Carolina Setterwall

Carolina Setterwall er født i 1978 og er vokset op i den svenske by Sala nord for Stockholm. Hun bosatte sig for en periode i London i forbindelse med sine studier i medier og kommunikation, hvorefter hun flyttede tilbage til Sverige og fandt en lejlighed i Stockholm. Hun har i mange år arbejdet i musikbranchen og på forlag som blandt andet redaktør og skribent. I 2009 mødte hun kæresten Aksel, som hun flyttede sammen med, og i 2014 fik de sønnen Ivan. Aksel døde samme efterår af et hjertestop, hvilket vendte op og ned på Setterwalls tilværelse og hendes forestillinger om fremtiden: ”Vi har lært, at man ikke må være bitter. Er man det, er man et mislykket menneske. Men alt, hvad jeg havde troet, at jeg skulle have af livet, var væk, og jeg var rasende og jaloux. Nogle gange så meget, at jeg ikke kunne være taknemmelig over, at jeg måtte være med hos mine venner, fordi det var så frygteligt at se alt det, de stadig havde, mens jeg var alene. Det var skamfuldt.” (Kirsten Nilsson: Vi kyssede ikke hinanden godnat den sidste aften. Politiken, 2019-02-10).

”Lad os håbe på det bedste” er Setterwalls første litterære udgivelse, men hun har siden 2014 blogget på sin egen hjemmeside carolinasetterwall.se. Her kan man blandt andet læse om hendes drøm om at få en hest og om at uddanne sig til psykolog, at hun lider af emetofobi – angst for opkast – og om de bøger, hun selv læser. Det var også her på hendes personlige blog, hun i første omgang begyndte at sætte ord på sine tanker og følelser efter Aksels død. Hun skrev om natten, når sønnen Ivan sov, og det udviklede sig med tiden til en ca. 25 sider lang indledning på en roman, som Setterwall sendte ind til fire forskellige forlag. Romanoplægget blev godtaget på trods af, at der kun forelå en lille del af den færdige bog, så resten af skriveprocessen er foregået i tæt kontakt med Setterwalls forlægger på Bonniers forlag.

I dag bor Carolina Setterwall med sin søn Ivan i en lejlighed i den stockholmske bydel Södermalm. Siden hendes debutbog udkom i Sverige i 2018, er den blevet solgt til udgivelse i 25 lande.

”Låt oss hoppas på det bästa” (2018) (”Lad os håbe på det bedste”, 2019) er titlen på Carolina Setterwalls debutroman. Det er samtidig de sidste ord i en mail, Carolina modtager fra sin kæreste Aksel i maj 2014, mens hun sidder og ammer deres lille søn i lejligheden i Stockholm. Mailen har emnefeltet ”Hvis jeg dør” og indeholder blandt andet passwordet til Aksels computer. Først bliver hun forskrækket, så irriteret, da det går op for hende, at det er en af de for Aksel så typiske praktiske foranstaltninger. Han er direkte og usentimental, ”grænsende til det tvangsprægede realistiske”. Fem måneder senere dør Aksel af hjertestop, mens han sover.

Begivenhederne berettes i nutid af en jeg-fortæller, der henvender sig til et ”du”, som er den afdøde kæreste. Bogens første del foregår i årene 2009-2014 og krydsklipper mellem to spor. Det ene starter, da Carolina og Aksel første gang møder hinanden til nogle fælles venners Valborgsfest i foråret 2009. Det andet begynder ved romanens skelsættende begivenhed, den morgen i oktober 2014, hvor Carolina finder Aksel død i sengen. På den måde er læseren parallelt vidne til deres første euforiske fuldemandskys til lyden af AC/DC og telefonsamtalen mellem Carolina og kvinden på alarmcentralen fem år senere, hvor hun bliver bedt om at mærke efter Aksels puls, der ikke er der. I løbet af romanen udfoldes den mellemliggende periode, hvor de bliver kærester, flytter sammen, fascineres af og frustreres over deres meget forskellige personligheder og bliver forældre til sønnen Ivan.

Bogens anden del foregår i perioden 2015-2016, hvor Carolina møder en ny mand og bliver forelsket igen. Det går lynhurtigt, og Carolinas venner og tidligere svigerfamilie stiller sig kritiske over for tempoet, mens parret impulsforlover sig og flytter sammen med deres to sammenbragte børn. Setterwall beskriver den kådhed, der driver forholdet frem i den første tid, men som hurtigt erstattes af daglige kampe om huslige pligter og putterutiner, der kulminerer, da Carolina bliver gravid, men beslutter ikke at få barnet og kæresten afslutter forholdet. Tilbage er den eneste konstant gennem hele forløbet, Carolinas rolle som Ivans mor, og i sidste scene går de hjem til deres egen lejlighed for at lave kødboller og makaroni.