Føtexsøen

Citat
”“Men jeg vil gerne bekende kulør. Jeg vil gerne skrive, at jeg er brun, fordi min far er fra Egypten. Så har vi det på det rene. Jeg vil gerne forsøge at skrive om mig selv. Det må bare ikke blive for privat. Helst bare personligt.”
“Føtexsøen”, s. 8.

Fortælleren i ”Føtexsøen” (2009), Lene, er vokset op i Høje Taastrup sammen med sin egyptiske far og danske mor. Faren drømmer om at blive lottomillionær, men indtil det sker, tjener forældrene til dagen og vejen gennem moderens job som apoteksassistent og farens økonomisk synkende skude af en pølsevogn. Ironien i farens job som pølsemand er dog til at tage og føle på, da han tilsyneladende er muslim. Det mener dele af det lokale muslimske fællesskab i hvert fald, at han er. Det medfører en række humoristisk beskrevet hændelser, som da familien bliver besøgt af medlemmer af ”Høje Taastrups svar på Det Islamiske Broderskab”, der hører ham i Koranens tekster. Sammen med Tahir og Rashid fra Lenes klasse er de alle enige om, at det vist ikke helt hænger sammen at være muslim og sælge svinekød.

Efter gymnasiet rejser Lene til Egypten for at lære arabisk, muligvis i et forsøg på at komme i kontakt med hendes ellers fraværende arabiske baggrund. Hun mestrer aldrig sproget, opgiver projektet og begynder at studere på Roskilde Universitet. Her møder hun den ambitiøse film- og mediestuderende Jonas, som bliver hendes kæreste. Det er på dette tidspunkt i hendes liv, at vi møder Lene. Lene har en drøm om at blive forfatter, så hun vælger at tage orlov fra universitet og begynder at arbejde i Føtex for at få tid til at skrive en roman. Den handler om et krydstogtskib, hvor stort set alle anerkendte forfattere i Norden befinder sig. Skibet forliser, og den eneste overlevende er forfatterspiren Storm.

27668046

Lene har uden held søgt ind på forfatterskolen fem gange, og bitterheden over afvisningen og over ikke at kunne skrive lige så vedkommende som sine forbilleder kommer til udtryk i historien om Storm. Mod hensigten fører arbejdet i Føtex ikke til, at hendes bog bliver færdig, men derimod til en række pinlige møder med tidligere studiekammerater. 

Humoren i ”Føtexsøen” har ofte en ironisk og distanceret karakter på grund af fortællerens halvafstumpede syn på menneskerne omkring sig. Romanens komplekse fortællestruktur præsenteres, da Lene indleder bogen med at sige, at hun ville ønske, hun kunne skrive hverdagsagtige fortællinger. Ironien ligger i, at det netop er det, ”Føtexsøen” er. Lene forsøger i stedet at skrive en spektakulær historie om en litterær helt, mens ”Føtexsøen” i virkeligheden er den bog, hun ønsker at skrive. Der opstår et spændingsfelt mellem ”Føtexsøen” som bog og Lenes overvejelser over den bog, hun ville ønske, hun kunne skrive.

Den ene del af ”Føtexsøen” er fortalt i datid af en jegfortæller som beskriver sin barn- og ungdom, indtil hun begynder på Roskilde Universitet. Historiens anden del er fortalt i nutid. Der hører vi om de trivielle og ofte humoristiske hændelser som hendes job som kassedame i Føtex byder på. I løbet af romanen bliver de to dele blandet sammen i en ikke-kronologisk fortælling, hvori Lenes fortid og nutid kommer til at supplere hinanden.