Chimamanda Ngozi Adichie
Foto: Okey Adichie

Chimamanda Ngozi Adichie

cand.mag. Maria Roslev, iBureauet/Dagbladet Information. 2014.
Top image group
Chimamanda Ngozi Adichie
Foto: Okey Adichie
Main image
Adichie, Chimamanda Ngozi
Foto: Beowulf Sheehan / Scanpix

Indledning

Den nigeriansk-amerikanske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie er hot og bliver ved med at imponere anmeldere verden over. Mængden af fornemme priser vidner om den litterære succes, og hendes seneste roman ”Americanah” fra 2013 er ingen undtagelse. Den er blevet belønnet med en af USA's fineste litterære priser, nemlig ”National Book Critics Circle Award”, og den er desuden blevet udnævnt til en af The New York Times’ ti bedste bøger i 2013. Derudover er hendes TED talk ”We Should All Be Feminists” – en feministisk brandtale – gået verden rundt som videoforedrag, og blev i 2013 samplet af Beyoncé på sangen ***Flawless.

 

52941687

Blå bog

Født: 15. september 1977 i byen Enugu i det sydlige Nigeria.

Uddannelse: En bachelor i kommunikation fra Connecticut Statsuniversitet i 2003, en master i creative writing fra Johns Hopkins Universitet i Baltimore i 2003, og en kandidatgrad i Afrika-studier fra Yale i 2008.

Debut: Purple Hibiscus. 2003.

Litteraturpriser: Commonwealth Writers' Prize, 2005. Orange Prize, 2007. Aloa-prisen, 2009. National Book Critics Circle Award, 2013.

Seneste udgivelse: Brev til en nybagt forælder : et feministisk manifest i femten punkter. Gyldendal, 2017. (Dear Ijeawele, 2017). Oversat af Susanne Staun. (30.172).

Inspiration: Den nigerianske forfatter Chinua Achebe betyder meget for Chimamanda Ngozi Adichie, for som hun siger: ”Da jeg læste ham, fik jeg selv lyst og mod til at skrive om det, jeg kender rigtig godt.”

Genre: Essay

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Mangfoldighed har forskellige betydninger for forskellige mennesker. Hvis en hvid siger, at et nabolag er mangfoldigt, mener de, at der bor ni procent sorte. (I samme øjeblik det går op til ti, flytter de hvide ud.) Hvis en sort kalder et nabolag mangfoldigt, mener de fyrre procent sorte.”
”Americanah”, s. 380.

Chimamanda Ngozi Adichie er født i 1977 i det sydøstlige Nigeria i byen Enugu. Hun er nummer fem ud af en søskendeflok på seks og voksede op i universitetsbyen Nsukka, hvor hendes far var professor i statistik og hendes mor var administrationschef på byens universitet. Adichie er med andre ord vokset op i en familie, der tilhører den akademiske middelklasse, hvilket betød, at en videregående uddannelse var obligatorisk for alle børnene.

Allerede som 8-årig besøgte Adichie USA første gang, fordi hendes far underviste i Californien i en kortere periode, og som 19-årig emigrerede hun til USA, så hun kunne slippe for medicinstudiet. Hun fortæller: ”Jeg har aldrig brudt mig om det naturvidenskabelige spor, selv om jeg klarede mig godt. Men i Nigeria var det kun de dårlige studerende, der læste humaniora. Og dem ville jeg ikke gå sammen med – selv om jeg gerne ville studere historie. Men man vil jo ikke gå i klasse med de dumme!” (Marie Tetzlaff: ”Race er så visuelt”. Politiken, 2007-06-02).

I USA læste hun kommunikation og statskundskab, fik en bachelor og færdiggjorde også en master i creative writing i 2003. I 2008 fik hun en MA i afrikanske studier fra Yale. Det var mens hun læste kommunikation og statskundskab på Statsuniversitetet i Connecticut, at hun begyndte at skrive sin første roman ”Purple Hibiscus” (”Lilla hibiscus”, 2009) – en roman, der foregår i barndomsbyen Nsukka og handler om den unge pige Kambili, der ikke kender til frihed. Romanen handler ikke om forfatteren selv, men er baseret på hendes minder fra diktaturets tid i Nigeria. Romanen udkom i USA i 2003 og blev godt modtaget.

At skrive var imidlertid ikke noget nyt for Adichie, for som hun fortæller: ”Jeg har skrevet siden jeg var gammel nok til at stave. Jeg forelskede mig i bøger som barn, og det at skrive forbliver det eneste, jeg synes er virkelig meningsfuldt.” (Dr. Ada Uzoamaka Azodo: Interview with Chimamanda Ngozi Adichie: Creative Writing and Literary Activism. 2008).

I dag er Adichie gift, og hun deler sit liv mellem USA og Nigeria. Hun har siden debuten skrevet yderligere to romaner og en novellesamling. Hun har desuden givet to TED Talks, den ene i 2009 og den anden i 2013, som begge er gået verden rundt. Derfor er hun i dag også kendt som en politisk og feministisk engageret forfatter. 

En halv gul sol

”Sulten var et nigeriansk krigsvåben. Sult knækkede Biafra og gjorde Biafra berømt og fik Biafra til at holde så længe, som det gjorde. Sult fik mennesker over hele verden til at bemærke dem og protestere og demonstrere fra London til Moskva og Tjekkoslovakiet (…) sult fik Afrika ind i Nixons amerikanske kampagne og fik forældre over hele verden til at bede deres børn om at spise op.”
”En halv gul sol”, s. 273-274.

Half of a Yellow Sun” fra 2006 (”En halv gul sol”, 2007) er Chimamanda Ngozi Adichies anden roman, og den er også Adichies gennembrudsroman. Den tager afsæt i begivenhederne under Biafraoprøret i 1960’erne, og man følger flere forskellige hovedpersoner. Der er den unge tjener Ugwu, der arbejder for universitetslæreren Odenigboe. Der er den intellektuelle igbo-kvinde Olanna, der senere gifter sig med Odenigboe, og så er der Olannas tvillingesøster Kainene, der forelsker sig i englænderen Richard og som ender med at leve sammen med ham, selv om forældrene forsøger at finde en mere passende mand til hende.

26745764

Romanen begynder før krigen, lige efter at Nigeria er blevet uafhængig, så alt ånder fred, og i tvillingesøstrenes hjem mangler der ikke noget. De to piger er meget forskellige, og det betyder, at de kommer til at leve meget forskellige liv. Den imødekommende og smukke Olanna har nemt ved det meste, mens den mere indelukkede og barske Kainene møder mere modstand. Men med krigen bliver livet barsk for alle, og det er ikke nemt at overleve i en flygtningelejr.

”En halv gul sol” er en klassisk episk fortælling, der gennem sine personer nuanceret skildrer situationen i Nigeria, som den var under krigen. Man følger kampen for et frit Biafra fra en hverdagslig vinkel. Der er altså ikke kamphandlinger, våben og soldater. Det er overgrebene på de civile, sulten, volden og angsten, Adichie beretter om, og det gør hun nøgternt og præcist. Men romanen er ikke kun en fortælling om krig. Det er også en fængslende fortælling om kærlighed, familie, længsel og drømme. Den giver et godt indblik både i den traditionelle stammekultur og i livet, som det leves i en intellektuel familie, der tilhører middelklassen, og den viser, hvordan mennesker trods forskelligheder rystes sammen i krig.

”En halv gul sol” er både intense og rørende portrætter af forskellige karakterer, og en bog, der handler om en glemt krig. 

Det du har om halsen

”Ingen vidste, hvor du var, for du fortalte det ikke til nogen. Nogle gange følte du dig usynlig og prøvede at gå gennem væggen til dit værelse og ud i gangen, og når du ramlede ind i væggen, fik du blå mærker på armene. (…) Om natten var der noget, der svøbte sig om din hals, noget, der næsten kvalte dig, før du faldt i søvn”
”Det du har om halsen”, s. 133.

I 2009 udgav Chimamanda Ngozi Adichie novellesamlingen ”The Thing Around Your Neck” (”Det du har om halsen”, 2010). Samlingen består af 12 historier, der på forskellig vis handler om at være bundet til Nigeria, hvad enten livet leves i landet eller som immigrant i USA. Udover at have rødder i Nigeria har næsten alle historiernes fortællere også til fælles at tilhøre den akademiske middelklasse eller overklasse. Samlingen portrætterer altså mennesker, der alle har et håb om og en tro på, at de vil og kan få et godt liv med kærlighed, uddannelse, jobs osv. Det er mænd og kvinder, der kæmper for det gode liv, men som på grund af race, køn eller Nigerias politiske situation i højere grad oplever tab, skuffelse og ensomhed. Selvom flere af historierne også er kærlighedshistorier, emmer de af ulighed og uretfærdighed.

28321767

Titelnovellen ”Det du har om halsen” er et godt eksempel på samlingens tematikker. Den er både en kærlighedshistorie og en historie om ensomhed og skuffelse. Den handler om den unge, pligtopfyldende, nigerianske pige Akunna, der kommer til USA, fordi hun gennem sin onkel vinder et Green Card, som jo må være vejen til lykke. Men Akunna finder den ikke i USA. Hun må brat forlade sin gifte onkels hus, fordi han tror, at han kan tage, hvad han vil have, og det vil Akunna ikke lægge krop til. Hun ender sin flugt som servitrice i en lille by i Connecticut, hvor pengene kun rækker til et tarveligt værelse. Ensomheden er kvælende for Akunna. Hun har ingen kontakt med familien derhjemme, fordi hun ikke har noget at fortælle, som hun udtrykker det. Og da hun endelig møder kærligheden og derfor kan ringe hjem, fordi hun har noget at fortælle, finder hun ud af, at hendes far er død.

Novellen fortælles i anden person ental, hvilket forstærker undertonen af skuffelse, bitterhed og vemod. I novellen ”I morgen er for langt væk” findes samme fortællergreb, der også her er med til at skabe historiens stemning af skyld. De andre noveller har enten en jeg-fortæller eller er tredjeperson-fortællinger, men uanset fortællerforhold giver alle historier et psykologisk præcist og meget rørende portræt af fortælleren. Og det er netop Adichies styrke; at kunne skrive en person frem gennem en konkret situation, der foregår et bestemt sted, og så sprænge tid og sted ved at indskrive små flashbacks eller flash­forwards, så personerne kommer til at fremstå hele og levende.  

Americanah

”Jeg har naturligt, kinky hår. Jeg går med det i cornrows, fletninger og afro. Nej, det er ikke politisk. Nej, jeg er ikke kunstner eller lyriker eller sanger. Heller ikke hippie. Jeg vil bare ikke bruge relaxers – der er allerede rigeligt med kræftfremkaldende stoffer i mit liv. (Kan vi for øvrigt ikke forbyde afroparykker til Halloween? Afro er ikke et kostume, for pokker da.)”
”Americanah”, s. 322.

Chimamanda Ngozi Adichies tredje roman ”Americanah” fra 2013 (”Americanah”, 2014) handler om to nigerianske immigranter, der som helt unge forelsker sig i Lagos, men som over tid og kontinenter mister hinanden. Savnet og længslen forbliver dog intakt i dem begge, så da de mange år efter igen får kontakt, åbner det døren til en ny kærlig­heds­­historie, trods fortid, ægteskab, barn og kontinent. Det er romanens rammefortælling, hvor stærke temaer som race, køn og fordomme sættes under lup.

Ifemelu, der er romanens sprudlende og rapkæftede hovedperson og fortæller, emigrerer til USA fra Nigeria som 19-årig. Hun forlader sine forældre og sin store kærlighed Obinze for at få en uddannelse og især for at få de privilegier og den frihed, et Green Card kan give. Efter de første års kamp for at overleve finder Ifemelu fodfæste i USA i tiden under Obamas første valgkamp, hun færdiggør en uddannelse, får et job og begynder at skrive en anonym blog, der bl.a. handler om race – ”Racende hedder den med undertitlen: En sort ikke-amerikaners forskellige observationer om sorte amerikanere (tidligere kendt som negere)”, (”Americanah”, s. 10).

51099869

Og det er netop forfatterens fantastiske klarsyn, der også kommer til udtryk på bloggen, der er romanens styrke: Racismen, der ligger gemt under den pæne facade. Men det er også beskrivelserne af de velmenende amerikanere, af undervisningen, hvor ordet racisme er et fy-ord, af de hvide øko-venner med de rigtige holdninger og alle Ifemelus overvejelser over USA's sociale rangstige, der giver romanen bid. Men trods den kontante beskrivelse af det hvide Amerikas fordomsfuldhed over for sorte, får romanen aldrig en skinger tone. Den er hverken bitter eller patroniserende, og Adichie er da heller ikke bleg for at udlevere hovedpersonen, der også lider af fordomsfuldhed – bl.a. over for hvide sundhedsfreaks.

Med det nye land kommer også muligheden for at vælge, hvordan man vil fremstå. Hvilken identitet skal Ifemelu iklæde sig? Accent, hår, køn og farve. Det er alt sammen med til at skabe, den du er. Og så er vi fremme ved sagens kerne og romanens overordnede tema og budskab: Kan man vælge at være den man er uden først at være en hudfarve, et køn, en nationalitet?

”Americanah” er en humoristisk bog med bid og stor indsigt i både den amerikanske og nigerianske kultur. Det er en bog om længsel, identitet, sex og kærlighed. Og så er det en bog, hvor læseren kan lære meget om afrohår.

Genrer og tematikker

Chimamanda Ngozi Adichie er en rigtig fortæller. Hendes romaner er plotdrevne historier, der skildrer hele livsforløb, hvor det at være immigrant og fremmed i et land er et bærende tema. Hendes noveller er også episke fortællinger, der rummer hele livsforløb, men de drives ikke i nær samme grad af plot. De er præcise psykologiske skildringer af mennesker, der står i kulturelt komplekse situationer.

Generelt gælder det for Adichies fiktive personer, at de fremstår levende og troværdige, og fælles for næsten alle hendes hovedpersoner er, at de har rod i Nigeria. Det er altså et forfatterskab med stærke afrikanske rødder, der kredser om identitet, race, længsel og køn. Hun skriver om uretfærdighed og ulighed, men uden at det bliver patroniserende og bittert. Forfatterskabet har generelt en humoristisk tone, som især er tydelig i romanen ”Americanah”.

Adichie skriver også om det at skrive. Det gælder f.eks. i novellen ”Jumping Monkey Hill”, men også hovedpersonen Ifemelu i ”Americanah”, der skriver en blog, reflekterer over betydning af at skrive og især over det at blive læst, at føle sig i live, fordi hun bliver læst.

Det er tydeligt i forfatterskabet, at Adichie trækker på en personlig erfaring med livet som immigrant, men hendes fortællinger er ikke selvbiografiske. Om det siger hun: ”Jeg skriver ikke om mit eget liv, men jeg prøver at skrive om en personlig sandhed.” (Kim Skotte: Nigeriansk succesforfatter: Religion får folk til at gøre forfærdelige ting. Politiken, 2009-05-18).

Beslægtede forfatterskaber

Chimamanda Ngozi Adichies forfatterskab giver et nuanceret og detaljeret billede af Nigeria. Samtidig kredser hendes bøger tematisk om splittelsen og skylden, der følger med immigration. De tager fat i de følelsesmæssige, sproglige og identitetsmæssige udfordringer, som et flerkulturelt liv medfører. Og netop den flerkulturelle problematik optager en gruppe andre forfattere, der også er vokset op i et postkolonialt Afrika, men som har levet det meste af deres voksne liv andre steder. Det er forfattere, der af den britiske forfatter med nigeriansk-ghanesiske rødder Taiye Selasi kaldes ’afropolitanere’. Det skriver hun om i essayet ”Bye-Bye, Babar, eller hvad er en afropolitaner?”. I sin debutroman "Gå væk, Ghana" (2004) skriver Taiye Selasi netop om splittelsen mellem ude og hjemme, mellem livet i USA, og længslen hjem til Ghana. De to forfattere deler således interessen for migrationsproblematikken: Hvordan finder man vej i et nyt land uden at miste sin gamle identitet?

Den unge forfatter NoViolet Bulawayo fokuserer også på det flerkulturelle i debutromanen ”We Need New Names”, og som i Adichies ”Americanah” langer hun også ud efter USA, hvor racismen ulmer alle steder.

Adichie fortæller altså historier med rod i Nigeria og med et tematisk fokus på kultur, køn og race. I den forstand er det besnærende at kalde hendes bøger afrikansk litteratur, fordi det geografiske tilhørsforhold har så stor betydning. Men hendes historier er i lige så høj grad skildringer af problematiske familieforhold, af mennesker i krise med identitetskampe, af længsel, tab og skyld. Derfor er forfatterskabet meget mere end afrikansk. Adichie selv mener da også, at ”problemet med stereotyper er ikke at de er falske, men at de er ufuldstændige.” (Chimamanda Ngozi Adichie: The Danger of a single Story. TED-talk, 2009).

Bibliografi

Romaner

Adichie, Chimamanda Ngozi:
En halv gul sol. Gyldendal, 2007. (Half of a Yellow Sun, 2006). Oversat af Susanne Staun.
Adichie, Chimamanda Ngozi:
Lilla hibiscus. Gyldendal, 2009. (Purple hibiscus, 2003). Oversat af Lilian Kingo Kure.
Adichie, Chimamanda Ngozi:
Americanah. Gyldendal, 2014. (Americanah, 2013). Oversat af Susanne Staun.

Noveller

Adichie, Chimamanda Ngozi:
Det du har om halsen. Gyldendal, 2010. (The Thing Around Your Neck, 2009). Oversat af Susanne Staun.

Essay

Adichie, Chimamanda Ngozi:
Vi burde alle være feminister Gyldendal, 2015. (We should all be feminists, 2014). Oversat af Susanne Staun.
Adichie, Chimamanda Ngozi: Brev til en nybagt forælder : et feministisk manifest i femten punkter. Gyldendal, 2017. (Dear Ijeawele, 2017). Oversat af Susanne Staun. (30.172).

Om forfatterskabet

Artikler og links

Biografi, interview med forfatteren, links mm.
Kort biografi og information om forfatterens bøger.
Tuakli-Wosornu, Taiye:
Bye-Bye Barbar. The LIP Magazine, 2005-03-03.
Adichie, Chimamanda Ngozi:
We should all be feminists. TED-talk, 2009.
Brockes, Emma:
Chimamanda Ngozi Adichie: 'Don't we all write about love? When men do it, it's a political comment. When women do it, it's just a love story'. The Guardian, 2014-03-21.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Chimamanda Ngozi Adichie

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Tetzlaff, Marie:
”Race er så visuelt”. Politiken, 2007-06-02.
Indiana University Northwest, 2008. (Konstateret utilgængelig 2020-05-11)
Adichie, Chimamanda Ngozi:
The Danger of a single Story. TED-talk, 2009.
Skotte, Kim:
Nigeriansk succesforfatter: Religion får folk til at gøre forfærdelige ting. Politiken, 2009-05-18.