toni morrison
Foto: Don Emmert / AFP / Ritzau Scanpix

Toni Morrison

cand.mag. Betty Frank Simonsen, januar 2021.
Top image group
toni morrison
Foto: Don Emmert / AFP / Ritzau Scanpix
Main image
Morrison, Toni
Foto: Nancy Kaszerman / POLFOTO

Indledning

Da Toni Morrison i 1993 vandt Nobelprisen i litteratur, lød det i begrundelsen fra Det Svenske Akademi, at Morrison havde givet afroamerikanere deres historie tilbage. Morrison er den eneste afroamerikanske forfatter, der har vundet prisen, og en af meget få kvinder, og hele sit liv forsøgte hun at skrive en oplevelse og erfaringsverden frem med en stil, fortællestruktur og musikalitet, som er specifikt afroamerikansk i tonen. I et interview til New York Times i 1987 sagde hun blandt andet: ”Min verden er ikke blevet mindre af, at jeg er en kvindelig, sort forfatter. Den er kun blevet større.”

135680842

 

Blå bog

Født: 18. februar 1931 i Lorain, Ohio, USA.

Død: 5. august 2019 i New York.

Uddannelse: Bachelor i engelsk fra Howard University, 1953. Master i engelsk litteratur fra Cornell University, 1955.

Debut: The Bluest Eyes, 1970 (Blå, blå øjne, 1993).

Priser: Blandt andet Pulitzer-prisen for romanen “Beloved”, 1987 og Nobelprisen i litteratur, 1993. The Presidential Medal of Freedom v. Barack Obama, 2012.

Seneste udgivelse: Forestillingen om de andre. Information, 2023. (The origin of others, 2017). Oversætter: Lotte Follin.

Inspiration: Ralph Ellison, William Faulkner, Virginia Woolf, afroamerikansk folklore og musik.

 

Toni Morrison’s powerful words on racism. The Guardian, 2019.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Det andet problem var selvfølgelig sproget. At fastholde det foragtelige blik, samtidig med, at jeg saboterede det, var vanskeligt. Romanen forsøgte at ramme den racebestemte selvforagts rå nerve, blotte den, og så dulme smerten, ikke med narkotika, men med sprog, som gengav den kraft, jeg opdagede, første gang jeg oplevede skønhed. Fordi det øjeblik også var mættet med racebevidsthed (min voldsomme reaktion på det, min skolekammerat ønskede sig: meget blå øjne til meget sort hud; det skår, hun slog i min opfattelse af skønhed), var dét, jeg kæmpede for at skrive på en måde, der var ubestrideligt sort. Jeg ved endnu ikke helt præcist, hvad det er, men hverken det eller et forsøg på at diskvalificere bestræbelser på at finde ud af det, afholder mig fra at prøve at nå frem til det.”
Efterord til ”Blå, blå øjne”, s. 199.

Toni Morrison (f. 1931) voksede op i en lille by i Ohio, i et sammensat arbejderklassekvarter omgivet af østeuropæiske immigranter, mexicanere, tilflyttere fra sydstaterne og mange andre. Der var kun én kirke i byen og én highschool, hvor alle gik. Morrison var den eneste med sort hudfarve i sin klasse, men det var først, da hun kom på Howard University og flyttede til Washington DC, at hun for alvor mærkede den diskrimination og raceadskillelse, der stadig prægede USA i fyrrerne.

Busserne var raceopdelte, og på Howard University, som var et sort universitet, havde man noget, der blev kaldt ”the paperbag test”, som gjorde et uudsletteligt indtryk på Morrison: ”På campus var de studerende selv meget engagerede i denne rangorden, og ens hudfarve gav adgang til forskellige ting. Der var noget, der hed ”papirspose-testen” – var ens hud mørkere end en papirspose, så blev man placeret i én kategori, havde man samme farve som posen, sat i en anden, og var huden lysere, kom man i en tredje og mere privilegeret kategori.” (Hilton Als: Toni Morrison and the Ghosts in the House. The New Yorker, 2003-10-20. Egen oversættelse). Denne hierarkiske opdeling efter hudfarve, som blev udøvet internt i sorte miljøer, er noget, Toni Morrison er vendt tilbage til mange gange i sine romaner.

I Toni Morrisons hjem blev der sunget og fortalt historier, ofte uhyggelige historier, som Morrisons mor havde fået fortalt af sin mor og tante hjemme i Alabama. Toni Morrison kom til at elske spøgelseshistorierne og de jazzballader, som hendes mor gik og sang derhjemme, hvilket, ifølge Toni Morrison selv, har været med til at præge hendes tekster i en mundtlig og musikalsk retning. Som barn læste hun alt, hvad hun kunne komme i nærheden af, fra Jane Austen til Mark Twain, og hun vidste tidligt, at hun gerne ville på college og være omgivet af sorte intellektuelle.

Senere, som fraskilt og enlig mor, fik Toni Morrison ansættelse som redaktør på forlaget Random House, og det var her, hun selv begyndte at skrive fiktion. Hun savnede bøger, der henvendte sig til læsere med samme baggrund som hendes egen, og som redaktør var hun i 1970’erne med til at udgive andre sorte kvinder som Angela Davis og Gayl Jones. Hun stod også bag udgivelsen af ”Black Book” i 1974, en samling af fotografier, breve, sange og tegninger, der dokumenterede sorte amerikaneres historie fra slaveriet og frem til moderne tid. Senere sagde Toni Morrison, at det at lave den bog og danne sig et nyt blik over afroamerikansk historie var som at vokse op som sort én gang til.

Mange af de kvinder, Toni Morrison arbejdede sammen med, var alenemødre som hun selv, og de blev hendes nære venner og kolleger. Kvinderne hjalp hinanden økonomisk og passede hinandens børn, så de hver især kunne stjæle sig tid til at skrive. Toni Morrison begyndte at skrive en historie om en pige, som hun huskede fra sin barndom, der så brændende ønskede sig blå øjne. Det blev fem år senere til hendes første og mest autobiografiske roman, ”The Bluest Eye” (1970). Efter to romaner mere turde Morrison sige sit job som redaktør op og begynde at skrive på fuld tid.

Toni Morrison vandt Nobelprisen i litteratur i 1993. I sin tale ved overrækkelsen sagde hun blandt andet: ”Undertrykkende sprog betegner ikke blot vold; det er vold; det betegner ikke blot grænserne for viden; det begrænser viden.”

Toni Morrison døde i New York den 5. august 2019, otteogfirs år gammel.

Blå, blå øjne

”Det var foragten for deres egen sorthed, som gav deres første fornærmelse bid. De havde øjensynligt taget al deres roligt opdyrkede uvidenhed, deres fremragende og indlærte selvhad, deres omhyggeligt forgivne håbløshed og suget det hele op i en ildsprudlende kegle af foragt, som havde brændt i lang, lang tid i dybet af deres sind – var kølet af – og nu løb over hadske læber og fortærede, hvad der kom i vejen for den.”
”Blå, blå øjne”, s. 65.

I Toni Morrisons første roman, ”The Bluest Eye” fra 1970 (”Blå, blå øjne”, 1993), kredser hun om et tema, som hun vender tilbage til mange gange i sit forfatterskab: Den sorte piges længsel efter hvid hud, fordi den hvide farve forbindes med skønhed.

Pecola Breedlove vokser op i Lorain, Ohio, hvor Toni Morrison selv er født. Læseren møder Pecola, da hun kun er elleve år gammel, men allerede tynget og ældet af livets sorger. Og livet er fuld af sorg for Pecola, som bliver gravid efter at være blevet voldtaget af sin far og kaldes alverdens grimme ting af folk i kvarteret. Pecolas mor, Polly Breedlove, arbejder som stuepige for en hvid familie og viser en ømhed og omsorg for familiens børn, som hun aldrig viser sin egen datter. Pecolas eneste flugt fra sorgerne er dagdrømme. Det, hun drømmer om er, at nogen – Gud eller en anden – vil give hende blå øjne. Den slags øjne som hun har set hos barneskuespilleren Shirley Temple og i reklamer. Havde hun blå øjne, ville hun være fri for sin ubønhørlige sorthed, fra alt det, hendes omgivelser altid har fortalt hende var grimt og forkert.

47388333

Pecolas modbillede er veninden Claudia, som er romanens fortæller. Claudia er lidt yngre end Pecola, men hun har en drivkraft og gejst, som kommer af trods, og hun er ikke draget af hvidhed, som Pecola er. Derimod ødelægger hun sine hvide dukker og er allerede bevidst om uretfærdigheden i, at verden ikke beundrer og bekræfter hende på en måde, som den ville gøre, hvis hun var hvid.

Historien udvider sig på en måde, der er kendetegnende for Toni Morrisons måde at fortælle på – vi bliver ikke hos Pecola og Claudia i nutiden, men bevæger os tilbage via en monolog fra Pecolas mor Polly, som fortæller om sin ungdom og det tumultariske møde med Pecolas far. Ligesom sin datter var Polly fascineret af alt det, hun ikke selv var: flakkende billeder af hvide kvinder på biograflærredet. Da Pecola kom til verden, forsøgte hun at elske sin datter, men hun kunne ikke. Fra begyndelsen følte hun, at Pecolas meget mørke hud gjorde hende grim og uelskelig.

Til slut får Pecola de blå øjne, hun så brændende ønsker sig. Men prisen for dem er høj. Med ”Blå, blå øjne” satte Toni Morrison en milepæl inden for amerikansk litteraturhistorie ved at placere sorte piger i centrum for en historie.