Nadine Gordimer

journalist Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2007.
Main image
Gordimer, Nadine
Foto: DPA / POLFOTO

Indledning

Nadine Gordimer er Sydafrikas samvittighed. Med poetisk pen og skarphed skærer hun igennem, palperer det hvide apartheid-styres bevidsthed og udstiller de fordomme og den racisme, det byggede på. I sine efterhånden utallige værker undersøger hun de politiske vilkår i Sydafrika op igennem det 20. århundrede og viser, hvordan de politiske kår trænger ind i personernes liv – selv helt ind under dynen.
Se endvidere FaktaLink-artiklerne "Apartheid i Sydafrika" og "Nobelprisen".

 

 

27627994

Blå bog

  • Født: 20. november 1923 i Springs, Sydafrika.
  • Uddannelse: Uddannet på katolsk klosterskole, efterfulgt af et år på Witwaterstrand University.
  • Debut: “Face to Face: Short Stories”, 1949.
  • Litteraturpriser: WH Smith Literary Award, 1961. James Tait Black Memorial Prize, 1971. Booker Prize for Fiction, 1974. Scottish Arts Council Neil M. Gunn Fellowship, 1981. Premio Malaparte, 1985. Nelly Sachs Prize, 1986. Nobelprisen i litteratur, 1991. International Primo Levi Literary Award, 2002. Mary McCarthy Award, 2003.
  • Seneste udgivelse på dansk: “Beethoven var en sekstendedel sort - og andre fortællinger”, 2009.
Artikel type
voksne

Baggrund

“Det er rigtigt. Sortheden var en handske. Og overalt, over hele dig, var det sorte et dække. Noget Gud gav dig at gå med. Nedenunder måtte du være hvid ligesom mig... Eller blegt brunlig, det er mit portugisiske blod... Hvid ligesom mig, for det var hvad jeg fik at vide da jeg skulle lære ikke at have fordomme: indenunder er de alle sammen ligesom os. Ingen sagde vi er akkurat ligesom dig.”
“Et naturens lune”, s. 239.

Nadine Gordimer blev født den 20. november 1923 i Springs, Transvaal, en lille by nær Johannesburg i Sydafrika. Hendes forældre, Isidore og Nan Gordimer er begge jødiske immigranter, hendes far fra Litauen og hendes mor fra England.

Gordimer blev uddannet på en katolsk klosterskole. Hun opholdt sig meget hjemme, da hun var barn, fordi familien frygtede, at hun led af dårligt hjerte. Allerede tidligt begyndte hun at lege med ordene, og hun fik udgivet sin første novelle i det liberale Johannesburg-magasin Forum i 1937, da hun var 15 år.

Da Gordimer var 21-22 år læste hun på Witwaterstrand University i et år, men hun afsluttede aldrig en universitetsuddannelse. Til gengæld fik hun her vakt sin politisk bevidsthed. Som hun fortæller: “Det var første gang i mit liv, at jeg oplevede at være sammen med sorte på lige fod, og det var mere eller mindre begyndelsen på min politiske bevidsthed.” (Jannika Hurwitt: Nadine Gordimer. Sommeren 1983). Efter året på universitetet dedikerede hun sig fuldstændig til at skrive, og året efter at apartheid-styret blev indført, udkom hendes første samling af noveller “Face to Face”, i 1949, som blev efterfulgt af romanen “The Lying Days” i 1953.

I 1954 blev Gordimer gift med kunsthandleren Reinhold Cassier, som senere etablerede sit eget galleri. Ægteskabet varede til 2001, hvor Cassier døde af en lungesygdom. Sammen fik parret sønnen Hugo Cassier, som er filmskaber i New York. Faktisk har Gordimer og Hugo arbejdet sammen på et par dokumentarprogrammer, blandt andet tv-dokumentaren “Choosing Justice: Allan Boesak”. I det hele taget har Gordimer en bredspektret karriere bag sig. Hun har undervist på adskillige universiteter i USA, hun har forfattet fiktion, ikke-fiktion om sydafrikanske emner og lavet tv-dokumentar. Derudover har hun lavet manuskriptet til BBC-filmen “Frontiers” fra 1989 og til fire ud af syv afsnit til et tv-drama baseret på en af Gordimers egne noveller med titlen “The Gordimer Stories”.

Gordimer har fået 15 æresgrader fra universiteter i USA, Belgien, Sydafrika, og fra York, Oxford og Cambridge Universiteter i England. Hun har fået tildelt den franske ærestitel l’Ordre des Arts et des Lettres, og hun er vicepræsident for Internationalt PEN – en verdensomspændende organisation af skribenter, der kæmper for det frie ord, og hun er medlem af the Royal Society of Literature. I 1987 grundlagde hun the Congress of South African Writers (COSAW), en forening som opstod ud fra et behov for en forfattergræsrodsorganisation, der arbejdede for at promovere litteratur og genoprette ubalancerne i apartheid-periodens undervisning. Og i 1991 modtog Nadine Gordimer Nobels Litteraturpris for hele sit daværende forfatterskab. Her hedder det blandt andet: “Gordimer skriver med en intens umiddelbarhed om ekstremt komplicerede personlige og sociale forhold i sit miljø. Samtidig med at hun føler et politisk engagement – og handler på den baggrund – så lader hun det ikke styre sin litteratur. Og dog, ved at hendes litterære værker giver dyb indsigt i den historiske proces, hjælper de samtidig med at forme processen.” (The Nobel Prize in Literature 1991: Nadine Gordimer. www.nobelprize.org).

Borgerlighed eller politisk aktivisme

“Men det er sandt; alting er så meget enklere, hvis man er sort, selv ens skyld tager andre sig af. Afrikanske statsvidner optræder med maske på i retten, men de kan ikke regne med noget langt liv.”
Nadine Gordimer: “Den senborgerlige verden”, Side 89.

“The Late Bourgeois World” fra 1966 (“Den senborgerlige verden”, 1976) er den første af Gordimers romaner, der tiltrækker sig international opmærksomhed, og den bliver i første omgang forbudt i Gordimers eget hjemland, Sydafrika, i ti år. Romanen indledes med, at Liz Van Den Sandts eksmand begår selvmord på grund af sine fejlslagne politiske aktiviteter, og det får Liz til at reflektere over, om hun skal involvere sig i den sydafrikanske sorte bevægelse, ANC. Romanen er kun spagfærdigt handlingsmættet, og den foregår hovedsageligt i Liz’ hoved. Som hendes refleksioner over fortiden og ægteskabet med eksmanden Max, og hvordan de skilte sig ud fra de fleste hvide i Sydafrika, især fra Max’ forældre, fordi de var langt mere frigjorte, mindre materialistiske og desuden åbne overfor de sorte. Som hendes tanker om, hvordan hun skal fortælle deres fælles søn, den 11-12-årige skoledreng Bruce Van Den Sandt, kaldet Bobo, om Max’ død. Som hendes tanker om det forhold, hun har til sagføreren Graham Mills, som hun har svært ved at forpligte sig helt på. Og sidst, men ikke mindst, som hendes tanker om Luke Fokase, den sorte aktivist, der ind imellem kommer til hendes hus og anmoder om assistance. Den samme dag, som Liz bliver bekendt med Max’ død, kommer Luke til hendes hus for at bede om hjælp til hemmelige og ulovlige pengeoverførsler. I første omgang slår Liz anmodningen hen og siger, hun vil tænke over det, vel vidende, at hun vil sige nej. Men samme nat kan hun ikke sove. Tankerne kører rundt i hovedet på hende, og med et står det klart: svaret er bedstemorens bankkonto, som Liz administrerer. Med den vil hun gå ind i politik igen. Hun vil give, hvad hun kan til den politiske kamp i form af sine hvide privilegier og sin adgang til bankerne, og til gengæld vil Luke komme med sin ‘kulbækkenrøg’, og “sandsynligvis vil han gå i seng med mig næste gang eller en anden gang. Det er en del af overenskomsten”, tænker hun og reflekterer videre: “Hvem siger, det ikke skulle kaldes kærlighed? Man kan ikke gøre mere end give, hvad man har.” (side 105).

“Den senborgerlige verden” reflekterer over de hvides deltagelse i de sortes frihedskamp i Sydafrika. Max repræsenterer den ene yderfløj, nemlig den voldelige. Herom siger Liz til Bobo: “du ved, at han beskæftigede sig med noget af det rigtige, selv om han måske gjorde det på en forkert måde. Det han prøvede at udrette lykkedes ikke, men han nøjedes i det mindste ikke med at spise og sove og klappe sig selv på ryggen.” (side 19). Kommentaren peger langt hen ad vejen på Liz’ kæreste, sagføreren Grahams situation. Graham er ikke politisk engageret, men lever langt hen ad vejen et borgerligt liv, og det fremstår som en væsentlig årsag til, at Liz ikke kan forpligte sig i forholdet til ham. Samtidig har hun (haft) brug for ham som en tryg favn, hun kan læne sig tilbage i og lukke øjnene for de problematikker, der omgiver hende. Men med Max’ død og Lukes ankomst til hendes hus samme aften, bliver hendes politiske jeg vækket, og hun kommer til at stå som repræsentant for den anden fløj, nemlig den velmenende passive liberalisme. Man kan således læse romanen som en diskussion af partisanpolitikken overfor den tilbagetrukne politik, og dermed som en direkte kommentar til 1960’ernes politiske situation, idet Nelson Mandela i 60’erne gik fra passiv modstandspolitik til direkte sabotageaktivitet.