caroline setterwall
Foto: Hr. Ferdinand

Carolina Setterwall

cand.mag. Ida Dybdahl, Bureauet, marts 2019.
Top image group
caroline setterwall
Foto: Hr. Ferdinand

Indledning

Sorg er ikke en lineær proces, ikke én ren følelse. Den kan føles beskidt og bølge frem og tilbage i uventede former. Sådan opleves det i den svenske forfatter Carolina Setterwalls debut ”Lad os håbe på det bedste”, der udkom på dansk i 2019. Det er en brutal autofiktiv fortælling om Carolina, der en morgen finder sin kæreste død i sengen, da hun går ind for at vække ham med deres ni måneder gamle søn på armen. I ukunstlet dagbogslignende stil beskriver romanen forelskelse, parforholdsfrustrationer, skyldfølelse og sorg i en pendulering mellem tiden før og efter dødsfaldet.

46015142

Blå bog

Født: 27. september 1978 i Stockholm.

Uddannelse: Cand.phil. i Kultur og kommunikation med hovedfag i medie- og kommunikationsvidenskab, 2001. Journaliststudier ved Poppius Journalisthøjskole, 2001-2002.

Debut: Låt oss hoppas på det bästa. Albert Bonniers Förlag, 2018.

Priser: Sommarpriset, 2018.

Seneste udgivelse: Lad os håbe på det bedste. Hr. Ferdinand, 2019. (Låt os hoppas på det bästa. 2018). Oversat af Nete Harsberg.

Inspiration: Mødet med mennesker, litteratur, naturen, kunst og ridning.

 

 

 

 

Carolina Setterwall fortæller om “Lad os håbe på det bedste”

Artikel type
voksne

Baggrund

Citat:
”Den sidste dag, du lever, spiser vi blodpølse og råsyltede tyttebær til aftensmad. Da klokken nærmer sig syv, gør jeg Ivan klar til natten. Mens jeg ammer ham i sofaen, sidder du i køkkenet og skriver på computeren. Jeg kan høre dig rasle med slikpapiret. Du spiser det foran skærmen. Du sidder krumbøjet. Jeg råber, at det ville være fint, hvis du gad lege med katten, mens jeg putter Ivan.”

”Lad os håbe på det bedste”, s. 203.

Carolina Setterwall er født i 1978 og er vokset op i den svenske by Sala nord for Stockholm. Hun bosatte sig for en periode i London i forbindelse med sine studier i medier og kommunikation, hvorefter hun flyttede tilbage til Sverige og fandt en lejlighed i Stockholm. Hun har i mange år arbejdet i musikbranchen og på forlag som blandt andet redaktør og skribent. I 2009 mødte hun kæresten Aksel, som hun flyttede sammen med, og i 2014 fik de sønnen Ivan. Aksel døde samme efterår af et hjertestop, hvilket vendte op og ned på Setterwalls tilværelse og hendes forestillinger om fremtiden: ”Vi har lært, at man ikke må være bitter. Er man det, er man et mislykket menneske. Men alt, hvad jeg havde troet, at jeg skulle have af livet, var væk, og jeg var rasende og jaloux. Nogle gange så meget, at jeg ikke kunne være taknemmelig over, at jeg måtte være med hos mine venner, fordi det var så frygteligt at se alt det, de stadig havde, mens jeg var alene. Det var skamfuldt.” (Kirsten Nilsson: Vi kyssede ikke hinanden godnat den sidste aften. Politiken, 2019-02-10).

”Lad os håbe på det bedste” er Setterwalls første litterære udgivelse, men hun har siden 2014 blogget på sin egen hjemmeside carolinasetterwall.se. Her kan man blandt andet læse om hendes drøm om at få en hest og om at uddanne sig til psykolog, at hun lider af emetofobi – angst for opkast – og om de bøger, hun selv læser. Det var også her på hendes personlige blog, hun i første omgang begyndte at sætte ord på sine tanker og følelser efter Aksels død. Hun skrev om natten, når sønnen Ivan sov, og det udviklede sig med tiden til en ca. 25 sider lang indledning på en roman, som Setterwall sendte ind til fire forskellige forlag. Romanoplægget blev godtaget på trods af, at der kun forelå en lille del af den færdige bog, så resten af skriveprocessen er foregået i tæt kontakt med Setterwalls forlægger på Bonniers forlag.

I dag bor Carolina Setterwall med sin søn Ivan i en lejlighed i den stockholmske bydel Södermalm. Siden hendes debutbog udkom i Sverige i 2018, er den blevet solgt til udgivelse i 25 lande.

Lad os håbe på det bedste

”Jeg blev ved med at tale, mens jeg strøg ham over håret og remsede navnene op på alle dem, jeg kunne komme i tanke om, der elskede ham. Nogle af børnene fra hans stue kom hen og stillede sig ved siden af os og lyttede til navnene, og jeg mærkede, hvordan Ivan slappede af og begyndte at se rundt på den lille gruppe af børn, der omringede os. Jeg var stadig i gang med listen, da Ivan fik nok af min svada og oplyste mig om, at blomster også kan dø.”

”Lad os håbe på det bedste”, s. 281.

”Låt oss hoppas på det bästa” (2018) (”Lad os håbe på det bedste”, 2019) er titlen på Carolina Setterwalls debutroman. Det er samtidig de sidste ord i en mail, Carolina modtager fra sin kæreste Aksel i maj 2014, mens hun sidder og ammer deres lille søn i lejligheden i Stockholm. Mailen har emnefeltet ”Hvis jeg dør” og indeholder blandt andet passwordet til Aksels computer. Først bliver hun forskrækket, så irriteret, da det går op for hende, at det er en af de for Aksel så typiske praktiske foranstaltninger. Han er direkte og usentimental, ”grænsende til det tvangsprægede realistiske”. Fem måneder senere dør Aksel af hjertestop, mens han sover.

Begivenhederne berettes i nutid af en jeg-fortæller, der henvender sig til et ”du”, som er den afdøde kæreste. Bogens første del foregår i årene 2009-2014 og krydsklipper mellem to spor. Det ene starter, da Carolina og Aksel første gang møder hinanden til nogle fælles venners Valborgsfest i foråret 2009. Det andet begynder ved romanens skelsættende begivenhed, den morgen i oktober 2014, hvor Carolina finder Aksel død i sengen. På den måde er læseren parallelt vidne til deres første euforiske fuldemandskys til lyden af AC/DC og telefonsamtalen mellem Carolina og kvinden på alarmcentralen fem år senere, hvor hun bliver bedt om at mærke efter Aksels puls, der ikke er der. I løbet af romanen udfoldes den mellemliggende periode, hvor de bliver kærester, flytter sammen, fascineres af og frustreres over deres meget forskellige personligheder og bliver forældre til sønnen Ivan.

Bogens anden del foregår i perioden 2015-2016, hvor Carolina møder en ny mand og bliver forelsket igen. Det går lynhurtigt, og Carolinas venner og tidligere svigerfamilie stiller sig kritiske over for tempoet, mens parret impulsforlover sig og flytter sammen med deres to sammenbragte børn. Setterwall beskriver den kådhed, der driver forholdet frem i den første tid, men som hurtigt erstattes af daglige kampe om huslige pligter og putterutiner, der kulminerer, da Carolina bliver gravid, men beslutter ikke at få barnet og kæresten afslutter forholdet. Tilbage er den eneste konstant gennem hele forløbet, Carolinas rolle som Ivans mor, og i sidste scene går de hjem til deres egen lejlighed for at lave kødboller og makaroni.

Genrer og tematikker

”Lad os håbe på det bedste” handler om sorg som meget konkret størrelse, der former og forandrer alle aspekter af hverdagen. Fordi forløbet er fortalt i romanform, gives der plads til alle de mudrede aspekter ved en kærlighedsrelation og en sorgproces, hvor tvivlen, bitterheden og de modsatrettede følelser også får lov at fylde. Carolina Setterwall har beskrevet, hvordan hun med romanen håber på at nuancere forestillingen om, hvordan sorg ser ud: ”Vi har et ensporet billede af sorg. At det er rene tårer og savn, men sorg indeholder meget mere. Vi er gode til at gentage samme beskrivelse af sorgen, fordi det er den, som er accepteret. Jeg ville beskrive det, som jeg ikke synes, ret mange andre har beskrevet. At min sorg var lidt beskidt i kanterne, ligesom livet er.” (Kirsten Nilsson: Vi kyssede ikke hinanden godnat den sidste aften. Politiken, 2019-02-10).

Et væsentligt tema i romanens fremstilling af at miste er den skyldfølelse, Carolina har over at have været en dårlig kæreste i deres sidste tid sammen. Forestillingen om at være skyldig i Aksels død ved at have presset ham for meget i tiden op til dødsfaldet bliver ved med at rumstere, selvom han beviseligt døde af et hjertestop, mens han sov. Carolina Setterwall har beskrevet den følelsesmæssige uro og uafklarethed således: ”Jeg har stadig svært ved at finde ro ved de sidste dage og uger. Bare en lille ting som at vi ikke kyssede hinanden godnat den sidste aften, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst sagde, at jeg elskede ham. At vi skændtes om hans barsel, men at jeg ikke sagde, at han var et fantastisk menneske. Det jager mig stadig. Jeg er ikke kommet mig over, at vi tog hinanden for givet til sidst.” (Kirsten Nilsson: Vi kyssede ikke hinanden godnat den sidste aften. Politiken, 2019-02-10).

Generelt må den selvbiografiske fortælling siges at tematisere udfordringerne i det moderne parforhold på en måde, der er mindst lige så optaget af hverdagens frustrationer som forelskelsesglimt i fremstillingen af en småbørnsfamilie i 2010’erne.

Beslægtede forfatterskaber

Autofiktiv sorglitteratur er ikke nogen ny opfindelse, men der har de seneste år været stor fokus på en række udgivelser, der er beslægtede med Carolina Setterwalls debut. Særligt den svenske forfatter Tom Malmquists ”I varje ögonblick är vi fortfarande vid liv” fra 2015 (”I hvert øjeblik er vi stadig i live”, 2016) har et markant slægtskab med ”Lad os håbe på det bedste”. Ligesom hovedpersonen Carolina mister Tom også uventet sin partner, da hun højgravid indlægges med voldsomme åndedrætsproblemer, der viser sig at skyldes akut leukæmi. I begge romaner følger vi hovedpersonernes tilværelse tæt i en periode, hvor de meget pludseligt er eneforældre til et lille barn, de skal tage vare på, samtidig med at de står midt i en sorgproces. Stilistisk bærer Malmquists roman præg af at være forfattet af en poet, der midt i dagligdagsbeskrivelserne bruger sproget til at potensere erindringsglimt, der genkaldes og vokser gennem sproget, mens Setterwalls tone gennemgående er mere ligefrem og i højere grad minder om dagsbogsoptegnelser eller hverdagslige blogindlæg.

På dansk udkom i 2017 Naja Marie Aidts ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog”, der handler om sønnen Carls pludselige død. Det er en poetisk famlende og associerende sorgbeskrivelse, der i forsøget på at begribe sorgens væsen går i dialog med en lang række litterære værker om emnet, både verdenslitteraturen og ordbogsoplag. Ligesom i Setterwall og Malmquists romaner er tabet den altomvæltende tragiske begivenhed, der i første omgang sætter sig som et chok og derefter afføder et forsøg på at sprogliggøre den sorg, skyldfølelse og afmagt, der følger. Her skriver Aidt blandt andet om sprogets forhold til sorg: ”Skriften står åben og pøser sin uformåen ud gennem alt det, der ikke kan stå. Et hul hvori døden vibrerer. Det er ikke muligt at skrive kunstfærdigt om rå sorg. Der er ingen form, der passer”. (”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog”, s. 131).

En af de forfattere, Aidt refererer til, er amerikanske Joan Didion, som også Carolina Setterwall i interviews har udtrykt stor beundring for. Didion udgav i 2005 det autofiktive romanværk ”A Year of Magical Thinking” (”Et år med magisk tænkning”, 2012), der er blevet et moderne hovedværk inden for det, man kan klassificere som autofiktiv sorglitteratur.

Bibliografi

Roman

Setterwall, Carolina: Lad os håbe på det bedste. Hr. Ferdinand, 2019. (Låt oss hoppas på det bästa, 2018). Oversat af Nete Harsberg.

Om forfatterskabet

Kristeligt Dagblad, 2019-02-08.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Carolina Setterwall

Kilder citeret i portrættet