Vilma Sandnes Johansson

Vilma Sandnes Johansson blev født i 2000 i København og har trådt sine barne- og ungdomssko på Christianshavn. Hun er datter af den svenske musikproducer Tore Johansson og den danske sanger og producer Solveig Sandnes. Forældrene blev skilt, da Vilma var fire år gammel, men de havde fortsat et godt forhold til hinanden.

Da Vilma Sandnes Johansson var 13 år, blev moren diagnosticeret med uhelbredelig kræft, som hun døde af fem år senere – 44 år gammel. På det tidspunkt var Vilma 18 år og gik i 2.g på Christianshavns Gymnasium. Størstedelen af hendes teenageår var således præget af morens sygdom og forestående død.

Det er netop tabet af moren og angsten for at glemme hende, der er drivkraften i Vilma Sandnes Johanssons debutroman ”Tænk ikke på mig”, der udkom i 2022. Egentlig var det slet ikke tænkt som en roman, men blot som en liste over minder og oplevelser med moren. Efterhånden voksede listen med noter sig til lange, detaljerede tekster med scener, dialog, dagbogsnotater, breve mv. Til Kristeligt Dagblad fortæller Vilma Sandnes Johansson: ”Jeg er enebarn og er vokset op meget af tiden alene med min mor, så jeg følte et stort ansvar for at huske hende. Men jeg kunne mærke, at det ville blive svært at leve et godt liv, hvis jeg hele tiden skulle være stresset over, om jeg glemte hende eller de ting, vi oplevede sammen.” (Camilla Klarskov: Forfatter: ”Jeg var lidt høj på min mors død”. Kristeligt Dagblad, 2022-01-26).

Hun har tidligere været frivillig på Det Nationale Sorgcenter, som tilbyder psykologhjælp og rådgivning til børn og unge, hvis forældre eller søskende er alvorligt syge eller døde. I dag bor Vilma Sandnes Johansson på Christianshavn med sin kæreste og to katte. Hun har været et smut forbi Retorikstudiet på Københavns Universitet, men er stoppet igen. Hun fortæller i et mailinterview med Forfatterweb, at hun gik der halvanden måned og nød det, indtil hun fandt ud af, at det ikke var noget for hende.”Jeg søgte ind på retorik dagen før ansøgningsfristen i 2020, egentlig mest fordi jeg gerne ville have SU. Min mor havde en kandidat i retorik, så det var nok også for at få noget af hende tilbage. Men jeg fandt ud af, at det var min mors ting, ikke min.”  (Karina Søby Gulmann: Mailinterview med Forfatterweb, marts 2023). Hun har en bog på trapperne i foråret 2023 med titlen ”Første gang jeg brænder mennesker op” om en gruppe unges søgen efter identitet og mening.

Fortælleren i Vilma Sandnes Johanssons debutroman ”Tænk ikke på mig” fra 2022 bærer samme navn som forfatteren, og vi følger hende, fra hun er 13 og fem år frem – fra Vilmas mor Solveig bliver diagnosticeret med uhelbredelig kræft, og til hun dør.

Det er en autofiktiv fortælling, der tematiserer Vilmas kamp for at passe sin syge mor og samtidig passe ind i ungdomslivet. For hvad skal man vælge – at have det sjovt med vennerne, eller at blive hjemme og se serier med sin døende mor? Kan man overhovedet have det sjovt, gå på efterskole, tage på Roskilde Festival og klare sine eksaminer i gymnasiet, når ens mor er døende? Vilma klarer det hele, men det er selvfølgelig ikke uden omkostninger.

Et andet centralt tema er sygdom og død som tabu. Vilma undrer sig over, at der ikke er nogen, der spørger til moren eller til, hvordan hun selv har det. Selv undgår hun også at tale om morens sygdom, fordi hun er bange for at spolere den gode stemning.

61904174

Flere gange i romanen proklamerer Vilma ellers, at nu vil hun begynde at tale højt om morens tilstand, men hver gang er det, som om sproget mangler, og sorgen i stedet tårner sig op indeni. Det er kun moren, mosteren, faren og en psykolog, hun indimellem kan veksle sine tanker med, men også her er det svært. Sproget og følelserne slår sprækker, når de taler om det ubærlige, at Vilma skal miste sin mor.

Det manglende sprog får også indflydelse på relationerne. Der opstår en distance mellem Vilma og veninderne, og det er først, da hun møder kæresten Kornelius, at hun finder en, hun kan læne sig lidt op ad.

Ventesorg er ligeledes et tema i værket. Det er den sorg, Vilma fyldes af i alle de år, hun ved, moren snart skal dø. Da døden indtræffer, er den ikke det sorte altopslugende mørke, Vilma har forestillet sig – derimod er det en lettelse ikke at skulle leve i sygdommens skygge og gå og være bange for, hvornår moren dør. Dermed kommer det til at blive et positivt vendepunkt og en åbning til at leve livet.

Romanen består af en blanding af prosa, dagbogsnotater og efterladte breve. Tonen er intim, og som læser får man en fornemmelse af, at teksten er skrevet direkte til en. Såvel i prosaen som dagbogspassagerne matcher reflektionsniveauet Vilmas alder, og dermed bliver hun en skarpere og mere moden fortæller, som romanen skrider frem.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Tænk ikke på mig"

Vilma Sandnes Johansson har foreløbig skrevet et værk – den autofiktive roman ”Tænk ikke på mig” fra 2022. Om valg af genre fortæller hun i et interview på sit forlags hjemmeside: ”Det var vigtigt for mig at gå så tæt på den ”virkelige” historie som muligt. Der var ikke rigtig nogen god grund til at lade være. Jeg tror også, det er ret afgørende at være ærlig, hvis man vil bryde tabuer.” (”Da jeg fandt ud af, at jeg kunne bryde tavsheden ved at skrive, blev jeg besat af det”. Interview på gutkind.dk, 2022-01-04).

Som hun også antyder i citatet, er et af hendes primære temaer i værket sygdom og sorg som tabu. Hovedpersonen Vilma oplever, at det ikke er legitimt at sørge, mens moren er syg, og at hun bremses i sit sorgarbejde. For eksempel bliver hun rost for at være stærk og ikke tale om sin sorg over at have en døende mor, og hun har selv svært ved at sætte ord og tårer på sine følelser. Den sorg, Vilma plæderer for, skal få lov at fylde, kaldes ventesorg. Det er netop den sorg, hun henviser til med titlen ”Tænk ikke på mig” – den usynlige smerte, en pårørende til en døende bærer rundt på.

I romanen tematiserer Vilma Sandnes Johansson også et helt almindeligt teenageliv med efterskole, fester, venindeproblemer, kærester, gymnasie og eksaminer – et liv, der selvsagt er overskygget af morens nærtstående død for Vilma.

I ovennævnte interview på Gutkinds hjemmeside forklarer Vilma, hvad der gør værket til en roman og ikke en biografi: ”Det er nogle ret lavpraktiske greb som at slå karakterer sammen, ændre navne, locations og rækkefølge af kapitler. Mine fire barndomsveninder, som jeg har slået sammen til en karakter, fik lov til at bestemme deres karakters navn.  (…) Og så har jeg naturligvis også udeladt en del. Alt sammen for at tage læseren i hånden og få fortællingen til at stå rent.”

I foråret 2023 udkommer en kortroman med titlen ”Første gang jeg brænder mennesker op” som en del af forlaget Gutkinds ’Første gang’-serie. Her er der ikke tale om autofiktion, og i et mailinterview med Forfatterweb fortæller Vilma Sandnes Johansson: ”Bogen handler om en gruppe unge mennesker, der brænder nogle gamle Vi Unge-blade i en heksecirkel i Tisvilde. Den handler om privilegieblindhed og fællesskaber, der forsøger at være inkluderende, men fejler. Det har været dejligt at skrive om noget, der ikke er så sørgeligt – og som ikke handler om mig selv!” (Karina Søby Gulmann: Mailinterview med Forfatterweb, marts 2023).

Vilma Sandnes Johanssons debutroman indskriver sig i genren autofiktion, der ofte centrerer sig om personlige kriser. Tag bare Thomas Korsgaards roman ”Hvis der kom et menneske forbi” (2018) eller Bjørn Rasmussens digtsamling ”Ming” (2015) for blot at nævne nogle få. Johanssons værk skiller sig dog ud fra flertallet ved, at baggrunden for den personlige krise ikke er en dysfunktionel familie. Hos Johansson er man aldrig i tvivl om kærligheden mellem forældre og barnet – den løber som et underlæggende stærkt spor i romanen og får også læseren til at tro på, at Vilma rent faktisk kan komme stærkt ud på den anden side af tabet af moren. Fordi hun grundlæggende er fyldt op med kærlighed og tro på, at hun er elsket.

For læsere, der gerne vil dykke ned i de hovedtemaer, debutromanen åbner for: kræft, pårørende/sorg og teenageliv, er der et utal af romaner at fortsætte med. De seneste år er der skrevet en del romaner om kræft – både fra den ramtes og pårørendes vinkel. To af de romaner, der er i fin tråd med ”Tænk ikke på mig”, er Joakim Kruse Lykkes autofiktive roman ”Et sted at være mor fra” fra 2022 og Amalie Langballes ”Forsvindingsnumre” fra 2019. I førstnævnte er fortællervinklen hos en voksen mand, der lukker læserne ind i sorgen over sin mors kræftsygdom og død. I Langballes roman bæres fortællerstemmen af en yngre kvinde, der rejser ud i verden og ind i sorgen efter at have mistet sin mor til kræft. Også Martha Flyvholm Todes ”På Bornholm må man græde overalt” fra 2017 er oplagt at drage paralleller til, idet begge værker tematiserer unge pigers tab. I Todes roman mister Maria sin stedfar og har (som Vilma) svært ved at mærke noget som helst. Romanen tematiserer sorgarbejdet og Marias forsøg på at rimpe det hele sammen til en ny og meningsfuld fortælling.

For læsere, der ønsker at dykke videre ned i ungdoms-temaet, er irske Sally Rooneys ”Samtaler med venner” (2017) relevant. Hos Rooney er hovedkaraktererne en anelse ældre end Vilma, nemlig 21 år, og det er ikke sygdom og død, der giver de unge benspænd. Alligevel har de meget tilfælles med Vilma i ”Tænk ikke på mig”. Deres fremtid virker underligt udvasket og ligegyldig, og i det hele taget har hovedpersonen Frances en kølig distance til alt. Indeni er hun dog et stort emotionelt virvar, og på den måde minder hun om Vilma, der forsøger at virke glad og let udadtil, ikke umiddelbart gør sig mange fremtidstanker, men indadtil er dybt påvirket af sorg.