Rolf Sparre Johansson

Rolf Sparre Johansson er født i 1985. Han er opvokset i Kolding og fik i 2008 sine fire første digte trykt i tidsskriftet Hvedekorn. På sin blog, hvor han siden 2011 har delt tekster, billeder og diverse overvejelser om litteraturens væsen og formål, skriver han: ”Da jeg var 17 år gammel, i Kolding i 2002, indså jeg for første gang, at litteratur ikke bare er noget, man låner på biblioteket, køber i en boghandel eller læser i skolen. Litteratur er også noget, man kan forsøge at skrive selv. Det var meget revolutionerende for mig på det tidspunkt.” (Rolf Sparre Johansson: Amatører, der udgiver bøger. Forfatterens egen blog, 2013-08-29).

Han debuterede med digtsamlingen ”Søvn” i 2015. Det er en autofiktiv digtsamling, der er skrevet mens han gik hjemme på barsel med sin ældste datter Vera. Det første digt i samlingen skrev han på sin mobiltelefon under dynen, fordi han var bange for at de kliklyde, som hans gamle Nokia gav, når han skrev på den, skulle vække datteren, som han netop havde fået til at sove.

Før Rolf Sparre Johansson blev far, kom han i de aktivistiske miljøer omkring Bolsjefabrikken, Folkets Hus på Nørrebro og i periferien af aktivistgruppen Kirkeasyl, der støttede den gruppe irakere, der i 2009 søgte kirkeasyl i Brorsons Kirke på Nørrebro i København. Interessen for aktivisme og forholdet mellem det private, det personlige og det politiske har han taget med sig over i sit arbejde med litteratur. I 2010 startede han mikroforlaget Organiseret Vold Begået Imod Den Almindelige Tale, der forkortes OVBIDAT. Akronymet afspejler hans syn på litteratur som en form for aktivisme, der kan nuancere og ændre på den måde, vi opfatter verden på. Forlaget udgiver lyrik og andre korte former for skønlitteratur i bøger, der er fremstillet ved håndkraft, nål, tråd, lim og papir. Det har bl.a. udgivet digteren Cecilie Linds debut ”Ulven åd min eyeliner” i 2010, det litterært aktivistiske tidsskrift Ovbidat magasin, og som forlægger og redaktør er Johanssons forhold til de forfattere, han udgiver, personligt.

I 2017 blev han kandidat i litteraturvidenskab, og samme år påbegyndte han sammen med sin forfatterkollega Andreas Eckhardt-Læssøe en skriveskole i Nordvest i København. Ud over at undervise der, arbejder han på Sydhavnens Bibliotek som logistik- og havemedarbejder.

Rolf Sparre Johanssons debutdigtsamling ”Søvn”, der udkom i 2015, punkterer enhver forestilling om, at det er idyllisk og problemfrit at få børn. Den skildrer en ung far og hans hverdag på barsel, efter at han har fået sit første barn, Vera. Samlingen består af i alt tredive digte og er inddelt i tre dele. Første del indeholder mange korte digte, der foregår i tidsperioden fra november 2013 til maj 2014. Del to og tre er to længere digte, der begge dateres til oktober 2014.

51768485

De fleste af digtene i første del begynder med en kort strofe, der i en ligefrem hovedsætning informerer om, hvordan Vera, jeget eller Veras mor, Malou, har det. De handler for det meste om, hvordan de har sovet eller om barnets umiddelbare behov, f.eks. ”vera står klynkende i sin seng” eller ”jeg skifter veras ble.” Alle bogstaver er skrevet med småt, og fokus er på det nære og små detaljer, som hvor babyalarmen befinder sig.

Jeget er en kærlig far, der gør sit bedste for at få barnet til at sove. Men den kontinuerlige gråd og de mange søvnløse nætter får også en vrede til at vokse i ham. Den kan få ham til at kaste en sut hårdt fra sig, bande eller opgivende overlevere barnet til moren, når han ikke kan mere.

De to sidste dele af digtsamlingen foregår uden for den lejlighed, som de første digte har udspillet sig i. Når jeget bevæger sig udenfor hjemmet – og den daglige trummerum med bleskift, Postmand Per og hovedpine – bliver hans mangel på søvn og problemer med at få barnet til at sove sat i perspektiv. Og de mere forhutlede eksistenser, han møder i lokalområdet på Vesterbro, synes at udgøre en trussel mod hans privilegerede familieliv.

De to lange digte har mange gentagelser, ufuldstændige sætninger og linjeskift, der tilsammen er med til at udvide den fortalte tid. F.eks. når jeget står i et trafikkryds med sin cykel, og en usoigneret, ældre mand beder ham flytte sig. Tekstens tempo afspejler den måde, ens tanker kan føles ekstra tunge og langsomme på, hvis man ikke har sovet nok. De lange nætter, hvor han prøver at få datteren til at sove eller stoppe med at græde, slider på hans nerver.