Jonathan Franzen
Foto: Shelby Graham

Jonathan Franzen

cand.mag. Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2014. Opdateret i 2016.
Top image group
Jonathan Franzen
Foto: Shelby Graham
Main image
Franzen, Jonathan
Foto: Lars Hansen

Indledning

Der er dømt korrektioner og manipulationer i såvel familierne som på det politiske niveau, når man befinder sig i Jonathan Franzens univers. Lige så meget familiemedlemmerne korrigerer hinanden for at få virkeligheden til at passe med drømmene og idealerne, lige så korrupte er virksomhederne og politikerne. Og når virkeligheden ikke går op, lurer depressionen lige under overfladen. Ikke mindst i romanen ”Frihed” blusser det 20. århundredes folkesygdom for alvor op, og der er snart ikke det medlem af familien Berglund, der ikke har en periode på de forjættende lykkepiller. Bagsiden af frihedens medalje er depression.

 

46520718

Blå bog

Født: 17. august 1959 nær Chicago.

Uddannelse: Naturvidenskabelig uddannelse ved Freie Universität i Berlin.

Debut: Twenty-Seventh City. Farrar, Straus and Giroux, 1988.

Litteraturpriser: Whiting Writers’ Award, 1988. Granta’s Best Of Young American Novelists, 1996. The National Book Award, 2001. New York Times Best Book of the Year, 2001. Salon Book Award, 2001. Pulitzer Prize, 2002. James Tait Black Memorial Prize, 2002. International IMPAC Dublin Literary Award, 2003. Salon Book Award, 2010. Galaxy National Book award, 2010. Welt-Literaturpreis, 2013. Budapest Grand Prize, 2015.

Seneste udgivelse: Ved enden af verdens ende : essays. Gyldendal, 2019. (The end of the end of the Earth, 2018). Oversat af Jesper Klint Kistorp.

Inspiration: Philip Roth og Tom Wolfe.

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“fire-tiendedele sekund [var] rigeligt til at identificere den faldende genstand som ens ægtemand gennem syvogfyrre år; og til yderligere at bemærke at han var iført den rædselsfulde, sorte regnfrakke som havde mistet sin form og aldrig burde have været båret i fuld offentlighed”
“Korrektioner”, s. 363.

Jonathan Franzen blev født nær Chicago den 17. august 1959, og han voksede op i Websters Groves, Missouri, der er en forstad til St. Louis, sammen med forældrene Earl og Irene Franzen samt de to ældre brødre Tom og Bob. Franzen var som barn noget af en nørd, og var desuden plaget af et nervøst sind. I den selvbiografiske bog ”Ubekvemmelighedszonen” fortæller Franzen, at han som barn var bange for alt fra edderkopper over kvinder til sine forældre. Han fortæller om en mor, der var temmelig overbeskyttende og som hægede om traditionelle værdier. Det bedste, hun kunne forestille sig for sine børn, var en ordentlig uddannelse som jurist eller ingeniør og dertil et godt ægteskab, mens det værste, hun kunne forestille sig, var, at hendes drenge begyndte at tage stoffer eller levede på polsk.

Franzens forældre så gerne, at han gik den naturvidenskabelige vej, som han da også havde flair for, men i stedet for at tage matematik på højt niveau, tog han i sit næstsidste collegeår til München, hvor han forelskede sig i den tyske litteratur og dens evne til psykologiske portrætter. I 1981 fik han sin eksamen ved Swarthmore College, og umiddelbart efter blev han gift med en skoleveninde, der skrev ligesom Franzen selv. I årene efter college studerede han ved Freie Universität i Berlin, hvorefter han fik arbejde på et seismologisk laboratorium ved Harvard Universitets departement for Jord- og Planetarieforskning. Men trangen til en forfatterkarriere trak i ham, og i 1988 udgav han sin første roman ”The Twenty-Seventh City”, som gav ham stor succes hos de amerikanske læsere. Med den tredje roman ”Korrektioner” fra 2001 slog Franzen for alvor igennem internationalt. Bogen er i dag oversat til mange sprog, den sluges af fornøjede læsere, den er rost til skyerne af anmeldere, og i 2012 blev den filmatiseret med blandt andet Maggie Gyllenhaal og Ewan McGregor i hovedrollerne.

I dag er Franzen blevet skilt fra sin første kone og lever med sin kæreste, forfatteren Kathryn Chetkovich, på Manhattan. Han er fuldtidsforfatter og skriver også af og til essays for avisen The New Yorker.

The Twenty-Seventh City

Handlingen i Jonathan Franzens debutroman fra 1988, ”The Twenty-Seventh City”, udspiller sig i Franzens barndomsby, St. Louis. Titlen refererer til St. Louis’ nuværende status som den 27. største by i Amerika, og den peger indirekte på det faktum, at St. Louis tidligere var Amerikas fjerdestørste by. Grunden til denne statusændring er, at en stor del af St. Louis’ omkringliggende land blev spaltet fra tidligere i det 20. århundrede.

Fortællingen indledes med, at den amerikansk/indiske kvinde Jammu bliver ansat som politichef i St. Louis. Jammu er 35 år og har en fortid i indisk politi i Bombay, hvor hun formåede at eliminere korruption og inflation under Ghandis styre i midten af halvfjerdserne. Derfor har man i St. Louis stor tillid til, at Jammu kan være et stærkt symbol for Det Nye St. Louis. Selv forventer hun også hurtigt at blive ”Madam of the Mound City” (”Frue af jordhøjens by”), blandt andet ved at skabe en ejendomsværdistigning i midtbyen. Byens politikere og virksomhedsledere er skeptiske, og først da tilfældige bombesprængninger og tilsyneladende terrorrelaterede angreb rettes mod dem og andre af byens borgere, begynder de at samles om Jammu. Efterhånden viser det sig dog, at Jammus metoder ikke er helt pæne i kanten.

”The Twenty Seventh City” er som et forvarsel for det politiske klima, der opstår i kølvandet på romanens udkomme. Et klima, hvor angst og magt går hånd i hånd. Hvor politikere rent retorisk får angsten til at fylde i befolkningen – angst for terror, for klimaforandringer, for finanskrise og for det fremmede, og hvor dén politiker, der er bedst til at overbevise befolkningen om, at netop han bedst kan styre landet igennem en krise, vinder magten.

Romanen sætter de problematiske aspekter i det moderne samfund på dagsordenen ved at tematisere forholdet mellem den pæne rige del, som er beboet af hvide mennesker, og den fattige del, som i vid udstrækning er befolket af sorte. Mange byer er splittede, og det stiller store krav til politikerne om at samle befolkningen. I ”The Twenty-Seventh City” er korruption og konspirationsteorier en del af spillet mellem mennesker, og angst bliver den lim, der kan få befolkningen til at holde sammen og bakke op om politichefen. 

Strong Motion

”“I Junior High School forventede Eileens nye venner at få at vide, at “Nej, vi er ikke i familieingen relation”, når de spurgte, om Louis Holland var hendes bror.”
“Strong Motion”, s. 4.

”Strong Motion” fra 1992 portrætterer en almindelig ikke-fungerende familie, familien Holland. Familien lever i Boston og består af faderen Bob, som er universitetsprofessor i historie, den pengefikserede mor, Melanie, og de to søskende Eileen og Louis. Forholdet mellem familiemedlemmerne er mildt sagt anspændt, og det hjælper ikke ligefrem på situationen, at Melanie er særdeles eftergivende overfor datteren Eileen, mens hun udstøder og skælder ud på sønnen Louis.

I det hele taget er der ikke meget, der binder familien sammen ud over lige netop blodets bånd, og Eileen og Louis flytter da også langt væk fra deres midtvestlige rødder, så snart de kan. Eileen for at tage en MBA på Cambridge, Louis for at arbejde på en lille radiostation i Houston. Familien samles dog igen i Boston, da Melanies stedmor dør ved et mindre jordskælv. Melanie står nu til at arve 22 millioner dollar, som kommer fra en investering i kemikaliefirmaet Sweeting-Aldren, og Eileen gør alt for at få del i den enorme pengesum. Men Louis bevarer benene på jorden, og da han ved jordskælvets centrum møder seismologen Renée, og de forelsker sig, er der både lagt i kakkelovnen til en kærlighedshistorie og en kritik af griskhed og pengefiksering. Omdrejningspunktet for denne kritik er dels Eileen og Melanie og dels virksomheden Sweeting-Aldren, der viser sig at have haft afgørende indflydelse på jordskælvet. Da Renée begynder at gå firmaet efter i sømmene, går der politisk magtspil i den, og en spændingshistorie folder sig ud for øjnene af læseren.

I ”Strong Motion” tager Franzen de første spæde livtag med de tematikker, der siden hen bliver hans varemærke – nemlig dysfunktionelle familier, miljø og politik. 

Korrektioner

“Hans skridt prøvede at undvige hende, men fingrene var mere adrætte. Hun kunne mærke at han voksede til mandestørrelse gennem pyjamassens gylp, og i et anfald af gammel sult gjorde hun noget som han aldrig havde ladet hende gøre før.”
“Korrektioner”, s. 300.

Franzens tredje roman ”The Corrections” fra 2001 (”Korrektioner”, 2003) er en familiekrønike om forstadsfamilien Lambert. I modsætning til ”Strong Motion”, hvor de ydre faktorer spejler det indre liv, er der her fokus på indre kampe og nervøsitet.

Familien Lambert består af faderen Albert, som er præget af en stærkt religiøs ånd og har det svært med såvel fysisk som psykisk kontakt. Det, der betyder mest for ham, er det daglige arbejde, så det er paradoksalt og ironisk, da han på sine gamle dage lider af parkinson og bliver dårligere og dårligere fungerende i såvel hoved som krop.

Moderen Enid forsøger at få familien til at tage sig velfungerende ud. Hun praler overfor sine veninder med børnenes præstationer – selv om historierne sjældent har rod i virkeligheden. Eksempelvis har den ældste søn Gary et godt job, er gift og har tre børn, men inde bag facaden er livet ikke så let, og han tror, at konen og børnene har indgået en sammensværgelse for at gøre ham klinisk depressiv.

Det mellemste barn, Denise, har stor succes som kok, men mindre succes i kærlighedslivet. Hun bliver i første omgang gift med en kok, men det holder ganske kort.

24281922

Den yngste søn Chip underviser på universitetet, men bliver fyret efter en affære med en studine. Efterfølgende har han forskellige småjobs, nasser lidt penge fra søsteren, har en affære med en gift kvinde og forsøger at skrive et filmmanuskript. Ingen af delene falder særlig heldigt ud, så da han får et tilbud om at tage til Litauen med svindleren Gitanas og narre penge fra vestlige finansmænd for en god hyre, drager han straks af sted.

Det er ikke ligefrem et billede af en velfungerende familie, Franzen tegner i ”Korrektioner”. Familiemedlemmerne er så langt fra hinanden, at de aldrig formår at nå hinanden. Selv om de alle har positive drømme og tanker om livet, så er de alle præget af dyb handlingslammelse. Enid kæmper for at opretholde en pæn facade og må derfor lukke af for børnenes virkelighed og IKKE se, at Gary er halvdeprimeret og IKKE forstå, at Denise er biseksuel og IKKE høre, at Chip er blevet fyret fra universitetet. På den måde kommer hun til at manipulere sine børn, så de hele tiden føler, de ikke er, som de bør være, og at de fejler fælt. Alle prøver de forgæves at korrigere deres liv, men korrektionerne gør nærmere ondt værre, og indimellem er det som om, at kroppene konspirerer mod dem selv – som da Albert får Parkinson og langsomt mister grebet om sit liv.

Hvordan man er alene

”How to be alone” fra 2002 (”Hvordan man er alene”, 2004) består af ni essays, der kommer vidt omkring i det kontrastfyldte amerikanske samfund af i dag. Franzen reflekterer over forskellige emner som smøger, softporn, sexterapi, romanens fremtid, (kollektiv, kulturel) depression og sygdom ved at relatere dem såvel til sit eget liv som til kulturen som sådan.

Samlingen indledes med essayet ”Min fars hjerne” om Franzens Alzheimer-ramte far, og det er tydeligt, at oplevelserne med faderen er reflekteret i ”Korrektioner”. Franzen fortæller ærligt og kærligt om, hvor svært det var at erkende faderens sygdom: ”Min modvilje mod at anvende ordet ”Alzheimer” på min far var en måde at beskytte specialiteten Earl Franzen mod det generelle i en sygdomstilstand med en bestemt betegnelse.” (s. 23).

25247213

I ”Asken sigtes” diskuteres antirygekampagnen. Franzen er tydeligvis ikke begejstret over tobaksindustrien, men han fremhæver, at jo mere befolkningen ved om tobakkens skadevirkninger, des mindre kan industrien bebrejdes skadevirkningerne. Beskrivelsen af forfatterens egen forlorne tur gennem en af tidens mediemaskiner, da han i 2001 skulle have deltaget i Oprah Winfreys tv-bogklub, er særdeles underholdende og fornøjelig.

Ligeledes fremstår Franzens diskussioner af den amerikanske romans fremtid lysende og er interessante og tankevækkende. I det hele taget er essaysamlingen en fortale for litteraturen. Som Franzen skriver i indledningen: ”Bogen er delvist tænkt som en registrering af en bevægelse væk fra en bange og skræmt isolation frem mod en accept - og endda en lovprisning – af at være læser og forfatter.” (s. 9). Et gennemgående tema i de ni essays er da også forfatterens og læsernes behov for ensomhed i en stadig mere støjende og distraherende massekultur.

Ubekvemmelighedszonen

“Ligesom naturens verden havde min mor ikke været ved særlig godt helbred da jeg blev født. Hun var otteogtredive, hun havde haft tre spontane aborter, og hun havde lidt af ulcerøs tyktarmsbetændelse i ti år. Hun lod mig ikke komme i børnehave fordi hun ikke ville give slip på mig bare et par timer om ugen.”
“Ubekvemmelighedszonen”, s. 181.

Essaysamlingen ”The Discomfort Zone” fra 2006 (”Ubekvemmelighedszonen”, 2007) bærer undertitlen ”En personlig beretning”. Værket består af seks mere eller mindre sammenhængende essays, hvoraf flere af dem har været helt eller delvist trykt i avisen The New Yorker.

I essayene beretter Franzen om sin opvækst i det amerikanske midtvesten og om sit ungdoms- og voksenliv med tvivl, usikkerhed, kærlighedskvaler og et nærmest desperat forhold til fugle, der tenderer til en besættelse. De to første essays, ”Hus til salg” og ”To ponyer”, sætter scenen an med beretninger om barndomshjemmet i Webster Groves. Her fortælles om morens pertentlighed og drøm om det perfekte hjem, om farens arbejdsomhed, Franzens nørdethed og usikkerhed og om hans to ældre brødres oprør imod forældrenes normer.  Det er den stadigt voksende litterære interesse og den unge mands stadig mere desperate forsøg på at komme tæt på en pige, som essayet ”Det fremmede sprog” handler om. Franzen tager i sit næstsidste collegeår til München og læser. Her bliver den tyske litteratur et spejl på hans eget liv, og via sine dybdegående psykologiske portrætter får den ham til at se sine familiemedlemmer i et klarere lys.

26729955

I samlingens sidste essay, ”Mit fugleproblem”, møder læserne den voksne Franzen, som fortæller om et ægteskab, der forliser, og om en fugleinteresse, der sniger sig ind på ham i takt med, at hans privatliv bliver mere og mere uoverskueligt og utilfredsstillende. Det er i samme periode, hans mor bliver meget kræftsyg, og hvor han efterhånden oplever, at han elsker hende. Viklet ind i fortællingen om forlist og funden kærlighed og fugle sniger Franzen en fortælling om miljø ind, og på den måde sluttes ringen – det politiske og personlige væver sig ind og ud af hinanden og kan ikke adskilles.

Titlen ”Ubekvemmelighedszone” refererer både til diskussionen om rumtemperatur i essayet ”To ponyer” og til den ubekvemmelighed, Franzen oplever i forhold til piger, i forhold til at være i sin egen krop og i forhold til at være udenfor et fællesskab. Og det referer til et USA, hvor individualiteten i den grad er i højsædet, og fællesskaber uddør – selv det religiøse fællesskab mister ifølge Franzen sin kraft (s. 176-77). 

Frihed

“Hun havde hele dagen, hver eneste dag, til at finde på en anstændig og tilfredsstillende måde at leve på, og alligevel var det som om det eneste hun nogensinde blev af alle sine valg og al sin frihed, var mere ulykkelig.”
“Frihed”, s. 194.

Omdrejningspunktet i den muskuløse roman ”Freedom” fra 2010 (”Frihed”, 2011) er familien Berglund, som lever i det amerikanske midtvesten. Familien består af forældrene Patty og Walter og deres to børn, Joey og Jessica.

Patty og Walter passer sammen som fod i hose, ikke mindst fordi de begge er meget opsatte på at gøre det rigtige. Patty, som selv har følt sig svigtet af sine forældre, går så meget op i sine børns ve og vel, at hun – på trods af en universitetsuddannelse – dedikerer sit liv til dem og bliver hjemmegående. Walter, der altid har været den ansvarlige, fordi hans far faldt til flasken og moren var handicappet, er både familiemenneske par excellence og jurist med et hjerte, der banker for naturen. 

28719019

I takt med, at Joey og Jessica vokser op, får de et stadig mere problematisk forhold til Patty – og også til Walter, som i sin iver efter at redde en truet fugleart kommer til at sælge sin sjæl til en olievirksomhed.

I betragtning af, hvor mange karakterer, der er på lykkepiller i ”Frihed”, forekommer titlen sært positiv, ja nærmest som en ironisk kommentar dels til blomsterbørns-generationen, der – nøjagtig som Walter – endte med at lade idealerne gå fløjten og lade sig forjætte af kapitalen. Dels som en kommentar til det politiske klima i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor politikerne i den vestlige verden – med den amerikanske præsident George Bush i spidsen – proklamerede krig i frihedens tegn. Og dels som en påpegning af, at den personlige frihed, der er indbegrebet af Amerika, ikke alene er et gode, men også et benspænd. Gang på gang viser den personlige frihed sig at spænde ben – enten for personerne selv eller for deres omgivelser. Mest markant udtrykkes det i forholdet mellem Joey og forældrene. Joey tager også sine friheder, når det kommer til at være sammen med andre end kæresten Conny, hvilket får hende til at tage en periode på lykkepiller. I det hele taget er sex den mest centrale personlige frihed i romanen. Der bliver bollet til højre og venstre og udenom, og der bliver sågar voldtaget i frihedens navn.

På trods af den lethed, hvormed Franzen udtrykker sig, og den nerve, som han skildrer sine karakterer med, så er det jævnt deprimerende at læse ”Frihed”. Det er, som om alle karaktererne – på trods af alle de gode viljer – er født med et handicap. Et handicap med navnet FRIHED.

Længere væk

”Hun [Alice Munro] er én af kun en håndfuld forfattere, nogle levende, de fleste døde, som jeg har i tankerne, når jeg siger at skønlitteratur er min religion.”
”Længere væk”, s. 295.

To af Jonathan Franzens store passioner er i centrum i essaysamlingen ”Farther Away” fra 2013 (”Længere væk”, 2014) – nemlig fugle og litteratur. Det kan måske lyde som to uforenelige størrelser, men hos Franzen bliver de beslægtede, da han fokuserer på litteratur med for få læsere, samt fugle der er ved at uddø.

I flere af historierne fortæller Franzen om det myrderi, der bliver begået imod verdens fugle. Bl.a. i essayet ”Det hæslige Middelhav”, hvor han beskriver en rejse til Cypern, Malta og Italien – tre lande, hvor skydevåben, limpinde og moderne teknologiske hjælpemidler medvirker til at slå en milliard ud af de fem milliarder trækfugle ihjel, der hvert år passerer middelhavets kyster.

29995265

På samme måde som han arbejder for at redde disse fugle, skriver han for at redde den gode litteratur. Men han er ikke just optimistisk på litteraturens vegne. I essayet ”Den bedste familie der nogensinde har befolket en roman” mener han, at romanen er ved at lide samme skæbne som (papir)avisen – at uddø. Han er dog trods alt så optimistisk, at han anbefaler adskillige forfatterskaber, som han mener er oversete; deriblandt Christina Steads, Donald Antrim og Alice Munro. I essayet ”Om selvbiografisk litteratur” giver han endvidere et indblik i, hvad der driver ham som forfatter, og hvad han mener er god litteratur. Han agiterer for, at litteratur skal være om ikke selvbiografisk, så dog personlig.

Og apropos personlig, så er han meget nærværende i essaysamlingen. Han fortæller om sit forliste ægteskab, sin familie, og hvorfor han har en forkærlighed for fugle (ligesom i øvrigt en af hovedpersonerne i ”Frihed”).

”Længere væk” er essays på den intellektuelle måde, hvor litteraturen og litterære tilgange bliver afsæt til at reflektere over verden af i dag. Ikke mindst gør det sig gældende for titelessayet, hvor Franzen til dels reflekterer over sin ven og kollega David Foster Wallaces selvmord, delvist reflekterer over romanens fremkomst og delvist over sit eget liv.

Purity

”Hele min personlighed omorganiserede sig for at forsvare hendes sjælefred og forsvare mig selv mod hendes bebrejdelser. Det er selvfølgelig muligt at beskrive dette som en slags kastration af mig, men faktisk var det mere som en opløsning af vores jeg’ers grænser.”
”Purity”, s. 417.

”Purity” fra 2015 (”Purity”, 2015) er endnu en stor slægtsroman fra Jonathan Franzen. Den bæres af tre primære fortællerstemmer, Purity Tyler, Andreas Wolf og Tom Aberant, og den bevæger sig frem og tilbage i tid og sted – fra Østberlin over Bolivia og til USA. Romanen er opkaldt efter Purity – også kaldet Pip, der er på jagt efter sandheden om sit ophav. Hun er vokset op med en lettere sindsforstyrret mor, som aldrig har villet fortælle Pip, hvem hendes far er, og hvor og hvornår hun er født. Da Pip kommer i kontakt med The Sunlight Project – en organisation der minder om WikiLeaks –, øjner hun muligheden for at blive klogere på sig selv.

Romanen tager fat på emner som feminisme, klimaforandringer, ulighed, frihed og ufrihed, it og online journalistik samt ikke mindst familielivet. Franzen giver – som i sine to foregående romaner – et indblik i, hvordan familiers hemmeligheder, løgne og manipulationer er ødelæggende både på individniveau og for evnen til at indgå i relationer. I romanen skildres Pip som sårbar i mere end en forstand, fordi hun ikke kender sin oprindelse. Hun er fuld af tvivl om sig selv, og hun bliver et nyttigt redskab for manden bag The Sunlight Project, Andreas Wolf. I øvrigt er Wolf selv noget af et paradoks. Han er opvokset i DDR og er opflasket med såvel regimets som familiens totalitære styre af løgne. Nu har han viet sit liv til at afdække verdens løgne via sin organisation, men han bærer selv på en mørk hemmelighed, som han har brug for hjælp til at skjule.

51959876

I romanen bliver internettet et spejl på, hvordan moderne mennesker er distanceret fra sig selv og hinanden. Blandt andet er Wolf som besat af sin online profil, og hvordan han tager sig ud for verden. Wolf konkluderer da også, at internettet og DDR har særdeles meget tilfælles: det er totalitære regimer, som det er svært at slippe ud af.

”Purity” beskrives af det danske forlag som en ”mørk komedie”, men der er rent faktisk et lys i mørket – nemlig Pip alias Purity. I sin søgen efter sandheden kommer hun således nærmere de sande værdier i tilværelsen: en sød hund, tennis og en rar og stilfærdig matematiknørd af en kæreste. På den måde lever hun op til sit navn, der er inspireret af hovedpersonen i Charles Dickens’ roman ”Store forventninger”, idet de begge kommer på en dannelsesrejse og bliver følelsesmæssigt og moralsk klogere undervejs.

Genrer og tematikker

Franzen har igennem sit forfatterskab skrevet dejligt spiddende romaner, kulturkritiske og personlige essays samt enkelte teaterstykker. Hvad enten der er tale om skønlitteratur eller essays, så er der kulturkritisk bid i Franzen. Som når han giver sig i kast med en kritik af forbrugerisme og revser virksomheders og politikeres manglende stillingtagen til forurening i ”Strong Motion”. Når han i ”Korrektioner” skildrer kapitalismens vrangsider via fremstillingen af Litauen. Når han i sine essays går i clinch med den støjende og distraherende massekultur, vi befinder os midt i. Og endelig når han i ”Frihed” udstiller bagsiden af frihedens medalje som depression. Sproget, der kritiseres med, er sanseligt og registrerende, og karaktererne propper sig med mad og sex i lange baner – uden at det dog får dem til at hungre mindre. Tvært imod. Det er som om, de er uudfyldelige sorte huller, der bare hungrer efter at blive fyldt mere ud. Nøjes de med deres respektive ægtefælle, længes de efter andre, og giver de endelig efter for denne lyst, præges de af dårlig samvittighed. Der er ingen forløsning! Friheden giver masser af muligheder for korte og sprudlende orgasmer, men ikke for den langstrakte lykke, og det er – med Franzens romaners optik – det moderne menneskes akilleshæl par excellence.

Franzen revser på linje med en filmkunstner som Michael Moore sin kultur og dens produkter – menneskene og maskinerne. Både Franzen og Moore formår via deres provokationer at tvinge os til at tage stilling til en verden, der er gået teknologisk agurk, og som lider af kulturel og følelsesmæssig forfladigelse. I modsætning til Michael Moore er Franzen langt mere nuanceret i sin kritik – i hans optik er vi alle lige gode om det. Som det hedder i ”Ubekvemmelighedszonen”: ”Det mærkelige var hvor nøje min fars værdier lignede hans fjenders.” (s. 176). Og andetsteds: ”Landet som helhed var blevet så fjendtligt indstillet over for de besiddelsesløse at store antal af de besiddelsesløse selv nu stemte imod deres egne økonomiske interesser.” (s. 191). Eller: ”I New York, på sikker afstand og set gennem tidens politiske tågebanker, ville jeg sikkert have identificeret tandlægen og hans kone, der begge støttede Bush, som mine fjender, men billedet var ikke så enkelt når man kom tæt på.” (s. 196).

Helt centralt i romanerne er endvidere de psykologiske portrætter, der ikke mindst tager afsæt i relationerne. Og det ser ikke for kønt ud. Gennemgående forsøger karaktererne at korrigere hinanden uden dog at have det store held med det. Et centralt eksempel er Joeys forhold til forældrene i romanen ”Frihed”. Ligesom i Philip Roths roman ”American Pastoral”, hvor verden kæntrer for de moralske og selvtilfredse forældre, da deres børn bliver militante venstreorienterede, så bruger Joey sin personlige frihed til at gøre op med forældrenes værdier og bliver højreorienteret rebel.

Beslægtede forfatterskaber

Jonathan Franzen tilhører en ny generation af amerikanske forfattere, der tæller navne som David Foster Wallace, Dave Eggers, Rick Moody, Don DeLillo og Jonathan Safran Foer. Fælles for disse forfatterskaber er deres åbenlyse kritik og parodi af samfundets bizarre træk samt forfatternes evner til psykologisk fintfølende at omfavne deres romankarakterer med sympati.

Blandt danske forfattere, der beskæftiger sig med lige dele psykologiske portrætter og kulturkritik, er Knud Romer, der med sin debutroman ”Den der blinker er bange for døden” (2006) fremskriver livet i en dansk provinsby med bid og vid. Claus Beck-Nielsen, der blandt andet også er at finde under pseudonymet Das Beckwerk, kan også nævnes som en forfatter, der i ekstrem grad befinder sig i spændingsfeltet mellem psykologisk (selv)portræt og politisk bidende kritik.

Er man mere til den tyske litterære tradition, kan man kaste sig over Franzens inspirationskilder – Franz Kafka, Thomas Mann og Rainer Maria Rilke. Eller man kan kaste sig over mere samtidige tyske forfatterskaber, der også indskriver sig i en tradition for politisk bid krydret med psykologiske portrætter – såsom Günther Grass.

Bibliografi

Romaner

Franzen, Jonathan:
Twenty-Seventh City. 1988. Roman.
Franzen, Jonathan:
Strong Motion. 1992. Roman.
Franzen, Jonathan:
Korrektioner. 2003. (The Corrections, 2002). Roman.
Franzen, Jonathan:
Frihed. Gyldendal, 2011. (Freedom. Farrar, Straus and Giroux, 2010).
Franzen, Jonathan:
Brudzone. Gyldendal, 2014. Oversat af Mich Vraa.
Franzen, Jonathan:
Purity. Gyldendal, 2015. (Purity, 2015). Oversat af Mich Vraa.

Essays

Franzen, Jonathan:
Hvordan man er alene. 2004. (How to Be Alone, 2002). Essays.
Franzen, Jonathan:
Ubekvemmelighedszonen. En personlig beretning. 2007. (The Discomfort Zone, 2006) (99.4).
Franzen, Jonathan:
Længere væk. Gyldendal, 2013. (Farther away, 2013). Oversætter: Mich Vraa. Essays.
Franzen, Jonathan: Ved enden af verdens ende : essays. Gyldendal, 2019. (The end of the end of the Earth, 2018). Oversætter: Jesper Klint Kistorp.

Andet af Jonathan Franzen

Korrektioner. Producer Scott Rudin er ved at samle folk til en filmatisering af Korrektioner.

Om forfatterskabet

Artikler og links

Andersen, Jens:
Da Oprah blev vred. Artikel i Berlingske Tidende, 2004-06-12.
Antrim, Donald:
Jonathan Franzen by Donald Antrim. Interviewartikel i Bomb Magazine nr. 77, 2001.
Lundtofte, Anne Mette:
Franzens dobbeltløber. 2007. Interview ved Anne Mette Lundtofte. I: Politiken. 2007-04-28.
Sharma, Devika:
Samtiden og samtidsromanen. Om Jonathan Franzens Korrektioner. I: Kritik. Årg. 42, nr. 194 (2209), side 129-136.
Freitag, Sibylle:
The Return of the Real in the Works of Jonathan Franzen. Verlag Die Blaue Eule, 2009.
Burn, Stephen J.:
Jonathan Franzen at the End of Postmodernism. Continuum Literary Studies, 2011.
Polley, Jason S:
Jane Smiley, Jonathan Franzen, Don DeLillo: Narratives of everyday justice. Lang, 2011.
Weinstein, Philip:
Jonathan Franzen: The Comedy of Rage. Bloomsbury, 2015.
Jonathan Franzen Forfatterens forlags hjemmeside: Jonathan Franzen Uncorrected Pænt stort interview. Book lovers' quarrel En artikel om Oprah-sagen.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jonathan Franzen