Bret Easton Ellis

Artikel type
voksne
journalist Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. 2010.
Main image
Ellis, Bret Easton
Foto: Sif Meincke

Bret Easton Ellis er en af de seneste tiårs mest kontroversielle forfattere. Gennembrudsromanen “American Psycho” om seriemorderen Patrick Bateman medførte dødstrusler og en lang, ophedet debat, om hvor grafisk voldelig, man kunne tillade sig at være som kunstner. Den seneste roman i forfatterens forløbne fortælling om en fortabt amerikansk materialisme hedder “Imperial Bedrooms”. For hans splatterfans er der et par små lunser hen mod slutningen, men først og fremmest viser den forfatteren som en privilegeret formidler af psyke og sensibilitet.

28452470

Blå bog

Født: Den 7. marts 1964 i Sherman Oaks, Los Angeles, Californien.

Uddannelse: Bachelor fra Bennington College, 1986.

Debut: Less Than Zero, 1985 (Under nul, 1993).

Priser: Ingen oplyst i litteraturen om Ellis.

Seneste udgivelse: Imperial Bedrooms. Picador, 2010 (Imperial Bedrooms. Rosinante, 2010).

Inspiration: Gustave Flaubert.

Baggrund

“I begyndelsen var jeg forvirret over det der gav sig ud for at være kærlighed i denne verden: Folk blev vraget fordi de var for gamle eller for tykke eller for fattige eller fordi de havde for meget hår eller for lidt, fordi de var rynkede, fordi de ikke havde nogle muskler, ikke var markerede nok, ikke havde noget særpræg, ikke var hippe, ikke var i nærheden af at være berømte. Det var sådan man valgte elskere. Det var sådan man afgjorde venskaber. Og jeg måtte acceptere dette, hvis jeg ville nå nogen vegne.”
"Glamorama", 1999.

Bret Easton Ellis er ud af, hvad han selv kalder en middelklassefamilie, men som de fleste ikke-amerikanere sikkert ville opfatte som rig. Farfaren ejede et par casinoer i Las Vegas, mens faren var succesfuld ejendomsmægler i Los Angeles. Ellis voksede op i materiel overflod og – det er det overordnede indtryk – emotionelt underskud. De glimt, vi får af hans opvækst i interviews og portrætartikler, skaber et svagt, men dystert billede af en familie i opløsning. Faren var alkoholiker. Moren er ikke til at få øje på. Bret Easton Ellis selv var angiveligt indadvendt og afsondret fra sine kammerater på en korrumperet rigmands-high school, hvor man, som han bemærker, rent faktisk kunne bestikke rektor med en frokost på den seneste nye in-restaurant (“An Introduction to Contemporary American Fiction”, s. 215).

Han skrev sin første historie som 11-årig, et eventyr han selv beskriver som eksplicit seksuelt og voldeligt. Han gav det til sine forældre det samme år i julegave. Sin første aldrig udgivne roman skrev han som syttenårig ud fra erfaringer som medarbejder på et af farfarens casinoer. To år efter skrev han sin anden roman, “Less Than Zero” , på Bennington College, hvor han studerede musik. Rygterne siger, at han skrev den på otte uger. Ifølge rygterne var det også en af de hårdeste redigeringsopgaver i moderne forlagshistorie. Men det var besværet værd. Den solgte i 50.000 eksemplarer det første år og etablerede Ellis som en litterær kultskikkelse.

Han er nu blevet 21 og ernærer sig en tid som keyboardist i new wave-bands i Los Angeles, hvorefter han flytter til New York, lader sig opsluge af yuppiescenen og hader alt, hvad den står for. Faren dør og efterlader et bo, som det tager Ellis det meste af et år at gøre op, kun for at konstatere en gæld på 10 millioner dollars. Der er også knas i hans parforhold. Partneren sidespringer. Der er misbrugsproblemer. Der er opbrud. Men undervejs mod “Glamorama”, som udkommer i 1999, når Ellis at kæde en række noveller sammen og udgive dem som “The Informers”.

I dag bor Bret Easton Ellis stadig i New York, hvor han til stadighed må forklare ind- og udenlandsk presse, som aldrig for alvor har tabt interessen for ham, at der ikke er noget direkte sammenfald mellem ham og hans litterære hovedpersoner.

Under nul

Bret Easton Ellis debuterer i 1985 med generationsromanen “Less Than Zero” (“Under nul” , 1987), der bliver en øjeblikkelig bestseller. “Folk er bange for at blande sig på motorvejene i Los Angeles”, er det første, Clay hører, efter han er kommet hjem på juleferie fra college. Veninden Blair har hentet ham i lufthavnen og mumler det på en tilkørsel. Budskabet bliver gentaget flere gange i bogen: Folk er bange for at blande sig, ikke bare på motorvejen, men i det hele taget. Og de muligheder, det åbner for, betegner hovedpersonernes grænseløse univers.

Når ingen blander sig, kan man jo gøre hvad som helst, og hvad som helst er ikke hvad som helst for 18-årige Clay og hans venner. Det eneste på bogens 169 sider, der rigtigt får dem op at køre er en video med en stor, hætteklædt neger, der voldtager en dreng og en pige, inden han slår dem ihjel med remedierne fra en værktøjskasse, samt en 12-årig pige, som er bundet til sengestolperne i en af deres lejligheder, hvor de doper og voldtager hende. “Hvis du har lyst til at gøre noget, har du ret til at gøre det” (s. 154), som Rip, Clays pusher, konstaterer, inden det er hans tur til at gå løs på den bundne pige. Og når man også har magt og vilje til at gøre, hvad man har lyst til, og ingen blander sig, ja, så er der ikke meget tilbage af civilisationen, og det er det, romanen beskriver.

En verden, som kollapser under vægten af sin egen ligegyldighed. Ikke en hvilken som helst verden vel at mærke, men en solskoldet, høj og skæv rigmandsverden, som ikke har ret meget med den virkelighed at gøre, som de fleste af Ellis’ læsere må formodes at bevæge sig i. Det betyder ikke, at den ikke udmærket kan bruges som illustration af det skred i sæder og værdier, vi almindeligvis betegner som postmoderne. Ellis bliver da også benyttet som sandhedsvidne i de mest forstemmende kultursociologiske teorier. Men han er også et symptom på det postmoderne. Clays indtryk formidles uden moralsk filter. På den måde flyder problematiseringen sammen med problemet, og “Under nul” bliver, hvad den handler om: vold, overflod og ligegyldighed, og den effekt det har på sindet: depression.