Forugh Farrokhzad

Forough Farrokhzad kom til verden i Teheran 5. januar 1935 som datter af officer Mohammad Bagher Farrokhzad og hustru Touran Vaziri-Taba som nummer tre i en børneflok på syv. Som 16-årig giftede hun sig med satirikeren Parviz Shapour (1924-2000), der samtidig var hendes fætter. Forough Farrokhzads familie billigede til en begyndelse ikke ægteskabet – ikke pga. det indbyrdes slægtskab, men grundet aldersforskellen på 11 år. Forough Farrokhzad var imidlertid stærkt forelsket og forblev sammen med sin mand, som hun hurtigt blev gravid med. Et års tid efter brylluppet fødte hun sønnen Kāmyār.

Forough Farrokhzad blev pga. udgivelsen af sine eksplicitte digte i et tidsskrift beskyldt for promiskuitet, og da hun nægtede at stoppe med at skrive, blev hun i 1954 skilt fra sin mand, der også fik myndighed over deres søn. Forough Farrokhzad flyttede tilbage til Teheran, og her udgav hun i 1955 sin debut ”Asir”, der oversat til dansk hedder ”Fanget”. Den fraskilte kvindes stærke og sanselige, poetiske stemme var kontroversiel for det konservative Iran, og hendes tematiske kredsen om det kvindelige begær var ikke hidtil set i litterære kredse.

Efter udgivelsen og den heftige omtale af den første digtsamling blev Forough Farrokhzad indlagt i kortere tid på en psykiatrisk klinik med et nervøst sammenbrud, men hun var hurtigt ude fra klinikken igen og fortsatte sin skrivning.

Forough Farrokhzads rim og rytmer var nyskabende for deres tid, og mens hun sammen med sin nye elsker, filmskaberen og forfatteren Ebrahim Golestan (f. 1922), begav sig over mod filmmediet og skabte indtil flere dokumentarfilm, blev hendes sidste digte udgivet i forskellige iranske tidsskrifter. Forough Farrokhzad døde som 32-årig i 1967 i en bilulykke, og efter hendes død udkom i 1973 ”Iman Biavarim beh Aghaz-e Fasl-e Sard” (”Lad os tro på begyndelsen af en kold årstid…”, 2013), hvor de sidste digte er samlet.

Betydningen af Forough Farrokhzads sanselige lyrik, hvor kvindens drift, ønsker og lyst udtrykkes i nyskabende, poetiske sprogbilleder og brudte, frie former, kan man ikke underkende. En af Irans højest skattede og indflydelsesrige poeter i det 20. århundrede læses stadig flittigt, og hendes kritisk af ægteskabsinstitutionen, den patriarkalske samfundsstruktur, de litterære traditioner, de klassiske myter og de religiøse tabuer vækker til stadighed genklang.