De gode græd

Citat
”Det gode selskab er uovervindeligt – til en vis grad. Men ens virkelige liv er ens eget, og intet kan røre det. Der er ingen magt på jorden, der kan forhindre en i at trække sig tilbage til noget smukt og strålende – […] det virkelige jeg.”
”De gode græd”, s. 78.

E.M. Forsters debut ”Where Angels Fear to Tread” fra 1905 (”De gode græd”, 1975) er en sædeskildring spændt ud mellem det sanselige Italien og det stive, edwardianske England. Det er en antitetisk undersøgelse af menneskelige karakterer og samfundets indflydelse på sand identitet. 

Lilia, den 33-årige enke efter Charles Herriton, rejser til Toscana med den yngre, dydige Caroline Abbott. Det er svigerfamiliens håb, at rejsen vil civilisere den eventyrlystne kvinde. Hun gifter sig imidlertid med Gino Carella – en ung, smuk, italiensk mand uden den rette familiemæssige baggrund eller store fremtidsudsigter. Gino viser sig som en doven, streng og utro ægtemand, og Caroline dør i barselssengen. Familien Herriton beslutter sig for at bringe spædbarnet tilbage til England for at redde drengen fra det uciviliserede liv og familien fra yderligere vanære. Mrs. Harriton sender sin søn, den afdøde Charles’ bror Philip og hans søster Harriet. Miss Abbott er rejst i forvejen i et desperat forsøg på at råde bod på de ulykker, hun ikke fik forhindret på den første rejse.

28762305

I Italien går det hele galt, og komik og tragedie smelter sammen i en både poetisk og ironisk-satirisk prosa med skarpt replikskifte og indskudte fortællerkommentarer. Philip genvinder sin kærlighed til den smukke, italienske simpelhed, miss Abbott forelsker sig i Gino, og den forkrampede søster Harriet ydmyges i operaen og stjæler spædbarnet efter de to andres halvhjertede forsøg.

Mens Harriet får sod i øjnene fra det beskidte Italien, og Caroline Abbott er i sine følelsers vold, udviser Philip derimod ligegyldighed i forhold til missionen om at hente barnet tilbage til England. Men han er til gengæld i stand til en vis introspektion, han reflekterer over sig selv og sit eget forhold til det sanselige Italien. I løbet af romanen ser han sig flere gange i spejlet – hvilket peger på en slags beslutning om at etablere sin egen identitet.

Philips udbrud “Ja vist! Jeg elsker ham også” (s. 178) foregriber også et forfatterskab, hvis drivkraft er kritikken af ”det heteroseksuelle regelsæt, forklædt som social rationalitet og rigid fornuft.” (Bo Tao Michaëlis: Tidssvarende Toscanaroman har et sikkert homoerotisk blik. Politiken, 2011-06-23).