Smith, Zadie
Foto: Dominique Nabokov

Zadie Smith

cand.mag. Emil Groth Larsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2013. Opdateret af cand.mag. Anna Møller, 2017.
Top image group
Smith, Zadie
Foto: Dominique Nabokov

Indledning

Den britiske forfatterinde Zadie Smith sparkede den litterære dør til det nye årtusinde ind med sin debutroman ”White Teeth” fra 2000. Her var der et åbenlyst talent, der med et sikkert sprog kunne fortælle realistiske, humoristiske og kulturelt indsigtsfulde historier om et multikulturelt samfund med kulørte miljøer, spændinger og sprællevende skabninger. Siden da har Zadie Smith utrætteligt befæstet sin position som en central skikkelse på den internationale litteraturscene med endnu fire succesromaner og en skriveiver, der desuden har kastet utallige noveller, essays og andet godt af sig.

 

53298788

Blå bog

Født: 25. oktober 1975, London.

Uddannelse: Bachelor i Engelsk Litteratur på University of Cambridge, 1998.

Debut: White Teeth. Hamish Hamilton, 2000.

Litteraturpriser: James Tait Black Memorial Prize, 2000. Whitbread First Novel Award, 2000. Commonwealth Writers Prize, 2001. Orange Prize for Fiction, 2006. Somerset Maugham Award, 2006.

Seneste udgivelse: Swing Time. Rosinante, 2017. Oversat af Steffen Rayburn-Maarup.

Inspiration: Digteren Philip Larkin.

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Vi er så overbeviste om vores egen fortræffelighed og om fortræffeligheden af vores kærlighed, at vi ikke kan bære at tro, at der kan være noget, der er mere værd at elske end os, mere værd at tilbede. Lykønskningskort fortæller os regelmæssigt, at alle fortjener kærlighed. Nej. Alle fortjener rent vand.”
”Hvide tænder”, s. 430.

Zadie Smith er født i 1975 og voksede op i den nordvestlige del af London. Hendes far er britisk og hedder Harvey Smith, imens hendes mor Yvonne Bailey er jamaicansk immigrant. På sin fars side har Zadie Smith to ældre halvsøskende samt to yngre brødre, der er kendte som hhv. komiker og rapper. Som barn følte hun sig ikke videre godt tilpas i skolen og fandt fra en ung alder fred i bøgerne.

Efter endt skolegang studerede Zadie Smith engelsk litteratur på Cambridge, og under hendes studietid skrev hun en del noveller til en studenterantologi. Hendes talent blev tidligt bemærket, så da Smith i 1997 havde erhvervet sig en agent og sendt et ufærdigt manuskript i udbud, gjorde adskillige forlag kur til den unge forfatterspire, og hun modtog et stort forskud på sin første roman. To et halvt år senere udkom ”White Teeth”, der øjeblikkeligt blev en stor succes og vandt masser af priser.

To år efter romandebuten udkom ”The Autograph Man” (”Autografmanden”, 2003), som følger den jødiske kineser Alex-Li Tandem, der er bosat i London og besat af celebritykultur. Også den blev godt modtaget, om end ikke lige så godt som ”Hvide tænder”. I 2005 kom Zadie Smiths tredje roman ”On Beauty” (”Om skønhed”, 2007), der beskæftigede sig med to familiers relationer på kryds og tværs i et amerikansk universitetsmiljø. Der skulle gå syv år, før hendes fjerde roman udkom, og hun igen skildrede sin hjemby i ”NW.” I mellemtiden var Zadie Smith aktiv på andre fronter.

Foruden sin romanproduktion er Zadie Smith en flittig essayist, der beskæftiger sig med alt fra Kafka til hiphop og skriver bl.a. boganmeldelser og interviews. Hun skriver desuden noveller til forskellige tidsskrifter og magasiner. Samtidig følger hun en akademisk karriere og underviser i fiktion og creative writing på Columbia University School of Arts og fik i 2010 en professorat på New York University.

Zadie Smiths forfatterskab er karakteriseret ved de skarpe, humoristiske og realistiske skildringer af en multikulturel verden. Hun er blevet reduceret til blot være en multikulturel forfatter, men hendes værker er litteraturhistorisk bevidste, nytænkende og beskriver præcist en globaliseret og kulturelt kompleks verden.

 

Hvide tænder

”’Englænderne er det eneste folk,’ sagde hun med afsmag, ’der på én gang vil lære én noget og stjæle fra én.’ Alsanas mistillid til familien Chalfen var hverken større eller mindre end det.”
”Hvide tænder”, s. 334.

Zadie Smiths debutroman ”White Teeth” fra 2000 (”Hvide tænder”, 2000) er et tværsnit af en multikulturel bydel i London fra midt-halvfjerdserne og fremad. Handlingen er bygget op om venskabet imellem to de to soldaterkammerater Archie Jones og Samad Iqbal, der stifter bekendtskab i Anden Verdenskrigs sidste dage. Efter krigen har den bangladeshiske Samad slået sig ned i kvarter som sin kammerat, og her udvikler deres venskab sig.

Bogen tager sin start, da Archies selvmordsforsøg forpurres, og følger herfra de to venner og deres familier. Samme dag møder Archie den jamaicanske Clara, de bliver gift og får den læseglade og indadvendte datter Irie. Samad indgår et traditionelt arrangeret ægteskab med kvinden Alsana, og sammen får de tvillingesønnerne Magid og Millat. De to knægte udvikler sig imidlertid i hver sin retning, da Magid som ateist vier sit liv til videnskaben og lader sig integrere, imens Millat roder med damer og sprut, før han bekender sig til islamisk fundamentalisme. Igennem de jævnaldrende børn hvirvles også den jødisk-katolske og over-tolerante middelklassefamilie Chalfen ind i historien.

23196042

Romanen skildrer et kulørt samfund på tværs af etnicitet, generation, religion med alle de konflikter, udfordringer og fællesskaber, der hører med. Som ofte hos Smith anvendes familien som en stærk og bærende struktur, der med indre og ydre spændinger skaber fremdrift i historien. Figurerne står aldrig alene, men eksisterer og fungerer altid i en familiær, traditionsbunden og kulturel kontekst. Handlingen spænder over de mange forskellige karakterers liv og skildrer begær og utroskab, oprør, fordomme og dilemmaer samt mislykkede forsøg på at passe ind og være rummelig.

Zadie Smiths skrivestil i ”Hvide tænder” er alsidig, idet der både benyttes dialog og handlingsgengivelser, den skjulte fortællers egne overvejelser, genfortællinger af tidligere hændelser etc. Der veksles endvidere imellem de forskellige figurers synsvinkel, og deres tanker og holdninger flettes ind. Smiths tone er præget af både ironi og humor og en kærlighed til det samfund, som hun portrætterer.

 

Om skønhed

”Men i dag følte Howard sig selv som fange i maleriets sfære. Han kunne se sig selv ligge på det selv samme bord med en hud, der var hvid og færdig med verden, og armen skåret op, så de studerende kunne undersøge den.”
”Om skønhed”, s. 200.

I 2005 udgav Zadie Smith ”On Beauty” (”Om skønhed”, 2007). Familien Belsey er en amerikansk middelklassefamilie, der bor i New England i det nordøstlige hjørne af Amerika. Faderen Howard er britisk og underviser i kunsthistorie på det fiktive universitet Wellington. Moderen Kiki er af afrikansk afstamning, arbejder som sygeplejerske og hendes slægt har en fortid som slaver. Sammen har de tre børn, der hver især søger deres identitet i forskellige retninger.

Den ældste søn Jerome har med sit tilvalg af kristendommen gjort et stille oprør imod den sekulære og venstreorienterede familie, datteren Zora går i sin fars fodspor og studerer på hans universitet, og den yngste søn Levi dyrker den afroamerikanske kultur, dens sprog og hiphoppen. Romanen følger en række forstyrrelser og begivenheder i familiens liv over et års tid, hvor især dens forhold til en anden familie er af afgørende betydning. For de mange tråde til den konservative familie Kipps, der også flytter til kvarteret, sættes i svingninger, filtres sammen og danner nye knuder.

26746647

”Om skønhed” er en løs gendigtning af den engelske klassiker ”Howards End” af E.M. Forster fra 1910, som Smith har adapteret og forskudt til sin samtid og et amerikansk universitetsmiljø. Som i forlægget handler ”Om skønhed” også om de indbyrdes relationer imellem forskellige familier, og romanerne har adskillige parallelle handlingsmotiver.

Romanen favner bredt i sin fremstilling af de forskellige figurers problemer, udfordringer og konflikter, og fordi fortælleren skifter perspektiv imellem karaktererne og følger deres handlingslinjer, får læseren indblik i deres tanker, motiver og hemmeligheder, så skildringen bliver mere kompleks. I sin form minder romanen om ”Hvide tænder” – blot er handlingen rykket til et andet miljø, selvom mange af figurernes udfordringer strukturelt ligner debutromanens. Også her går børnene af de kulturelt blandede ægteskaber deres egne veje, imens forældregenerationen fremstår hyklerisk, amoralsk og løgnagtig – men aldrig usympatisk. ”Om skønhed” er en skarp og facetteret skildring af livet i et multikulturelt amerikansk universitetsmiljø og af en familie, der slår sprækker, imens den prøver at holde overfladen intakt.

 

NW

”’Jeg har noget at fortælle,’ sagde Keisha Blake og forklædte sin stemme med sin stemme.”
”NW”, s. 372.

Titlen ”NW” er en postkode, der dækker et nordvestligt hjørne af London. Og det er denne rå og kulørte bydel, som Zadie Smith portrætterer i sin fjerde roman, ”NW” fra 2012 (”NW”, 2013). Centralt i portrættet står de to handlingsbærende veninder Leah Hanwell og Nathalie De Angelis (født Keisha Blake). De er bundet sammen af en dramatisk barndomshændelse og har delt en ungdom i det socialt belastede kvarter. Nu er de begge i 30'erne. Leah var den populære pige i skolen, der nu har et dårligt arbejde i kommunen og i det skjulte tager p-piller. Hun er gift med frisøren Michel, der har fransk/algerisk oprindelse. Keisha var den generte og kristne sorte pige, der kæmpede sig et par trin op af den sociale stige, blev advokat, gift med den børsspekulant og skiftede navn. På overfladen skinner billedet af den lykkelige og succesfulde familiemor.

50650979

Romanen handler om, hvordan ens baggrund bliver ved med at spøge og definere én – også selvom man flytter sig fra den både økonomisk og kulturelt. Den viser de to hovedpersoner i deres uforløste og triste jagt på lykken. Portrættet af bydelen omfatter et bredspektret katalog af karakterer fra tiggeren og pusheren til advokaten og hendes lige.

”NW” er mere råt og fragmenteret skrevet end Smiths tidligere værker, romanens fremstillingsform ændrer sig undervejs. Der er traditionelle kapitler, men ind imellem optræder også korrespondancer, knækprosa-agtige afsnit og skarpe enkeltiagttagelser, ligesom en del af bogen følger en dag i bipersonen Felix’ liv. Eksempelvis redegøres der for Keishas liv med en slags listeform, hvor 185 nummererede afsnit skildrer afgørende hændelser som kronologiske perler på en snor. I ”NW” er sproget også anderledes og hårdere end tidligere. Smiths flydende fremstilling er her afløst en mere konstaterende og brat tone. Den mere usammenhængende og hårde stil passer glimrende til fremstillingen af den bydel, der i grunden er romanens hovedperson, så indholdet understøttes af de strukturelle og sproglige former.

 

Swing Time

”Hvad ønsker vi af vores mødre, når vi er børn? Fuldstændig underkastelse. (...) det eneste, man vil have af sin mor, er, at hun én gang for alle indrømmer, at hun er ens mor og kun ens mor (…)”.
”Swing Time”, s. 24.

I ”Swing Time”, 2016 (”Swing Time”, 2017) befinder læseren sig som i romanen ”NW” igen i Nordvestlondon, der i Zadie Smiths hænder bliver mere end et geografisk eller socialt afgrænset område. Det bliver en sindstilstand, hvor pengene måske er små, men ambitionerne er store. Titlen er hentet fra en film, der bliver en gennemgående tråd for den unavngivne jegfortællers historie. I filmen fra 1936 er danseren Fred Astaire bl.a. klædt ud som den sorte karakter Bojangles, og netop temaerne race og dans er centrale i forfatterens femte roman.

Den kvindelige fortæller vokser op i starten af 1980’erne i en familie bestående af en hvid arbejderklassefar og en jamaicansk mor med idealistiske holdninger og endeløse universitetsstudier. Jeget bliver tidligt veninde med den fremmelige, kønne og uopdragne Tracy, da de som de eneste to mørklødede børn starter på et dansehold i den lokale kirke. Mens jegfortælleren er udfordret med ubehjælpsomme platfødder, er Tracy et naturtalent, der vinder mange priser og har dansefødder ”(…) som to kolibrier” (s. 21).

53298788

Romanen er konstrueret som en række ikke-kronologiske nedslag, og bl.a. er der et spring fra en tiårsfødselsdag hos venindernes hvide bekendte Lily Bingham til 1998, hvor jeget efter college arbejder på musikkanalen YTV og møder popstjernen og barndomsidolet Aimee. Fortælleren ender med at arbejde som den Madonna-lignende stjernes assistent, kommer til et afrikansk land, der formentlig er Gambia, for at bygge skoler, og mister undervejs kontakten til Tracy. Gennem nedslagene udfoldes især Tracys tragiske forhistorie og skæbne langsomt.

Ligesom i bl.a. ”Om skønhed” beskæftiger Zadie Smith sig i ”Swing Time” især med de forbindelser, der er i en familie, og det gør forfatteren med humor, et spillevende sprog og ubesværet realisme. I ”Swing Time” er børn ikke uskyldige, de opdigter lege om magt, status og dirigerer rundt med hinanden, og i den henseende ligner den en bog som danske Iben Mondrups ”Godhavn” (2014). ”Swing Time” beskæftiger sig med de uskrevne regler, der findes, når børns sandhed og virkelighed bliver for smertefuld. Eksempelvis får Tracy ”lov” til at lyve om, at hendes far er succesfuld backingdanser for Michael Jackson, mens jeget får lov til at lyve om en hvid, ond stedsøster, der går på Den Kongelige Balletskole. Virkeligheden er en anden for dem begge, men løgnen binder dem sammen i et fællesskab.

Genrer og tematikker

Zadie Smith er en smeltedigelens forfatterinde, idet hun i sine bøger beskæftiger sig med multikulturelle miljøer og figurer med forskellige baggrunde – både etnisk, socialt og kulturelt. Dette træk fremhæves ofte i beskrivelser af Zadie Smiths forfatterskab, men samtidig kan det virke begrænsende, da hun mestrer beskrivelser af hele mennesker og ikke blot skriver om multikulturalisme.

Hendes værker veksler imellem dialoger, handlingsbeskrivelser og figurernes indre tankestrømme, der på tværs af forfatterskabet struktureres på forskellige måder.

Hendes værker har ofte mere end én protagonist, og handlingen stykkes sammen af flere karakterer, der hver med deres baggrunde skaber dynamik og fremdrift. Og ofte er familien en vigtig størrelse i bøgerne, både strukturelt og tematisk.

Fordi Smiths værker har flere centrale karakterer kan de ses som skildringer af hele miljøer. Og fordi hun lader fortælleren skifte perspektiv og giver stemme til flere af figurerne, får hun belyst sine sammenhænge fra mere end én side. På den måde kan hun beherske og komponere flere parallelle handlingslinjer på én gang. Det bevirker, at hendes bøger væves sammen af flere dele og træder frem som et kulørt kludetæppe af forskellige karakterer, fortællinger og betragtninger.

Rent tematisk kredser Zadie Smith om den evige søgen efter identitet og spørgsmålet om at komme overens med sin baggrund, men hendes bøger er fyldt med hverdagens dramaer og problemer. Der optræder både utroskaber, hemmeligheder og problemer på arbejdet. Desuden har mange af handlingspunkterne selvsagt at gøre med forskellene på de forskellige figurer og skildrer møder og konflikter på tværs af etnicitet, klasse og kultur. Smiths bøger har et tydeligt socialt engagement, og hun er en skarp iagttager, der evner at skildre virkeligheden i en globaliseret verden.

Ofte har bøgerne selvbiografiske islæt og følger spor af forfatterens eget liv i hhv. London og USA. Zadie Smiths form for realisme er desuden præget af en humoristisk tone og kan have en næsten satirisk og legesyg klang, selvom karakterernes udfordringer er nok så alvorlige.

 

Beslægtede forfatterskaber

Zadie Smith, der selv har studeret engelsksproget litteratur, er som én af Storbritanniens allerstørste samtidsforfattere ikke uden sidestykke. En oplagt litterær slægtning er Salman Rushdie, der som Smith har det multikulturelle som motiv. Begge beskæftiger de sig med billedet og fremstillingen af fremmede racer i den vestlige verden. Smith har dog som debuterende forfatter selv udtalt sig om denne sammenligning, som hun anser for racistisk: ”Jeg tror, at jeg har brune mennesker i min bog, og det har Salman og Hanif Kureishi også.” (Simon Hattenstone: White knuckle ride. The Guardian, 2000-12-11. Egen oversættelse).

I samme interview fremsiger hun den holdning, at man ikke gør anskue multikulturalisme som litterær genre, blot fordi man skriver om figurer med anden hudfarve end hvid. Hvor Salman Rushdie bruger magiske og fantastiske elementer i sine fremstillinger den post-koloniserede verden, er Smiths realisme mere ligefrem.

En anden oplagt fælle er englænderen Martin Amis, der som Zadie Smith skriver britisk realisme med et humoristisk islæt. Amis har siden 1970'erne skrevet romaner og er anerkendt som en vigtig fornyer af den britiske roman i sidste del af det tyvende århundrede. Begge forfattere er desuden optagede af de britiske klasseforskelle i samfundet og bruger dem i deres værker, og begge har de bidraget med utraditionelle og nytænkende portrætter af den engelske hovedstad. Både Smith og Amis har en lettere karikeret og satirisk skrivestil, men Amis går længere i sin satire, og hans romaner fremstår mere konstruerede.

Zadie Smith anvender selv aktivt sine forgængere, når hun selv skriver, og i forbindelse med ”NW” har hun nævnt Virginia Woolf som en stor inspiration, og der er da også klare ligheder med Woolfs roman ”Mrs. Dalloway,” selvom miljøet er forskudt adskillige kilometer i nordvestlig retning. Og i ”Om skønhed” bruger hun sit forbillede E.M. Forsters roman ”Howard’s End” som mønster. I øvrigt har Zadie Smith nævnt så forskellige inspirationer som Vladimir Nabokov, James Joyce og William Shakespeare.

 

Bibliografi

Romaner

Smith, Zadie:
Hvide tænder. Rosinante, 2000. Oversat af Camilla Christensen. (White Teeth, 2000).
Smith, Zadie:
Autografmanden. Rosinante, 2003. Oversat af Thomas Harder. (The Autograph Man, 2002).
Smith, Zadie:
Om skønhed. Rosinante, 2007. Oversat af Thomas Harder. (On Beauty, 2005).
Smith, Zadie:
NW. Rosinante, 2013. Oversat af Steffen Rayburn-Maarup. (NW, 2012).
Smith, Zadie: Swing Time. Rosinante, 2017. Oversat af Steffen Rayburn-Maarup (Swing Time, 2016).

Nonfiktion

Smith, Zadie:
Changing my mind – Occasional Essays. Penguin Press, 2009.

Diverse

Smith, Zadie:
Desuden essays og artikler til diverse engelsksprogede aviser og tidsskrifter samt boganmeldelser til det amerikanske ”Harper’s Magazine”.

Kilder citeret i portrættet

Interview

The Guardian, 2000-12-11.