Zadie Smith tog i 2023 et skridt i en ny retning med den historiske roman "The Fraud" ("Bedrageren", 2024), der er baseret på en retssag fra London i 1873 og på den virkelige forfatter William Ainsworth (1805-1882). Romanen består af en række korte kapitler, der ikke er ordnet kronologisk, og ydermere inddelt i otte bind. Kapitlerne er hver især fortalt gennem skiftende vinkler i tredjeperson. Fortælleren er primært husbestyrerinden Mrs Touchet, der sørger for at den fallerede forfatter William Ainsworth får en god alderdom, men også William selv og Williams kusine Eliza, der er medlæser på Ainsworths halvdårlige romanmanuskript, der foregår i Jamaica.
137627752
Tidligere var Mrs Touchet gift med Williams bror, og i sin høje alder har Ainsworth formået at gøre stuepigen Sarah gravid, og derefter giftet sig med hende, så Mrs Touchet nu står for alt, og på mange måder er Mrs Touchet en overset kvinde. Hun følger med i alles liv og har holdninger til bl.a. de slavegjortes rettigheder og klassesamfundet, og da retssagen om den mystiske Sir Roger Tichborne går i gang, står hun også med på sidelinjen. Hun er interesseret i nyheder om sociale forhold og om drabelige sager fra offentligheden, og Tichborne-sagen har alt – adelen, en arv, fejlslagne identiteter og eksotiske lokationer.
Sagen drejer sig om en mand, som hævder at være den adelige Sir Roger Tichborne, der ellers er formodet død, men som påstår at have arbejdet som slagter i Australien i den tid, han har været forsvundet. Aviserne følger sagens udvikling, mens Tichborne bl.a. forsøger at finde vidner, og Sarah og Eliza overværer, at jamaicaneren Andrew Bogle skal vidne til fordel for Tichborne. Publikum holder med Tichborne, som bliver et symbol på et opgør med den stivnede overklasse.
Zadie Smith skriver i et efterord til romanen, at hun har citeret vidnet Andrew Bogle direkte fra datidens aviser, der dækkede retssagen, og at Andrew Bogle dermed har besiddet et stort fortællertalent.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Bedrageren"