claudia rankine
Elisabeth Weinberg / ritzau/scanpix

Claudia Rankine

cand.mag. Andreas Eckhardt-Læssøe, Bureauet, maj 2018.
Top image group
claudia rankine
Elisabeth Weinberg / ritzau/scanpix

Indledning

Den jamaicanskfødte digter, essayist og dramatiker Claudia Rankine er ikke akademiker eller aktivist, men hendes politiske idealer og tanker er trængt langt ind i den amerikanske kultur. I sine seneste bøger blander hun essayistik med poesi og kuratorisk arbejde, og det der males frem er levende portrætter af det amerikanske samfund, som det ser ud i dag med henholdsvis depression og racisme i fokus. Rankine skriver tilsyneladende enkelt, men uhyggeligt smukt og præcist.

53971121

Blå bog

Født: 1. januar 1963 i Kingston, Jamaica.

Uddannelse: Williams College og Columbia University.

Debut: Nothing in Nature is Private. Cleveland St U Poetry Cntr., 1994.

Litteraturpriser: National Book Critics Circle Award (Poetry), 2014. PEN/Open Book Award, 2015. PEN/Center USA Poetry Award, 2015. Los Angeles Times Book Prize in Poetry, 2015. 

Seneste udgivelse: Statsborger. Kronstork, 2018. (Citizen, 2014). Oversat af Victor Boy Lindholm og Benjamin Møller Nehammer.

Inspiration: James Baldwin, Zora Neal Hurston, Adrienne Rich, Robert Hass.

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Mine brødre er berygtede. De har ikke været i fængsel. De er blevet taget til fange. Fængslet er ikke et sted man træder ind i. Det er intet sted. Mine brødre er berygtede. De gør almindelige ting som at vente. (…)
Vores barndomsdage sammen var stejle skridt ind i sammenstyrtende sind. De så ud som om vi reddede os selv, blev reddet. Og så er der disse dage, hver dag af vores voksne liv. De kommer aldrig til at glemme vores vej igennem det, disse brødre, hver bror, min bror, kære bror, min kære bror, kære hjerte .”

”Statsborger”, s. 95.

Claudia Rankine er født i Kingston i Jamaica i 1963. Hun er digter, essayist og dramatiker, og hun har skrevet for magasiner som Harper’s, Granta og The Kenyon Review, og hun har været redaktør på adskillige antologier med amerikansk poesi, bl.a. ”American Women Poets in the 21st Century: Where Lyric Meets Language”.

Rankine er vokset op i kvarteret Bronx i New York, hvor hun også gik i katolsk folkeskole. Hun har studeret på Williams College og på Columbia.

Rankine har skrevet fem bøger, og hun har modtaget adskillige priser. Særligt belønnet er hendes bog ”Citizen” blevet, for den har hun vundet National Book Critics Circle Award for Poetry, og både PEN Literary Award og PEN Open Book Award, samt Los Angeles Times Book Prize. Den er også blevet en New York Times Bestseller. I 2016 vandt hun et McArthur Fellowship, bedre kendt som et Genius Grant. For pengene medfølgende den pris har hun bl.a. startet et forskningsprojekt op under navnet The Racial Imaginary, hvor mange forskellige bidragsydere skriver om oplevelser og tanker om racialisering i USA. På deres hjemmeside står der: ”Vores navn ’racial forestillingsevne’ skal indfange den vedvarende sandhed om race: det er et opfundet koncept der ikke desto mindre virker med ekstraordinær kraft i vores liv, begrænser vores bevægelse og forestillingsevner. Vi forstår at vores vores opfattelser, ressourcer, rettigheder og selve vores liv flyder langs raciale opdelinger som gør at nogen af os bliver konfronteret med restriktioner og giver andre uimodsagt magt. Disse linjer er blevet optrukket af og er vedligeholdt af hvid dominans selv når både individer og fællesskaber bliver ved med at udfordre dem.” (The Racial Imaginary institute: TRII: An Interdisciplinary Cultural Laboratory. Theracialimaginary.org. Egen oversættelse).

Claudia Rankine bor i Californien og underviser på Yale University. Hun danner par med filmskaberen John Lucas, som hun også laver en serie filminterventioner, der hedder ”Situations” sammen med.

Lad mig ikke være ensom

”Engang kunne jeg sige at ingen jeg kendte godt var døde. Det er ikke for at sige at ingen døde. Da jeg var otte år blev min mor gravid. Hun tog på hospitalet for at føde og kom tilbage uden babyen. Hvor er babyen, spurgte vi. Trak hun på skuldrene? Hun var den slags kvinde der godt kunne lide at trække på skuldrene; en evig trækken på skuldrene lå dybt i hende. Det virkede ikke som et dødsfald. Årene gik, og folk døde kun i fjernsynet – hvis ikke de allerede var sorte, gik de i sort eller var uhelbredeligt syge.”


”Lad mig ikke være ensom”, s. 11.

Claudia Rankines Don’t Let Me Be Lonely” fra 2004 (”Lad mig ikke være ensom”, 2018) er en bog om ensomhed og depression. Den er også et portræt af en tidsånd, USA i 00’erne under George W. Bushs regering. 

I en nyskabende form, hvor poesi og essays væver sig sammen til en lang strømmende tænkning, maner Rankine smukke og sorgfulde stemninger frem for læseren, og det ender i en næsten lakonisk hårdsmuk insisteren på at være tilstede og nærværende for hinanden som mennesker.

Rankine udvikler i ”Lad mig ikke være ensom” den poetiske metode, som hun også gør brug af i sin næste bog ”Statsborger” – begge bøger bærer undertitlen ”Et amerikansk digt” – hvor hun i ophobningen af små fortællinger og situationer væver et større portræt af samtiden sammen. ”Lad mig ikke være ensom” har mange fortællinger, der handler om død og psykisk sygdom og medicinering.

53971105

Rankines metode består også i at gøre brug af meget billedkunstnerisk og i det hele taget visuelt materiale. Derfor finder man flere illustrationer, som fungerer som små pusterum, når de bryder de ofte korte tekster op i mindre bidder. Det får også Rankines skrift til ved første øjekast at virke ekstremt enkel, let fordøjelig, men når man kigger efter, bliver der gjort et stort sprogligt arbejde.

Således bliver leveren gjort til et interessant objekt for undersøgelse, både fordi den er der, hvor al psykofarmakaen afsætter spor, men også fordi den indeholder ordet leve (liver og live på engelsk).

Rankine placerer sin egen personlige historie i forgrunden af teksten, men det er som om den er gennemsigtig, forgrunden, som om hele omverdenen er det, der egentlig portrætteres. Bogen starter med linjerne: ”Engang kunne jeg sige at ingen jeg kendte godt var døde. Det er ikke for at sige at ingen døde.” (s. 11). Man mærker fra første linje, at der ikke kan siges noget om én selv, uden at det skal sættes i forbindelse med omverdenen. Det betyder også, at der hele tiden er en bevægelse fra den specifikke situation til den generelle betragtning. En bevægelse der også gør sig gældende i Rankines næste bog ”Statsborger”.