Baggrund

Citat
”»Når man savner så meget, som du savner, Vilma, så er det ikke bare oppe i hovedet.« Min psykolog ser intenst på mig. »Det er hele kroppen, og det føles som om tarmene skriger.«”
”Tænk ikke på mig”, s. 111.

Vilma Sandnes Johansson blev født i 2000 i København og har trådt sine barne- og ungdomssko på Christianshavn. Hun er datter af den svenske musikproducer Tore Johansson og den danske sanger og producer Solveig Sandnes. Forældrene blev skilt, da Vilma var fire år gammel, men de havde fortsat et godt forhold til hinanden.

Da Vilma Sandnes Johansson var 13 år, blev moren diagnosticeret med uhelbredelig kræft, som hun døde af fem år senere – 44 år gammel. På det tidspunkt var Vilma 18 år og gik i 2.g på Christianshavns Gymnasium. Størstedelen af hendes teenageår var således præget af morens sygdom og forestående død.

Det er netop tabet af moren og angsten for at glemme hende, der er drivkraften i Vilma Sandnes Johanssons debutroman ”Tænk ikke på mig”, der udkom i 2022. Egentlig var det slet ikke tænkt som en roman, men blot som en liste over minder og oplevelser med moren. Efterhånden voksede listen med noter sig til lange, detaljerede tekster med scener, dialog, dagbogsnotater, breve mv. Til Kristeligt Dagblad fortæller Vilma Sandnes Johansson: ”Jeg er enebarn og er vokset op meget af tiden alene med min mor, så jeg følte et stort ansvar for at huske hende. Men jeg kunne mærke, at det ville blive svært at leve et godt liv, hvis jeg hele tiden skulle være stresset over, om jeg glemte hende eller de ting, vi oplevede sammen.” (Camilla Klarskov: Forfatter: ”Jeg var lidt høj på min mors død”. Kristeligt Dagblad, 2022-01-26).

Hun har tidligere været frivillig på Det Nationale Sorgcenter, som tilbyder psykologhjælp og rådgivning til børn og unge, hvis forældre eller søskende er alvorligt syge eller døde. I dag bor Vilma Sandnes Johansson på Christianshavn med sin kæreste og to katte. Hun har været et smut forbi Retorikstudiet på Københavns Universitet, men er stoppet igen. Hun fortæller i et mailinterview med Forfatterweb, at hun gik der halvanden måned og nød det, indtil hun fandt ud af, at det ikke var noget for hende.”Jeg søgte ind på retorik dagen før ansøgningsfristen i 2020, egentlig mest fordi jeg gerne ville have SU. Min mor havde en kandidat i retorik, så det var nok også for at få noget af hende tilbage. Men jeg fandt ud af, at det var min mors ting, ikke min.”  (Karina Søby Gulmann: Mailinterview med Forfatterweb, marts 2023). Hun har en bog på trapperne i foråret 2023 med titlen ”Første gang jeg brænder mennesker op” om en gruppe unges søgen efter identitet og mening.