Zadie Smith er født i 1975 og voksede op i den nordvestlige del af London. Hendes far er britisk og hedder Harvey Smith, imens hendes mor Yvonne Bailey er jamaicansk immigrant. På sin fars side har Zadie Smith to ældre halvsøskende samt to yngre brødre, der er kendte som hhv. komiker og rapper. Som barn følte hun sig ikke videre godt tilpas i skolen og fandt fra en ung alder fred i bøgerne.
Efter endt skolegang studerede Zadie Smith engelsk litteratur på Cambridge, og under hendes studietid skrev hun en del noveller til en studenterantologi. Hendes talent blev tidligt bemærket, så da Smith i 1997 havde erhvervet sig en agent og sendt et ufærdigt manuskript i udbud, gjorde adskillige forlag kur til den unge forfatterspire, og hun modtog et stort forskud på sin første roman. To et halvt år senere udkom ”White Teeth”, der øjeblikkeligt blev en stor succes og vandt masser af priser.
To år efter romandebuten udkom ”The Autograph Man” (”Autografmanden”, 2003), som følger den jødiske kineser Alex-Li Tandem, der er bosat i London og besat af celebritykultur. Også den blev godt modtaget, om end ikke lige så godt som ”Hvide tænder”. I 2005 kom Zadie Smiths tredje roman ”On Beauty” (”Om skønhed”, 2007), der beskæftigede sig med to familiers relationer på kryds og tværs i et amerikansk universitetsmiljø. Der skulle gå syv år, før hendes fjerde roman udkom, og hun igen skildrede sin hjemby i ”NW.” I mellemtiden var Zadie Smith aktiv på andre fronter.
Foruden sin romanproduktion er Zadie Smith en flittig essayist, der beskæftiger sig med alt fra Kafka til hiphop og skriver bl.a. boganmeldelser og interviews. Hun skriver desuden noveller til forskellige tidsskrifter og magasiner. Samtidig følger hun en akademisk karriere og underviser i fiktion og creative writing på Columbia University School of Arts og fik i 2010 en professorat på New York University.
Zadie Smiths forfatterskab er karakteriseret ved de skarpe, humoristiske og realistiske skildringer af en multikulturel verden. Hun er blevet reduceret til blot være en multikulturel forfatter, men hendes værker er litteraturhistorisk bevidste, nytænkende og beskriver præcist en globaliseret og kulturelt kompleks verden.