Allerede før sin debut i 1955 med digtsamlingen ”Asir” (”Fanget”) udgav Forough Farrokhzad en række digte i tidsskrifter, og især digtet ”Gonah” (”Synd”) vakte furore. Forough Farrokhzad var bare 19 år gammel, og prominente imamer forlangte, at det seksuelle og begærfyldte digt blev trukket tilbage.
Erotiske digte var som sådan ikke uhørte i 1950’ernes Iran, men at digtet stammede fra en kvindes hånd og beskrev den kvindelige lyst og nydelse, var for meget for både patriarkatet, offentligheden og litterater. ”Synd” blev derfor ikke udgivet i Forough Farrokhzads første digtsamling ”Fanget”, men kom med i efterfølgeren ”Divar” (1956) (”Muren”). ”Muren” dedikeres i øvrigt til Forough Farrokhzads tidligere ægtemand.
Som med de efterfølgende to digtsamlinger ”Muren” (1956) og den religionskritiske ”Osyan” (1958) (”Oprør”) er det primært den i datiden ganske feministiske kritik af kærlighedens konventioner og især ægteskabets fængslende fornemmelse, der er indholdsmæssig genstand for digtningen. Derimod er hendes form ganske traditionel, og ofte bruger Forough Farrokhzad en fast form med firelinjede strofer og parrim i sin tidlige digtning, ligesom hun også benytter den faste, iranske digteform ghazal med parrim og omkvæd i sine første digte.
I et interview i det iranske tidsskrift Arash fra 1964 siger Forough Farrokhzad selv: ”Digtsamlingerne Muren og Oprør, som jeg skrev dengang på versform, er i virkeligheden et udtryk for håbløs plasken med arme og ben imellem to faser i livet. De sidste åndedrag før en eller anden form for befrielse…” (Shadi Angelina Bazeghi og Mette Moestrup: Kun stemmen bliver tilbage. Poesi og biografi. Gyldendal, 2013).
Som sådan kan Forough Farrokhzads tre første digtsamlinger betegnes som en overgang fra det traditionelle liv, hun som 16-årig gik ind til i ægteskabet med Parviz Shapour, til det liv som ung, intellektuel kvinde, hun for alvor tog hul på, da hun i slutningen af 1950’erne forelskede sig i den gifte og kontroversielle filmskaber og forfatter Ebrahim Golestan.