Lunar Park

Udsigten til en selvbiografi fra amerikansk litteraturs største enfant terrible udløser helt naturligt høje forventninger hos læseren: kommer vi nu endelig ind under huden på den mystiske Mr. Ellis? Får vi nu alle historierne om de legendariske byture med ‘The bret pack’ i firserne – ud over Ellis de ligeledes unge, smukke og succesfulde Manhattan-forfattere Tama Janowitz og Jay McInerney? Får vi nu endelig lov til at vælte os i depravationens og orgiernes originalversion? Svarene på de spørgsmål og alle andre, som ligner dem, er nej.

“Lunar Park” fra 2005 (“Lunar Park”, 2005) er en pastiche over selvbiografien og gyseren, og selv om hovedpersonen deler navn, biografiske data og sikkert også langt hen ad vejen personlighed med forfatteren, lader Ellis os aldrig nogensinde i tvivl om, at det er fiktion, og holder historien til et relativt kortvarigt hændelsesforløb i årene omkring bogens tilblivelse.

Hovedpersonen Ellis er i “Lunar Park” gift med skuespilleren Jayne Dennis og bor i en 900 kvadratmeter villa et par timer uden for New York med en Range Rover og Porsche i garagen og et par unger på medicin i børneværelserne. Adressen er Elsinore Lane 307, en reference til Ellis fødselsdag den tredje marts, og – må man gå ud fra – til William Shakespeares “Hamlet”, som jo formentlig er det eneste, amerikanere forbinder Helsingør med. Og det er selvfølgelig fikst nok, for så vidt som Ellis – også den virkelige – altid er midt i et dundrende faderopgør (faren døde ti år tidligere, det betyder ikke, det er slut for Ellis) og fremtræder lige så forvirret som den unge prins af Danmark, om end en anelse mere dopet, hvilket gør verden omkring ham om muligt endnu mere konfus: figurer fra hans forrige romaner begynder at gå igen – der er Clayton (Clay fra “Under nul”), Patrick Bateman ( “American Psycho”) og tøjdyret Terby (et anagram for Ybret (hvorfor Bret?) fra en illustreret historie, han skrev som syvårig).

De mest skrækindjagende mord fra hans romaner gentager sig i historien. Små drengebørn forsvinder. Det går ikke så godt med konen, som mener, han kun er i ægteskabet, fordi han er bange for at være alene (hvad han gir’ hende ret i) og ikke kan li’, at han kører dopet rundt med børnene, hvoraf kun det ene for øvrigt er hans, drengen Robby, som igen har det rigtigt svært med sin far, og minder Ellis om ham selv, da han var i den alder, lige som han selv begynder at minde om sin egen far.