Tom Malmquist

Tom Malmquist er født i 1978 i Stockholm-forstaden Huddinge. I sine ungdomsår var han en yderst talentfuld ishockeyspiller, og ikke mindst Tom Malmquists far, der var sportsjournalist, havde store forventninger til teenageren. Men da Tom Malmquist blev 16 år, fik han nok af den rå maskuline kultur, der råder inden for ishockey, og han besluttede sig for at stoppe med ishockey og i stedet skrive digte og spille guitar. Han har udgivet digte i de svenske litterære tidsskrifter OEI og Lyrikvännen, og i 2007 udgav han sin første digtsamling ”Sudden death”, der foregår i et heftigt sportsmiljø og blandt andet handler om mandlighed, idealer og ishockey. Den blev i 2009 fulgt op af digtsamlingen ”Fadersmjölken”, der også udforsker moderne mandlighed. Ved siden af sit forfattervirke spiller Tom Malmquist musik og udgav i 2007 albummet ”Fish in a tear”. Han har læst litteraturvidenskab, idehistorie og filosofi og har arbejdet som kulturjournalist for en række svenske aviser.

Tom Malmquist fik et internationalt gennembrud med debutromanen ”I hvert øjeblik er vi stadig i live” fra 2015, der omhandler den periode i hans eget liv, hvor hans gravide kæreste Karin fik akut leukæmi og døde, mens deres for tidligt fødte datter lå på neonatalafdelingen. Om at vælge at skrive en roman om det fortæller han i et interview med Information, at: ”Det reddede mig, at jeg på en måde kunne skabe noget meningsfuldt i det meningsløse,” og at den følelse af kontrol, skrivningen afstedkom, også var forbundet med nydelse: ”Gennem kunsten kan man jo gøre sådan et chok som død eller smerte til noget nydelsesfuldt. Det var en nydelse at føle, at jeg kunne skrive og formulere det, så det blev stærkt.” (Johanne Liva Ehler Molin: Sorgen er en melodi, der aldrig hører op. Information, 2017-03-25). Debutromanen er oversat til over tyve sprog og er sat op som teaterstykke.

Tom Malmquist var midt i skrivningen af den roman, der skulle blive til ”Al den luft, der omgiver os”, da hans kæreste Karin blev syg og døde. Han gav hende det løfte, at han ville gøre romanen færdig. Det blev den også, men først et par år efter debutromanen.

Forfatteren har en datter og er bosat i Stockholm, hvor han danner par med den svenske forfatter Carolina Setterwall.

I 2015 udkom Tom Malmquists opsigtsvækkende romandebut ”I varje ögonblick är vi fortfarande vid liv” (”I hvert øjeblik er vi stadig i live”, 2016), der blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2016.

I jegform fortæller manden Tom sin utrolige og voldsomme historie: romanen begynder på et sygehus i Stockholm, hvor hans højgravide kæreste Karin er indlagt med influenzasymptomer og åndedrætsbesvær. Hendes tilstand forværres hurtigt, og lægerne beslutter at forløse fosteret ved kejsersnit. Karin når at hviske, at datteren skal hedde Livia, inden hun forsvinder ind i respiratoren og snart døden.

Tempoet i denne romanens første tredjedel er ekstremt højt og forpustet, og læseren skal hænge i med neglene for at kunne følge med i lægejargonen, de følelsesmæssige rutsjeture, presset fra bekymret familie og ikke mindst de kilometerlange gåture under sygehuset, frem og tilbage mellem neonatal og intensiv, mellem datter og mor, liv og død. Intet er for småt til at komme med i den detaljerige tekst: Toms sure tæer, svigermors godnatlæsning og hårfarven på de søde sygeplejersker.

52639123

Herefter falder romanen i tempo. Den ser tilbage på dengang, Tom og Karin mødtes og deres hverdage sammen med både dejlige og irriterende sider ved hinanden. Det er altså ikke et skønmaleri, Tom maler af deres forhold, det er kærligheden, som den var.

Samtidig fortæller han om dagene med Livia, om angsten og sorgen og om det absurde bureaukrati, der går i gang, da datteren juridisk set ikke har en far, da forældrene ikke var gift og ikke nåede at underskrive en faderskabserklæring. Til slut henvender han sig i du-form til Karin som en rørende afslutning på hele romanens endeløse kærlighedserklæring til hende.

Fortælleren har en yderst sanselig tilgang til både livet og døden. Det gør læsningen af romanen ekstremt voldsom, fordi de sansede erfaringer videregives så præcist. Følelser formidles i den intense dialogs lange, bølgende samtaler og i handlinger og observationer. Minderne om de døde ligger i tingene: Det sidste håndgribelige, der er tilbage og derfor ladet med betydning. En lille ugle under reolen, en hårbørste med Karins hår. Der er smerte og kærlighed i dette blik på tingene – og på datteren, hendes hænder, lyde og bevægelser. Den måde man kun kan kigge på, hvis man er forelsket eller forælder.