Foto: Jón Bjarni Hjartarson / Kronstork

Rolf Sparre Johansson

cand.mag. Louise Rosengreen, Bureauet, september 2020.
Top image group
Foto: Jón Bjarni Hjartarson / Kronstork

Indledning

Med sine digte om bleskift, barselskærmydsler og frustrationen over ikke at kunne få sit spædbarn til at sove har Rolf Sparre Johansson markeret sig som en ung, dansk forfatter, der skildrer forældrerollen fra et mandligt perspektiv. Han skriver følsomt og detaljeret om det nære hverdagsliv og livets helt store begivenheder med alle de refleksioner, de medfører. I sin digtsamling ”Begravelse” beskriver han f.eks. sideløbende med sorgen over sin mors død de mange praktiske foranstaltninger, som en begravelse indbefatter, når den afdøde ikke er medlem af Folkekirken.

61341595

 

 

Blå bog

Født: 1985.

Uddannelse: Cand.mag. i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, 2017.

Debut: Søvn. Kronstork, 2015.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Lysets jord. Harpyie, 2021. Digte.

Inspiration: Tove Ditlevsen, Dea Trier Mørch og Virginia Woolf.

 

 

 

”Begravelse” af Rolf Sparre Johansson. Lad os tale om døden, 2016.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Er så træt af familieteater/ alle spiller en rolle/ spiste for mange Sarah Bernhardt/ det var ellers beslutningen at jeg skulle have kontrol over det/ over hvad jeg spiser for ellers æder jeg bare sukker/ hvis du stiller det foran mig æder jeg det, også chips”
”Piedestal”, s. 45.

Rolf Sparre Johansson er født i 1985. Han er opvokset i Kolding og fik i 2008 sine fire første digte trykt i tidsskriftet Hvedekorn. På sin blog, hvor han siden 2011 har delt tekster, billeder og diverse overvejelser om litteraturens væsen og formål, skriver han: ”Da jeg var 17 år gammel, i Kolding i 2002, indså jeg for første gang, at litteratur ikke bare er noget, man låner på biblioteket, køber i en boghandel eller læser i skolen. Litteratur er også noget, man kan forsøge at skrive selv. Det var meget revolutionerende for mig på det tidspunkt.” (Rolf Sparre Johansson: Amatører, der udgiver bøger. Forfatterens egen blog, 2013-08-29).

Han debuterede med digtsamlingen ”Søvn” i 2015. Det er en autofiktiv digtsamling, der er skrevet mens han gik hjemme på barsel med sin ældste datter Vera. Det første digt i samlingen skrev han på sin mobiltelefon under dynen, fordi han var bange for at de kliklyde, som hans gamle Nokia gav, når han skrev på den, skulle vække datteren, som han netop havde fået til at sove.

Før Rolf Sparre Johansson blev far, kom han i de aktivistiske miljøer omkring Bolsjefabrikken, Folkets Hus på Nørrebro og i periferien af aktivistgruppen Kirkeasyl, der støttede den gruppe irakere, der i 2009 søgte kirkeasyl i Brorsons Kirke på Nørrebro i København. Interessen for aktivisme og forholdet mellem det private, det personlige og det politiske har han taget med sig over i sit arbejde med litteratur. I 2010 startede han mikroforlaget Organiseret Vold Begået Imod Den Almindelige Tale, der forkortes OVBIDAT. Akronymet afspejler hans syn på litteratur som en form for aktivisme, der kan nuancere og ændre på den måde, vi opfatter verden på. Forlaget udgiver lyrik og andre korte former for skønlitteratur i bøger, der er fremstillet ved håndkraft, nål, tråd, lim og papir. Det har bl.a. udgivet digteren Cecilie Linds debut ”Ulven åd min eyeliner” i 2010, det litterært aktivistiske tidsskrift Ovbidat magasin, og som forlægger og redaktør er Johanssons forhold til de forfattere, han udgiver, personligt.

I 2017 blev han kandidat i litteraturvidenskab, og samme år påbegyndte han sammen med sin forfatterkollega Andreas Eckhardt-Læssøe en skriveskole i Nordvest i København. Ud over at undervise der, arbejder han på Sydhavnens Bibliotek som logistik- og havemedarbejder.

Søvn

”jeg går ind i stuen og henter kajbamsen/ da jeg kommer tilbage græder hun/ højt og skingert, jeg giver hende kaj// jeg slår ned i madrassen i dobbeltsengen// jeg går ind i stuen og siger/ jeg kan ikke mere, jeg kan ikke mere til malou”
”Søvn”, s. 24.

Rolf Sparre Johanssons debutdigtsamling ”Søvn”, der udkom i 2015, punkterer enhver forestilling om, at det er idyllisk og problemfrit at få børn. Den skildrer en ung far og hans hverdag på barsel, efter at han har fået sit første barn, Vera. Samlingen består af i alt tredive digte og er inddelt i tre dele. Første del indeholder mange korte digte, der foregår i tidsperioden fra november 2013 til maj 2014. Del to og tre er to længere digte, der begge dateres til oktober 2014.

51768485

De fleste af digtene i første del begynder med en kort strofe, der i en ligefrem hovedsætning informerer om, hvordan Vera, jeget eller Veras mor, Malou, har det. De handler for det meste om, hvordan de har sovet eller om barnets umiddelbare behov, f.eks. ”vera står klynkende i sin seng” eller ”jeg skifter veras ble.” Alle bogstaver er skrevet med småt, og fokus er på det nære og små detaljer, som hvor babyalarmen befinder sig.

Jeget er en kærlig far, der gør sit bedste for at få barnet til at sove. Men den kontinuerlige gråd og de mange søvnløse nætter får også en vrede til at vokse i ham. Den kan få ham til at kaste en sut hårdt fra sig, bande eller opgivende overlevere barnet til moren, når han ikke kan mere.

De to sidste dele af digtsamlingen foregår uden for den lejlighed, som de første digte har udspillet sig i. Når jeget bevæger sig udenfor hjemmet – og den daglige trummerum med bleskift, Postmand Per og hovedpine – bliver hans mangel på søvn og problemer med at få barnet til at sove sat i perspektiv. Og de mere forhutlede eksistenser, han møder i lokalområdet på Vesterbro, synes at udgøre en trussel mod hans privilegerede familieliv.

De to lange digte har mange gentagelser, ufuldstændige sætninger og linjeskift, der tilsammen er med til at udvide den fortalte tid. F.eks. når jeget står i et trafikkryds med sin cykel, og en usoigneret, ældre mand beder ham flytte sig. Tekstens tempo afspejler den måde, ens tanker kan føles ekstra tunge og langsomme på, hvis man ikke har sovet nok. De lange nætter, hvor han prøver at få datteren til at sove eller stoppe med at græde, slider på hans nerver.

Begravelse

”hvis man ikke er religiøs stadigvæk kan/ kan begrave sine/ kan begrave nogen/ eller hvis man skal begrave nogen som ikke er/ religiøs/ at man stadigvæk// kan begrave dem/ med et ritual”
”Begravelse”, s. 12.

Hvad sker der med dem, der bliver ladt tilbage, når vi dør? Det undersøger Rolf Sparre Johansson ud fra egne erfaringer i sin anden udgivelse, langdigtet ”Begravelse”. Det udkom i 2016 som en del af forlaget Basilisks Serie B og er skrevet som en reaktion på Johanssons mors død to år tidligere.

Med ”Begravelse” indskriver Johansson sig i den undergenre af autofiktion, som adjunkt på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab Mads Bunch kalder for ’selvfortællinger’. En genre, Bunch beskriver som en sammensmeltning af fiktion og dokumentar (Liva Johanne Ehler Molin: ’Det er et enormt tab at miste, men også en stor frisættelse’. Information, 2017-01-07).

52228492

Digtet skildrer begivenhederne før, under og efter morens begravelse. Det begynder in medias res op til den første juleaften, hvor jeget og hans to brødre, Bjørn og Jon, skal holde jul uden deres mor. Jeget har glemt at tage anden op af fryseren, og gennem hele digtet optræder lignende konkrete situationer, der belyser morens fravær. Tab, sorg, savn og familieforhold tematiseres. Hvem ved hvad inden for familiens lille lukkede kreds? Og hvem har det sidste ord, når der er delte meninger om, hvorvidt liget skal brændes eller ej? Johansson beskriver direkte, hvordan alle reagerer lidt forskelligt, da moren bliver indlagt, lagt i respirator, dør og køres væk af en portør. Digtet illustrerer også nogle af de problematikker, familien møder efterfølgende, da begravelsesceremonien skal planlægges og afholdes af Humanistisk Samfund, fordi moren ikke var troende og medlem af Folkekirken.

”Begravelse” er i første omgang ikke nedskrevet, men indtalt spontant på en diktafon. Derfor har sproget mange af talesprogets kendetegn, f.eks. associative strukturer, sætningssammenbrud, korte ord og få passivformer. Bindeord som ”og”, ”så” og ”fordi” står ind imellem alene som en strofe for sig og stritter. Det er, som om sproget går i opløsning, fordi sorgen er så overvældende, at den tager alt den energi, man normalt bruger på at tænke, tale og skrive sammenhængende og grammatisk korrekt.

Piedestal

”Hvad ved jeg om at flygte? Man ved jo ikke noget af at have hørt radio og tjekke nettet. Jeg kan bare fortælle om, hvordan det er at møde nogen, der er i en situation, jeg på ingen måde forstår noget af.”
”Piedestal”, s. 72.

Rolf Sparre Johanssons tredje bog ”Piedestal” (2018) er en samling tekster, hvoraf nogle er digte, andre kortprosastykker og andre igen tekster, der i deres løse skitseagtige form, talesproglige tone og dateringer i overskriften minder mest om dagbogsnotater. De fleste af teksterne foregår i tiden omkring den såkaldte flygtningekrise i 2015, da borgerkrigen i Syrien drev mange mennesker på flugt.

54084943

Danmarks asylpolitik, terrorisme og hverdagsracisme er nogle af de tematikker, der optræder i teksterne. Blandt andet i ”Chokoladefigur”, hvor jeget og hans ven Jakob overhører en politibetjent sige noget, de mistænker for at være racistisk. De to venner er på vej hjem fra en fodboldkamp, da de i nærheden af Toftegårds Plads i Valby ser en motorcykelbetjent give en dreng en bøde for at sidde bag på sin vens elcykel. Da betjenten kalder drengen for chokoladefigur, går de over og blander sig, da de ikke mener, at betjenten kan tillade sig at tiltale drengen sådan. Jakobs spørgsmål og betjentens svar er sat op på siden som en dialog i et teatermanuskript.

Titlen ”Piedestal” er taget fra samlingens første tekst, der er et digt, der fortsætter, hvor ”Begravelse” slap. Jeget er tilbage på kirkegården og mindes sin afdøde mor. Hun tiltales i du-form, og jeget fortæller hende om sit besøg i Kolding, hvor hun boede, og hvordan forskellige folk han møder, spørger til hans følelser ovenpå hendes død. Den ene association fører til den næste og får ham til at fremhæve morens positive karaktertræk, som hendes tålmodighed og uselviskhed, når de spillede matador sammen. Men som han til sidst overvejer, har han det nok med at sætte hende op på en piedestal, fordi hans savn slører for hans dømmekraft. Samtidig kan titlen også tolkes som en kommentar til tekstsamlingen som helhed, hvor jeget har det med at føle sig moralsk hævet over andre. Han gør sig f.eks. mange tanker om, hvordan man bør behandle flygtninge, samtidig med at han også må erkende, at han ingen anelse har, om hvordan det er at være i krig eller på flugt.

Genrer og tematikker

Rolf Sparre Johansson har læst litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Han afsluttede sin uddannelse med at skrive speciale om det umiddelbart politiske ved dansk samtidspoesi med særligt fokus på digteren Asta Olivia Nordenhofs digtsamling ”det nemme og det ensomme”, der udkom i 2013. Nordenhofs digte er på samme tid sårbare, socialt indignerede og samfundskritiske, og hendes skrøbelige selvbiografiske stil har ligheder med Johanssons.

På baggrund af sine erfaringer med at blive far og miste sin mor, da han var midt i tyverne, skriver Johansson autofiktiv lyrik i et sprog, der sjældent er metaforisk eller udpræget lyrisk. Han skriver med små bogstaver i et enkelt, mundret sprog, der virker som en blanding af talesprog og skriftsprog. Det er flakkende og forvirrende, idet han bryder sætningerne op, ryster syntaksen og lader ord og sætninger blive gentaget på en måde, der får det til at virke som om digtene stammer.

Hans digte skildrer et almindeligt hverdagsliv og de praktiske gøremål, der er en del af det at få børn. De daglige rutiner er præget af kontinuerlige gentagelser, som han udpensler, og med små sproglige forskydninger fremhæver han de afvigelser, der adskiller én søvnløs nat fra den anden; ét bleskift fra det næste. Hans beskrivelser er minutiøse på en måde, så det til tider virker som om digterjeget falder i staver over det, han beskriver, f.eks. når han redegør for, hvordan han klipper sin datters tånegle i kortprosateksten ”Tåspidsens hud” fra ”Piedestal”.

I ”Søvn” fostrer jegets afbrudte søvnmønstre en indre frustration og vrede, som Johansson mener er underbelyst i litteraturen: ”Det med at blive nægtet søvn eller vækket pludseligt gang på gang er jo en velkendt torturform, der også kan føre til psykoser. Det er ikke for sjov.” (David Jacobsen Turner: Søvntortur og tresomhed. Jyllands-Posten, 2015-05-30).

Også døden er et centralt tema i forfatterskabet, og efter udgivelsen af ”Begravelse” har Johansson ved flere lejligheder udtalt sig om sit forhold til døden samt det savn og den sorg, der kan være så svær at sætte ord på. I Information har han bl.a. karakteriseret danskernes forhold til døden således: De rituelle fællesskaber, vi befinder os i som kulturkristne, er ret minimale. Når en person dør, bliver kroppen gjort til andres ansvar – hospitaler og bedemanden. Vi har lukkede kister, og den direkte kontakt med den døde er meget begrænset. Vi har ikke tradition for ritualer, som er bagvedliggende og hjælper til at skabe rum for at kunne være i sorgen og tale om døden. (Christian Bennike: ’Jeg har ingen grund til at tro, at min mor er et nyt sted nu’. Information, 2016-08-06).

Beslægtede forfatterskaber

Med sine digte om bleskift, barselskærmydsler og frustrationen over ikke at kunne få sit spædbarn til at sove har Rolf Sparre Johansson markeret sig som en ung, dansk forfatter, der skildrer forældrerollen fra et mandligt perspektiv. Dermed lægger han sig i forlængelse af eksempelvis norske Karl Ove Knausgård, der i sit 6-bindsværk ”Min kamp” skildrer nutidens manderolle fra fædrenes perspektiv. Særligt i bind 2 beskriver Knausgård pertentligt sine oplevelser med at passe sine børn.

En anden dansk forfatter og far, der har ladet sig inspirere af barselslivet i sin lyrik, er Rasmus Nikolajsen. I 2020 udgav han en lille samling haikudigte med titlen ”Barnevognshaiku”. Haiku er en japansk digtform, der kræver, at det enkelte digt følger en fast form, således at digtet i alt har 17 stavelser fordelt på tre vers. Det er digte, Nikolajsen har skrevet, mens han gik tur med sin fire måneder gamle datter i barnevogn.

Tidligere, i 1970’erne, da socialrealismen fik en opblomstring i dansk litteratur, var det særligt Dea Trier Mørch, der – både i sine bøger og i sit virke som billedkunstner – satte fokus på forældrerollen og det intime forhold mellem mor og barn. Hendes kollektivroman ”Vinterbørn” fra 1976 er et sympatisk og samfundskritisk portræt af de kvinder, der hen over vinteren 1975 ligger indlagt på fødselsafdelingen på Rigshospitalet. I barselssengene er kvinderne, uanset deres alder, etniske herkomst eller økonomiske forudsætninger, lige om at vente, glæde og bekymre sig om deres kommende rolle som mor og barnet i mavens helbred.

Bibliografi

Digte

Johansson, Rolf Sparre: Søvn. Kronstork, 2015.
Johansson, Rolf Sparre: Begravelse. Basilisk, 2016.
Johansson, Rolf Sparre: Piedestal. Kronstork, 2018.
Johansson, Rolf Sparre:
Lysets jord. Harpyie, 2021. Digte.

Om forfatterskabet

Web

Her kan du finde forfatterens blog, oplysninger om udgivelser mm.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Rolf Sparre Johansson