E.M. Forster

Artikel type
voksne
mag.art. Iben Engelhardt Andersen, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Main image
Forster, E.M.

Politisk og menneskeligt frisind kendetegner E.M. Forsters forfatterskab, der tæller både romaner, noveller og essays. I sine ironiske, romantiske og ambitiøst komponerede romaner undersøger han det tidlige 1900-tals sociale koder og normer og spidder hykleriet i det engelske samfunds seksualitetsforskrækkelse, dobbeltmoral og behagesyge. Både hans skønlitterære virke, hans kritiske praksis og hans politiske engagement handler om venskab, samvær og menneskelige relationer. Af sine venner blev han kaldt muldvarpen, og ligesom den skubber mulden op af mørket, bringer også Forster menneskets skjulte stof frem i lyset – og insisterer på det som et fælles vilkår med politisk potentiale.

29598452

Blå bog

Født: 1. januar 1879 i London.

Død: 7. juni 1970.

Uddannelse: Cambridge, 1901.

Debut: Where Angels Fear to Tread, 1905. (De gode græd, 1975).

Litteraturpriser: James Tait Black Memorial Prize, 1924.

Seneste udgivelse: Maurice. Rosenkilde og Bahnhof, 2012. Oversat af Christiane Rode.

Inspiration: Marcel Proust, Henry James, D. H. Lawrence, Jane Austen, Richard Wagner og Herman Melville.

 

Baggrund

”Skønt Miss Bartlett var øvet i konversationens kunst, var hun hjælpeløs over for brutalitet. Det var umuligt at sætte én, der var så grov, på plads. Hun blev rød i hovedet af mishag, og hun så sig omkring som for at sige: ”Er I alle sådan?”

”Værelse med udsigt”, s. 13.

Edward Morgan Forster blev født d. 1. januar 1879 i London. Faderen, Edward Forster, døde af tuberkulose, inden sønnen fyldte to år. Forster voksede således op som enebarn med sin mor Lily Thornton, der fik støtte fra grandtanten Marianne Thornton. I 1887 arvede han en stor sum penge fra hende, hvilket muliggjorde hans forfattervirksomhed.

Forsters mor døde, da han var 66 år, og indtil det sidste var hun altdominerende i hans liv. De levede i et gensidigt afhængighedsforhold – på godt og ondt: Moderen modarbejdede både hans forfatterskab og hans homoseksualitet, og på sin 33-års fødselsdag skrev Forster i sin dagbog: ”Er kun glad, når jeg ikke er hjemme”.

På Cambridge, hvor han studerede mellem 1897 og 1901, blev han medlem af diskussionsklubben The Apostles. Her debatterede han med blandt andre filosoffen Bertrand Russel og økonomen J.M. Keynes, forfatterkollegerne D.H. Lawrence og Christopher Isherwood. Han var del af den kunstneriske og intellektuelle Bloomsbury-gruppe i 1910’erne og 20’erne med forfatterkollegerne Lytton Strachey og parret Woolf. Her fik han øgenavnet ”Muldvarpen” pga. hans udseende, men også fordi han bevægede sig ”i de underliggende lag, for så pludselig at dukke op med noget åndfuldt og skarpsindigt.” (Anne Mette Bruun: E.M. Forster skrev sig ned til menneskets dybere lag. Politiken, 2009-05-01).

Først som 37-årig fik Forster et fysisk forhold til en mand, og som 51-årig fandt han sit livs kærlighed, den yngre politimand Bob, hvis kone May accepterede de to mænds forhold. Forster havde et stærkt venskab med familien og blev gudfar til deres søn. Som 91-årig døde han i armene på Bobs enke.

I 1930’erne og 40’erne var Forster radiovært på BBC og aktiv i kampen for ytringsfrihed. Og fra denne periode var han også mest aktiv som kritiker og formidler. Han bedrev åndelig modstand mod nazismen og skrev tekster, der advokerede for tolerance og frihed. Efter morens død i 1946 flyttede han tilbage til Cambridge og levede der som mentor for en yngre generation.

Biografisten Anne Mette Bruun konkluderer, at Forster pga. sin mor ikke turde leve op til sine egne idealer om frihed, frisind og tolerance, mens Hans Hertel foreslår, at det netop er det klaustrofobiske moderforhold, der sætter hans skrivetrang i gang: ”uden det altædende moderdyr var han måske aldrig blevet provokeret til at realisere sig selv som romanforfatter?” (Hans Hertel: Homoseksuelt geni kæmpede mod sin mor og de klamme normer. Politiken, 2013-02-03).

En hæmmende mor, men også et frisættende og intellektuelt miljø på Cambridge, i Bloomsburygruppen og på sine mange rejser til Indien og Sydeuropa har alle skabt et forfatterskab, der kan siges at være britisk – romantisk og realistisk – i både tema, form og kritisk hensigt.

 

De gode græd

”Det gode selskab er uovervindeligt – til en vis grad. Men ens virkelige liv er ens eget, og intet kan røre det. Der er ingen magt på jorden, der kan forhindre en i at trække sig tilbage til noget smukt og strålende – […] det virkelige jeg.”
”De gode græd”, s. 78.

E.M. Forsters debut ”Where Angels Fear to Tread” fra 1905 (”De gode græd”, 1975) er en sædeskildring spændt ud mellem det sanselige Italien og det stive, edwardianske England. Det er en antitetisk undersøgelse af menneskelige karakterer og samfundets indflydelse på sand identitet. 

Lilia, den 33-årige enke efter Charles Herriton, rejser til Toscana med den yngre, dydige Caroline Abbott. Det er svigerfamiliens håb, at rejsen vil civilisere den eventyrlystne kvinde. Hun gifter sig imidlertid med Gino Carella – en ung, smuk, italiensk mand uden den rette familiemæssige baggrund eller store fremtidsudsigter. Gino viser sig som en doven, streng og utro ægtemand, og Caroline dør i barselssengen. Familien Herriton beslutter sig for at bringe spædbarnet tilbage til England for at redde drengen fra det uciviliserede liv og familien fra yderligere vanære. Mrs. Harriton sender sin søn, den afdøde Charles’ bror Philip og hans søster Harriet. Miss Abbott er rejst i forvejen i et desperat forsøg på at råde bod på de ulykker, hun ikke fik forhindret på den første rejse.

28762305

I Italien går det hele galt, og komik og tragedie smelter sammen i en både poetisk og ironisk-satirisk prosa med skarpt replikskifte og indskudte fortællerkommentarer. Philip genvinder sin kærlighed til den smukke, italienske simpelhed, miss Abbott forelsker sig i Gino, og den forkrampede søster Harriet ydmyges i operaen og stjæler spædbarnet efter de to andres halvhjertede forsøg.

Mens Harriet får sod i øjnene fra det beskidte Italien, og Caroline Abbott er i sine følelsers vold, udviser Philip derimod ligegyldighed i forhold til missionen om at hente barnet tilbage til England. Men han er til gengæld i stand til en vis introspektion, han reflekterer over sig selv og sit eget forhold til det sanselige Italien. I løbet af romanen ser han sig flere gange i spejlet – hvilket peger på en slags beslutning om at etablere sin egen identitet.

Philips udbrud “Ja vist! Jeg elsker ham også” (s. 178) foregriber også et forfatterskab, hvis drivkraft er kritikken af ”det heteroseksuelle regelsæt, forklædt som social rationalitet og rigid fornuft.” (Bo Tao Michaëlis: Tidssvarende Toscanaroman har et sikkert homoerotisk blik. Politiken, 2011-06-23).