portræt af Audre Lorde
Foto: Granger/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Audre Lorde

cand.mag. Marie Hjørnet Nielsen, september, 2023.
Top image group
portræt af Audre Lorde
Foto: Granger/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Den caribisk-amerikanske digter og essayist Audre Lorde (1934-92) skriver ud fra sine erfaringer som digter, mor, kriger, sort og lesbisk. Hun kalder poesien for et af sine våben i kampen for at ændre vores fælles fremtid. I essaysamlingen ”Din tavshed kan ikke beskytte dig” skriver Lorde om at finde modet til at transformere tavshed til tale og handling, som et modsvar på den uretfærdighed, hun møder. I digtsamlingen ”Der er ingen ærlige digte om døde kvinder” (2019) sætter Lorde ord på en voldelig virkelighed, men også håb om forsoning og fred får lov at spire frem i digtene.

38457101

 

Blå bog

Født: 18. februar 1934, New York City.

Død: 17. november 1992, Saint Croix. 

Uddannelse: Kandidatuddannelse i biblioteksvidenskab, 1961.

Debut: The First Cities. Poets Press, 1968. 

Litteraturpriser: MacDowell fellowship, 1979 og 1983. New York State Poet laureate, 1991.

Seneste danske udgivelse: Din tavshed kan ikke beskytte dig: udvalgte essays fra Sister outsider. Mindspace, 2020. Essays. Oversætter: Shadi Angelina Bazeghi.

Inspiration: Adrienne Rich, Edna St. Vincent Millay, John Keats og Helen Margaret.

 

 

Videoklip

Audre Lordes sidste oplæsning i Berlin, 1992. Audre Lorde in Berlin, 8. december 2016.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Min tavshed havde ikke beskyttet mig. Din tavshed kan ikke beskytte dig. Men for hver reel ytring, for hvert forsøg på at italesætte de sandheder, som jeg stadig stræber efter, var jeg kommet i kontakt med andre kvinder. Og vi havde gennemgået ordene, så de stemte overens med en verden, vi alle troede på, og vi havde formået at skabe en forbindelse på tværs af vores forskelle.”
”Din tavshed kan ikke beskytte dig”, s. 17.

Audrey Geraldine Lorde blev født i New York City i 1934. Forældrene immigrerede fra Grenada i Caribien og besatte sig i Harlem, et kvarter i bydelen Manhattan i New York City. Her voksede hun op med sine to ældre søstre Phylis og Helen. Audre var afskåret fra socialiseringen blandt børnene i Harlems gader, fordi hun ikke måtte lege ude alene. Kendskabet til Harlem fik hun derfor fra vinduerne i lejligheden, fra at gå de få blokke til kirke og skole og ved at løbe ærinder for sin mor. I et interview fortæller Lorde, at hun lærte værdien af nonverbal-kommunikation fra sin mor: ”En af grundene til, at jeg havde så mange problemer i min opvækst, var, at mine forældre, især min mor, altid forventede, at jeg vidste, hvad hun følte og hvad hun forventede, jeg skulle gøre, uden at fortælle mig det. (Adrienne Rich: An Interview with Audre Lorde. Journal of Women in Culture and Society, 1981. Egen oversættelse).

I samme interview fortæller Lorde, at hun ikke var nogen mønsterelev i gymnasiet, hun fulgte ikke med i undervisningen og lavede ikke sine lektier, men hun læste, bare ikke pensum: ”Jeg læste konstant, bare ikke det, vi fik for, og hvis jeg læste det, vi fik for, læste jeg det ikke, som vi skulle. Alt var som et digt med forskellige kurver, forskellige niveauer. Så jeg har altid følt, at de måder, jeg forstod tingene på, var anderledes end den måde andre mennesker forstod dem på.” (Adrienne Rich: An Interview with Audre Lorde. Journal of Women in Culture and Society, 1981. Egen oversættelse).

Audre Lorde studerede biblioteksvidenskab ved Columbia University og færdiggjorde sin kandidat i 1961. Hun arbejdede som bibliotekar frem til 1968, hvor hun debuterede med digtsamlingen ”The First Cities”. Efter debuten sagde hun sit bibliotekarjob op for at hellige sig skrivningen. Sideløbende med sin forfatterpraksis underviste hun i engelsk ved John Jay College og Hunter College.

I årene 1962-1970 var hun gift med en homoseksuel mand, som hun fik to børn med. Gennem 1980’erne var Lorde til dels bosat i Berlin, hvor hun underviste på Freie Universität. Efter 14 år med brystkræft døde Lorde i 1992 på øen Sankt Croix.

Der er ingen ærlige digte om døde kvinder

”Hvad vil vi have fra hinanden/ når vi har fortalt vores historier/ vil vi have/ lindring vil vi have/ mosklædt ro der lister hen over vores ar/ vil vi have/ den stærke søster der ikke er frygtindgydende/ og som kan få smerten til at forsvinde/ mors stemme ude i gangen/ du gjorde det rigtigt/ første gang darling/ du behøver aldrig/ at gøre det igen.”
”Der er ingen ærlige digte om døde kvinder”, s. 29.

”Der er ingen ærlige digte om døde kvinder” (2019) er en oversættelse af Audre Lordes væsentligste digtsamlinger udgivet i årene 1973-1993. Digtene følger ikke en kronologisk orden, men et register bagerst i bogen giver en oversigt over, hvornår digtene er skrevet.

Åbningsdigtet ”Den samme død om og om igen eller vuggeviser er for børn” stammer fra digtsamlingen ”The Black Unicorn” fra 1978 og handler om drab på sorte børn i USA. Digtet kan læses som både en sørgende klagesang og et opråb til hvide feminister om solidaritet.

48858155

Titeldigtet stammer fra ”Our Dead Behind Us” (1986) og er et af digtsamlingens mere stilfærdige digte med sin længsel efter ro og lindring. Kendetegnende for alle digtene er bevidstheden om volden og hadets tilstedeværelse i alle aspekter af livet, og uretfærdigheden er åbenlys, som når politibetjente skyder uskyldige børn på grund af deres hudfarve. Digterjeget beretter om racialiserede menneskeskæbner, der brutalt bliver dræbt og nævner ofrene ved navn, som en påmindelse til læseren om at huske deres uretfærdige død. Eksempelvis er et digt tilegnet Clifford Glover, en tiårig sort dreng som i 1973 blev skudt og dræbt af en hvid betjent på gaden i Queens. I du-form tiltaler digterjeget de døde, men også sin mor, datter og kæreste henvender hun sig til.

Digtene kredser om, hvordan man overlever i en fjendtlig verden, og ikke mindst hvordan man lever med sig selv, når man er vidende om så barske realiteter. Et sted siger digterjeget, at hun ikke behøver at være rig, bare i stand til at vide, hvordan det føles at være led og ked af anemoner, som et billede på den ubekymrede virkelighed, de privilegerede lever i. Indimellem skildringerne af trusler, farer og vold er der også glimt af håb, kærlighed og søsterskab.

Digtene trækker på mytisk, historisk og personligt stof og er skrevet i et direkte sprog, som betjener sig af et poetisk billedsprog med stærke visuelle kvaliteter. Tonen i digtene veksler mellem sorgfuldhed, en behersket vrede og en slagkraft, der indprenter sig hos læseren.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Der er ingen ærlige digte om døde kvinder"