på en eksakt naturvidenskabelig viden om sneen og isen; det, der konkretiserer hendes egen tabte natur. Hun er én stor modsætning, og længes efter en oprindelighed, der allerede er tabt. Hun er heltinden, der er dømt til at tabe.

Romanen blev i 1997 filmatiseret af Bille August.

De måske egnede

“- Jeg har tænkt over hvorfor det er så svært for dem, hvorfor der er så mange regler. Og jeg har tænkt, at det er fordi de må holde verden udenfor ude. For derude løfter det ikke opad over det hele, derude er der mange steder hvor tiden trækker en ned mod tilintetgørelsen. Dette må de holde ude, man må ikke tvivle på at verden løfter en opad, tvivler man, så bliver det umuligt at overkomme forventningerne.”
“De måske egnede”, s. 81.

Succesen med “Frøken Smillas fornemmelse for sne” blev fuldt op af den mere stramme og snævert fokuserede roman “De måske egnede” i 1993. Her bliver et disciplineret, grundtvigiansk skolesystem afstraffet i en fortælling om tidens tvang og muligheden for en ægte samhørighed med andre mennesker.

Bogens fortæller er en forældreløs teenager, der er vokset op på stribevis af institutioner. Her er reprimanderne korporlige og systemtænkningen altomfattende. Sådan er det også på Biehls Privatskole, hvor fortælleren går i valgslægtskab med pigen Katarina og det helt ødelagte barn, August. Skolen modsætter sig deres samvær – alt er skemalagt ned til mindste detalje, og der er ikke plads til afvigelser. Skolens forestilling er, at man kan løfte børn med tunge problemer op i uddannelsens lys ved at blande dem til de ensrettes. Alligevel lykkes det børnene at gøre oprør, de går bag om skolens regler og piller ved dens systematik.

20787538

Ved siden af den hårrejsende kostskolefortælling former romanen sig som en lang, filosofisk diskussion af tiden og dens funktion som styringsmekanisme i den vestlige kultur. Det er en problematik, der hænger sammen med Peter Høeg kulturkritik: “Vi fastholder hinanden i et mønster af præcision. Vi gør hver dag alle sammen meget tit noget vi ikke har lyst til, fordi vi skal, fordi det ligger fast i et skema. Det instrument vi bruger er noget med straf og belønning. For små børn kan det være et kærtegn eller et slag, en hård bemærkning eller en venlighed. Det er en slags sygdom i hele vores kultur.” (Ninka: “Jeg har aldrig haft et ur”. Interview i Politiken, 1993-09-12).

Det var dog ikke denne overordnede pointe, der affødte den gevaldige opmærksomhed omkring udgievlsen. Det var derimod de virkelige institutioner, Høeg nævner i bogen, og anklagerne om ulovlig, systematisk afstraffelse af elever i Danmarks kostskolesystem. Derudover hedder bogens fortæller I ugevis blev skolepolitikken debatteret, men Høeg løb selv, ufrivilligt, med den største virak: Fortælleren i bogen hedder Peter Høeg – et fiffigt trick, der førte til spekulationer om selvbiografi. Det har Høeg siden afvist, men samtidig fastholdt, at dele af bogen bygger på virkelige begivenheder.

Kvinden og aben

“Hver morgen genopstod Madelene. Genopstandelsen foregik foran spejlet, og den varede en halv time til tre kvarter. Mens den stod på var hun absorberet, i det tidsrum udførte hun, kompromisløst grundigt, det eneste hun med sig selv vidste hun var virkelig god til: Hun genskabte fiktionen om at Madelene ser strålende godt ud.”
“Kvinden og aben”, s. 25.

I sin fjerde roman, “Kvinden og aben” fra 1996 skruer Peter Høeg endnu en tand op for kritikken af den vestlige kultur i en fabel med mytologisk tilsnit. Her hævner den undertrykte natur sig, og Høeg konfronterer mennesket med dyret i sig selv.

Den superintelligente menneskeabe Erasmus er blevet fanget af en storvildtsjæger og kommer til London på smuglerskibet Arken. Aben undslipper og følger sit næsten-terroristiske kald mod at advare den vestlige verden mod naturbeherskelsen. Abens vej krydses af den magtfulde chef for et zoologisk forskningsinstitut med det sigende navn Adam Burden. Han mangler kun ét exceptionelt forskningsresultat for at blive udnævnt til chef for London Zoo, og her kommer aben belejligt. Men planerne forpurres af den kløgtige abe, som frelser Burdens danske hustru, den drikfældige sminkedukke Madelene, fra sit dekadente, ulykkelige liv. Sammen flygter kvinden og aben fra en kuldsejlet kultur over Londons tage og grundlægger en ny slægt.

21874051

Romanen er kulørt fra ende til anden og af flere kritikere udråbt til at være en overtydelig, politisk korrekt øko-King Kong. Samtidig med bogens udgivelse stiftede Peter Høeg fonden Lolwe, som donerer al overskud til kvinder og børn i Den tredje verden. Også derfor fandt mange, at de ikke så meget stod over for en ny Høeg-roman som over for en velgørende organisation. Omvendt kan man, som den norske forfatter Jan Kjærstad gør det i et forsvar for bogen, argumentere for, at Peter Høeg netop udviser stor skaberevne og en helt unik fantasi, der kompromisløst insisterer på dét politisk korrekte, der de facto er blevet politisk ukorrekt i en ironisk, konstant selvrefleksiv kultur.

 

 

 

 

 

Den stille pige

“Hun lod sine fingerspidser glide over hans sår og syninger. Over de opsvulmede partier af ansigtet. Berøringen var så varsom, at der ikke var nogen smerte. Allerede dengang, før hun forsvandt, når hun rørte ved ham, havde han følt, at de største forestillinger, det er ikke dem på et podium eller i manegen. De største forestillinger er, når fingerspidser fjerner et ganske tyndt slør mellem mennesker og afdækker universet i sin helhed.”
“Den stille pige”, s. 314.

Der skulle gå ti år, før Peter Høeg igen var klar med en roman. “Den stille pige” fra 2006 er klassisk Høeg, men i løbet af de mange års stilhed har Høegs kritiske nerve forskudt sig fra at udstille vores kulturs selvdefinerede ydre grænser til længslen efter at overvinde de indre grænser og nå en højere form for fordybelse.

Hovedpersonen i “Den stille pige” er den 42-årige, verdenskendte klovn, Kasper Krone. Han er udstyret med en ganske særlig stærk hørelse; han hører den lyd, der udgår fra alt. Om vinteren, når der er pause fra cirkus, fungerer han som en slags terapeut for børn, og det er her, han møder pigen KlaraMaria, hvis lyd er anderledes: Hun er stille. Da KlaraMaria bliver kidnappet, hvirvles Kasper Krone ind i et uhyre kompliceret komplot, hvor hans forsøg på at frelse den stille pige må kombineres med flugt fra myndighederne, der endelig vil konfrontere ham med hans enorme, poker-relaterede skattegæld.

26205034

Som i “Frøken Smillas fornemmelse for sne” trækker Høeg rigeligt på thrillergenren i konstruktionen af et plot, der rummer ejendomsspekulation på højt plan, mystiske jordskælv, der lægger dele af et futuristisk København under vand, sære nonner fra en sektlignende, østeuropæisk menighed, en døende far og en gammel flamme, til hvem der er forhold at afklare. Kasper Kroner deler også psykologiske træk med Smilla: Hvor hun har fornemmelsen for sne, har han en sublim sans for lyd og musik, og klarer sig ud af kniber på den mest opfindsomme vis.

Kasper Krone er en slags pop-intellektuel charlatan, der gennem hele romanen docerer han med bonmot’er fra filosofiens hovedmænd. Men bag denne overfladiske citatviden ligger en længsel efter spirituel enkelhed og åndelig dybde, der viser sig i Kasper Krones uafbrudte bønner til det guddommelige under navnet FruHerre. I den åndelige søgen udfoldes romanens egentlige pointe. Her er en længsel, Peter Høeg selv kender til: “… den dybeste længsel, langt dybere og større end kærligheden til kvinder og børn og kunsten, den er at komme til at høre helt sammen med verden. At der ikke mere er nogen forskel på en selv og verden. En slags sammensmeltning, en slags samhørighed med Det Store, Det Guddommelige.” (Ninka: “Jeg har aldrig haft et ur”. Interview i Politiken, 1993-09-12).

 

Elefantpasserens børn

“Vi tænker alle tre. Rummet vibrerer. – Det var en pludselig indskydelse, siger Tilte. – De opdagede noget, siger jeg. – Som kom bag på dem. Nu spiller Tilte og jeg sammen. – Det har været noget stort, siger Tilte. Jeg gentager det langsomt, dels fordi Basker trods alt kun er en hund og nogle gange fatter langsommere end os andre, dels fordi det er så underligt, at det kræver at blive sagt igen. – Mor og far planlægger et tyveri fra den udstilling, der ledsager Den store Synode. De har det hele klart. ”
“Elefantpasserens børn”, side 201.

Det er en legesyg Peter Høeg, der efter endnu en pause vender tilbage til læserne i 2010 med den rablende “Elefantpasserens børn”. Også her er ankerpunktet Høegs filosoferen over fordybelse og erkendelse med påhængsmotor i form af et kriminalplot. Men denne gang overrasker Peter Høeg med uventet og ofte ganske velfungerende humor. Den sproglige præcision er, som vi kender den, og det er ret forfriskende, at den her bruges til at afsløre det almindelige livs absurditeter i satirisk tilsnit.

Romanens kritiske nerve synes at være en mere relevant end tilfældet var i abstraherede “Den stille pige”: “Elefantpasserens” børn udfolder en omfattende kritik af de store verdensreligioner og deres magt i det 21. århundrede.

Høeg kritiserer igen magtsystemerne gennem outsiderens blik. Her er det romanens jeg-fortæller, den 14-årige Peter (ja, Peter igen), som sammen med sin søster, hund og storebror hvirvles ind i et vidt forgrenet mysterium, der har deres egne forældre – det excentriske præstepar på den fiktive ø Finø – som centrum. De to har svindlerhistorie, og det viser sig, at de har planlagt tyveri af religiøse kostbarheder i forbindelse med en konference for alle de store religioners topledere i København. Men nu er de forsvundet. Med politi, PET og særlinge i hælene forsøger børnene atf løse mysteriet; ungerne har overhånden, de sidder ikke fast i vanetænkningens dynd og dogmer, de er de ægte søgende.

29056714

Persongalleriet er mildest talt kulørt, og leder tankerne hen på børne- ungdomsspænding a la Harry Potter: Alexander Bister Finkebod, stormufti Sindbad Al-Blablab, Bodil Flodhest fra kommunekontoret, dr.med. Thorkild Thorlacius-Drølbert, biskoppen Anaflabia Borderrud, grev Richardt Tre Løver og et mylder flere. De kvikke opdagerbørn lugter lidt af “De fem”, men også af Sir Arthur Conan Doyle – referencen til Sherlock Holmes’ skaber er klar; Peters hund hedder Basker, opkaldt efter Baskervilles Hund”.

I “Elefantpasserens børn” reflekterer er selvhøjtideligheden erstattet af godt humør, og det er klædeligt. Høeg ligeledes selv reflekterer over humorens rolle i forhold til religionskritikken: “Søren Kierkegaard mente, at der ikke måtte være humor i det, når man talte om det religiøse, fordi det var for kraftigt et emne. Det tror jeg er helt forkert. Jeg tror, at højtidelighed er godt, men selvhøjtidelighed er farligt. Man kan jo også se, at humoren fordamper i meningsdiktaturer og religiøse diktaturer (…) Klovnen tør være barnet i sig selv og kommer dermed til at vise voksenverdenen i dens absurditet”. (Carsten Andersen: Peter Høeg: Jeg har været for alvorlig. Interview i Politiken, 2010-09-08).

Effekten af Susan

”Noget i dit system, Susan, standser ikke ved den normale grænse for empatisk kontakt. Uden nogen påfaldende eller bare synlig eller i det mindste målbar forskel i den fysiske, klarhedsmæssige, kognitive kontakt fortsætter den empatiske åbning mellem dig og andre mennesker med at fordybe sig. Under visse betingelser.”
”Effekten af Susan” s. 127.

Ligesom tidligere i forfatterskabet kombinerer Peter Høeg i spændingsromanen ”Effekten af Susan” (2014) et sindrigt plot med en stærk hovedperson med særlige evner, encyklopædisk viden og en civilisationskritisk morale om verden.

Den samfundskritiske thriller foregår i et dystopisk København i en nær fremtid. Her bliver fysikeren Susan ufrivilligt involveret i en betændt politisk sag i et forsøg på at redde sin familie. Susan er i så høj grad naturvidenskabskvinde, at hun orienterer sig i byrummet i forhold til de naturvidenskabelige institutioner og ser naturlovene som modpol til det kaotiske: ”Da jeg var tolv, viste nogen mig en tavle med det periodiske system (…) Det var det lykkeligste øjeblik i mit liv. Jeg forstod, der fandtes naturlove. Som afbalancerer kaos.” (s. 18).

51072766

Hovedpersonen har desuden en særlige evne til at fremkalde oprigtighed hos andre mennesker, som uden forbehold afslører deres dybeste hemmeligheder for hende, hvilket hun får stor brug for i jagten på et hemmeligt referat. En væsentlig pointe i romanen er da også, at empati er det, der kan redde verden. ”En verden i krise behøver et globalt spring i empati. Tidsrummet til at handle i, lukker sig blot langt hurtigere, end vi tror.” (Jannie Schjødt Kold: Klædt ud som kvinde. Weekendavisen, 2014-05-15). Høeg fremhæver ligeledes den bekymring over verdens tilstand, der ligger som en underliggende tematik i thrilleren: ”Jeg tror, vi er langt nærmere afgrundens rand, end vi almindeligvis er opmærksomme på (…) Den spænding, der bygges op klimamæssigt, socialt og religiøst er meget risikabel.” (Jeppe Bangsgaard: ”Jeg fortryder intet”. Berlingske Tidende, 2014-05-16).

Romanens jeg-fortæller med indre synsvinkel lader læseren komme tæt på den kvindelige fysiker. Ifølge forfatteren er fortællingen også udtryk for en efterforskning af det kvindelige og hovedpersonen ”et legende billede på, hvordan min indre kvinde ser ud.” (Jannie Schjødt Kold: Klædt ud som kvinde. Weekendavisen, 2014-05-15). I samme interview fremhæves nogle af de generelle kendetegn ved forfatterskabet, som udfoldes i romanen: ”Han peger selv på den maskeleg, det karneval og den pastiche, hans forfatterskab ofte er blevet set som. Sammen med en gennemgående civilisationskritik er efterabningen det karakteristiske for Peter Høegs forfatterskab.” 

Gennem dine øjne

”Jeg mærkede hendes angst som var det min egen. Det var påfaldende hvor meget denne bevidsthedsnærhed mindede om berøring. Om kroppenes nærhed. Forlænget ind i følelses- og bevidsthedsrummet.”

”Gennem dine øjne”, s. 230.

Peter Høegs roman fra 2018 har titlen ”Gennem dine øjne” og handler bl.a. om erindring, mødet mellem mennesker og om menneskets bevidsthed, som ifølge en af romanens figurer er et af vor tids mest uudforskede områder: ”Vi har kort over grundstofferne, meteorologien, de organiske forbindelser, kort over fjerne galakser. Men indersiden af os selv, af kroppen, sindet og bevidstheden, er klodens uudforskede landskab. Verdenskortets hvide pletter” (s. 52-53). I Høegs roman har børn, der har knyttet et nært bånd til hinanden, en særlig adgang til en virkelighed hinsides tid og rum og til en kollektiv bevidsthed.

Romanens hovedperson med navnet Peter Høeg opsøger efter barndomsvennen Simons selvmordsforsøg en klinik med eksperimentel forskning i menneskets bevidsthed og menneskers dybe møder med hinanden i håbet om at kunne hjælpe sin depressive ven. Klinikken, som har udviklet en epokegørende form for hjerneskanning, ledes af kvinden Lisa, som viser sig også at være en barndomsven.

54596294

Efter et traumatisk trafikuheld har hun mistet erindringen om sin tidlige barndom, men gennem sine møder med Peter og deres udforskning af den rejse ind i andres bevidstheder, de allerede var begyndt på som børn, begynder Lisa igen at kunne huske tiden før ulykken. Det viser sig dog, at der er tale om en risikabel udforskning af, hvad der sker, hvis man bevæger sig dybt ind andre menneskers bevidsthed. Ligesom man kender det fra andre Høeg-romaner, er det en bog, som er narrativt fremadskridende og bygget op omkring et spændingsplot. Tematisk er omdrejningspunktet menneskets indre liv og vores evne til at nå hinanden. Ny teknologi gør det i bogen muligt at nærme sig en virkelighed, som dog ligeså meget er en metafysisk størrelse. Det er desuden muligt at læse romanen som en metafortælling om forfatterens evne til i sine historier at rejse ind og ud af forskellige bevidstheder, hæve sig op over rumlige begrænsninger og bevæge sig frit mellem fortid, nutid og fremtid i sine fortællinger.       

Genrer og tematikker

Peter Høeg debuterede i 1988 med en roman og har siden kun afveget fra denne genre med novellesamlingen ”Foortællinger om natten”, som udkom i 1990. Et væsentligt karakteristika i forfatterskabet er kombinationen af plotbaseret spænding og encyklopædisk viden om alt fra sne og is til fragtskibes konstruktion, musik og virtuelle virkeligheder. Et andet er de civilisationskritiske moraler, man finder i mange af Høegs bøger. Fra starten af sit forfatterskab har Peter Høeg beskæftiget sig med skildringer af den vestlige kulturs skyggesider, herunder udbytning af naturen, materialisme, tidstyranni og fremskridtsoptimisme.

I løbet af forfatterskabet har åndelighed og ægte samhørighed mellem mennesker fået en stadig større plads. I sine bøger fremstiller Høeg således empati og mødet mellem mennesker som det, der kan redde verden, ligesom fordybelsen er et tematisk omdrejningspunkt. I forbindelse med sin bog fra 2018, ”Gennem dine øjne”, fremhæver forfatteren desuden i et interview, at ikke kun kærlighed og meditation kan være forskellige veje ind i bevidstheden, det samme kan kunsten og litteraturen. Og disse rejser i bevidstheden kan have en vigtig helende effekt og åbne op for nye måder at være til på, hvilket er en af de ting, han udforsker som forfatter: Lige siden min første bog har jeg ledt efter muligheden for at åbne et vindue i virkeligheden ind til en anden måde at være til på. I bog efter bog har jeg fortvivlet ledt efter billeder på åbninger i virkeligheden. Førhen har det været sneen, musikken, humoren. Nu er det hjerneskanninger og de ægte møder mellem mennesker (…) Jeg tror på, at kunsten kan være et sådant vindue, en sprække til en anden måde at være på. Ligesom meditation kan være det. (Sebastian Wittrock: Peter Høeg: Samfundet trækker udad, og alle forandringer skal foregå i den ydre verden. Men der er også nødvendigt at vende sig indad. Politiken, 2018-09-15).

I de knap 320 år, Peter Høeg har skrevet for offentligheden, har hans bøger fået stort set alle former for modtagelse, og i. – med undtagelse af ligegyldighed. Høeg er en éner, både af sind og i salgstal, og en forfatter, hvis status grænser til det mytiske, på godt og ondt.

I forbindelse med Omhans debutromanen “Forestilling om det tyvende århundrede” skrev Carsten Jensen, at her var en digterfantasi, der er blandt de største i dansk litteratur. Om “Fortællinger om natten” lød det fra Søren Vinterbergi Politiken, at bogen var en dansk, litteraturhistorisk begivenhed i international klasse. Også “Frøken Smillas fornemmelse for sne” og “De måske egnede” blev rost. Dog var der kritiske røyster, blandt andre Informations Erik Skyum-Nielsen, der havde svært ved havde et utal af anker mod “De måske egnede”, blandt andet havde han svært ved at acceptere Peter Høegs simulerede, selvbiografiske markører i ”De måske egnede”. Den kontrovers udgør en stor del af Poul Behrendts “Dobbeltkontrakten” fra 2006, en litteraturteoretisk undersøgelse af grænserne mellem fiktion og selvbiografisk fakta i nyere litteratur.. “Kvinden og aben” blev generelt lagt på is af anmelderne; den havde for meget program og moral, for lidt litteratur.

Nogenlunde samme kritik har mødt “Den stille pige”. Bogen var ventet med spænding, endda så meget, at BT brød en aftale med Peter Høegs forlag og anmeldte bogen før udgivelsesdagen under henvisning til, at en boghandler i Østjylland allerede havde romanen til salg. Enkelte anmeldere var positive, men flere fandt bogen prædikende. Tilsvarende skrev Weekendavisens Lars Bukdahl, der aldrig har brudt sig om Høeg,  om ”Den stille pige” gik langt i sin afvisning af romanen, og skrev at den var: “… at sammenligne med James Bond-temaet truttet på lange bedehorn af en falanks af tibetanske munke i meget, meget lang tid (i Nørre Snede)”. (Lars Bukdahl: Hø over hø. Weekendavisen, 2006-05-19).

Modtagelsen af “Den stille pige” kom bag på Peter Høeg og forsinkede arbejdet med opfølgeren et år. Da “Elefantpasserens børn” udkom i 2010 var tonen varmere: Anmelderne var venlige og roste især Høeg for at have genopfundet sig selv som humorist. Men der var også forbehold hos mange; en af Høegs mest velskrivende og vedholdende kritikere, Informations Erik Skyum-Nielsen har denne karakteristik: “(…) et stykke budskabistisk postmodernisme, der under flittig anvendelse af underholdningsromanens formgreb skal belære læseren om fortræffeligheden af spirituel fordybelse.” (Erik Skyum-Nielsen: “Intet menneske er en ø”. Information, 2010-09-10). Indifference er nok det eneste, Høeg aldrig blevet mødt med. d – heller ikke i modtagelse af hans seneste bøger, som også har fået blandede anmeldelser. Peter Høegs ”Effekten af Susan” fra 2014 blev ligeledes mødt af et langt fra enigt anmelderkorps. Mens en anmelder forudså, at romanen kunne blive Høegs store comeback hos de læsere, der synes han havde bevæget sig for langt væk fra det, der kendetegnede ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”, mente andre kritikere, at romanen indeholdt for meget konstruktion, for meget hybrid og en lidt for tyk new age-agtig klangbund til for alvor at være overbevisende.

Selv afviser Peter Høeg, at have den endelige kontrol over sine tekster, de kommer alle fra et fælles, kulturelt rum. Og i samme nu udvisker han igen sig selv som person, så kun den særligt Høeg’ske aftryk står tilbage som en myte: “Der er tit en forestilling om, at jeg må have det endelige svar på alt i mine bøger, men det kommer ofte bag på mig, når en læser kommer med en iagttagelse, selv om den virker helt rigtig. Bøger er kollektive processer, hvor man linker sig ind på den kollektive bevidsthed og tapper fra den. Og det, der strømmer igennem én, tilhører alle, selv om man redigerer og styrer det. Det er spontane, ukontrollerede processer.” (Jesper Stein Larsen: “Tilbage til lyset”. Interview i Jyllands-Posten, 2006-05-14).

Beslægtede forfatterskaber

Peter Høeg er i sit forfatterskab inspireret af en lang række både danske og udenlandske forfattere og benytter sig af en perlerække af intertekstuelle referencer - det vil sige henvisninger til andre litterære værker indskrevet i den aktuelle tekst. Det drejer sig bl.a. om referencer til alt fra Adam Oehlenschläger og Martin Andersen Nexø til Joseph Conrad og Sir Arthur Conan Doyle.

Fra starten af sit forfattervirke er Peter Høegs bøger også blevet koblet sammen med Karen Blixens fantastiske fortællinger – ikke mindst i forbindelse med novellesamlingen ”Fortællinger om natten”, som synes at have Karen Blixens ”Syv fantastiske fortællinger (1934) som sit forbillede og være en slags pastiche over Blixen-fortællingerne.

En anden inspirationskilde synes fra starten af Peter Høegs forfatterskab at være den colombianske forfatter Gabriel García Márquez og hans magiske realisme, Gabriel García Márquez’ magiske realisme som den bl.a. kommer til udtryk i fra den latinamerikanske krønike “Hundrede års ensomhed” fra 1967.

Peter Høegs særlige kombination af spændingshistorie eller krimiplot sat sammen med faktuelle, leksikale informationer betyder også, at Høeg i sine fortællinger trækker på strukturen fra spændingsromaner og kriminallitteratur.  

Bibliografi

Romaner

Høeg, Peter:
Forestilling om det tyvende århundrede. Rosinante, 1988.
Høeg, Peter:
Frøken Smillas fornemmelse for sne. Rosinante, 1992.
Høeg, Peter:
De måske egnede. Rosinante, 1993.
Høeg, Peter:
Kvinden og aben. Munksgaard/Rosinante, 1996.
Høeg, Peter:
Den stille pige. Rosinante, 2006.
Høeg, Peter:
Elefantpasserens børn. Rosinante, 2010.
Høeg, Peter:
Effekten af Susan. Rosinante, 2014.
Høeg, Peter: Gennem dine øjne. Rosinante, 2018.

Noveller

Høeg, Peter:
Fortællinger om natten. Rosinante,1990.

Fagbøger

Høeg, Peter: Unity of knowledge : scrapbook from the Niels Bohr Institute. Niels Bohr Institute / Strandberg Publishing, 2020. (53.6).

Filmatisering

Frøken Smillas fornemmelse for sne. 1997. Instruktion: Bille August

Om forfatterskabet

Illum Hansen, Thomas:
“Peter Høeg: Forestilling om det tyvende århundrede”. I: Povl Schmidt m.fl. (red.) Læsninger i dansk litteratur, 5. bind. Odense Universitetsforlag, 1999.
Kjærstad, Jan:
“Kritikkens (u)mulighed”. Om Peter Høegs roman Kvinden og aben”. I: Menneskets felt. Essays om litteratur. Samlerens Forlag, 1999.
Stounbjerg, Per:
“Peter Høeg”. I: Anne-Marie Mai (red.) Danske digtere i det 20. århundrede, 3. bind. Gads Forlag, 2000.
Bay Harsberg, Agnete og Lilian Munk Rösing (red.):
Abens poetik. Portræt af Peter Høegs forfatterskab. Forlaget Spring, 2005.
Mose, Susan m.fl. (red.):
“Underholdning som kunst – Peter Høeg”. I: Danske forfatterskaber 1985-2005, bind 4. Systime, 2005.
Behrendt, Poul:
Dobbeltkontrakten. En æstetisk nydannelse. Gyldendal, 2006.
Skyum-Nielsen, Erik:
“Intet menneske er en ø”. Information, 2010-09-10.
Skyum-Nielsen, Erik:
”Klogerups gardinpræk”. Information, 2014-23-05.
Kassebeer, Søren:
”Fru Susans fornemmelse for oprigtighed”. Berlingske Tidende, 2014-23-05.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Peter Høeg

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Ninka: “Jeg har aldrig haft et ur”. Interview i Politiken, 1993-09-12.
Blak, Poul: “Peter Høeg”. I: En ø i galaksen. Ekspanderende essays. Forlaget Hovedland, 2002.
Stein Larsen, Jesper: “Tilbage til lyset”. Interview i Jyllands-Posten, 2006-05-14.
Andersen, Carsten: Peter Høeg: Jeg har været for alvorlig. Interview i Politiken, 2010-09-08.
Schjødt Kold, Jannie: ”Klædt ud som kvinde”. Weekend-avisen, 2014-05-15.
Bangsgaard, Jeppe: ”Jeg fortryder intet”. Berlingske Tidende, 2014-05-16.
Wittrock, Sebastian: Peter Høeg: Samfundet trækker udad, og alle forandringer skal foregå i den ydre verden. Men det er også nødvendigt at vende sig indad. Politiken, 2018-09-15.