Baggrund

Citat
”Mangfoldighed har forskellige betydninger for forskellige mennesker. Hvis en hvid siger, at et nabolag er mangfoldigt, mener de, at der bor ni procent sorte. (I samme øjeblik det går op til ti, flytter de hvide ud.) Hvis en sort kalder et nabolag mangfoldigt, mener de fyrre procent sorte.”
”Americanah”, s. 380.

Chimamanda Ngozi Adichie er født i 1977 i det sydøstlige Nigeria i byen Enugu. Hun er nummer fem ud af en søskendeflok på seks og voksede op i universitetsbyen Nsukka, hvor hendes far var professor i statistik og hendes mor var administrationschef på byens universitet. Adichie er med andre ord vokset op i en familie, der tilhører den akademiske middelklasse, hvilket betød, at en videregående uddannelse var obligatorisk for alle børnene.

Allerede som 8-årig besøgte Adichie USA første gang, fordi hendes far underviste i Californien i en kortere periode, og som 19-årig emigrerede hun til USA, så hun kunne slippe for medicinstudiet. Hun fortæller: ”Jeg har aldrig brudt mig om det naturvidenskabelige spor, selv om jeg klarede mig godt. Men i Nigeria var det kun de dårlige studerende, der læste humaniora. Og dem ville jeg ikke gå sammen med – selv om jeg gerne ville studere historie. Men man vil jo ikke gå i klasse med de dumme!” (Marie Tetzlaff: ”Race er så visuelt”. Politiken, 2007-06-02).

I USA læste hun kommunikation og statskundskab, fik en bachelor og færdiggjorde også en master i creative writing i 2003. I 2008 fik hun en MA i afrikanske studier fra Yale. Det var mens hun læste kommunikation og statskundskab på Statsuniversitetet i Connecticut, at hun begyndte at skrive sin første roman ”Purple Hibiscus” (”Lilla hibiscus”, 2009) – en roman, der foregår i barndomsbyen Nsukka og handler om den unge pige Kambili, der ikke kender til frihed. Romanen handler ikke om forfatteren selv, men er baseret på hendes minder fra diktaturets tid i Nigeria. Romanen udkom i USA i 2003 og blev godt modtaget.

At skrive var imidlertid ikke noget nyt for Adichie, for som hun fortæller: ”Jeg har skrevet siden jeg var gammel nok til at stave. Jeg forelskede mig i bøger som barn, og det at skrive forbliver det eneste, jeg synes er virkelig meningsfuldt.” (Dr. Ada Uzoamaka Azodo: Interview with Chimamanda Ngozi Adichie: Creative Writing and Literary Activism. 2008).

I dag er Adichie gift, og hun deler sit liv mellem USA og Nigeria. Hun har siden debuten skrevet yderligere tre romaner, en novellesamling og to essays. Hun har desuden givet to TED Talks, den ene i 2009 og den anden i 2013, som begge er gået verden rundt. Derfor er hun i dag også kendt som en politisk og feministisk engageret forfatter.