Forough Farrokhzad

Artikel type
voksne
cand.mag. Anna Møller, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Main image
Farrokhzad, Forough
Foto; Wikipedia

Irans bedst kendte, mest nyskabende og måske højest elskede kvindelige poet, Forough Farrokhzad, blev gift som teenager og skilt som 19-årig og forargede et konservativt Iran med sin sanselige og kødelige poesi, hvor kvindens seksualitet blev fremstillet som aktivt begærende. Som bare 32-årig blev hun dræbt i en trafikulykke, men hendes vibrerende ord og revolutionerende formsprog giver stadig genlyd i det iranske folk, der med tiden har givet kultstatus til kvinden, der turde sætte ord på de kvindelige drifter og kritisere et mandsdomineret og konservativt samfund.

 

50752275

Blå bog

Født: 5. januar 1935 i Teheran.

Død: 13. februar 1967.

Uddannelse: Skolegang indtil 15-årig og herefter kurser i syning og maleri på den tekniske pigeskole Kamalolmolk.

Debut: Asir. Amir Kabir, 1955.

Litteraturpriser: Ingen kendte. Bedste dokumentar ved Oberhausen Film Festival i 1963 for dokumentarfilmen ”Khaneh Siah Ast” (1962) (”Huset er sort”).

Seneste udgivelse: Kun stemmen bliver tilbage. Poesi og biografi. Gyldendal, 2013. Oversættelse, redaktion og efterord ved Shadi Angelina Bazeghi og Mette Moestrup.

Inspiration: Nimā Yushij og A. Shamlu.

 

 

Baggrund

”Alle ved det/ Alle ved/ at du og jeg har set haven/ fra det kolde mørke vindue/ og plukket æblet/ fra den uopnåelige legesyge gren.”

”Erobring af haven”, s. 83.

Forough Farrokhzad kom til verden i Teheran 5. januar 1935 som datter af officer Mohammad Bagher Farrokhzad og hustru Touran Vaziri-Taba som nummer tre i en børneflok på syv. Som 16-årig giftede hun sig med satirikeren Parviz Shapour (1924-2000), der samtidig var hendes fætter. Forough Farrokhzads familie billigede til en begyndelse ikke ægteskabet – ikke pga. det indbyrdes slægtskab, men grundet aldersforskellen på 11 år. Forough Farrokhzad var imidlertid stærkt forelsket og forblev sammen med sin mand, som hun hurtigt blev gravid med. Et års tid efter brylluppet fødte hun sønnen Kāmyār.

Forough Farrokhzad blev pga. udgivelsen af sine eksplicitte digte i et tidsskrift beskyldt for promiskuitet, og da hun nægtede at stoppe med at skrive, blev hun i 1954 skilt fra sin mand, der også fik myndighed over deres søn. Forough Farrokhzad flyttede tilbage til Teheran, og her udgav hun i 1955 sin debut ”Asir”, der oversat til dansk hedder ”Fanget”. Den fraskilte kvindes stærke og sanselige, poetiske stemme var kontroversiel for det konservative Iran, og hendes tematiske kredsen om det kvindelige begær var ikke hidtil set i litterære kredse.

Efter udgivelsen og den heftige omtale af den første digtsamling blev Forough Farrokhzad indlagt i kortere tid på en psykiatrisk klinik med et nervøst sammenbrud, men hun var hurtigt ude fra klinikken igen og fortsatte sin skrivning.

Forough Farrokhzads rim og rytmer var nyskabende for deres tid, og mens hun sammen med sin nye elsker, filmskaberen og forfatteren Ebrahim Golestan (f. 1922), begav sig over mod filmmediet og skabte indtil flere dokumentarfilm, blev hendes sidste digte udgivet i forskellige iranske tidsskrifter. Forough Farrokhzad døde som 32-årig i 1967 i en bilulykke, og efter hendes død udkom i 1973 ”Iman Biavarim beh Aghaz-e Fasl-e Sard” (”Lad os tro på begyndelsen af en kold årstid…”, 2013), hvor de sidste digte er samlet.

Betydningen af Forough Farrokhzads sanselige lyrik, hvor kvindens drift, ønsker og lyst udtrykkes i nyskabende, poetiske sprogbilleder og brudte, frie former, kan man ikke underkende. En af Irans højest skattede og indflydelsesrige poeter i det 20. århundrede læses stadig flittigt, og hendes kritisk af ægteskabsinstitutionen, den patriarkalske samfundsstruktur, de litterære traditioner, de klassiske myter og de religiøse tabuer vækker til stadighed genklang.

 

De første tre digtsamlinger

”Jeg har syndet, en synd fuld af nydelse/ i hans favntag der brændte af varme/ Jeg har syndet i hans stålhårde/ hede og hævngerrige arme.”
”Synd”, s. 205.

Allerede før sin debut i 1955 med digtsamlingen ”Asir” (”Fanget”) udgav Forough Farrokhzad en række digte i tidsskrifter, og især digtet ”Gonah” (”Synd”) vakte furore. Forough Farrokhzad var bare 19 år gammel, og prominente imamer forlangte, at det seksuelle og begærfyldte digt blev trukket tilbage.

Erotiske digte var som sådan ikke uhørte i 1950’ernes Iran, men at digtet stammede fra en kvindes hånd og beskrev den kvindelige lyst og nydelse, var for meget for både patriarkatet, offentligheden og litterater. ”Synd” blev derfor ikke udgivet i Forough Farrokhzads første digtsamling ”Fanget”, men kom med i efterfølgeren ”Divar” (1956) (”Muren”). ”Muren” dedikeres i øvrigt til Forough Farrokhzads tidligere ægtemand.

Som med de efterfølgende to digtsamlinger ”Muren” (1956) og den religionskritiske ”Osyan” (1958) (”Oprør”) er det primært den i datiden ganske feministiske kritik af kærlighedens konventioner og især ægteskabets fængslende fornemmelse, der er indholdsmæssig genstand for digtningen. Derimod er hendes form ganske traditionel, og ofte bruger Forough Farrokhzad en fast form med firelinjede strofer og parrim i sin tidlige digtning, ligesom hun også benytter den faste, iranske digteform ghazal med parrim og omkvæd i sine første digte.

I et interview i det iranske tidsskrift Arash fra 1964 siger Forough Farrokhzad selv: ”Digtsamlingerne Muren og Oprør, som jeg skrev dengang på versform, er i virkeligheden et udtryk for håbløs plasken med arme og ben imellem to faser i livet. De sidste åndedrag før en eller anden form for befrielse…” (Shadi Angelina Bazeghi og Mette Moestrup: Kun stemmen bliver tilbage. Poesi og biografi. Gyldendal, 2013).

Som sådan kan Forough Farrokhzads tre første digtsamlinger betegnes som en overgang fra det traditionelle liv, hun som 16-årig gik ind til i ægteskabet med Parviz Shapour, til det liv som ung, intellektuel kvinde, hun for alvor tog hul på, da hun i slutningen af 1950’erne forelskede sig i den gifte og kontroversielle filmskaber og forfatter Ebrahim Golestan.