foster
Foto: The Granger Collection / Ritzau Scanpix

E.M. Forster

mag.art. Iben Engelhardt Andersen, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Top image group
foster
Foto: The Granger Collection / Ritzau Scanpix
Main image
Forster, E.M.
Foto: Rosenkilde & Bahnhof

Indledning

Politisk og menneskeligt frisind kendetegner E.M. Forsters forfatterskab, der tæller både romaner, noveller og essays. I sine ironiske, romantiske og ambitiøst komponerede romaner undersøger han det tidlige 1900-tals sociale koder og normer og spidder hykleriet i det engelske samfunds seksualitetsforskrækkelse, dobbeltmoral og behagesyge. Både hans skønlitterære virke, hans kritiske praksis og hans politiske engagement handler om venskab, samvær og menneskelige relationer. Af sine venner blev han kaldt muldvarpen, og ligesom den skubber mulden op af mørket, bringer også Forster menneskets skjulte stof frem i lyset – og insisterer på det som et fælles vilkår med politisk potentiale.

 

29598452

Blå bog

Født: 1. januar 1879 i London.

Død: 7. juni 1970.

Uddannelse: Cambridge, 1901.

Debut: Where Angels Fear to Tread, 1905. (De gode græd, 1975).

Litteraturpriser: James Tait Black Memorial Prize, 1924.

Seneste udgivelse: Maurice. Rosenkilde og Bahnhof, 2012. Oversat af Christiane Rode.

Inspiration: Marcel Proust, Henry James, D. H. Lawrence, Jane Austen, Richard Wagner og Herman Melville.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Skønt Miss Bartlett var øvet i konversationens kunst, var hun hjælpeløs over for brutalitet. Det var umuligt at sætte én, der var så grov, på plads. Hun blev rød i hovedet af mishag, og hun så sig omkring som for at sige: ”Er I alle sådan?”

”Værelse med udsigt”, s. 13.

Edward Morgan Forster blev født d. 1. januar 1879 i London. Faderen, Edward Forster, døde af tuberkulose, inden sønnen fyldte to år. Forster voksede således op som enebarn med sin mor Lily Thornton, der fik støtte fra grandtanten Marianne Thornton. I 1887 arvede han en stor sum penge fra hende, hvilket muliggjorde hans forfattervirksomhed.

Forsters mor døde, da han var 66 år, og indtil det sidste var hun altdominerende i hans liv. De levede i et gensidigt afhængighedsforhold – på godt og ondt: Moderen modarbejdede både hans forfatterskab og hans homoseksualitet, og på sin 33-års fødselsdag skrev Forster i sin dagbog: ”Er kun glad, når jeg ikke er hjemme”.

På Cambridge, hvor han studerede mellem 1897 og 1901, blev han medlem af diskussionsklubben The Apostles. Her debatterede han med blandt andre filosoffen Bertrand Russel og økonomen J.M. Keynes, forfatterkollegerne D.H. Lawrence og Christopher Isherwood. Han var del af den kunstneriske og intellektuelle Bloomsbury-gruppe i 1910’erne og 20’erne med forfatterkollegerne Lytton Strachey og parret Woolf. Her fik han øgenavnet ”Muldvarpen” pga. hans udseende, men også fordi han bevægede sig ”i de underliggende lag, for så pludselig at dukke op med noget åndfuldt og skarpsindigt.” (Anne Mette Bruun: E.M. Forster skrev sig ned til menneskets dybere lag. Politiken, 2009-05-01).

Først som 37-årig fik Forster et fysisk forhold til en mand, og som 51-årig fandt han sit livs kærlighed, den yngre politimand Bob, hvis kone May accepterede de to mænds forhold. Forster havde et stærkt venskab med familien og blev gudfar til deres søn. Som 91-årig døde han i armene på Bobs enke.

I 1930’erne og 40’erne var Forster radiovært på BBC og aktiv i kampen for ytringsfrihed. Og fra denne periode var han også mest aktiv som kritiker og formidler. Han bedrev åndelig modstand mod nazismen og skrev tekster, der advokerede for tolerance og frihed. Efter morens død i 1946 flyttede han tilbage til Cambridge og levede der som mentor for en yngre generation.

Biografisten Anne Mette Bruun konkluderer, at Forster pga. sin mor ikke turde leve op til sine egne idealer om frihed, frisind og tolerance, mens Hans Hertel foreslår, at det netop er det klaustrofobiske moderforhold, der sætter hans skrivetrang i gang: ”uden det altædende moderdyr var han måske aldrig blevet provokeret til at realisere sig selv som romanforfatter?” (Hans Hertel: Homoseksuelt geni kæmpede mod sin mor og de klamme normer. Politiken, 2013-02-03).

En hæmmende mor, men også et frisættende og intellektuelt miljø på Cambridge, i Bloomsburygruppen og på sine mange rejser til Indien og Sydeuropa har alle skabt et forfatterskab, der kan siges at være britisk – romantisk og realistisk – i både tema, form og kritisk hensigt.

 

De gode græd

”Det gode selskab er uovervindeligt – til en vis grad. Men ens virkelige liv er ens eget, og intet kan røre det. Der er ingen magt på jorden, der kan forhindre en i at trække sig tilbage til noget smukt og strålende – […] det virkelige jeg.”
”De gode græd”, s. 78.

E.M. Forsters debut ”Where Angels Fear to Tread” fra 1905 (”De gode græd”, 1975) er en sædeskildring spændt ud mellem det sanselige Italien og det stive, edwardianske England. Det er en antitetisk undersøgelse af menneskelige karakterer og samfundets indflydelse på sand identitet. 

Lilia, den 33-årige enke efter Charles Herriton, rejser til Toscana med den yngre, dydige Caroline Abbott. Det er svigerfamiliens håb, at rejsen vil civilisere den eventyrlystne kvinde. Hun gifter sig imidlertid med Gino Carella – en ung, smuk, italiensk mand uden den rette familiemæssige baggrund eller store fremtidsudsigter. Gino viser sig som en doven, streng og utro ægtemand, og Caroline dør i barselssengen. Familien Herriton beslutter sig for at bringe spædbarnet tilbage til England for at redde drengen fra det uciviliserede liv og familien fra yderligere vanære. Mrs. Harriton sender sin søn, den afdøde Charles’ bror Philip og hans søster Harriet. Miss Abbott er rejst i forvejen i et desperat forsøg på at råde bod på de ulykker, hun ikke fik forhindret på den første rejse.

28762305

I Italien går det hele galt, og komik og tragedie smelter sammen i en både poetisk og ironisk-satirisk prosa med skarpt replikskifte og indskudte fortællerkommentarer. Philip genvinder sin kærlighed til den smukke, italienske simpelhed, miss Abbott forelsker sig i Gino, og den forkrampede søster Harriet ydmyges i operaen og stjæler spædbarnet efter de to andres halvhjertede forsøg.

Mens Harriet får sod i øjnene fra det beskidte Italien, og Caroline Abbott er i sine følelsers vold, udviser Philip derimod ligegyldighed i forhold til missionen om at hente barnet tilbage til England. Men han er til gengæld i stand til en vis introspektion, han reflekterer over sig selv og sit eget forhold til det sanselige Italien. I løbet af romanen ser han sig flere gange i spejlet – hvilket peger på en slags beslutning om at etablere sin egen identitet.

Philips udbrud “Ja vist! Jeg elsker ham også” (s. 178) foregriber også et forfatterskab, hvis drivkraft er kritikken af ”det heteroseksuelle regelsæt, forklædt som social rationalitet og rigid fornuft.” (Bo Tao Michaëlis: Tidssvarende Toscanaroman har et sikkert homoerotisk blik. Politiken, 2011-06-23).

 

Værelse med udsigt

”Han så blomsterne slå op om hendes kjole i blå bølger. Buskene oven for dem lukkede sig. Han gik hurtigt frem og kyssede hende. Før hun kunne sige noget, før hun næsten kunne føle noget, var der en stemme der kaldte: ”Lucy! Lucy! Lucy!” Livets stilhed var blevet brudt af miss Bartlett, der stod brun mod udsigten.”
”Værelse med udsigt”, s. 81.

Ligesom debuten foregår ”A Room with a View” fra 1908 (”Værelse med udsigt”, 1954) i både Italien og England. Her er der skruet op for satiren over det engelske samfunds snævre normer, mens romantikken og naturen bliver stedet for en ægthed, der besejrer hykleriet.

Romanen handler om den unge frøken Lucy, der på en dannelsesrejse til Firenze med den ældre kusine og chaperone, miss Bartlett, forelsker sig i George, søn af den excentriske mr. Emerson, og mere interesseret i ”livet” end i konventionerne. Miss Bartlett sørger for at afbryde deres forbindelse, men tilbage i England dukker George igen op og forvirrer Lucy, der nu er forlovet med den stive og prætentiøse Cecil.

28944578

Dialogen er skarp, karaktererne komiske og grundtonen tykt ironisk. Den implicitte fortæller udstiller karakterernes undertrykte seksualitet, deres dobbeltmoral og selviskhed. I første kapitel, hvor Lucy og hendes chaperone opdager, at de ikke har fået deres ønskede værelse med udsigt, annonceres en kamp mellem skønhed og finfølelse: En ældre herre tilbyder damerne sit og sin søns to værelser i bytte og bryder hermed takt og tone på hotellet. Den forfærdede og fornærmede miss Bartlett erklærer herpå sin og kusinens afrejse, men præsten Mr. Beebe træder ind som mellemmand og foreslår, at den gamle mands gestus er smuk, omend den mangler takt. Værelsesbyttet kan altså komme i stand, og Lucy, der ikke helt formår at transformere de sociale koder til ægte følelser eller passende udtryk, må acceptere, at kusinen tildeler sig selv det største rum under dække af fintfølende uselviskhed. På sit værelse åbner Lucy vinduerne op til Italiens skønhed, mens miss Bartlett lukker sine skodder til, sukker og går i seng.

Skellene er tydelige – mellem liv, natur, kærlighed, ægthed på den ene side og så løgn, konventioner, forstillelse og hykleri på den anden. Og de binære modsætninger – lys og mørke, indeni og udenfor – strukturerer ligeledes karaktertegningen. Bogen ender lykkeligt med de unge elskendes forening, men hen imod slutningen hedder flere kapiteloverskrifter ”Lucy lyver …” Og den skarpe opdeling mellem det gode og det onde brydes også med det sidste kapitels antydning af, at selv miss Bartlett måske har haft et håb om, at de to unge skulle finde sammen.

 

Howards End

”Det er en af de mest interessante ting i verden. Sandheden er, at der findes et storslået ydre liv, som du og jeg aldrig har været i berøring med – et liv i hvilket telegrammer og vrede tæller.”
”Howards End”, s. 31.

Epigrafen til Forsters kunstneriske gennembrud ”Howards End” fra 1910 (”Howards End”, 2009) lyder ”Only connect”. Romanen handler om at bygge bro på tværs af skel, der, som i resten af forfatterskabet, er trukket hårdt op mellem klasser, køn, nationaliteter, dannelse osv.

Plottet er komplekst, og der er konflikter, vold og dødsfald, men det er mere refleksion og observation, der tegner dramaet mellem de to flegmatiske og kultiverede søstre Schlegel, den velhavende forretningsfamilie Wilcox og den romantiske kontorist Leonard Bast, der kæmper for at komme frem i verden. Howards End er navnet på et landsted, som den velhavende Wilcox-familie ejer, hvor det gamle elmetræ kommer til at symbolisere romanens grundlæggende spørgsmål om, hvad materielle rødder betyder og hvilke værdier, der skal føre England videre.

27728790

Efter en række forviklinger gifter Margaret Schlegel sig med forretningsfamiliens overhoved, den jordnære Mr. Wilcox, hvis motto er ”Koncentrér dig” (s. 191). Hun er nysgerrig og antimaterialistisk og interesserer sig for indre værdier og personlige relationer, men kommer til at stå for en tolerant brobygning mellem den ydre pragmatisme og det indre følelsesliv: ”[…] regnbuebroen, som bør forbinde prosaen i os med lidenskaben. Uden den er vi meningsløse brudstykker, halvt munke, halvt dyr, uforbundne buer, som aldrig har forenet sig i et menneske.” (s. 190).

Romanen er kompositorisk ambitiøs. Forviklinger og foreninger lægger sig i lag, mens den alvidende fortæller knytter kommentarer og taler med. Teksten svinger mellem dagligdagssprog og en mere lyrisk stemmeføring, mens replikkerne afslører tonen i de forskellige sociale lag. Forster har i hele forfatterskabet fokus på kvindens situation, og i ”Howards End” bliver den feminine synsvinkel tydelig, også som politisk kommentar, f.eks. i munden på Margaret Schlegel: ”Det er blot det, at folk er meget mere forskellige, end man foregiver. Over hele verden bekymrer mænd og kvinder sig, fordi de ikke udvikler sig, som de burde udvikle sig.” (s. 343).

 

Two Cheers for Democracy

”Love and loyalty to an individual can run counter to the claims of the State. When they do – down with the State, say I, which means that the State would down me.”
”What I believe”

I 1951 udkom ”Two Cheers for Democracy”, der er en samling af Forsters skrifter fra midten af 1930’erne til begyndelsen af 50’erne. Disse udgør Forsters refleksioner over, hvordan de to verdenskrige og en usikker fredstilstand påvirker både litteraturen og den sociale og politiske kultur. Første halvdel handler om aktuelle, samfundsmæssige begivenheder, mens anden halvdel overvejende består af litteratur- og kulturkritik.

I sit essay ”What I believe” skriver Forster indledende, at han ikke går ind for tro i sin egen ret, men at der er så mange trosbekendelser i omløb, at man må formulere sin egen i selvforsvar. Herefter argumenterer han for, at de personlige relationer er styrken imod tidens racemæssige og religiøse forfølgelser, ikke som kontraktuelle forretningsforbindelser, men som noget – kærlighed og loyalitet – der kræver en vis tro på mennesket.

Sætningen, der giver samlingen sit navn, er fra dette essay: ”So two cheers for Democracy: one because it admits variety and two because it permits criticism. Two cheers are quite enough: there is no occasion to give three.” (“What I believe”). Demokratiet fortjener ikke tre hurra’er, men som den mindst hadefulde af styreformer støtter Forster demokratiet, fordi det giver individet frihed til at udtrykke sig, som det vil – og som forskelligt fra andre individer. Samtidig tillader demokratiet (selv)kritik – journalistik og politisk uenighed.

Han kritiserer i samme essay heltedyrkelse som et autoritært regimes modus og stiller det op imod et ”følsomhedens aristokrati”. De private dyder må ifølge Forster overføres til det offentlige liv. Selvom Forster ser den individuelle humanisme lide under tidens diktaturer, finder han trøst i det faktum, at alle mennesker fødes og dør alene, og at vi har adskiltheden og usikkerheden tilfælles.

Kreativitet eksisterer ifølge Forster på trods af volden og udgør for ham et civilisatorisk ”mellemspil” til den voldelige historie. Hans essays om antisemitisme og krigschokket og hans rejsebeskrivelser og forelæsninger om samtidige forfattere kan af denne grund også læses som en samlet kritisk kommentar til hans samtid.

 

Maurice

”De måtte leve uden for klassesamfundet, uden slægtninge og penge. De måtte arbejde og holde sammen, til døden skilte dem. Men England tilhørte dem. Det, udover deres kammeratskab, var deres belønning. Englands luft og himmel tilhørte dem…”
”Maurice”, s. 230.

Romanen ”Maurice”, (”Maurice”, 2012) som Forster skrev i 1913-14 og reviderede løbende, blev udgivet posthumt i 1971. Den handler om homoseksualitet, og til forskel fra Forsters øvrige forfatterskab, er kærligheden mellem mænd i denne roman direkte benævnt, den er kropslig og så får den en lykkelig slutning.

På en skoleudflugt til havet får pubertetsdrengen Maurice en initieringstale fra sin kostskolelærer om, at livets mål og lykke er ægteskabet med en kvinde. Læreren illustrerer kønslivet ved hjælp af en stregtegning i sandet, mens Maurice nikker uforstående ”[…] han vidste at emnet var alvorligt og stod i forbindelse med hans egen krop. Men han kunne ikke selv forholde sig til det.” (s. 11). Og da læreren hyklerisk går i panik over, at han har glemt at viske tegningen ud, lader den alvidende fortæller en naturbeskrivelse markere hovedpersonens sindstilstand og understrege bogens tematik: konflikten mellem det skjulte kropslige begær og følelsesliv og så samfundets regler for samme: ”mørket, der stammer fra tidernes morgen, men ikke ligger evigt, og med tiden overgiver sig til sin egen smertefulde solopgang.” (s. 13).

29598452

Maurice kommer herefter til Cambridge, hvor han møder den intelligente og selvsikre Clive, der introducerer ham for antikkens græske skrifter om homoseksuel kærlighed og får ham til at opgive sin kristne tro. De forelsker sig og er hemmelige – og platonisk afholdende – kærester, indtil Clive et par år senere beslutter sig for at tilslutte sig samfundets normer, finde sig en kone og blive politiker. Maurice overvejer både selvmord og ægteskab og forsøger med doktorbesøg og hypnose at blive kureret for sin homoseksualitet, men uden held. Han har taget arbejde som børsmægler og lever i asketisk småborgerlighed, mens han brænder af ”begær” (s. 143). Da han opholder sig tilbage på Clives gods, møder han skytten Alec, der bliver hans første elsker. Sammen beslutter de sig for at stikke af.

Individet erkender sin egen natur og er dermed tvunget i eksil. I denne roman er forestillingen om dette eksil en lykkelig, romantisk tanke.

 

Genrer og tematikker

I ”Aspects of the Novel”, der er en samling af Forsters forelæsninger på Cambridge i 1927 om den engelske roman, understreger han nogle vigtige aspekter ved romanen: historie, karakterer, plot, fantasi, mønster og rytme. Han skelner mellem runde og flade karakterer, hvor den runde karakter er i stand til at overraske på overbevisende vis, mens den flade karakter er den hurtigt skitserede. Begge typer møder man i Forsters litterære univers, hvor det i det hele taget er karakterernes udvikling og ydre og indre liv, der portrætteres både satirisk og poetisk gennem dialoger og indre syn, men også, på impressionistisk vis, gennem beskrivelser af landskaber, lys og mørke, møblementer og musik.

Ligesom Forster gik ind for social frihed og udviskning af klasseskel og netop undersøger forbindelserne mellem forskellige sociale sfærer i alle sine tekster, optræder det realistiske og det fantasifulde på modernistisk vis uhierarkisk i hans fiktive universer. Så selvom romanerne er gennemkomponerede og også har mere realistisk drive end f.eks. Virginia Woolfs bevidsthedsstrømme, er der en vis frihed og plads til tilfældig indoptagelse: ”The stuff of daily life will be tugged and strained in various directions, the earth will be given little tilts mischievous or pensive, spot lights will fall on objects that have no reason to anticipate or welcome them, and tragedy herself, though not excluded, will have a fortuitous air as if a word would disarm her.” (“Aspects of the Novel”).

Forsters prosa driver til tider af romantik, men uden at det bliver helt igennem sentimentalt. Med kritikken af det stive og seksualforskrækkede England er der håb om et bedre samfund på tværs af race-, køns- og klasseskel. Dette skal fremmanes gennem personlige, ægte og kærlige relationer. Samtidig er der, i hvert fald i forbindelse med homoseksualiteten, en bevidsthed om, at dette er en slags utopi, der indtil videre trives bedst i fiktionen, med dens muligheder for udvidelse og åbenhed. I 1960 skrev Forster i efterordet til den endnu uudgivne ”Maurice”: ”Jeg var fast besluttet på, at i fiktionens verden skulle to mænd fatte kærlighed til hinanden og forblive dér for altid. Fiktionen tillader for evigt, og i den betydning strejfer Maurice og Alec stadig omkring i de grønne skove.” (s. 242).

 

Beslægtede forfatterskaber

Hvor forfattere som James Joyce og Virginia Woolf tog modernitetserfaringen helt ind i skriveteknikken med deres bevidsthedsstrømme, videreførte E.M. Forster den klassiske engelske roman fra 1800-tallet. Tilfælles med lidt ældre forfattere som Henry James og Charles Dickens har han interessen for sædeskildringen og det kritiske samfundssignalement, og ligesom hos Jane Austen bliver beskrivelser af klasseforskelle og socialt hykleri ramme om interessen for den menneskelige psykes dybder. Ligesom disse forfatteres værker er flere af Forsters plotbårne og romantisk-realistiske romaner filmatiserede.

Forster var klassisk dannet, og i hans bøger optræder referencer til Shakespeare, Dante og de græske digtere. Samtidig henvender han sig til læseren med egne meninger og kommentarer, sådan at hver bog kan siges, trods skift i synsvinkler og sympatier, at udtrykke det særligt Forsterske menneskesyn. Forster kritiserede Henry James for at mangle både alment menneskelig erfaring og filosofi i sine romaner, mens han selv netop blander interessen for dagligdags bekymringer “and his gift for what he called ”prophecy.”” (Edmund White: Only Reflect. The New York Times, 2010-01-14).

Litteraten Frank Kermode foreslår af denne årsag, at Forster har et større forbillede i den samtidige D.H. Lawrence, der ellers hverken kommer fra samme sociale lag eller deler Forsters sans for socialkomedie. De deler det profetisk-mystiske og den ekstatiske opfattelse af naturens muligheder. (Edmund White: Only Reflect. The New York Times, 2010-01-14).

 

Bibliografi

Romaner

Forster, E.M.:
Howards End. Rosenkilde & Bahnhof, 2009. (Howards End, 1910).
Forster, E.M.:
Vejen til Indien. Rosenkilde & Bahnhof, 2010. (A Passage to India, 1924).
Forster, E.M.:
De gode græd. Rosenkilde & Bahnhof, 2011. (Where Angels Fear to Tread, 1905).
Forster, E.M.:
Værelse med udsigt. Rosenkilde & Bahnhof, 2011. (A Room With a View, 1908).
Forster, E.M.:
Maurice. Rosenkilde & Bahnhof, 2012. (Maurice, 1971).

Noveller

Forster, E.M.:
The Celestial Omnibus and Other Stories, 1911.
Forster, E.M.:
The Eternal Moment and Other Stories, 1928.
Forster, E.M.:
The Life to Come and Other Stories, 1972.

Essays

Forster, E.M.:
Abinger Harvest, 1936.
Forster, E.M.:
Two Cheers for Democracy, 1951.

Litteraturkritik

Forster, E.M.:
Aspects of the Novel, 1927.
Forster, E.M.:
The Feminine Note in Literature, 2001.
Forster, E.M.:
The Creator as Critic and Other Writings, 2008.

Skuespil og festspil

Forster, E.M.:
Abinger Pageant, 1934.
Forster, E.M.:
England’s Pleasant Land, 1940.

Filmmanus

Forster, E.M.:
A Diary for Timothy, 1945.

Libretto

Forster, E.M.:
Billy Budd, 1951.

Biografier

Forster, E.M.:
Goldsworthy Lowes Dickinson, 1934.
Forster, E.M.:
Marianne Thornton, A Domestic Biography, 1956.

Rejsebeskrivelser

Forster, E.M.:
Alexandria: A History and Guide, 1922.
Forster, E.M.:
Pharos and Pharillon (A Novelist's Sketchbook of Alexandria Through the Ages), 1923.
Forster, E.M.:
The Hill of Devi, 1953.

Om forfatterskabet

Fagbøger

Gardne, Philip (red.):
The Journals and Diaries of E.M. Forster. Pickering and Chatto, 2011.
Bruun, Anne Mette:
Udsigt uden værelse. Rosenkilde & Bahnhof, 2012.

Artikel

Hertel, Hans:
Homoseksuelt forfattergeni kæmpede mod sin mor og de klamme normer. Politiken, 2013-02-03.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på E.M. Forster

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Bruun, Anne Mette:
E.M. Forster skrev sig ned til menneskets dybere lag. Politiken, 2009-05-01.
White, Edmund:
Only Reflect. The New York Times, 2010-01-14.
Michaëlis, Bo Tao:
Tidssvarende Toscanaroman har et sikkert homoerotisk blik. Politiken, 2011-06-23.