Romanen ”forsvindingsnumre” (2019) er Amalie Langballes debutroman. Bogen handler om den unge kvinde Agnes, der har mistet sin mor.
Fortællingen om Agnes springer mellem Israel, København, Berlin og Nordnorge. I Tel Aviv møder hun mændene Ofir og Josef, som hun indleder en ménage à trois med. I Berlin slikker hun sårene efter at være blevet dumpet af flirten Mathias. I København fester hun med vennerne Vibe og Oscar, og i Norge leder hun efter den uddøde fugleart gejrfuglen.
”forsvindingsnumre” er en sorgroman med tryk på sorg, for trods eksplicitte skildringer af Agnes’ sexliv, fester og rodede affærer med forskellige mænd, så er det følelsen af fravær, som døden har efterladt, der fylder. For Agnes er ramt af en forræderisk sorg, som dukker op når som helst og hvor som helst, og som vedbliver med at spænde ben for livet, fordi hun nu én gang er blevet konfronteret med dét, der er fuldstændig uigenkaldeligt: ”På stjerneklare nætter, når vi sad oppe på sofaen på første sal eller stod ude i indkørslen med øjne rettet mod himlen, kunne mor finde på at sige: ”Det er ikke til at fatte, at det er uendeligt.” Men jeg har det anderledes. Det er det endelige, det, der ikke kommer tilbage, jeg ikke forstår.” (s. 161).
Henimod slutningen tager romanen en overraskende drejning, da Agnes drager til Norge sammen med voodoodukken ”David Woster Fallace” (ironisk opkaldt efter den amerikanske forfatter David Foster Wallace). Under en my(s)tisk seance i skæret fra nordlyset møder Agnes og David Woster Fallace gejrfuglen, der lokker dem ud på havets tynde is. En seance, der lige så vel kan læses opbyggeligt som ikke: For enten kommer Agnes i mødet med gejrfuglen overens med tabet af sin mor, eller også er det et dybere skridt ind i sorgens virkelighedsfjerne vakuum.
Sproget i ”forsvindingsnumre” er både iltert, poetisk og poppet. F.eks. strør Langballe om sig med pudsige og rytmiske ordspil, som når hun udstyrer Agnes med bemærkninger som: ”[Oscar] ser piger ud over hele København, og jeg ved ikke altid, hvad de ser i ham” (s. 114). Derudover rækker Langballe ud til læseren ved at skrive i anden person flere steder, hvor Agnes erindrer sine afdøde mor. Det greb skaber en identifikation, hvor Agnes’ erfaringsrum i lige så høj grad bliver læserens eget.