claudia rankine
Elisabeth Weinberg / ritzau/scanpix

Claudia Rankine

cand.mag. Andreas Eckhardt-Læssøe, Bureauet, maj 2018.
Top image group
claudia rankine
Elisabeth Weinberg / ritzau/scanpix

Indledning

Den jamaicanskfødte digter, essayist og dramatiker Claudia Rankine er ikke akademiker eller aktivist, men hendes politiske idealer og tanker er trængt langt ind i den amerikanske kultur. I sine seneste bøger blander hun essayistik med poesi og kuratorisk arbejde, og det der males frem er levende portrætter af det amerikanske samfund, som det ser ud i dag med henholdsvis depression og racisme i fokus. Rankine skriver tilsyneladende enkelt, men uhyggeligt smukt og præcist.

53971121

Blå bog

Født: 1. januar 1963 i Kingston, Jamaica.

Uddannelse: Williams College og Columbia University.

Debut: Nothing in Nature is Private. Cleveland St U Poetry Cntr., 1994.

Litteraturpriser: National Book Critics Circle Award (Poetry), 2014. PEN/Open Book Award, 2015. PEN/Center USA Poetry Award, 2015. Los Angeles Times Book Prize in Poetry, 2015. 

Seneste udgivelse: Statsborger. Kronstork, 2018. (Citizen, 2014). Oversat af Victor Boy Lindholm og Benjamin Møller Nehammer.

Inspiration: James Baldwin, Zora Neal Hurston, Adrienne Rich, Robert Hass.

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Mine brødre er berygtede. De har ikke været i fængsel. De er blevet taget til fange. Fængslet er ikke et sted man træder ind i. Det er intet sted. Mine brødre er berygtede. De gør almindelige ting som at vente. (…)
Vores barndomsdage sammen var stejle skridt ind i sammenstyrtende sind. De så ud som om vi reddede os selv, blev reddet. Og så er der disse dage, hver dag af vores voksne liv. De kommer aldrig til at glemme vores vej igennem det, disse brødre, hver bror, min bror, kære bror, min kære bror, kære hjerte .”

”Statsborger”, s. 95.

Claudia Rankine er født i Kingston i Jamaica i 1963. Hun er digter, essayist og dramatiker, og hun har skrevet for magasiner som Harper’s, Granta og The Kenyon Review, og hun har været redaktør på adskillige antologier med amerikansk poesi, bl.a. ”American Women Poets in the 21st Century: Where Lyric Meets Language”.

Rankine er vokset op i kvarteret Bronx i New York, hvor hun også gik i katolsk folkeskole. Hun har studeret på Williams College og på Columbia.

Rankine har skrevet fem bøger, og hun har modtaget adskillige priser. Særligt belønnet er hendes bog ”Citizen” blevet, for den har hun vundet National Book Critics Circle Award for Poetry, og både PEN Literary Award og PEN Open Book Award, samt Los Angeles Times Book Prize. Den er også blevet en New York Times Bestseller. I 2016 vandt hun et McArthur Fellowship, bedre kendt som et Genius Grant. For pengene medfølgende den pris har hun bl.a. startet et forskningsprojekt op under navnet The Racial Imaginary, hvor mange forskellige bidragsydere skriver om oplevelser og tanker om racialisering i USA. På deres hjemmeside står der: ”Vores navn ’racial forestillingsevne’ skal indfange den vedvarende sandhed om race: det er et opfundet koncept der ikke desto mindre virker med ekstraordinær kraft i vores liv, begrænser vores bevægelse og forestillingsevner. Vi forstår at vores vores opfattelser, ressourcer, rettigheder og selve vores liv flyder langs raciale opdelinger som gør at nogen af os bliver konfronteret med restriktioner og giver andre uimodsagt magt. Disse linjer er blevet optrukket af og er vedligeholdt af hvid dominans selv når både individer og fællesskaber bliver ved med at udfordre dem.” (The Racial Imaginary institute: TRII: An Interdisciplinary Cultural Laboratory. Theracialimaginary.org. Egen oversættelse).

Claudia Rankine bor i Californien og underviser på Yale University. Hun danner par med filmskaberen John Lucas, som hun også laver en serie filminterventioner, der hedder ”Situations” sammen med.

Lad mig ikke være ensom

”Engang kunne jeg sige at ingen jeg kendte godt var døde. Det er ikke for at sige at ingen døde. Da jeg var otte år blev min mor gravid. Hun tog på hospitalet for at føde og kom tilbage uden babyen. Hvor er babyen, spurgte vi. Trak hun på skuldrene? Hun var den slags kvinde der godt kunne lide at trække på skuldrene; en evig trækken på skuldrene lå dybt i hende. Det virkede ikke som et dødsfald. Årene gik, og folk døde kun i fjernsynet – hvis ikke de allerede var sorte, gik de i sort eller var uhelbredeligt syge.”


”Lad mig ikke være ensom”, s. 11.

Claudia Rankines Don’t Let Me Be Lonely” fra 2004 (”Lad mig ikke være ensom”, 2018) er en bog om ensomhed og depression. Den er også et portræt af en tidsånd, USA i 00’erne under George W. Bushs regering. 

I en nyskabende form, hvor poesi og essays væver sig sammen til en lang strømmende tænkning, maner Rankine smukke og sorgfulde stemninger frem for læseren, og det ender i en næsten lakonisk hårdsmuk insisteren på at være tilstede og nærværende for hinanden som mennesker.

Rankine udvikler i ”Lad mig ikke være ensom” den poetiske metode, som hun også gør brug af i sin næste bog ”Statsborger” – begge bøger bærer undertitlen ”Et amerikansk digt” – hvor hun i ophobningen af små fortællinger og situationer væver et større portræt af samtiden sammen. ”Lad mig ikke være ensom” har mange fortællinger, der handler om død og psykisk sygdom og medicinering.

53971105

Rankines metode består også i at gøre brug af meget billedkunstnerisk og i det hele taget visuelt materiale. Derfor finder man flere illustrationer, som fungerer som små pusterum, når de bryder de ofte korte tekster op i mindre bidder. Det får også Rankines skrift til ved første øjekast at virke ekstremt enkel, let fordøjelig, men når man kigger efter, bliver der gjort et stort sprogligt arbejde.

Således bliver leveren gjort til et interessant objekt for undersøgelse, både fordi den er der, hvor al psykofarmakaen afsætter spor, men også fordi den indeholder ordet leve (liver og live på engelsk).

Rankine placerer sin egen personlige historie i forgrunden af teksten, men det er som om den er gennemsigtig, forgrunden, som om hele omverdenen er det, der egentlig portrætteres. Bogen starter med linjerne: ”Engang kunne jeg sige at ingen jeg kendte godt var døde. Det er ikke for at sige at ingen døde.” (s. 11). Man mærker fra første linje, at der ikke kan siges noget om én selv, uden at det skal sættes i forbindelse med omverdenen. Det betyder også, at der hele tiden er en bevægelse fra den specifikke situation til den generelle betragtning. En bevægelse der også gør sig gældende i Rankines næste bog ”Statsborger”.

Statsborger

”Du er i mørket, i bilen, du ser den sorttjærede gade blive opslugt af fart; han fortæller dig at hans dekan har tvunget ham til at hyre en farvet person når der er så mange gode forfattere derude.
Du tænker at måske er det her et eksperiment og lige nu bliver du testet eller fornærmet med tilbagevirkende kraft eller du fik på en eller anden måde kommunikeret at det her er en okay samtale at have.”


”Statsborger”, s. 16.

Claudia Rankines ”Citizen” fra 2014 (”Statsborger”, 2018) fortsætter grebet fra ”Lad mig ikke være ensom,” og fortsætter i den ved første øjekast simple stil, hvor poesi og essayistik smelter sammen til en lang tanke. Det altoverskyggende tema i ”Statsborger” er racisme, oplevelsen af at være i en racegjort krop i USA.

Men Rankine radikaliserer også grebet i den, og bl.a. finder hun en henvendelsesform, som er utroligt betydningsfuld for bogens udtryk. Mange af teksterne i ”Statsborger” er skrevet i andenperson – det vil sige, at de ikke bruger jeg, men i stedet bruger pronomenet ”you”, altså du. Det har den effekt, at teksterne bliver direkte henvendt til læseren, som bliver tvunget til at afsøge sin egen position, hvor finder man genkendelse.

Mange af de du-henvendte tekster er blevet til på baggrund af et indsamlingsarbejde, hvor Rankine har bedt venner og bekendte om at fortælle hende om deres oplevelser med at være racegjorte i USA. Det betyder, at historierne er specifikke, forankrede i virkelige oplevelser, at duet er et konkret du. Men du-formen får også den funktion, at det bliver generelt, fordi you også kan betyde man. Det vil sige, at bevægelsen er fra konkret til generel, eller snarere er det begge dele på samme tid.

53971121

Desuden peger andenpersonsfortællingen på, at der i USA er en førsteperson, som er den hvide oplevelse, og at der er en ”anden”. Det er denne anden, som Claudia Rankine fortæller fra, og det giver undertitlen ”Et amerikansk digt” en potent og stærk klang.

I et essay om tennisspilleren Serena Williams’ uretfærdige behandling i en tennisturnering tegnes de helt små bevægelser, hvordan en fod ikke er overtrådt en streg f.eks., op til et billede af en mere strukturel uretfærdighed; racismen. Det bliver belyst af et citat af den sorte amerikanske digter Zora Neal Hurston ”Jeg føler mig mest farvet, når jeg er kastet op imod en skarp hvid baggrund.” (”Statsborger”, s. 31). I Rankines værker tænkes der over og tænkes med alt, både tennis og poesi. 

Bogens styrke kommer af denne ophobning af specifikke situationer, der netop i ophobningen gør det åbenlyst, hvordan sorte kroppes erfaringer i et i udgangspunktet hvidt USA er smertefulde underbelyste, men hos Rankine kan ”den anden” få en stemme.

Genrer og tematikker

Claudia Rankines seneste to bøger har begge undertitlen ”An American Lyric” (”Et amerikansk digt”). Hvis man holder sig til den engelske titel et øjeblik, så peger ”lyric” måske mere på poesiens rødder i mundtlig form. Ikke at der er fast metrik og bastante gentagelser hos Rankine. Formen er fleksibel og kan samle sig i længere og kortere tekster, som væves ind i hinanden til hvad man måske så må forstå som ét helt digt.

Selvom der ikke er fast metrik er der alligevel en mundtlighed, en videreførelse af den mundtlige fortælletradition til internettets tidsalder. Internettet fordi det også handler om at indsamle historier og viden, i det hele taget insistere på at flere forskellige former kan være der inden for det samme værk. Poesi og essays, værker der indsamler og organiserer funden tekst fra f.eks. TV-dækningen af Katrina-oversvømmelsen i New Orleans. Eller som beskrevet ovenfor hvordan hun indsamler historier om oplevelser af racisme fra venner og bekendte. Eller i nogle kollaborative værker med filmskaberen John Lucas, hvor hun f.eks. klipper en sekvens, hvor den algiersk-franske fodboldspiller Zinedine Zidane nikker en modspiller en skalle midt på banen, ind i sin poesi, så der er en dokumentation af det videoværk, som også findes på hendes hjemmeside.

Claudia Rankine er multimedial, men hele tiden med et formål: det er den brede, offentlige samtale, hun interesserer sig for, fordi den viser et bredt udsnit af de problematikker, hun er så interesseret i at beskrive.

Det hænger også sammen med det, at det er et portræt af det amerikanske samfund, og måske nogle mere usynlige systemer i det amerikanske samfund, hun hele tiden er optaget af at skrive frem. Samfundet trænger hele tiden igennem i de enkelte historier og viser, hvordan man er gennemløbet af ideologi og systemer, når man er et individ i det senmoderne samfund.

Men Rankine er for eftertænksom og nuanceret til at være direkte aktivistisk i sin skrift. Det hele bliver hele tiden drejet lidt rundt, så man til sidst får hele billedet, hvis man er en opmærksom læser. For det kræver hendes værk. Men det skaber også læserens opmærksomhed ved sin potente simplicitet.

Beslægtede forfatterskaber

Claudia Rankine citerer i sine værker en lang række forfattere og billedkunstnere, hovedsageligt sorte. Bl.a. citerer hun den amerikanske forfatter James Baldwin: ”Kunstens formål er at klarlægge de spørgsmål, som svarene skjuler” (”Statsborger”, s. 121). James Baldwin skrev i 1960’erne meget om borgerrettighedskampen som den så ud ledt af Martin Luther King, men også om The Nation of Islam og The Black Panther Party, de mere politisk sprængfarlige dele af bevægelsen. Baldwin skrev essays til de store magasiner i New York, men har også skrevet romaner. Arven til Rankine går dog mere i den essayistiske retning.

Rankine citerer også, som beskrevet ovenfor, den amerikanske forfatter og antropolog Zora Neale Hurston, som skrev om den sorte erfaring, bidrog til dokumentationen af den haitianske voodoo-religion.

Af forfatterskaber herhjemme kan man tænke på den politiske retning, samtidslitteraturen har taget, hvor man også digter med reelle og specifikke problemstillinger og viser nye tilgange til litteratur og aktivisme. Lone Aburas’ seneste bog ”Det er jeg der taler (regnskabets time)” fra 2017 undersøger i et højt sprogligt tempo den politiske monologs muligheder. Aburas er også tematisk motiveret af at være i en racialiseret krop, og hun er også hele tiden interesseret i at skabe rum, hvor ophobningen af de specifikke erfaringer tegner et billede af noget strukturelt i samfundet; racisme.

Det samme kan man sige, at Maja Lee Langvad gør, særligt i ”Hun er vred” (2014) og ”Find Holger Danske” (2006). I ”Hun er vred” skriver Maja Lee Langvad et konceptuelt stramt værk, hvor sætningen ”hun er vred” gentages igen og igen. Hele tiden er hun vred over forskellige aspekter, der knytter sig til transnational adoption. Det er personligt – Lee Langvad er selv adopteret – men også en slags forskningspoesi, et gennemresearchet vidnesbyrd. På den måde kan det minde om Claudia Rankines udvidede praksis som forsker og underviser, såvel som om hendes poesi.

Bibliografi

Poesi

Rankine, Claudia: Nothing in Nature is Private. Cleveland St U Poetry Cntr., 1994.
Rankine, Claudia: The End of the Alphabet. Grove Press, 1998.
Rankine, Claudia: Plot. Grove Press, 2001.
Rankine, Claudia: Lad mig ikke være ensom. Kronstork, 2018. Oversat af Liv Nimand Duvå. (Don’t Let Me Be Lonely. Graywolf Press, 2004).
Rankine, Claudia: Statsborger. Kronstork, 2018. Oversat af Victor Boy Lindholm og Benjamin Møller Nehammer. (Citizen. Graywolf Press, 2014).

Om forfatterskabet

Claudia Rankines egen hjemmeside med links til interviews, anmeldelser og hendes videoværker.
BOMB Magazine, 2014-10-01.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Claudia Rankine

Kilder citeret i portrættet