Glenn Bech

Glenn Bech blev født 8. april 1991 på Horsens Sygehus og fik to år efter en lillebror. Deres far drak og forlod ofte familien for at spille billard på bodegaer, og hans mor arbejdede som buschauffør, da drengene voksede op. Faren begik selvmord ved kulilteforgiftning i familiens bil, da Glenn var fem år og lillebroren tre. Med tiden fik moren nye kærester, hvoraf mændene på hver deres måde var både fysisk og psykisk voldelige. I sin barndom læste Glenn Bech ikke bøger, men spillede computer i stedet – og computerspillene havde brødrene tilfælles. Glenn Bech var et ensomt barn, der i sin homoseksualitet tillige følte sig fremmedgjort og skamfuld, og han ville ofte drømme om at blive almægtig ligesom Pokémon-figuren Mewtwo, der var det største idol i hans barndom. Han ønskede at gøre op med den psykiske vold og med de mobbere og populære fodbolddrenge, der var efter ham i skolen, men lykkedes ikke med det. 

Som tyveårig flyttede han til Aarhus for at studere, men efter et år som studerende på Statskundskab i Aarhus skiftede han fag til Psykologi, som han færdiggjorde i 2017. I 2017-2019 studerede han på Forfatterskolen i København, og skolen var afgørende for Glenn Bech. Der var han omringet af nogle af landets dygtigste forfattere og kunne således dedikere to år af sit liv med at suge viden til sig. I 2021 debuterede han med erindringsromanen ”Farskibet”. Selv siger han om baggrunden for romanen: ”Hvis ikke verden havde budt mig så elendig en opvækst og ungdom, ville jeg næppe have følt behovet for at skrive. Og selv i dag ville jeg stadigvæk hellere have haft en harmonisk opvækst end at skulle skrive Farskibet.” (Anna Møller: Interview med forfatteren. Forfatterweb, 2021-03-08).

”Farskibet” blev kaldt ”et titanisk vredesudbrud af litterære dimensioner” i Jyllands-Posten, da den udkom, og bogen behandler i en fragmentarisk form farens selvmord og tiden efter. Selv har forfatteren beskrevet ”Farskibet” som en djævleuddrivelse – som noget, der skulle gøres med tvingende nødvendighed.

Året efter debuten udkom manifestet ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet”, som er et vredt politisk kampskrift om store og små irritationsmomenter, om forholdet mellem en søn og mor og om det ansvar, vi har for at bekæmpe klasseskam. Udover at være forfatter arbejder Glenn Bech i dag som privatpraktiserende psykolog.

Glenn Bechs debut ”Farskibet” er en 552-siders lang undersøgelse af erindringens form; hvordan minder viser sig i glimt, og hvordan de mest betændte minder ofte skal tales frem. Også derfor fremstår især starten af ”Farskibet” kaotisk i sin form, med massevis af afbrudte samtaler, der forsøger at nærme sig det betændte sår: Faren og hans selvmord. Undervejs i bogens tre dele anvendes skiftende tids- og stedsangivelser, og på forsiden ser man et manipuleret billede af faren som konfirmand.

38628593

Gennem de retningsløse dialoger, der anvender apostroffer om næsten alle navne, hører vi i første del bl.a. om, da lillebroren ’René’ som ung voksen fik et voldsomt angstanfald, og en kusine fik ’René’ hjem til storebroren, hvor han krøb sammen i brorens seng. Det bliver et vendepunkt for deres forhold som brødre, at storebroren får lov til at beskytte René og give ham omsorg. Vi hører også om, hvordan storebroren ved et uheld får trådt et glasskår ned i Renés ansigt, da han som barn gemmer sig i en skuffe under brorens seng. På den vis er ”Farskibet” også summen af de skader, som familien – og især børnene – har fået.

Senere, efter deres far har begået selvmord i familiens Volvo i den nærliggende skov, sker det, der ifølge forfatteren selv er den egentlige tragedie: Efter omkring halvandet år finder drengenes mor en kæreste, stedfaren Erik, der slår hende, når han er fuld. Senere træder den komiske figur ’Søren’ ind i familiens liv, og i anden del er en hel charterferievideo transskriberet med navneforkortelser. I bogens anden del er fortælleren ung og stor teenager, hvor han bl.a. bruger tid på computerspil – og overvejer at begå selvmord.

”Farskibet” indledes med dedikationen ”Fra Glenn på vegne af Far, til Mor, Glenn og René, og fra Glenn, på vegne af Mor, Glenn og René, til Far” og er dermed rettet både som farens forsøg på at forklare selvmordet og finde tråde til den giftige maskulinitet, der omtales direkte flere gange, og som et sammensat billede af den efterladte familie til ham, der forlod dem frivilligt. Som Glenn Bech skriver: ”Med dit selvmord slog du børnene, vi lige havde været, ihjel” (s. 45).

I 2022 udkommer Glenn Bechs anden bog, der har den politiske genrebetegnelse ’manifest’. ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” er et oprør mod klassesamfundet, og som i debuten er også homofobi og giftig maskulinitet store temaer. Selv kalder Glenn Bech bogen for et lynnedslag og siger i manifestets følgebrev: ”Det gav kun mening for mig at skrive et manifest. Et kampskrift. For jeg var ved at brænde sammen over den kløft, der er mellem os i Danmark. Vi er overhovedet ikke lige. Der ér klasseforskelle – også selv om vi har gratis adgang til undervisning.”

62937106

Bogen vil tale til og om virkeligheden – som den stadig er for mange homoseksuelle i 2022: ”Vi snakker ikke nok om homofobi og om at komme fra et ikke-støttende hjem. Der er derimod fokus på den sjove homo, der puttes på et lærred. Den hovedstadstype må ikke repræsentere det at være queer, for det sker på bekostning af provinshomoen eller underklassehomoen, der har svært ved at leve åbent, og som slås med lavt selvværd og stress. Mange af dé unge har det ad helvede til.”

I manifestet forenes digtets formgivning (med korte linjer, luftig sideopsætning og oneliners) med erindringsromanens længde. Bogen har otte kapitler med titler som ”Mig & min mutti”, ”Klassesamfundet” og ”Provinsbøsser er Gud”, og alle sider indledes med X. Særligt vigtige sætninger er fremhævet med fed, og selvom manifestet ikke er hakkende i sin form som debuten, så rummer den stadig en lighed med det dialogiske talesprog, da den er vred, misundelig og indigneret som en talt monolog.

Vreden har mange retninger, men især de privilegerede – som her skal forstås som de rige, de smukke og de heteronormative med den trygge barndom – og de privilegieblinde er både omdrejningspunkt og modtager. I kapitlet ”Du” er modtageren en barndomsven, der fremkalder stor irritation gennem sin tilstedeværelse på f.eks. sociale medier: ”du planter dit like på opslaget/ skråler:/ preach girl/ afventer og så …/ sniger du liket væk fra opslaget igen/ såfremt diskussionen vender/ til en andens fordel” (s. 135). Man får præsenteret en ven, der har udviklet sig til selvfed queer i kulturlivet med hang til at bære minoriteterne som et repræsentationssmykke – med andre ord laver personen ’pinkwashing’. Et begreb, der ofte bruges om virksomheder, som bruger regnbuen eller andre LGBT-symboler i et forsøg på at vise sympati til en befolkningsgruppe.

I Glenn Bechs erindrende debut undersøges baggrunden for og eftervirkningerne af hans fars selvmord og de psykiske påvirkninger, der gjorde sig gældende i hans barndom. Det tema er behandlet af mange forfattere før, men Glenn Bechs roman er ikke klassisk i sin form og i den måde, den fortælles på. Formen kaldes ”noter” og ”et værre rod” på side 69 i ”Farskibet”, og det formsprængende kaos kan også sammenlignes med tankestrømme eller eksperimenterende og genreblandende litteratur. 

Et eksempel på genreblandingen er den afsluttende linje, der findes i den korte tredje del, hvor tonen er mere rolig: ”Kære Far,/ som faldt i søvn af sorg/ Hvis bare du kunne se mig nu” (”Farskibet”, s. 550-552). Ved hvert linjeskift er der ny side. Det er en form eller en metode, der oftest ses i lyrikkens verden, hvor man i høj grad eksperimenterer med digtenes fysiske optræden på papiret. Billedsproget i sætningen ”faldt i søvn af sorg” giver et poetisk islæt, mens modtagerforholdet ”kære far” kendes fra brevromanen. Den direkte henvendelse ”hvis bare du kunne se mig nu”, der både indeholder patos, ømhed, bitterhed og barnlig smerte, er gennemgående for autofiktive værker, hvor der ønskes et opgør med nogen. Autofiktionen, der forener selvbiografi og fiktion, er en genre, der findes i mange nyere romaner, og hvor udsigelsesjeget – som i lyrikken – er meget tæt på forfatterjeget.

Glenn Bech fastholder, at han bruger fiktive navne i ”Farskibet”, og bogen belyser også nogle kræfter, der går ud over romanens univers. 

I sine inspirationskilder nævner Glenn Bech selv feministiske tænkere som Judith Butler og politikeren Jacinda Ardern, og både ”Farskibet” og ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” har da også en kønspolitisk linje i sig. På side 325 i ”Farskibet” skriver forfatteren således direkte – og med versaler: ”DET VAR GIFTIG MASKULINITET, der ødelagde og fortsat ville ødelægge livet, både for dig, mig og alle omkring os.” 

Begrebet ”giftig maskulinitet”, der også går igen i manifestet ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet”, handler om de forventninger, man kunne have til at skulle være en ”rigtig” mand: At idealmanden ikke græder, han er stærk og handlekraftig, kan spille fodbold og har en høj libido. Og den libido er vel at mærke rettet mod det modsatte køn. Ideen er ikke ny, selvom den feministiske kritik af begrebet står stærkt i dag. Allerede i 1995 formulerede den australske sociolog Raewyn Connell en teori, der siden er blevet udviklet en del. Teorien fremsatte, at én enkelt maskulinitetsforestilling har overtaget i vores samfund, og det dermed var blevet udbredt, at der kun var én måde at være mand på. Det er netop de samme forventninger og idealforestillinger, som begrebet ’giftig maskulinitet’ kritiserer. Glenn Bech anfører direkte i et interview med Deadline, at hans far ikke havde de fornødne redskaber til at kunne italesætte sine følelser, da han var opdraget til ikke at skulle drage omsorg for hverken sig selv eller for andre. I farens selvmordsbrev skriver faren direkte, at han ikke følte sig tilstrækkelig som mand.

Som traumeerindring lægger store dele af Glenn Bechs ”Farskibet” sig op ad bl.a. Rolf Sparre Johanssons (f. 1985) digtsamling ”Begravelse” (2016). Digtsamlingen handler om morens død og er netop skrevet i et formsprængende sprog. Moren dør efter en lungetransplantation, og forløbet beskrives i et flashback-præget talesprog, der afbryder sig selv. Sproget falder fra hinanden i syntaksløse fragmenter med forkert ordstilling og en næsten stammende form, som om jeget græder, mens det taler: ”om lørdag da de opererede hende igen lod de/ hende/ lukkede de hende ikke/ fordi hun svulmede så meget op at det simpelthen/ at/at de blev nødt til at hun/ stod åben så hun godt kunne svulme op” (”Begravelse”, s. 22).

Samme hakkende sprog finder man i yderste potens i Lasse Raagaard Jønssons (f. 1994) digtsamling ”Ssn Snnart” (2021), der bruger forfatterens eget stammende sprog. På åbningssiden lyder det: ”å å åbner vinduet/ og det ssisitrer/ lungerne sitrer når jeg trækker/ vejret ind. i vvv/ i vvindueskarmen er en af de planter/ min mor ikke fik plads til på bostedet/ hun er flyttet ind på”.

Den autofiktive genre og opgøret med fortiden findes i mange romaner i disse år, og en af dem er Katrine Marie Guldagers ”Det samme og noget helt andet” (2021). Katrine Marie Guldager (f. 1966) er bedst kendt for sine noveller og den seks bind store Køgekrønike og bearbejder sine egne traumer i ”Det samme og noget helt andet”, hvor hun bl.a. skriver, at sorgen sidder i kroppen, men hun har ingen anelse om, hvordan man så får den ud. Over den samme korte periode i starten af sine 20’ere mister forfatteren både sin nære veninde og sin far, og da der efterfølgende opstår uoverensstemmelser over arvegods i den sammensatte hippiefamilie, falder Katrine Marie Guldager helt udenfor. Romanen lægger sig tæt op ad virkeligheden, har forfatteren selv udtalt, men samtidig er det udelukkende hendes version, og gennem bogen løber fortællerens stemme også som en indigneret og lidt barnlig tone, der ikke forstår, hvad der foregår.

Også Glenn Bechs ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” fremstår i direkte forlængelse af forfatterens private liv, og det sidste kapitel handler eksempelvis om et efterskoleophold, hvor den unge forfatter har et uforløst forhold til en anden elev.

Tonen i manifestet er både vred og veloplagt, og deri minder bogen om Kristina Nya Glaffeys frådende – og ret underholdende – ”To The Modern Man” (2022). Begge ligner de debatindlæg i deres politiske emner, men bøgerne er mere end det. De er stemmer, vidnesbyrd, fulde af oneliners – og dyb, dyb smerte.