Siden Bret Easton Ellis' gennembrudsroman “American Psycho” fra 1991 har pressen haft svært ved at adskille forfatteren fra fortælleren – Ellis fra den mærkevarefikserede psykopat Patrick Bateman. Feministiske grupperinger læste bogen som djævlen biblen og mente, at det nærmest var en ‘gør det selv-manual’ til, hvordan man parterer kvinder. Det hjalp heller ikke på forfatterens omdømme, at han også bare var for mærkelig og boede i en minimalistisk, sortmalet og mørklagt lejlighed. Inden længe var han ligeså hadet, som JR fra “Dallas” var det i sine velmagtsdage. Men Bret Easton Ellis holdt fast i stilen, der af litteraten James Annesly blev døbt blanc fiction for sin kolde og uforsonlige skildring af et USA, der har det hele på overfladen efter de store fortællingers kollaps; som har sagt farvel til Gud og Marx og ungdomskulturens afguder. Stofferne til eksempel flyder frit i Ellis' fortælling, men radikalt løsrevet den romantik, som beatnickerne byggede op om dem i halvtredserne, hippierne tresserne og gonzojournalisten Hunter S. Thompson med “Fear and Loathing in Las Vegas” i halvfjerdserne. Stofferne er ikke en vej til nogen dybere indsigt eller frigørelse hos Ellis. Der er ikke noget eksotisk eller subversivt over dem. De er er frikvarter fra mareridtet og en måde at sove på. “Det amerikanske mirakel er obskønt, præget af en rigdom uden fortilfælde, øjeblikkelig nydelse, en næsten ubærlig mængde af forbrugervalg.’ I al korthed ‘et air-konditioneret paradis … Men en meget lille modifikation, en ændring på bare et par grader, ville være nok til at få det til at ligne helvede.” (“An Introduction to Contemporary American Fiction”, side 195) skrev den franske sociolog Jean Baudrillard i 1988 i værket “America”. Den meget lille modifikation er indtrådt i Ellis' univers.