ellis
Foto: Jeff Burton / Rosinante

Bret Easton Ellis

journalist Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. 2010.
Top image group
ellis
Foto: Jeff Burton / Rosinante
Main image
Ellis, Bret Easton
Foto: Sif Meincke

Indledning

Bret Easton Ellis er en af de seneste tiårs mest kontroversielle forfattere. Gennembrudsromanen “American Psycho” om seriemorderen Patrick Bateman medførte dødstrusler og en lang, ophedet debat, om hvor grafisk voldelig, man kunne tillade sig at være som kunstner. Den seneste roman i forfatterens forløbne fortælling om en fortabt amerikansk materialisme hedder “Imperial Bedrooms”. For hans splatterfans er der et par små lunser hen mod slutningen, men først og fremmest viser den forfatteren som en privilegeret formidler af psyke og sensibilitet.

 

28452470

Blå bog

Født: Den 7. marts 1964 i Sherman Oaks, Los Angeles, Californien.

Uddannelse: Bachelor fra Bennington College, 1986.

Debut: Less Than Zero, 1985 (Under nul, 1993).

Priser: Ingen oplyst i litteraturen om Ellis.

Seneste udgivelse: Imperial Bedrooms. Picador, 2010 (Imperial Bedrooms. Rosinante, 2010).

Inspiration: Gustave Flaubert.

Artikel type
voksne

Baggrund

“I begyndelsen var jeg forvirret over det der gav sig ud for at være kærlighed i denne verden: Folk blev vraget fordi de var for gamle eller for tykke eller for fattige eller fordi de havde for meget hår eller for lidt, fordi de var rynkede, fordi de ikke havde nogle muskler, ikke var markerede nok, ikke havde noget særpræg, ikke var hippe, ikke var i nærheden af at være berømte. Det var sådan man valgte elskere. Det var sådan man afgjorde venskaber. Og jeg måtte acceptere dette, hvis jeg ville nå nogen vegne.”
"Glamorama", 1999.

Bret Easton Ellis er ud af, hvad han selv kalder en middelklassefamilie, men som de fleste ikke-amerikanere sikkert ville opfatte som rig. Farfaren ejede et par casinoer i Las Vegas, mens faren var succesfuld ejendomsmægler i Los Angeles. Ellis voksede op i materiel overflod og – det er det overordnede indtryk – emotionelt underskud. De glimt, vi får af hans opvækst i interviews og portrætartikler, skaber et svagt, men dystert billede af en familie i opløsning. Faren var alkoholiker. Moren er ikke til at få øje på. Bret Easton Ellis selv var angiveligt indadvendt og afsondret fra sine kammerater på en korrumperet rigmands-high school, hvor man, som han bemærker, rent faktisk kunne bestikke rektor med en frokost på den seneste nye in-restaurant (“An Introduction to Contemporary American Fiction”, s. 215).

Han skrev sin første historie som 11-årig, et eventyr han selv beskriver som eksplicit seksuelt og voldeligt. Han gav det til sine forældre det samme år i julegave. Sin første aldrig udgivne roman skrev han som syttenårig ud fra erfaringer som medarbejder på et af farfarens casinoer. To år efter skrev han sin anden roman, “Less Than Zero” , på Bennington College, hvor han studerede musik. Rygterne siger, at han skrev den på otte uger. Ifølge rygterne var det også en af de hårdeste redigeringsopgaver i moderne forlagshistorie. Men det var besværet værd. Den solgte i 50.000 eksemplarer det første år og etablerede Ellis som en litterær kultskikkelse.

Han er nu blevet 21 og ernærer sig en tid som keyboardist i new wave-bands i Los Angeles, hvorefter han flytter til New York, lader sig opsluge af yuppiescenen og hader alt, hvad den står for. Faren dør og efterlader et bo, som det tager Ellis det meste af et år at gøre op, kun for at konstatere en gæld på 10 millioner dollars. Der er også knas i hans parforhold. Partneren sidespringer. Der er misbrugsproblemer. Der er opbrud. Men undervejs mod “Glamorama”, som udkommer i 1999, når Ellis at kæde en række noveller sammen og udgive dem som “The Informers”.

I dag bor Bret Easton Ellis stadig i New York, hvor han til stadighed må forklare ind- og udenlandsk presse, som aldrig for alvor har tabt interessen for ham, at der ikke er noget direkte sammenfald mellem ham og hans litterære hovedpersoner.

Under nul

Bret Easton Ellis debuterer i 1985 med generationsromanen “Less Than Zero” (“Under nul” , 1987), der bliver en øjeblikkelig bestseller. “Folk er bange for at blande sig på motorvejene i Los Angeles”, er det første, Clay hører, efter han er kommet hjem på juleferie fra college. Veninden Blair har hentet ham i lufthavnen og mumler det på en tilkørsel. Budskabet bliver gentaget flere gange i bogen: Folk er bange for at blande sig, ikke bare på motorvejen, men i det hele taget. Og de muligheder, det åbner for, betegner hovedpersonernes grænseløse univers.

Når ingen blander sig, kan man jo gøre hvad som helst, og hvad som helst er ikke hvad som helst for 18-årige Clay og hans venner. Det eneste på bogens 169 sider, der rigtigt får dem op at køre er en video med en stor, hætteklædt neger, der voldtager en dreng og en pige, inden han slår dem ihjel med remedierne fra en værktøjskasse, samt en 12-årig pige, som er bundet til sengestolperne i en af deres lejligheder, hvor de doper og voldtager hende. “Hvis du har lyst til at gøre noget, har du ret til at gøre det” (s. 154), som Rip, Clays pusher, konstaterer, inden det er hans tur til at gå løs på den bundne pige. Og når man også har magt og vilje til at gøre, hvad man har lyst til, og ingen blander sig, ja, så er der ikke meget tilbage af civilisationen, og det er det, romanen beskriver.

En verden, som kollapser under vægten af sin egen ligegyldighed. Ikke en hvilken som helst verden vel at mærke, men en solskoldet, høj og skæv rigmandsverden, som ikke har ret meget med den virkelighed at gøre, som de fleste af Ellis’ læsere må formodes at bevæge sig i. Det betyder ikke, at den ikke udmærket kan bruges som illustration af det skred i sæder og værdier, vi almindeligvis betegner som postmoderne. Ellis bliver da også benyttet som sandhedsvidne i de mest forstemmende kultursociologiske teorier. Men han er også et symptom på det postmoderne. Clays indtryk formidles uden moralsk filter. På den måde flyder problematiseringen sammen med problemet, og “Under nul” bliver, hvad den handler om: vold, overflod og ligegyldighed, og den effekt det har på sindet: depression.

Uskrevne regler

I sin næste roman, “The Rules of Attraction” fra 1987 (“Uskrevne regler”, 1993), spreder Bret Easton Ellis perspektivet ud på en håndfuld unge, som rapporterer fra rigmandscolleget Camden – en fiktiv version af Bennington, hvor Ellis selv gik – med den samme ligegyldighed og fremmedgørelse som Clay fra Los Angeles. Og enkelte af personerne er da også gengangere. Ud over Clay selv blandt andre Rip, som havde æren af at formulere lystens forrang for alle andre hensyn i “Under nul”. Ellers er fortællingen spundet op om noget, der aldrig bliver et trekantdrama, fordi personerne ikke rigtigt har engagementet til drama. Paul er biseksuel og småforelsket i vennen Sean, som ikke er særligt biseksuel og tror, han elsker Lauren, som er promiskuøs, hvilket igen ikke siger ret meget i et miljø, hvor alle alligevel har sex med alle.

Bogen åbner med, at Lauren bevidstløs af druk bliver bunkepulet af en gruppe medstuderende. Herefter mere duskeri, druk og drugs. Ind imellem, på vej fra det ene knald til det andet, på vej op på et nyt trip eller på vej ned fra et gammelt, døde registreringer af sociale bånd som indvikler, udvikler eller afvikler sig uden, at det rigtigt betyder noget. Men også uden det bliver helt så voldeligt og sygt som i “Under nul”. Seans og Pauls følelser har ligefrem fået en redaktør til at anføre “bittersød” på bogens danske omslag, hvilket man ikke bør lade sig snyde af. Følelserne virker ikke som om, de stikker dybere end overfladen (hud, røv, bryster) på genstanden for deres attrå, som er sanselig og fysisk, og det er ikke sødt, ikke engang bittert, det er “tiltrækningens regler”, de eneste, de adlyder, de eneste, der er at holde sig til, udstukket af sanser og fysik, og blot et andet udtryk for lystens forrang. Bittersøde sædeskildringer fra den amerikanske ungdomskultur er for eksempel film som “St. Elmos Fire” eller “The Breakfast Club”. De får premiere samme år, “Under nul” foregår: 1985.

American Psycho

“Jeg troede virkelig ikke, at jeg var nødt til at skrive, at det er forkert at dræbe folk”, bemærkede Ellis på sin sædvanlige tørre facon, da folk var gået amok over hans internationale gennembrudsroman “American Psycho” fra 1991 (“American Psycho”, 1991). Mange kunne slet ikke få nok af at hade ham på grund af alle de bumser og kvinder og bøsser og ikke-bøsser, som blev aflivet på den mest brutale måde i romanen, uden at forfatteren på noget sted løftede en pegefinger. Selv rimeligt sofistikerede storby- og studentermiljøer gik i baglås i mødet med det, man ganske rammende har døbt hans grafiske realisme. Hans daværende forlag, Simon and Schuster, var sågar nødt til at sælge rettighederne videre til et andet forlag, Vintage Books under Random House, da medarbejderne truede med at sige deres stillinger op, hvis det udgav bogen. Og i dag er “American Psycho” ligeså kendt for den virak, som stod op omkring den, som for det, den er: en aldeles fremragende roman. Voldsæstetikken, som – hvad der måske nok er værd at bemærke – først anvendes efter 130 sider, administreres køligt og sikkert. “Vanity Fair” eller “gossip”-æstetikken som bærer det meste af bogen med small talk, namedropping og hurtige og hippe observationer er konsekvent gennemført og sine steder vanvittig morsom. Det eneste som er kedeligt – det er til gengæld også ret kedeligt – er hovedpersonen Patrick Batemans langtrukne refleksioner over glemte firserpopnavne som Genesis og Huey Lewis m.fl. Men dem kan man læse hurtigt over.

Patrick Bateman (storebror til Sean Bateman fra “Uskrevne regler”) er Wall Street-børsmægler og yuppie, og når han ikke diskuterer nye slipseknuder med vennerne eller sipper cocktails til snobbede soireer på Park Avenue, slår han ihjel og torturerer. Hvorfor han gør det, er der ingen der ved. Måske er det materialismens skyld, måske er det kapitalismens skyld, måske er det forældrenes skyld. Alle standardforklaringerne dur. Eller også er der ingen af dem, der dur. Ellis selv svarer ikke på, hvad der gør Bateman ond. Det var jo det, som fik folk til at gå bananas. Hvis han havde angivet en grund, havde han også antydet en morale. Måske er det en art fatalistisk pointe, at han ikke gør det – tingene er, som de er – eller måske er det en slags ontologisk pointe: mennesket er bare ondt – et synspunkt, som Ellis har luftet i interviews. Under alle omstændigheder er det ikke svært at forstå, ud fra romanens samfundssyn, hvordan Bateman kan blive ved og ved. Verden omkring ham er så selvopslugt, at den ikke hører ham, da han går i opløsning og endelig indrømmer sine forbrydelser. Folk er ikke længere bare bange for at blande sig som i “Under nul”. De har ganske enkelt ikke længere forudsætningerne for at gøre det, hvis de gad. Civilisationen er smeltet ned og resterne er grundliggende umenneskelige.

Angiverne

Tre år efter “American Psycho” havde sendt chokbølger gennem bogmarkedet, udkommer novellesamlingen “The Informers” (“Angiverne”, 1995) i 1994. I et interview siger Ellis: “Der er et par af historierne i “The Informers”, som jeg ikke er så begejstret for, min forlægger ville have dem med. Men der er også to-tre noveller, der er mere dækkende for den slags forfatter jeg er, og som får sagt lige så meget på 12 sider som “American Psycho” og “Glamorama” bruger så mange ord på at udtrykke.” (Bo Green Jensen: interview “Det første landskab”, side 442).

En af de noveller, Ellis selv tænker på som vellykkede, må være “Bruce Calls from Mulholland”, en klassisk stiløvelse som forbinder F. Scott Fitzgeralds 'stamp' med Hemmingways isbjergsteknik. I det hele taget er Hemingways forestilling om, at en forfatter kan udelade det meste af det, han ved i en fortælling (‘isbjergsprincippet’), hvis han er oprigtig, ikke fremmed for Ellis, som gør et nummer ud af at lade hovedpersonernes motivverden stå uforklaret og kun formidler deres fortid i brudstykker, hvis overhovedet. Fitzgeralds stamp er den overdrevne vægtning af noget uegentligt, som styrer hovedpersonerne. En ung kvinde (gætter vi på, men kønnet bliver ikke afsløret) bliver ringet op af Bruce fra Mulholland. I løbet af deres samtale flyder brudstykker fra en verden, opløst i sin egen overflod, sammen, og det glimt af noget smukt, kvinden måske, måske ikke fik, da hun i nogle måneder var sammen med Bruce året før, er kun en fjern, uvirkelig erindring. Bruce siger, han er ked af, at han ikke er på campus med pigen, men alt i samtalen tilsiger, at han ligeså lidt som hun er i stand til at føle noget som helst. Bruce ringer fra Los Angeles. Pigen er i New Hampshire. Men afstanden mellem dem er langt større end kontinentet.

Resten af novellerne er længere og mere åbenlyst beslægtede med romanerne, og i det hele taget fornemmer man, at novellerne er blevet til sideløbende med arbejdet med romanerne. De gennemløber stort set det samme forløb – fra passivitet som i “Under nul” til aktion som i “American Psycho” – og dækker en del af den samme tidsperiode, firserne. Der er også personsammenfald både mellem novellerne indbyrdes og novellerne og romanerne.

Glamorama

En ny udgivelse af forfatteren til “American Psycho” var og er stadigvæk en begivenhed, og forventningerne var høje, da “Glamorama” (“Glamorama”, 1999) endelig ramte boghandlerne i 1999. Når Ellis havde skrevet “Under nul” på otte uger, hvad måtte det så ikke være blevet for en roman, han havde brugt ni år på. Desværre holdt den ligning ikke helt. Måske fordi “Glamorama” i sin grundform er en krimi, og krimien intet føjer til Ellis forfatterskab – lige som Ellis forfatterskab intet føjer til krimien. Tværtimod. Det er faktisk to størrelser, som går ret dårligt i spænd. Afviklingen af plottet skygger for hovedpersonen Victor Wards “elliske” rablerier, og Victor Wards rablerier hæmmer afviklingen af plottet. Og som om det ikke er problem nok, er plottet tyndbenet til at starte med.

Victor Ward bliver opsøgt af den mystiske Palakon og bedt om at finde sin gamle collegekæreste, Jamie Fields, som er forsvundet i Europa (begge har gået på Camden og optræder i “Uskrevne regler”, hvor Victor også leder efter hende). Eftersøgningen sender ham ind i et metafiktivt komplot, hvor den lovede forløsning på krimigåden aldrig rigtigt kommer. Romanens clou er nogle modeller, der giver den som terrorister – uden nogen anden indlysende grund end at skønhed og terror altid er nøje forbundet hos Ellis, hvilket ikke ligefrem er en grund, som skaber den ‘suspense of disbelieve’ (ophævelse af læserens mistro), som er så vigtig for en krimi.

 Der hvor “Glamorama” er bedst, er der hvor handlingen ikke for alvor har taget fart, i bogens første del, hvor Victor prøver at gøre livet lækrest muligt for sig selv ved at gøre sig selv lækrest muligt for livet. Hans ufejlbarlige evne til at gøre det forkerte ud fra de forkerte motiver og stadigvæk være imponeret over sig selv, er komisk. Ydermere er han en fremragende guide rundt i Ellis' vrangbillede af Manhattan med wannabes, berømtheder, papparazzier, hårdkogte natklubejere og så videre. Som Victor konstaterer: “Jo bedre du ser ud, jo mere får du øje på.” Og der er ikke tvivl om, at Victor ser godt ud.

I forhold til “American Psycho” er der skruet ned for effekterne. Ikke at der ikke er lige så mange lemlæstelser, når terroristmodellerne først tager fat, men at Victor er en langt mere menneskelig formidler end Patrick Bateman og hans chok og medlidenhed skærer den pornografiske top af. Det er ikke tilfældigt. Ellis er ganske enkelt blevet blød. Han kan ikke længere med Patrick Batemans selvtilfredse beskrivelser af sine lemlæstelser. Han er ikke længere så vred, som da han skrev “American Psycho”. Han er, som han bemærker, begyndt at føle sig dødelig. (Bo Green Jensen: “Det første landskab”, side 441).

Lunar Park

Udsigten til en selvbiografi fra amerikansk litteraturs største enfant terrible udløser helt naturligt høje forventninger hos læseren: kommer vi nu endelig ind under huden på den mystiske Mr. Ellis? Får vi nu alle historierne om de legendariske byture med ‘The bret pack’ i firserne – ud over Ellis de ligeledes unge, smukke og succesfulde Manhattan-forfattere Tama Janowitz og Jay McInerney? Får vi nu endelig lov til at vælte os i depravationens og orgiernes originalversion? Svarene på de spørgsmål og alle andre, som ligner dem, er nej.

“Lunar Park” fra 2005 (“Lunar Park”, 2005) er en pastiche over selvbiografien og gyseren, og selv om hovedpersonen deler navn, biografiske data og sikkert også langt hen ad vejen personlighed med forfatteren, lader Ellis os aldrig nogensinde i tvivl om, at det er fiktion, og holder historien til et relativt kortvarigt hændelsesforløb i årene omkring bogens tilblivelse.

Hovedpersonen Ellis er i “Lunar Park” gift med skuespilleren Jayne Dennis og bor i en 900 kvadratmeter villa et par timer uden for New York med en Range Rover og Porsche i garagen og et par unger på medicin i børneværelserne. Adressen er Elsinore Lane 307, en reference til Ellis fødselsdag den tredje marts, og – må man gå ud fra – til William Shakespeares “Hamlet”, som jo formentlig er det eneste, amerikanere forbinder Helsingør med. Og det er selvfølgelig fikst nok, for så vidt som Ellis – også den virkelige – altid er midt i et dundrende faderopgør (faren døde ti år tidligere, det betyder ikke, det er slut for Ellis) og fremtræder lige så forvirret som den unge prins af Danmark, om end en anelse mere dopet, hvilket gør verden omkring ham om muligt endnu mere konfus: figurer fra hans forrige romaner begynder at gå igen – der er Clayton (Clay fra “Under nul”), Patrick Bateman ( “American Psycho”) og tøjdyret Terby (et anagram for Ybret (hvorfor Bret?) fra en illustreret historie, han skrev som syvårig).

De mest skrækindjagende mord fra hans romaner gentager sig i historien. Små drengebørn forsvinder. Det går ikke så godt med konen, som mener, han kun er i ægteskabet, fordi han er bange for at være alene (hvad han gir’ hende ret i) og ikke kan li’, at han kører dopet rundt med børnene, hvoraf kun det ene for øvrigt er hans, drengen Robby, som igen har det rigtigt svært med sin far, og minder Ellis om ham selv, da han var i den alder, lige som han selv begynder at minde om sin egen far.

Imperial Bedrooms

“Hvornår vil du så hjælpe mig spørger hun, mens vi sidder på en cafe et stykke henne ad gaden fra Doheny Plaza og nyder en sen morgenmad og prøver at blive af med tømmermændene efter den pot vi har røget og den Xanax, vi har taget. “Jeg synes du skulle ringe til dem, du skal ringe til hurtigst muligt”, siger hun og ser sig selv i spejlet. “Lige nu hvor alle kommer tilbage, okay?” Jeg smiler og nikker til hende med ophøjet ro. Jeg ignorerer de mistroiske rynker i hendes ansigt, som jeg ser, da jeg har taget solbrillerne af, og beroliger hende med et “ja” fulgt af et varmt kys.”
“Imperial Bedrooms”, side 67.

Med “Imperial Bedrooms” fra 2010 (“Imperial Bedrooms”, 2010) vender Bret Easton Ellis tilbage til Los Angeles og figurerne i debutromanen “Under nul”. Clay, fortæller og hovedperson, er på toppen af sin karriere som manuskriptforfatter. Han bor i New York og kommer til Los Angeles for at bistå castingen til en filmatisering af en af hans titler. Penge er som altid hos Ellis ikke noget, man snakker om, men noget man har; bilerne er Porsche, Jaguar og Range Rovers, offentlig transport er limusine service og hverdagen en endeløs række af fester, filmoptagelser, fitnesssessioner og femstjernede restauranter, hvor unge skuespillere af begge køn med håb om en rolle stiller deres bagdel til rådighed for dem højere oppe i hierarkiet.

Clay bor i lejlighed 1508 i det imposante Doheny Plaza i bakkerne over Los Angeles med udsigt mod tårnene i Century City og Westvood og, når han drejer hovedet, Santa Monica og så langt op ad Stillehavskysten, som øjet rækker. Når han kigger ned på gaden, kan han hver aften se en lyseblå Jeep. Den har forfulgt ham, siden han ankom. Efter en tid får han også øje på en sort Mercedes. Og der sker mystiske ting. Når han kommer hjem, er hans computer tændt. Han modtager anonyme sms'ere. Nogle sender dødstrusler ud fra hans mailkontis. Panikken bliver absorberet i et solidt pot-, champagne- og pilleforbrug, men spørgsmålene melder sig: Har det noget med hans gamle bekendtskabskreds at gøre? Blair og Trent er blevet gift og umådeligt velhavende. Julian formidler kontakt mellem unge håbefulde modeller og rigmænd som er villig til at betale lidt mere end standardbordeltakster for det ekstraordinære. Rip, der sørgede for stofferne i “Under nul” har fået en nydelig facade med kone og børn. Eller er det måske den talentløse skuespillerinde Tyler Rain, som Clay har forelsket sig i?

28452470

Eller er nye og gamle bekendtskaber forbundne? Hvad er Tylers forhold til Julian og Rip? Hvad kender hun til den unge Amanda, som Clay bagte på i 1. klasses-loungen, mens han ventede på flyet i New York? Og hvorfor blev Kelly Montrose myrdet i Palm Springs? Spørgsmålene hober sig op. Ud fra det Clay siger, ville ingen blive overrasket, hvis svaret var, at han digtede det hele op i sin brandert, men ud fra måden, han siger det på, ville det være påfaldende. Hans rapporteringer falder i et kompakt flow, som antyder en fortæller, der er mere sammenhængende, end man umiddelbart forestiller sig. “Hvis du har lyst til at gøre noget, har du ret til at gøre det”, hed det i “Under nul”. Nu er der ingen, der behøver at sige det. Det er selvindlysende. Den moralske opløsning, som for Ellis har sit udspring, der hvor Malls og medieindustri mødes til glittet forbrugsfest, er endegyldig. Og det påvirker selvfølgelig, hvad og hvordan Clay fortæller. Med Clays beretning kan Ellis afprøve en stil, der er en anelse mindre speedet og lidt mere tight end tidligere. Det gælder også narrationen. Alt sløjfes af. Der efterlades ingen løse ender.

Genre og tematikker

Siden Bret Easton Ellis' gennembrudsroman “American Psycho” fra 1991 har pressen haft svært ved at adskille forfatteren fra fortælleren – Ellis fra den mærkevarefikserede psykopat Patrick Bateman. Feministiske grupperinger læste bogen som djævlen biblen og mente, at det nærmest var en ‘gør det selv-manual’ til, hvordan man parterer kvinder. Det hjalp heller ikke på forfatterens omdømme, at han også bare var for mærkelig og boede i en minimalistisk, sortmalet og mørklagt lejlighed. Inden længe var han ligeså hadet, som JR fra “Dallas” var det i sine velmagtsdage. Men Bret Easton Ellis holdt fast i stilen, der af litteraten James Annesly blev døbt blanc fiction for sin kolde og uforsonlige skildring af et USA, der har det hele på overfladen efter de store fortællingers kollaps; som har sagt farvel til Gud og Marx og ungdomskulturens afguder. Stofferne til eksempel flyder frit i Ellis' fortælling, men radikalt løsrevet den romantik, som beatnickerne byggede op om dem i halvtredserne, hippierne tresserne og gonzojournalisten Hunter S. Thompson med “Fear and Loathing in Las Vegas” i halvfjerdserne. Stofferne er ikke en vej til nogen dybere indsigt eller frigørelse hos Ellis. Der er ikke noget eksotisk eller subversivt over dem. De er er frikvarter fra mareridtet og en måde at sove på. “Det amerikanske mirakel er obskønt, præget af en rigdom uden fortilfælde, øjeblikkelig nydelse, en næsten ubærlig mængde af forbrugervalg.’ I al korthed ‘et air-konditioneret paradis … Men en meget lille modifikation, en ændring på bare et par grader, ville være nok til at få det til at ligne helvede.” (“An Introduction to Contemporary American Fiction”, side 195) skrev den franske sociolog Jean Baudrillard i 1988 i værket “America”. Den meget lille modifikation er indtrådt i Ellis' univers.

Beslægtede forfatterskaber

Bret Easton Ellis har følelsen af opløsning og fremmedgørelse til fælles med de af det bedre borgerskabs begavede sønner, som i løbet af det nittende og tyvende århundrede omsatte deres følsom- og stilbevidsthed til et kapitel i litteraturhistorien. Han deler dekadent sensibilitet med Oscar Wilde. Hans erklærede yndlingsroman er “Følelsernes opdragelse” af den franske kirurgsøn Gustave Flaubert. Wildes dekadence og Flauberts realisme flyder sammen hos den aristokratiske midtvestdreng F. Scott Fitzgerald som i værk og livsstil er tyvernes nøjagtige pendant til Ellis. Sammen med hustruen Zelda dyrkede han akkurat som Ellis New York i en endeløs fest med sprut, stoffer og sex i stride strømme. Hvis “Under nul” er Ellis' svar på F. Scott Fitzgeralds “This "Side of Paradise” og “American Psycho” hans store Gatsby, så betegner “Imperial Bedrooms” den samme rejse i geografien og kulturen mod Los Angeles og filmindustrien, som Fitzgerald foretog med “The Last Tycoon”. For den på det tidspunkt forsumpede og døende Fitzgerald var det en ufuldendt svanesang. For en stadig mere sober Ellis et løfte om mere. Som alle andre amerikanere med en betydelig historie om gale, unge mænd på hjertet er han blevet jævnført med J.D. Salinger (The Catcher in The Rye). Han kan takke Hemingways reportagestil for den ligefremme dimension i forfatterskabets altid let affekterede prosa. Den dumpe smerte og stille panik, som præger persongalleriet etablerer båndet til forfatteren og halvfjerdserfeministen Joan Didion, litteraturens smukkeste svar på Patti Smith og et af Ellis største forbilleder. En del yngre forfattere har en del at takke Ellis for. Hvis man holder af hans værker, vil man formentlig også føle sig godt underholdt af canadiske Chuck Palahniak.

Bibliografi

Romaner

Ellis, Bret Easton:
Under nul. 1987 Oversat efter ”Less Than Zero” (1985) af Jannick Storm.
Ellis, Bret Easton:
American Psycho 1991 Oversat efter ”American Psycho” (1991) af Jan Bredsdorff
Ellis, Bret Easton:
Uskrevne regler. 1993 Oversat efter ”The Rules of Attraction” (1987) af Jan Bredsdorff.
Ellis, Bret Easton:
Angiverne. 1995 Oversat efter ”The Informers” (1994) af Jan Bredsdorff.
Ellis, Bret Easton:
Glamorama 1999 Oversat efter ”Glamorama” (1999) af Jan Bredsdorff.
Ellis, Bret Easton:
Lunar Park 2005. Oversat efter "Lunar Park" (2005). Roman.
Ellis, Bret Easton:
Imperial bedrooms. 2010. Roman.

Filmatiseringer af Bret Easton Ellis' bøger

Less Than Zero. 1987. Instrueret af Marek Kanievski.
American Psycho. 2000. Instrueret af Mary Harron.
The rules of attraction. 2002. Instrueret af Roger Avery.
Glamorama. 2005. Instrueret af Roger Avery.

Om forfatteren

Det amerikanske forlag, der udgiver Bret Easton Ellis.
Forfatterens officielle side
God introduktion fra den engelske del af Wikipedia
Pænt stort interview
Anmeldelser og artikler om forfatterens bøger. Søg på 'Bret Easton Ellis'

Artikler

Annesley, James:
Blank Fictions – Consumerism, Culture and the Contemporary American Novel. 1998. Essays om amerikansk samtidslitteratur. St. Martin's Press.
Jensen, Bo Green:
Endelig alene. Dr. Ellis og Mr. Bateman. 1999. Essay i “Det første landskab – myter, helte og kunsteventyr”. Rosinante.
Jensen, Bo Green:
Sympati for djævlen. En samtale med Bret Easton Ellis. 1999. Interview i “Det første landskab – myter, helte og kunsteventyr”. Rosinante.
Bilton, Alan:
Bret Easton Ellis. 2002. Essay i “An Introduction to Contemporary American Fiction”. Edinburgh University Press.