Amalie Langballe

Amalie Langballe (f. 1992) er det meste af sin barndom opvokset i den lille by Stenstrup på Fyn. Da Amalie Langballe i 2002 var 10 år, fik hendes mor konstateret knoglemarvskræft, og moderen døde i 2016. Den begivenhed har haft både direkte og indirekte betydning for, at Amalie Langballe i dag kan kalde sig forfatter. Det lå ellers ikke umiddelbart i kortene, at Amalie Langballe skulle debutere med en skønlitterær bog. Uddannet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2017 har hun i en årrække erhvervet sig som freelancejournalist og klummeskribent på diverse blade, magasiner og webfora, blandt andre Dagbladet Information, Alt for damerne, Vice og POV.
Amalie Langballe har især tiltrukket sig opmærksomhed for sine meget personlige klummer og kronikker, hvor hun har skrevet om sex og sorgen over at miste sin mor. Særligt én klumme i Dagbladet Information om en ubehagelig seksuel oplevelse fik bevågenhed i 2017, mens Langballe stadig var journaliststuderende. I klummen diskuterede hun sin egen rolle og eventuelle skyld i det, der en aften kunne have udviklet sig til en regulær voldtægt: ”Når det #aldrigerminskyld, men jeg føler mig medskyldig, hvad skal jeg så kalde de tæsk, jeg fik en nat i november? Dårlig sex? Et overfald? Et voldtægtsforsøg? Intet virker rigtigt.” (Amalie Langballe: Det er svært at onanere med den ene hånd og vifte offerkortet med den anden. Dagbladet Information, 2017-08-31). Klummen resulterede i, at Amalie Langballe blev kontaktet af forlaget Lindhardt og Ringhof, der ville have hende til at skrive en bog. På den opfordring påbegyndte Amalie Langballe ”forsvindingsnumre”, der i flere henseender kan beskrives som autofiktiv.

På trods af, at Amalie Langballe har høstet roser vidt og bredt for romanen – og i efteråret 2019 modtog hæderen som årets debutant på Bogforum – er det uvist, hvorvidt det bliver til endnu en roman fra hendes hånd: ”Min forlægger siger, jeg skal holde min kæft om det her. Men jeg er ret ambivalent omkring at udgive en roman igen. Jeg vil gerne skrive en lang non-fiktion bog, der ikke har noget med mig at gøre.” (Michelle From Hoxer: Kaldte sin egen debut ’sentimentalt lort’. DR.dk, 2019-11-15).

Romanen ”forsvindingsnumre” (2019) er Amalie Langballes debutroman. Bogen handler om den unge kvinde Agnes, der har mistet sin mor.

Fortællingen om Agnes springer mellem Israel, København, Berlin og Nordnorge. I Tel Aviv møder hun mændene Ofir og Josef, som hun indleder en ménage à trois med. I Berlin slikker hun sårene efter at være blevet dumpet af flirten Mathias. I København fester hun med vennerne Vibe og Oscar, og i Norge leder hun efter den uddøde fugleart gejrfuglen.  

”forsvindingsnumre” er en sorgroman med tryk på sorg, for trods eksplicitte skildringer af Agnes’ sexliv, fester og rodede affærer med forskellige mænd, så er det følelsen af fravær, som døden har efterladt, der fylder. For Agnes er ramt af en forræderisk sorg, som dukker op når som helst og hvor som helst, og som vedbliver med at spænde ben for livet, fordi hun nu én gang er blevet konfronteret med dét, der er fuldstændig uigenkaldeligt: ”På stjerneklare nætter, når vi sad oppe på sofaen på første sal eller stod ude i indkørslen med øjne rettet mod himlen, kunne mor finde på at sige: ”Det er ikke til at fatte, at det er uendeligt.” Men jeg har det anderledes. Det er det endelige, det, der ikke kommer tilbage, jeg ikke forstår.” (s. 161).

Henimod slutningen tager romanen en overraskende drejning, da Agnes drager til Norge sammen med voodoodukken ”David Woster Fallace” (ironisk opkaldt efter den amerikanske forfatter David Foster Wallace). Under en my(s)tisk seance i skæret fra nordlyset møder Agnes og David Woster Fallace gejrfuglen, der lokker dem ud på havets tynde is. En seance, der lige så vel kan læses opbyggeligt som ikke: For enten kommer Agnes i mødet med gejrfuglen overens med tabet af sin mor, eller også er det et dybere skridt ind i sorgens virkelighedsfjerne vakuum.

Sproget i ”forsvindingsnumre” er både iltert, poetisk og poppet. F.eks. strør Langballe om sig med pudsige og rytmiske ordspil, som når hun udstyrer Agnes med bemærkninger som: ”[Oscar] ser piger ud over hele København, og jeg ved ikke altid, hvad de ser i ham” (s. 114). Derudover rækker Langballe ud til læseren ved at skrive i anden person flere steder, hvor Agnes erindrer sine afdøde mor. Det greb skaber en identifikation, hvor Agnes’ erfaringsrum i lige så høj grad bliver læserens eget.