Imperial Bedrooms

Citat
“Hvornår vil du så hjælpe mig spørger hun, mens vi sidder på en cafe et stykke henne ad gaden fra Doheny Plaza og nyder en sen morgenmad og prøver at blive af med tømmermændene efter den pot vi har røget og den Xanax, vi har taget. “Jeg synes du skulle ringe til dem, du skal ringe til hurtigst muligt”, siger hun og ser sig selv i spejlet. “Lige nu hvor alle kommer tilbage, okay?” Jeg smiler og nikker til hende med ophøjet ro. Jeg ignorerer de mistroiske rynker i hendes ansigt, som jeg ser, da jeg har taget solbrillerne af, og beroliger hende med et “ja” fulgt af et varmt kys.”
“Imperial Bedrooms”, side 67.

Med “Imperial Bedrooms” fra 2010 (“Imperial Bedrooms”, 2010) vender Bret Easton Ellis tilbage til Los Angeles og figurerne i debutromanen “Under nul”. Clay, fortæller og hovedperson, er på toppen af sin karriere som manuskriptforfatter. Han bor i New York og kommer til Los Angeles for at bistå castingen til en filmatisering af en af hans titler. Penge er som altid hos Ellis ikke noget, man snakker om, men noget man har; bilerne er Porsche, Jaguar og Range Rovers, offentlig transport er limusine service og hverdagen en endeløs række af fester, filmoptagelser, fitnesssessioner og femstjernede restauranter, hvor unge skuespillere af begge køn med håb om en rolle stiller deres bagdel til rådighed for dem højere oppe i hierarkiet.

Clay bor i lejlighed 1508 i det imposante Doheny Plaza i bakkerne over Los Angeles med udsigt mod tårnene i Century City og Westvood og, når han drejer hovedet, Santa Monica og så langt op ad Stillehavskysten, som øjet rækker. Når han kigger ned på gaden, kan han hver aften se en lyseblå Jeep. Den har forfulgt ham, siden han ankom. Efter en tid får han også øje på en sort Mercedes. Og der sker mystiske ting. Når han kommer hjem, er hans computer tændt. Han modtager anonyme sms'ere. Nogle sender dødstrusler ud fra hans mailkontis. Panikken bliver absorberet i et solidt pot-, champagne- og pilleforbrug, men spørgsmålene melder sig: Har det noget med hans gamle bekendtskabskreds at gøre? Blair og Trent er blevet gift og umådeligt velhavende. Julian formidler kontakt mellem unge håbefulde modeller og rigmænd som er villig til at betale lidt mere end standardbordeltakster for det ekstraordinære. Rip, der sørgede for stofferne i “Under nul” har fået en nydelig facade med kone og børn. Eller er det måske den talentløse skuespillerinde Tyler Rain, som Clay har forelsket sig i?

28452470

Eller er nye og gamle bekendtskaber forbundne? Hvad er Tylers forhold til Julian og Rip? Hvad kender hun til den unge Amanda, som Clay bagte på i 1. klasses-loungen, mens han ventede på flyet i New York? Og hvorfor blev Kelly Montrose myrdet i Palm Springs? Spørgsmålene hober sig op. Ud fra det Clay siger, ville ingen blive overrasket, hvis svaret var, at han digtede det hele op i sin brandert, men ud fra måden, han siger det på, ville det være påfaldende. Hans rapporteringer falder i et kompakt flow, som antyder en fortæller, der er mere sammenhængende, end man umiddelbart forestiller sig. “Hvis du har lyst til at gøre noget, har du ret til at gøre det”, hed det i “Under nul”. Nu er der ingen, der behøver at sige det. Det er selvindlysende. Den moralske opløsning, som for Ellis har sit udspring, der hvor Malls og medieindustri mødes til glittet forbrugsfest, er endegyldig. Og det påvirker selvfølgelig, hvad og hvordan Clay fortæller. Med Clays beretning kan Ellis afprøve en stil, der er en anelse mindre speedet og lidt mere tight end tidligere. Det gælder også narrationen. Alt sløjfes af. Der efterlades ingen løse ender.