Amalie Langballe

Amalie Langballe er opvokset i den lille by Stenstrup på Fyn. I 2002, da hun var 10 år, fik hendes mor konstateret knoglemarvskræft, som hun døde af i 2016, fjorten år senere. I 2017 blev Amalie Langballe færdiguddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og hun har siden arbejdet som freelancejournalist for en lang række aviser og magasiner. Indimellem har hendes klummer og kronikker tiltrukket stor opmærksomhed, når hun har skrevet bramfrit og personligt om så forskellige emner som frivillig barnløshed og sterilisation, sex vs. overgreb og sorgen over at miste sin mor til kræft.

I 2017 skrev hun for eksempel en klumme om en ubehagelig seksuel oplevelse, hvor hun diskuterede sin egen rolle og eventuelle skyld i det, der kunne have udviklet sig til en regulær voldtægt: ”Når det #aldrigerminskyld, men jeg føler mig medskyldig, hvad skal jeg så kalde de tæsk, jeg fik en nat i november? Dårlig sex? Et overfald? Et voldtægtsforsøg? Intet virker rigtigt.” (Amalie Langballe: Det er svært at onanere med den ene hånd og vifte offerkortet med den anden. Dagbladet Information, 2017-08-31). Klummen resulterede i, at Amalie Langballe blev kontaktet af forlaget Lindhardt og Ringhof, der ville have hende til at skrive en bog. På den opfordring påbegyndte hun ”forsvindingsnumre”, der i flere henseender kan beskrives som autofiktiv, og hvor savnet efter den afdøde mor løber som den samlende, røde tråd.
Amalie Langballe modtog Bogforums Debutantpris for bogen i 2019, men var selv i tvivl om, det var den vej hun ville gå: ”Min forlægger siger, jeg skal holde min kæft om det her. Men jeg er ret ambivalent omkring at udgive en roman igen. Jeg vil gerne skrive en lang non-fiktion bog, der ikke har noget med mig at gøre.” (Michelle From Hoxer: Kaldte sin egen debut ’sentimentalt lort’. DR.dk, 2019-11-15). Hendes næste bog blev ikke en roman, men samtalebogen ”Forsøg udi håb – hvad præster ved om kaos” fra 2021.

I 2025 var Amalie Langballe romanaktuel igen. “elskende” handler om en adelskvinde, der i middelalderens København bliver sendt væk fra hoffet af sin mand til et bordel som en slags straf, fordi hun ikke har givet ham børn.

I 2025 udgav Amalie Langballe sin anden roman, “elskende”. Den foregår i løbet af en ualmindelig varm sommer for længe siden, i et København hærget af pest, kolera og vanvid. Stederne er kongehuset, horehuset og, imellem dem, en labyrint. Fortælleren er en adelskvinde, som af sin mand bliver sendt fra kongehuset til horehuset, som en lærestreg, fordi hun ikke er blevet gravid. I horehuset møder hun de andre beboere: Den unge Gunhild, den ældre Ester og den mystiske bestyrerinde Viola. Hun møder også en hel masse mænd, som kommer for at købe sex af hende og de andre kvinder.

140739685

I huset får hun nys om en kærlighedshistorie, som binder horehuset og kongehuset sammen. Det er både noget, der har fundet sted i nogle af karakterernes tidlige ungdom og som optrevles i tilbageblik, og noget, som lever videre i fortællingens nu som en hemmelig plan og et komplot.

Romanen veksler mellem disse to spor: På den ene side jeg-fortællerens dagligdag i horehuset, med meget eksplicitte scener og beskrivelser af både kvindernes og de besøgende mænds kroppe, lugter og væsker, og på den anden side kærlighedshistorien, der langsomt foldes ud.

Stilen er manieret og poserende, med hyppig brug af effekter som kursiveringer, parenteser og luftige sider. Sådan lyder det eksempelvis på side 8: ”Hver sommer har sin egen duft, og dennes var blandt andet kvindernes svedige inderlår (røde og hudløse), børnenes ustyrlige eksem (sødlig og ostefed), mændenes svampede pikke (deres skridt som en syg skovbund).”

Amalie Langballes debutroman ”forsvindingsnumre” (2019) handler om den unge kvinde Agnes, der har mistet sin mor. Fortællingen om Agnes springer mellem Israel, København, Berlin og Nordnorge. I Tel Aviv møder hun mændene Ofir og Josef, som hun indleder en ménage à trois med. I Berlin slikker hun sårene efter at være blevet dumpet af flirten Mathias. I København fester hun med vennerne Vibe og Oscar, og i Norge leder hun efter den uddøde fugleart gejrfuglen.

”forsvindingsnumre” er en sorgroman med tryk på sorg, for trods eksplicitte skildringer af Agnes’ sexliv, fester og rodede affærer med forskellige mænd, så er det følelsen af fravær, som døden har efterladt, der fylder. For Agnes er ramt af en forræderisk sorg, som dukker op når som helst og hvor som helst, og som vedbliver med at spænde ben for livet, fordi hun nu én gang er blevet konfronteret med dét, der er fuldstændig uigenkaldeligt: ”På stjerneklare nætter, når vi sad oppe på sofaen på første sal eller stod ude i indkørslen med øjne rettet mod himlen, kunne mor finde på at sige: ”Det er ikke til at fatte, at det er uendeligt.” Men jeg har det anderledes. Det er det endelige, det, der ikke kommer tilbage, jeg ikke forstår.” (s. 161).

46219228

Henimod slutningen tager romanen en overraskende drejning, da Agnes drager til Norge sammen med voodoodukken ”David Woster Fallace” (ironisk opkaldt efter den amerikanske forfatter David Foster Wallace). Under en my(s)tisk seance i skæret fra nordlyset møder Agnes og David Woster Fallace gejrfuglen, der lokker dem ud på havets tynde is. En seance, der lige så vel kan læses opbyggeligt som ikke: For enten kommer Agnes i mødet med gejrfuglen overens med tabet af sin mor, eller også er det et dybere skridt ind i sorgens virkelighedsfjerne vakuum.

Sproget i ”forsvindingsnumre” er både iltert, poetisk og poppet. F.eks. strør Langballe om sig med pudsige og rytmiske ordspil, som når hun udstyrer Agnes med bemærkninger som: ”[Oscar] ser piger ud over hele København, og jeg ved ikke altid, hvad de ser i ham” (s. 114). Derudover rækker Langballe ud til læseren ved at skrive i anden person flere steder, hvor Agnes erindrer sine afdøde mor. Det greb skaber en identifikation, hvor Agnes’ erfaringsrum i lige så høj grad bliver læserens eget.

Ublu og nærgående beskrivelser af sex, krop og sygdom er emner, der fylder meget i Amalie Langballes forfatterskab såvel som i hendes personlige klummer og kronikker. De mange sammenfald mellem netop Amalie Langballes klumme-jeg og ”forsvindingsnumres” hovedperson Agnes’ liv og levned har fået flere anmeldere til at placere ”forsvindingsnumre” i den litterære kasse, der går under titlen autofiktion.

Hendes bøger trækker også en tråd til den magiske realisme. En genre, der er karakteriseret ved, at noget fantastisk eller magisk på den mest naturlige måde indgår i en ellers realistisk funderet handling. I ”forsvindingsnumre” er dette træk fremtrædende i sidste tredjedel af bogen, da Agnes opsøges af den uddøde fugleart gejrfuglen, og hendes voodoodukke – en gave fra veninden Vibe – vil have hende til at følge den. Disse magisk realistiske indslag tilføjer et mytologisk element til Amalie Langballes ellers illusionsløse betragtninger over sygdom og død samt tvivlsomme forsøg på eskapisme gennem sex.

”elskende” er skrevet som en feberhed fantasi, af en fortæller, der lægger ud med at erklære sin egen utroværdighed: “Min historie kommer ikke til at give mening. Uanset hvordan jeg anstrenger min erindring, glider noget mig af hænde, og andet kan jeg ikke få placeret. (…) Det er muligt, at drøm og virkelighed har vævet sig ind i hinanden. En tråd af virkelighed har muligvis lagt sig oven på en tråd af drøm, og selv i optrevlingen kan den ene tråd ikke skelnes fra den anden. Så meget vil jeg gerne gøre klart, inden jeg fortsætter: jeg kan ikke få delene til at passe sammen, jeg kan ikke afstemme regnskabsbøgerne, i labyrintens centrum er der tomt.” (side 7).

Hvor ”forsvindingsnumre” flakker ungdommeligt rundt i verden i en mere eller mindre realistisk samtid, er ”elskende” forankret i et København i en fjern fortid og fortælles fra en voksen kvindes perspektiv. Kvindeliv og det ulige magtforhold mellem kvinder og mænd er et gennemgående tema i ”elskende”.

Et andet træk er den konstante opmærksomhed rettet mod transaktioner og økonomi. Bogen undersøger naturen i den udveksling, der finder sted i horehuset, og hvad den kan vise os af sandheder i det hele taget, i kapitalismen og den patriarkalske samfundsorden, vi lever i. 

Sorg er et klassisk emne i litteraturen: i tragedien, elegien og i requiemmet. Tabserfaringer er universelle, men samtidig ensomme, og litteraturen egner sig derfor godt som sted, hvor man kan finde trøst og fællesskab på tværs af tid og rum i andres tekster om det, man selv står midt i.

En oplagt parallel til Amalie Langballes sorgroman ”forsvindingsnumre”, er Vilma Sandnes Johanssons autofiktive debutroman fra 2022, ”Tænk ikke på mig”. Den handler også om at have en kræftsyg mor, om morens kræftforløb og død, og om at forsøge at leve sit eget ungdomsliv på trods af og sideløbende med sygdommen, sorgen og tabet.
Med romanen ”elskende” opstår en interessant forbindelse til forfatterkollegaen Harald Voetmann. Harald Voetmann er optaget af kroppen, dens liderlighed, dens væsker og åbninger og potentielle ækelhed.

En stor del af Voetmanns forfatterskab kredser desuden om historiske tider, fra Antikken og Renæssancen til Middelalderen. I digtsamlingen ”Hetærebreve” fra 2022 følger man en prostitueret i oldtidens Grækenland. Hun er ikke et undertrykt sexobjekt men en magtfuld figur, som begæres, og som aldrig helt kan beherskes. Digtet viser, at prostitutionen og måske mere generelt kapitalismen og patriarkatet er i stand til at skabe et univers, hvor det begærede objekt har magt til – som en anden parasit – at suge alt liv ud af sine omgivelser, naturen, kroppen og kærligheden.

Et andet litterært slægtskab kan findes hos Asta Olivia Nordenhof. Både i den måde, de begge bruger af sig selv og deres personlige historie i deres tekster, og fordi også hun er optaget af at skildre krop og sex på en måde, der er langt fra både de glittede blade og pornografien, og af at undersøge forholdet mellem begær, køn, og kapitalisme. I ”Djævlebogen” fra 2023 følger man blandt andet fortælleren Olivia, der tænker tilbage på dengang, hun var prostitueret. Hun reflekterer over, at det netop var pengene, der opretholdt hendes værdighed og holdt ydmygelsen på afstand. Hun forholder sig åbent og nysgerrigt undersøgende til gråzonerne mellem kærlighed og sex på den ene side, og økonomi og transaktion på den anden.