En halv gul sol

Citat
”Sulten var et nigeriansk krigsvåben. Sult knækkede Biafra og gjorde Biafra berømt og fik Biafra til at holde så længe, som det gjorde. Sult fik mennesker over hele verden til at bemærke dem og protestere og demonstrere fra London til Moskva og Tjekkoslovakiet (…) sult fik Afrika ind i Nixons amerikanske kampagne og fik forældre over hele verden til at bede deres børn om at spise op.”
”En halv gul sol”, s. 273-274.

”Half of a Yellow Sun” fra 2006 (”En halv gul sol”, 2007) er Chimamanda Ngozi Adichies anden roman, og den er også Adichies gennembrudsroman. Den tager afsæt i begivenhederne under Biafraoprøret i 1960’erne, og man følger flere forskellige hovedpersoner. Der er den unge tjener Ugwu, der arbejder for universitetslæreren Odenigboe. Der er den intellektuelle igbo-kvinde Olanna, der senere gifter sig med Odenigboe, og så er der Olannas tvillingesøster Kainene, der forelsker sig i englænderen Richard og som ender med at leve sammen med ham, selv om forældrene forsøger at finde en mere passende mand til hende.

26745764

Romanen begynder før krigen, lige efter at Nigeria er blevet uafhængig, så alt ånder fred, og i tvillingesøstrenes hjem mangler der ikke noget. De to piger er meget forskellige, og det betyder, at de kommer til at leve meget forskellige liv. Den imødekommende og smukke Olanna har nemt ved det meste, mens den mere indelukkede og barske Kainene møder mere modstand. Men med krigen bliver livet barsk for alle, og det er ikke nemt at overleve i en flygtningelejr.

”En halv gul sol” er en klassisk episk fortælling, der gennem sine personer nuanceret skildrer situationen i Nigeria, som den var under krigen. Man følger kampen for et frit Biafra fra en hverdagslig vinkel. Der er altså ikke kamphandlinger, våben og soldater. Det er overgrebene på de civile, sulten, volden og angsten, Adichie beretter om, og det gør hun nøgternt og præcist. Men romanen er ikke kun en fortælling om krig. Det er også en fængslende fortælling om kærlighed, familie, længsel og drømme. Den giver et godt indblik både i den traditionelle stammekultur og i livet, som det leves i en intellektuel familie, der tilhører middelklassen, og den viser, hvordan mennesker trods forskelligheder rystes sammen i krig.

”En halv gul sol” er både intense og rørende portrætter af forskellige karakterer, og en bog, der handler om en glemt krig. 

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "En halv gul sol"