J. M. Coetzee

John Maxwell Coetzee (nogle kilder siger John Michael C.) har den afrikaans-talende boer-kultur som baggrund, men har gået i engelsk-sprogede skoler. Han er uddannet som matematiker og lingvist, dels ved University of Cape Town, dels ved University of Texas, hvor han fik en Ph.D.-grad i 1969. I begyndelsen af 60erne arbejdede han som computerprogrammør bl.a. i Storbritannien, og han har undervist i litteratur ved amerikanske universiteter. Men i stedet for at blive i USA vendte han i 1971, både på trods af og i kraft af sin afstandtagen til apartheid-regimet, hjem til Sydafrika, hvor han begyndte at undervise i engelsk litteratur ved sit gamle universitet i Kapstaden. Med sin afrikaaner-baggrund mestrer han nederlandsk, og samtidig med at han begyndte at skrive fiktion og litteraturkritik, oversatte han hollandske bøger.

22500449

Coetzee har beskrevet sine barn- og ungdom i to erindringsbind, Boyhood (1997; da. Drengeår, 1998) og Youth (2002; da. Ungdomsår, 2003). Begge udforsker de grænserne mellem historie og fiktion i fremstillinger præget af streng og desillusioneret nøgternhed. Som så mange andre forfattere, der har slået internationalt igennem, deler Coetzee sin tid mellem litterære aktiviteter verden over. Han tog i 2002 fast ophold i Australien, og han er ligeledes tilknyttet University of Chicago.

I indstillingen fra Det Svenske Akademi til Nobelprisen i litteratur blev det sagt om figurerne i Coetzees forfatterskab, at de minder om maleren Magrittes billede af en mand, der ser ind i et spejl, men i stedet for sit eget spejlbillede kun ser ryggen af sig selv. Coetzees personer virker ofte som udenforstående tilskuere til deres egen situation. De er mennesker, der betragter sig selv fra en marginal position samtidig med, at de agerer i et spil, de ikke selv har megen indflydelse på. De reagerer ved at nægte at anerkende de konventioner, som omverdenen forventer, at de respekterer og lever op til. Coetzee kan opretholde en næsten klinisk distance i sin fremstilling af mennesker, der reagerer mod forløjethed og hykleri, om det så også indebærer deres egen ødelæggelse og undergang.

Coetzees værker er både teknisk og emnemæssigt meget forskellige fra hinanden, men fælles for dem er fornedrelsen og lidelsen som tema, en erfaring, som netop apartheid-kulturen i Sydafrika har påtvunget ikke bare det sorte flertal men også de kræfter i det hvide mindretal, som har kæmpet mod det racistiske styre, og som Coetzee har identificeret sig med. Coetzee er sig i meget høj grad bevidst over for sproget og kunsten som kulturelt betingede rammer for vor opfattelse af omverdenen. Derfor fremtræder hans fiktion også som en afprøvning af den selvfølgelighed, med hvilken vi i dagligdagen betragter sprog og etablerede litterære tekster og andre forestillinger som givne og upåvirkelige størrelser.

Hans første værk var romanen Dusklands, der udkom i 1974. Det er en dobbeltfortælling, egentlig to lange noveller, der ved at holde Vietnamkrigen op mod beretninger om 1700-tallets boer-pionerer i Sydafrika drager paralleller om kolonisering generelt. Det er samtidig fortællingen om en mand, der går i opløsning, alt imens han udtænker midler til psykologisk krigsførelse. ”Dusklands” er en slags lærestykke i kolonialismens menneskeforagt til alle tider.

I “In The Heart of the Country” fra 1978 (også med titlen “From the Heart of the Country” ; da. I landets hjerte, 1986; filmatiseret som ”Dust” i 1986) er der både kompositorisk og emnemæssigt et skift fra den historiske verdensarena til det afsondrede og næsten uigennemskueligt private. Men på trods heraf er den psykotisk betingede spænding mellem den ugifte og kun delvist pålidelige fortæller og hvide farmerdatter på en ene side og hendes far med hans forhold til en sort tjenestepige på den anden side en slags kommentar til situationen i Sydafrika.

20718366

Leg med sprog og litteraturens velkendte former og teknikker spiller sammen med talrige – intertekstuelle - ekkoer fra andre værker en betydelig rolle i Coetzees forfatterskab. Således leder ”Waiting for the Barbarians” (1980; da. Vi venter på barbarerne, 1982) på én gang tankerne hen på western-genren og på den polsk-engelske forfatter Joseph Conrad. Denne gruopvækkende historie handler om en naiv idealists mangel på realistiske vurderinger, mens Foe (1986; da. 1987) er en kulturpessimistisk version af Daniel Defoes Robinson Crusoe (1719). Fortælleren er en kvinde, som slet ikke optræder i Defoes roman, men som marginaliseret i Defoes mands-univers higer efter en hovedrolle, og har Fredag som det uartikulerede og tragiske offer for vestlig civilisation.

Titlen på Coetzees Booker-pris-vindende hovedværk ”Life and Times of Michael K” (1983; da. Historien om Michael K, 1984) har fået mange læsere til at tænke på Franz Kafkas Processen (1925), i hvis absurd-surrealistiske univers en mand ved navn K har hovedrollen. I Coetzees roman, der også synes inspireret af Samuel Becketts personlighedsopløsende prosafiktion og drama, bakker hovedpersonen ud af sit samfunds kaotiske situation for at beskytte sig bag det totale afkald, indbefattet afkald på brugen af sprog.

“Age of Iron” (1990; da. Jernalder 1990) udstiller apartheid som en særlig form for psykose med volden som både drivkraft og resultat. I Mesteren fra Petersborg, ”The Master of Petersburg” (1994) lægger den russiske forfatter Dostojevskij navn og liv til en fortælling om det ondes natur, som også er en slags analyse af de kræfter, der nærer terrorisme. I både ”Disgrace” (2000; da. Vanære 2000) og Elizabeth Costello – eight lessons (2003) har vi at gøre med fiktionsværker af mere realistisk karakter end det ofte har været tilfældet hos Coetzee. Den førstnævnte handler om voldtægt, seksuel frustration og indordning under nye samfundsvilkår i Sydafrika efter apartheidens ophævelse i 1994, mens den anden er en historie om en romanforfatter fanget i sin rolle som medie-darling, mens hun selv desperat forsøger at bibeholde sin oprindelighed.