karl ove knausgård
Foto: Berit Roald

Karl Ove Knausgård

journalist Anders Olling, iBureauet/Dagbladet Information, 2011. Senest opdateret af cand.mag. Anne Vindum, Bureauet, februar 2018.
Top image group
karl ove knausgård
Foto: Berit Roald

Indledning

Karl Ove Knausgårds selvbiografiske kæmpeværk ”Min kamp” leverer skyts til diskussionen om skønlitteraturens grænser, og Knausgårds knivskarpe beskrivelser af sig selv og sine omgivelser er faldet mange af de medvirkende for brystet. Nordmandens monstrøse analyse af sig selv kunne affejes som et navlebeskuende selvhjælpsprojekt, men i kraft af sin enorme evne til at beskrive følelseslivet hos en selvtugtende mand anno vor tid er Knausgård i stedet blevet udråbt som en af det nye årtis helt store samtidsskildrere.

 

47640903

Blå bog

Født: 6. december 1968 i Oslo.

Uddannelse: Litteraturvidenskab og kunsthistorie ved Universitet i Bergen samt uddannelse ved Skrivekunstakademiet i Hordaland.

Debut: Ute av verden. Forlaget Tiden, 1998.

Litteraturpriser: Kritikerprisen, 1998. Brageprisen, 2009. P2-lytternes romanpris, 2004 og 2009. Sørlandets litteraturpris, 2010. Gyldendalprisen, 2011. Klassekampens kulturpris Neshornet, 2011. Die Welts Litteraturpris, 2015. Malaparte-prisen, 2015. Wall Street Journal's 2015 Innovator Award for Literature, 2015. Sunday Times Award for Literary Excellence, 2016. Austrian State Prize for European Literature, 2017. Det Svenske Akademis nordiske pris, 2019. H.C. Andersen Litteraturprisen, 2020.

Seneste udgivelse: I kyklopernes land : tekster 2009-18. Lindhardt og Ringhof, 2020. (I kyklopenes land, 2018). Oversætter: Sara Koch.

Inspiration: Marcel Proust, Witold Gombrowicz, Olav H. Hauge.

Genre: Autofiktion

Artikel type
voksne

Baggrund

“I dag er det den 27. februar 2008. Jeg der skriver, Karl Ove Knausgård, blev født i december 1968, og er altså i skrivende stund 39 år gammel. Jeg har tre børn, Vanja, Heidi og John, og er gift for anden gang, med Linda Boström Knausgård.”
“Min kamp 1”, s. 31.

Han ville egentlig bare have lavet ”noget omvendt spektakulært, et næsten søvndyssende realistisk projekt”, men projektet endte med at gøre Karl Ove Knausgård til en feteret og omdiskuteret litterær stjerne. Samtidig må Knausgård dog have vidst, at hans romanprojekt var en stor mundfuld for de involverede parter, hvoraf flere har truet med sagsanlæg for bagvaskelse og injurier.

Karl Ove Knausgård er født i Oslo, opvokset på Tromøya og i Kristiansand i det sydlige Norge, hvor han levede, indtil han rykkede til Bergen for at gå på skrivekunstakademi og siden læse kunsthistorie og litteratur på universitetet. Han var redaktør for det litterære tidsskrift Vagant, inden han debuterede som 30-årig i 1998 med romanen ”Ute av verden” (”Ude af verden”, 2005), der indbragte ham den norske kritikerpris, uden dog at kaste det store kommercielle gennembrud af sig. Anmelderne roste også Knausgård, da han i 2004 sendte ”En tid for alt” (”Alting har sin tid”, 2007) på gaden.

Da Karl Ove Knausgård i 2009 proklamerede, at han over en periode på et år, at ville udgive en stor selvbiografi i seks bind ved navn ”Min kamp”, var han villig til at tage sit kunstneriske projekt til det ekstreme. Her skulle alt lægges på bordet uden velopdragen skelen til andres eller egne følelser. Resultatet blev en dagsordensættende bestseller, men succesen er ikke sket uden omkostninger. 

Karl Ove Knausgård er ikke bange for at brænde sine broer for sit værk. Det ses tydeligt af familiemedlemmers indlæg om ”Min kamp” i den norske avis Klassekampen: ”Dette er bekendelseslitteratur og sagprosa, vi taler om. Judaslitteratur. Det er en bog fuld af insinuationer, usandheder, fejlagtig beskrivelser af personer, ren udlevering, der helt klart bryder med norsk lov på området.” (Læserindlæg underskrevet ’14 berørte familiemedlemmer’. Klassekampen, 2009-03-10).

Sammen med bl.a. sin bror Yngve Knausgård har Karl Ove Knausgård startet forlaget Pelikanen og efter afslutningen på ”Min kamp” har han skrevet på et filmmanuskript baseret på romanen ”Ude af verden”. I 2013 udgav han essaysamlingen ”Sjelens Amerika” (”Sjælens Amerika”, 2014) og i et interview med det svenske litteraturmagasin ”Vi läser” fortæller Karl Ove Knausgård, at han ikke – som annonceret i ”Min kamp 6” – er færdig som forfatter. Her siger han om den roman, han vil skrive: ”Derefter kan jeg forestille mig at bevæge mig ud i det fantastiske, altså skrive en parallel virkelighed frem, som jeg selv opfinder, men som stadig korresponderer med vores.” (Jerker Virdborg: ”Jag vil hellre skriva än vara lycklig”. Vi läser nr. 5, 2012).

Knausgårds høje produktivitet har udmøntet sig i mailkorrespondancen ”Hjemme-ude” (2015), og i løbet af et år udgiver han en art encyklopædi i fire bind, tilegnet hans ufødte datter. Han er bosat i den lille by Glemmingebro på Österlen i Skåne sammen med sine fire børn, som han har med sin ekskone, den svenske forfatter Linda Boström Knausgård.

Ude af verden

”Den næsten umærkelige duft af sved og sæbe fra hendes hud, den søde ånde, de bløde bryster og hænderne der stryger gennem mit hår, jeg kan ikke få nok, jeg trækker trusserne af hende og mærker den befriende følelse af hendes hud mod min, den svage lugt af urin når jeg stryger kinden over hendes lår, den nøgne, varme hud, mine læber som varsomt kysser hende, de glatte hår, de bløde fugtige hudfolder.
”Ude af verden”, s. 212.

Hvad stiller en skolelærer op, hvis det pludselig går op for ham, at han er forelsket i en af sine elever? Mange ville nok sige op eller vælge at konsultere en psykolog, men sådan gør hovedpersonen i ”Ute av verden” (”Ude af verden”, 2005) ikke. Han følger sin lyst og indleder en affære med en af sine 13-årige elever. Det er setuppet i Karl Ove Knausgårds debutroman fra 1998.

Den 26-årige lærer Henrik Vankel har fået et årsvikariat i en udørk i Nordnorge. Her oplever han et stærk begær efter de spinkle teenagepiger på skolen, hvilket fylder ham med skam. Alligevel giver han efter for følelserne og forfører pigen Miriam.

25919726

Affæren opdages af et par af byens børn, hvilket giver anledning til en række krumspring for at dække over udåden, men også til et dybt selvransagende, psykologisk portræt af Henriks opvækst i 1980'ernes Norge. Dog står det hele til sidst fast: Henrik er en fyr, som tager det, han vil have, også selvom han ved, det er grundlæggende forkert.

Det forbudte begær efter en skolepige giver naturligvis mindelser om Vladimir Nabokovs ”Lolita” fra 1955, der beskrev en voksen mands besættelse af en lille pige, mens også den kontroversielle norske forfatter Agner Mykle, der i sin tid blev sagsøgt for at skrive bøger med et påstået pornografisk indhold.

Romanen er fortalt i en vedkommende og selvudleverende jeg-form, som forstærker graden af identifikation hos læseren, og i Norge har de biografiske spekulationer omkring Knausgårds selvbiografiske bestseller ”Min kamp” også fået offentligheden til at interessere sig for Knausgårds egne erfaringer som lærervikar på en skole i Nordnorge. Korte passager er skrevet i en direkte henvendende du-form, en form som i høj grad aktiverer læserens identifikation. 

”Ude af verden” indbragte Karl Ove Knausgård de norske kritikeres pris, som den eneste debutant nogensinde.

Alting har en tid

”Jeg var alt, verden var ingenting. Det betød naturligvis ikke at jeg kunne lide mig selv, tværtimod var jeg fyldt af et had mod mig og alt mit, men hvad var hadet andet end en ny måde at omfavne mig selv på?”
”Alting har en tid”, s. 483.

Karl Ove Knausgårds ”En tid for alt” (”Alting har en tid”, 2007) fra 2004 er en fortsættelse af den seks år ældre ”Ude af verden”, men det bliver først afsløret 500 sider inde i bogen, hvor ”Ude af verden”s hovedperson afslører sig selv som historiens fortæller. Umiddelbart er romanen en gennemgang af den fiktive Antonous Belloris forskning i engle og en diskussion af englenes væsen og voldsomme genfortællinger af en række af bibelens centrale tekster om Noah samt Kain og Abel. Her tillægges de bibelske figurer træk, hvor de indimellem fremstår noget grumme i indgående psykologiske portrætter. F.eks. da Noah trygt ombord på arken lader sin familie drukne, som Gud har befalet ham.

26711479

Men bibelhistorien er ifølge Antonous Bellori også historien om det, man kunne kalde menneskets andet syndefald. Da Jesus blev hængt på korset, var det samtidig den straffende Gud fra det gamle testamentes endeligt. Efter at menneskene havde skaffet sig af med Gud søn, er de alene tilbage med englene, som må forsøge at gøre det så godt de kan uden Guds vejledning. Dermed kan mennesket sætte sig selv i centrum og lade videnskaben tage over – og samtidig gøre præcist som det vil uden at frygte Guds straf.

Jeg'et, som gennem romanen overvejer englenes betydning og genfortæller de bibelske fortællinger, viser sig siden at være ingen anden end hovedpersonen fra ”Ude af verden”, Henrik Vankel. I ”Ude af verden” indledte han et forhold med en 13-årige skolepige, og i ”Alting har en tid” sidder han og reflekterer over sine gerninger, fyldt med bebrejdelser og selvhad. Han har søgt isolationen på en fjern ø, hvor han bortvendt fra verden kan pine sig selv.

For Henrik Vankel er et begreb som skam ikke dækkende. Skammen er ligegyldig, da man har brug for andre mennesker at skamme sig overfor, og han er helt alene. Netop derfor har han tænkt sig at gennemgå hele kristendommens fortælling. Henrik Vankel er Kain, det gamle testamentes superskurk.

”Alting har en tid” er historien om selvtugt så stærk, at end ikke vor kulturs samlende religiøse fortælling kan bruges til at finde svar.

Min kamp 1

”Der lugtede forfærdeligt. Der lå også væltede flasker, pakker med tobak, nogle tørre rundstykker og noget andet skrald. Jeg gik langsomt derover. Der var afføring i sofaen, både smurt ud og i klumper. Jeg lænede mig ind over tøjet. På gulvet var lakken nogle steder ætset væk i store uregelmæssige skolder.
Af pis?
Jeg mærkede en trang til at knuse noget.”
”Min kamp 1”, s. 319-320.

Første bind i kæmpeværket ”Min kamp” fra 2009 (”Min kamp 1”, 2010) tager udgangspunkt i Karl Ove Knausgårds ungdom, hvor man især følger ham i teenageårene, og siden da han som voksen mister sin far. Romanen er fortalt i jeg-form vekslende mellem passager fra nutidens voksne parforholdstilværelse og scener fra ungdommen.

Den unge Karl Ove er fanget ude på landet med bøvede venner, der ikke er helt smarte nok til den litterære ungersvend med de kunstneriske aspirationer. Alligevel gemmer han i hemmelighed for forældrene øl i busken for at komme på druk med vennerne, stifter bekendtskab med pigerne og bliver medlem af et rockband, som til Karl Oves store fortrydelse spiller den tåbelige Smoke On The Water i stedet for smart indierock. Sådan er det meget med Karl Ove som teenager. Han spiller musik, han ikke brænder for og kysser med piger, han ikke rigtigt er forelsket i.

29433909

Over det hele hænger skyggen af Karl Oves og broderen Yngves alkoholiske far, der straffede sine drenge korporligt, da de var små, og siden lader bebrejdelserne hagle ned over dem, hvis han overhovedet taler til dem.

Faderens isolerede og sørgelige drukdød midt i bogen bliver omdrejningspunkt for sidste halvdel af romanen. Det går op for sønnerne, hvilket åg deres far har været for dem, og hvilken frihed de føler, da han endelig er borte. Døden fylder meget i romanen, bogens indledning kredser om døden som vilkår, men konfronteret med sin døde far, må ”Min kamp”s Karl Ove alligevel i bogens slutning moderere sin indstilling til livets afslutning: ”[...]døden, som jeg altid har betragtet som den vigtigste størrelse i livet, mørk og dragende, var ikke andet end et rør der springer læk, en gren der knækker i vinden, en jakke der glider af en bøjle og falder ned på gulvet.” (s. 487-88).

”Min kamp”s første bind beskriver erkendelsen af, at ens følelser for omverdenen ikke nødvendigvis lever op til de romantiske forestillinger om, hvordan de burde være: At man kan være irriteret på sit eget barn, træt af sin kone og fuldstændig tom af følelser over for sin egen far. Bogen er i sig selv en kompromisløs konsekvens af bruddet med den romantiske forestilling om familielivet.

Min kamp 2

”Som denne aften hvor Linda og Vanja sad ude i køkkenet og spiste, mens Heidi sov sin febersøvn i tremmesengen inde i vores soveværelse og jeg næsten blev kvalt af tanken om opvasken der stod derude, af værelserne der så ud som om de metodisk var blevet ransaget, som om nogen havde tømt alt hvad der lå i skuffer og skabe ud over gulvet, af snavs og sand på gulvet, bunken af snavsetøj på badeværelset."
”Min kamp 2”, s. 593.

Mens Karl Ove Knausgård hovedsageligt lod første bind af ”Min kamp” koncentrere sig om ungdommen og det forkvaklede forhold til faderen, handler ”Min kamp 2” fra 2009 (”Min kamp 2”, 2010) hovedsageligt om livet som norsk middelklassefar og forfatter i Sverige.

At være far er ikke dans på roser for Knausgård. Trods gode stunder med sine tre børn er der tilbagevendende scener, hvor han kan mærke omgivelsernes blikke på sig selv og sine skrigende møgunger, når de endnu engang blamerer sig på gaden eller i skolen. Samtidig er der også drøje hug til storbyens dannede middelklasse, der fylder deres børn med fuldkornsbrød, brune ris og ”gulerodsslik” for at leve op til forestillingen om det perfekte, afbalancerede liv.

29529833

I ”Min kamp 2” er det Knausgårds syn på sin egen kernefamilie, der står for skud. Hverdagen er triviel, besværlig og fyldt med konflikter. Samtidig findes der et ulideligt sæt af uskrevne regler for, hvordan tingene skal foregå hos ”gode forældre”. Regler, som Knausgård både har svært ved at tolerere og leve op til.

Knausgård forsøger med vekslende held at passe sin forfattergerning midt i familielivet. Skrivningen er et rum, hvor hverdagen kommer på afstand og tilværelsen kan virke større.

Beskrivelserne af en middelklassefars drømme om noget større og mere sublimt minder om Søren Kierkegaards tanker om kampen mellem det etiske og æstetiske i os. På den ene side har vi en forpligtelse til at tage os af vores nærmeste og finde os i dagligdagens banaliteter (etikken), men på den anden side stræber mange efter noget stort og fantastisk, som dagligdagen ikke kan byde på (æstetikken). ”Min kamp 2” tematiserer udspændtheden mellem to yderpunkter som bleskift og forfattergerning. Måske er det vor tids udfordring at kombinere det sublime og banale.

Min kamp 3

”Det eneste jeg kan huske fra de første seks år af mit liv, og alt hvad der findes af billeder og genstande fra den tid, trækker jeg til mig, de udgør en vigtig del af min identitet, fylder ”jeg”-ets ellers tomme og mindeløse udkant med mening og kontinuitet.”
”Min kamp 3”, s. 15.

Tredje del af Karl Ove Knausgårds monstrøse selvportræt tager fat på barndommen i det norske Sørlandet, hvor han vokser op med sine forældre og sin bror.

Familien bosætter sig som en ægte kernefamilie på en idyllisk ø i 1969, og Karl Ove er kun et år gammel, da beretningen indledes. Derfor er indledningen i ”Min kamp 3” fra 2009 (”Min kamp 3”, 2011) skrevet i 3. person, hvilket adskiller sig fra resten af ”Min kamp”s meget bogstavelige selvbiografiske jeg-fortæller. Årsagen er naturligvis, at det simpelthen omhandler begivenheder, som Karl Ove Knausgård ikke har nogen erindring om, og man skal ikke længere end til side 12, før jeg-fortælleren igen sætter scenen og lader endnu et krast faderopgør udspille sig for læserens øjne.

29591199

Hvor første del af ”Min kamp” stillede skarpt på Karl Oves teenageår, er det her den tidligere barndom, der genskabes. Her udpensles det problematiske forhold til faderen, som i ”Min kamp 1” forblev lidt af et mysterium. Faderen går ikke af vejen for at straffe sine sønner fysisk, han håner dem og efterlader en indgroet modvilje i sine sønner.

I ”Min kamp 3” understreges også Karl Ove Knausgårds subjektive forhold til erindringen, og disse passager kan ses som et indlæg om den voldsomme debat, som ”Min kamp” har afstedkommet i især Norge. Knausgård skriver, at han ”bygger” sin barndom samt de mennesker og steder, der indgår i selvbiografien. Dermed peger Knausgård på ”Min kamp” som en konstrueret størrelse, noget genskabt, som ikke nødvendigvis er fuldstændig i overensstemmelse med sandheden. Med disse metarefleksive brud på historien tager ”Min kamp” del i offentlighedens debat om sig selv. Det er i sandhed svært at snakke om et ”udenfor” og et ”indenfor” i Karl Ove Knausgårds kæmpeværk.

Min kamp 4

”Men jeg så satans godt ud. (…) Jeg smilede. Tænderne var hvide og lige. Der var et glimt i øjnene som jeg godt kunne lide at se, det utrolig uværdige ved situationen, en der smiler og næsten blinker til sig selv i spejlet, fik maven til at stramme sig igen. For helvede da.”
”Min kamp 4”, s. 75.

I ”Min kamp 4” fra 2010 (”Min kamp”, 2011) beskriver Karl Ove Knausgård, hvordan den unge Karl Ove efter afsluttet studentereksamen og et sommerjob på et psykiatrisk hospital flytter til Nordnorge for at hellige sig sit mål: at blive forfatter. For at kunne finansiere forfattergerningen har han taget et job som lærer på den lokale skole i Håfjord. Den selvbevidste Karl Ove forsøger at falde til i lillebyens fiskermentalitet og må kæmpe mod sig selv for ikke at forelske sig i en af pigerne fra 9. klasse.

29651566

I en 250 sider lang passage skildres teenagelivet, som det tog sig ud hjemme i Kristiansand. Hormoner, musik og piger fylder sammen med drømmen om at blive musikjournalist Karl Oves hoved, og på trods af et uhyggeligt lavt selvværd kæmper han for at finde sin plads i verden. Eller rettere at opretholde det nænsomt plejede selvbillede, han oparbejder med en stædig besættelse af musik, der ikke er mainstream, hatte på sned og et mere og mere frigjort forhold til alkohol og hash.

I den fiktive by Håfjord sidder den 18-årige forfatterspire i timevis ved skrivemaskinen, hvor han skriver noveller, som han sender til familie og venner for at få kritik. Han lever sig ind i musikken, drikker sig sanseløst beruset i weekenderne og har måske – måske ikke – kysset en pige fra 7. klasse til en fest. Sidstnævnte tema klinger sammen med temaet i ”Ude af verden”, hvor en ung lærervikar har et forhold til en mindreårig pige. I ”Min kamp” 2 mistænker en ven, at oplevelserne fra ”Ude af verden” er selvoplevede, og den tvivl holdes i live i ”Min kamp 4”.

Bind 4 af det monstrøse romanprojekt er et tidsbillede af norsk provins i 1980’erne og en nærgående karakteristik af, hvad det vil sige at være teenager. Det bliver et portræt af kunstneren som ung mand: Vild af forventninger til livet, belastet af opvæksten med den dominerende far og fuld af en nærmest ustoppelig seksuel energi. Som en modvægt til de ungdommelige udskejelser byder romanen på en lang række sanselige registreringer af den norske natur med sit tunge vintermørke og lysende sommernætter.

Min kamp 5

”- Hey, psycho, nu tager du det lidt med ro, sagde Yngve. Jeg rejste mig, tog mit glas og kastede det efter ham så hårdt jeg kunne. Det ramte ham i ansigtet. (…) Jeg stod helt stille et øjeblik og så det udfolde sig. Så gik jeg ud i entréen, tog sko og jakke på og snublede ned ad trappen, ud på gaden, ind i parken. Følelsen af endelig at have handlet, var stærk.”
”Min kamp 5”, s. 265.

I Karl Ove Knausgårds ”Min kamp 5” fra 2010 (”Min kamp 5”, 2012) er Karl Ove kommet ind på Skrivekunstakademiet i Bergen, hvor han flytter til efter året i Nordnorge. Udover sin bror Yngve kender han ikke en sjæl, og dagene går med at få ensomheden vendt til frugtbar skriven og forsøge at følge med på forfatteruddannelsen. Den gennemstrømmende følelse af ikke at slå til vokser i mødet med de andre forfatteraspiranter, og særligt lærerne på skolen får Karl Oves tro på sig selv til at vakle. Musikdrømmen udleves som trommeslager i bandet Kafkatrakterne sammen med Yngve, der tager lillebroren under sine vinger. På hæsblæsende drukture skejer han så meget ud, at han bliver frastødt af sine venner og af sin bror, og følelsen af udsathed og ensomhed følger ham tæt. Han knokler med at knække koden til både at skrive og læse litteratur, og efterhånden får han løsnet op for læsningen og bliver anmelder og senere skrivningen, da han debuterer i slutningen af bogen.

Forholdet til kvinder fylder meget, og han bliver undervejs gift med Tonje, som læseren vil kende fra bind 1 og 2. På den måde kaster læsningen af de sidste værker lys over de første og samler brikkerne i det store puslespil.

29189129

På besøgene hos morforældrene i Sørbovåg trækkes tempoet og behovet for anerkendelse ud af Karl Ove. Her kan han synke ned i minder og stemninger fra barndommen, mens hans mormor og morfar bliver ældre og gør døden nærværende. Til slut i romanen dør Karl Oves far, en begivenhed, der i modsætning til bind 1 kun berøres kort. Forholdet til storebroderen Yngve er en rørende skildring af søskendekærlighed og generelt er romanen – både bind 5 isoleret og hele værket – en udtømmende gennemgang af en ung mands anglen efter kærlighed og anerkendelse.

Romanen, der strækker sig over årene i Bergen fra 1988 til 2002, er et portræt af et helt almindeligt ungdomsliv med tvivl, drømme og en vaklende søgen efter at finde det, man er god til. Samtidig er det en litteraturhistorie om de dengang etablerede norske forfattere samt Karl Ove og hans venner, der senere er blevet etablerede forfattere i Norge.

Karl Ove forlader Bergen læsende og åben, og på den måde er ”Min kamp 5” direkte optakt til ”Min kamp 2”, der foregår i tiden herefter.

Min kamp 6

”Hitlers ungdomstid ligner min, hans afstandsforelskelse, hans desperate ønske om at blive noget stort, for at hæve sig op fra sig selv, hans kærlighed til moren, hans had til faren, hans brug af kunsten som et jeg-udslettelsens og de store følelsers sted. Hans problemer med at knytte sig til andre mennesker, hans kvindeophøjelse og kvindeangst, hans kyskhed, hans renhedslængsel. Når jeg ser ham på film, vækker han det samme i mig som min far engang gjorde, også der er en lighed.”
”Min kamp 6”, s. 921.

I det sidste bind af romanværket, ”Min kamp 6” fra 2011 (”Min kamp 6”, 2012), inddrager Karl Ove Knausgård arbejdet med og udgivelsen af de foregående fem bind. Hverdagen i Malmø med frue, tre børn og daglig skrivning er omdrejningspunkt i romanen, som i tilbageblik optegner hele ”Min kamp”s tilblivelse samt de omstændigheder, den blev til under.

Centralt i romanens første del er de voldsomme anklager om uefterrettelighed, som onkel ”Gunnar” kom med op til udgivelsen af bind 1. Overvejelserne om det moralske eller forkastelige i projektet, den nagende skyld og skam og angsten for at stille sig selv i rampelyset kobles tæt til udgivelsen.

Et 500 sider langt essay med titlen ”Navnet og tallet” optræder midt i romanen og er en akademisk udforskning af navnets betydning, af størrelserne jeg, vi, du, den og det og identitet og individ. Centralt er en læsning af Hitlers selvbiografi ”Mein Kampf” som Knausgård læser som et portræt af en ung, søgende kunstnersjæl. Undervejs går han i rette med den eksisterende Hitler-forskning og lader Hitler selv komme til orde via teksteksempler fra ”Mein Kampf”.

29665982

”Min kamp 6” tilføjer ekstra lag til forståelsen af de fem forrige bind. Knausgårds eget forhold til de forskellige bøger og de forudsætninger, der blev skabt under, samt beskrivelsen af modtagelsen og den massive medieinteresse, der opstod rundt om ”Knausgård” beskrives detaljeret, og på den måde bliver ”Min kamp 6” en selvrefleksiv afrunding og færdigskrivning af romanværket. Bind 6 er både en roman i sig selv, en refleksion over det hændte samt til allersidst et længe ventet farvel til forfattergerningen. I bogens sidste sætning gøres boet op og forfatteren siger farvel.

Med sine indlejrede essays om kunst, religion, litteratur, sociologi og psykologi bliver romanen sammen med de ekstremt detaljerede hverdagsskildringer en bog om det meste. En bog om alt det, livet bærer på og er strakt ud imellem: det konkrete og jordnære og det abstrakte, intellektuelle, det sublime. Forfatteren – og som sådan mennesket – er spændt ud mellem disse poler, og livet ses som en fortløbende navigering mellem disse.

 

Sjælens Amerika

”I den stemme der opstår der, er der ingen falskhed, og gennem dens næsten eventyrlige elasticitet der følger enhver tankes krumspring, lykkes det Hamsun at komme ind bag alle de gitre der står mellem en bevidsthed og formidlingen af den, minimere afstanden mellem tanke og skrift ved at eliminere alt andet end ligheden mellem dem, som er større jo tidligere man går ind. For at kunne gøre dette, for at komme ind her må al selvcensur ophæves. Prisen er høj, risikoen stor, men resultatet er strålende: et så godt som absolut nærvær i et menneskes tanker, som jo er det nærmeste skriften kan komme et nærvær i verden.”
”Sjælens Amerika”, s. 110.
I 2013 udgav Karl Ove Knausgård essaysamlingen ”Sjelens Amerika” (”Sjælens Amerika”, 2014) med essays fra perioden 1996 til 2013. De fleste tekster har været publiceret før, mens fire optræder for første gang her. Samlingen ligger i naturlig forlængelse af ”Min kamp”, både i forhold til de essayistiske ekskurser og fortællerstemmen. Dog er de personlige betragtninger trådt i baggrunden for mere generelle overvejelser.

Tematisk er der også samklang med det øvrige forfatterskab; analyser af fotografi og litteratur, refleksioner over identitet og sociale fordringer, associationer over forholdet mellem kunst og liv. De fleste essays bruger et personligt anslag som springbræt til en mere vidtløftig diskussion, og der springes både højt og langt inden for den enkelte tekst. I ”Den brune hale” er en særdeles påtrængende skidetrang for eksempel afsæt for en refleksion over Hannah Arendts tese om behovet for det private rum.

”Det monofone menneske” søger svar på Anders Behring Breiviks gerninger i hans opvækst og de udredninger, der blev lavet af hans familie, da han var barn. Knausgård mener at kunne finde anledningen til Breiviks handlinger i barndommen, lige som han selv finder nøglen til sine reaktionsmønstre i sin egen barndom. Breiviks drivkraft har været at blive ’nogen’ i stedet for at være ’ingen’.

50939898

Et essay handler om bibeloversættelse, et om selvportrættet i et kunsthistorisk lys og et om vores forkortede afstand til verden: vi kender den altid på forhånd og har aldrig afstand til det, vi har forladt.

Knausgårds litterære forbillede Knut Hamsun er genstand for længere læsninger i titelessayet, hvor særligt dennes ”Mysterier” analyseres, og hvor Knausgårds karakteristik af Hamsuns metode ligner Knausgårds egen bestræbelse på absolut nærvær i et menneskes tanker (se citat).

Værker af fotograferne Francesca Woodman, Sally Mann og Cindy Sherman er genstand for grundige analyser, og i det hele taget er kunst udgangspunkt for mange refleksioner. Vores måde at se og opfatte kunst på er et billede af den måde, vi agerer i verden på.

De 17 essays tager udgangspunkt i det enkelte menneske og det, vi har tilfælles med andre mennesker. Det handler om moral, kunst, etik, æstetik og en længsel efter autenticitet – og også om noget mere konkret som redaktørens rolle i en bogudgivelse.

”Sjælens Amerika” viser Karl Ove Knausgårds brede spekter som forfatter og lægger sig naturligt i forlængelse af romanværket ”Min kamp”.

Hjemme – ude

”Efter kampen, Bastian Schweinsteiger som går hen over græsset i bar overkrop, med en brasiliansk trøje slænget nonchalant over skulderen, og et bredt smil om munden. Holdet på række, armene om hinandens skuldre, de bukkede for publikum, og det virkede uanstændigt, som om sejrsjubel ikke hørte hjemme her, fordi det ikke var en sejr, men noget andet. Lige i nærheden, Oscar som bare græder og græder, mod Thiagos skulder.”
”Hjemme – ude”, s. 505.

Sammen med sin svenske forfatterkollega Frederik Ekelund udgav Karl Ove Knausgård i 2014 ”Hjemme – borte” (”Hjemme – ude”, 2015), der er de to mænds brevveksling under VM i fodbold i Brasilien 2014. Ekelund befinder sig i Brasilien, som han kender ganske godt, og Knausgård sidder hjemme i landsbyen Glemmingebro i Sydsverige. Ekelund ser kampene på stadion eller på storskærm på Copacabana, mens Knausgård falder i søvn foran fjernsynet, når han med jetlag forsøger at komme igennem de indledende kampe. Ekelund spiller strandfodbold, drikker Cachaça og nyder livet, mens Knausgård går til forældrearrangementer, passer børn og sætter trampolin op i haven. Den dionysiske levemand møder den apollinske protestant. De kæler selv for deres indbyrdes forskelle, og særligt Knausgård udfolder det lidt ynkelige selvbillede, læseren tidligere har mødt.

52091292

Udover de analyserende gennemgange af alle VMs kampe og spillere kommer de i brevene omkring det, der fylder i livet som partner, far, kammerat og intellektuel: litteratur, kultur, svensk sexisme, latinamerikansk sensualitet, kærlighed, hverdage, livsmønstre etc. Det er både højtravende og hverdagsligt, hjemligt og globalt, og forfatterne griber tilbage i egne værker og historier i deres refleksioner.

Fælles er en stor kærlighed til fodbold, som de har spillet sammen i Malmø, og en klassisk kulturanalytisk tilgang til verden – og sig selv.

”Hjemme – ude” er på mange måder en naturlig fortsættelse af ”Min kamp” med de hverdagsnære beskrivelser blandet med perspektiverende refleksioner; blikket fæstner sig ved en detalje eller episode i det levede liv og hæver sig op til at blive en betragtning af noget større. Forankringen i det svenske er særligt tydelig i denne bog, hvor livet med midsommerkrans og andre svenske traditioner er blevet integreret, og hvor nymoralisme og ekstremfeminisme præger kulturdebatten.

Som minutiøs gennemgang af et spektakulært VM fungerer bogen fint, komplet med VM-statistik på bogens sidste 15 sider.

Om efteråret

”Dette fantastiske, som du snart skal møde og se, er så let at miste af syne, og der findes næsten lige så mange måder at gøre det på som der findes mennesker. Det er derfor jeg skriver denne bog til dig. Jeg vil vise dig verden, som den er, lige omkring os, hele tiden. Kun ved at gøre det, kan jeg selv få øje på den.”
”Om efteråret”, s. 16.

Som første bind i en varslet tetralogi udkom ”Om høsten” (”Om efteråret”, 2015) i 2015. I en art encyklopædi skriver Karl Ove Knausgård om den verden, som hans kommende datter snart skal fødes ind i. Han vil i fire bind vise verden frem i dens overraskende og skønne mangfoldighed. Intet er for småt og intet for stort til at få et kapitel i bogen, der er inddelt efter efterårets måneder og illustreret af den norske billedkunstner Vanessa Baird.

Den voksne mand forsøger at se verden med både barnets rene og nysgerrige blik og med den voksnes erfaringsverden. Den indlejrede viden kan ikke fjernes, men står i modsætning til den umiddelbare sanseoplevelse, der er barnets.

52107199

I umiddelbart banale betragtninger beskriver Karl Ove Knausgård den konkrete verden, som han ser den fra sit hjem i Skåne: flaske, æble, fugletræk, toiletkumme, frø, kirke, gummistøvle osv. Men også mere abstrakte begreber som erfaring, stilhed, smerte og krig undersøges og formidles. Midt i mellem er der afsnit om f.eks. dæmring, som er et naturligt forekommende fænomen, der får betydning, når et menneske oplever, at lyset fra solen ”får mørket til at vige” (s. 135).

Et træk, der er genkommende hos Knausgård, er blikket på de ting, der har forskellig værdi i forskellige sammenhænge. Termokanden er for eksempel så naturlig i skoven eller på arbejdspladsen, at den bliver usynlig, men tager du den frem mens du er til kaffe hos naboen, bliver den overtydelig og får massiv symbolsk betydning. Samtidig beskriver Knausgård, hvordan termokanden var centrum i alle hans barndoms udflugter og ferieture som familiens totem og på den måde symbol for det, der engang bandt hans familie sammen, og som nu er gået i stykker. På den måde kan observationen af en almindelig – næsten anonym – genstand ophæves til at blive billede på den tabte barndom.

Sådanne betydningsforskydninger og indskrivninger af merværdi til tingene går igennem bogen, der derved både bliver et galleri over den bestående verden, et kultursociologisk værk om samfundsmæssige sammenhænge og normer, et personligt erindringsværk og et forsigtigt kig ind i den tid, som det kommende barn vil vokse op i.

Om vinteren

”Sukker er små, hvide krystaller som knaser mellem tænderne, smelter på tungen, og som trods sit undselige ydre fylder mundhulen med en både særpræget og eftertragtelsesværdig smag, som er det søde i sin reneste form, ja, selve det søde.”
”Om vinteren”, s. 157.

Brandhaner, sukker, jeget, bål, livsfølelse, fisk, støvler, vatpinde, forsvindingspunkt, vandaber, tøjdyr, kulde, fyrværkeri og månen er nogle af kapiteloverskrifterne i andet bind af Karl Ove Knausgårds encyklopædi til en ufødt datter, ”Om vinteren” fra 2015 (”Om vinteren”, 2016).

Dette bind har illustrationer af den svenske kunstner Lars Lerin, men ligner ellers i form og indhold ”Om efteråret”. En far tegner verden op for den kommende generation; verden, der består af de mindste og mest simple begreber og samtidig af de største og mest svimlende formater. Der er langt fra et blødt tøjdyr til et begreb som kulde, men i et almindeligt liv vil alle stifte bekendtskab med begge og have et indgående, sanseligt og næsten ordløst forhold til dem.

52208483

Nogle ting har ikke værdi i sig selv, men i kraft af deres egenskaber, som f.eks. de støvler, den unge Karl Ove arver fra sin storebror: tyndslidte, grå og triste, men perfekte til at glide ekstremt hurtigt ned ad en snedækket bakke: ”Det er den eneste gang jeg har opnået alt hvad jeg drømte om” (s. 189). Registreringer af sne, kulde og vinterlyde fylder meget i bogen, og der er et kapitel om både ’sne’ og ’den første sne’. Hvor ’sne’ er et fysisk fænomen, der kan dissekeres i krystaller og er til i verden i egen ret, handler ’den første sne’ om forventninger, om kulturskabte vinterforestillinger og er til i forhold til mennesker i verden.

At menneskets oplevelser i dagligdagens situationer er indlejret i historie og kulturarv skinner igennem, da fortælleren en dag væmmes ved tanken om at spise hanekød. For at finde en mulig forklaring på ubehaget må han lede i litteraturen, hvor han først finder en hane i et digt af Olav H. Hauge og dernæst en underjordisk hane i ”Vølvens Spådom”. Denne kobling mellem konkret, sanset hverdagsliv og æstetisk, kulturelt betinget arv og intellektuel bevidsthed er tæt og tyk og fundament for såvel denne encyklopædi som for forfatterskabet.

Midt i bogen, i et af tre ”Brev til en ufødt datter”, kommer datteren til verden, og tekstens modtager manifesterer sig som en for tidligt født lilla klump, og endelig kan jeg og du mødes: ”… og så trak du vejret, ikke uden smerte, går jeg ud fra, og verden strømmede ind i dig.” (s. 165). 

Om foråret

”Du ved ikke hvad luft er, alligevel ånder du. Du ved ikke hvad søvn er, alligevel sover du. Du ved ikke hvad nat er, alligevel ligger du i den. Du ved ikke hvad hjerte er, alligevel slår det jævnt i dit bryst, dag og nat, dag og nat, dag og nat.”

”Om foråret”, s. 7.

Som tredje del af sin årstidstetralogi udgav Karl Ove Knausgård i 2016 ”Om våren” (”Om foråret”, 2016), der fjerner sig fra det hidtidige format med encyklopædiske opslag og dagbogsnotater. Dette romanlignende værk er delt op i tre afsnit og en epilog og former sig mere direkte som en henvendelse til datteren. Rammen for bogen er en enkelt dag i datterens liv, fra de vågner, sender de store søskende i skole, drikker kaffe hos naboen og kører mod Helsingborg, hvor pigens mor er indlagt med en depression. I løbet af den udførlige gennemgang af dagen stikker fortælleren af i erindringer fra sin opvækst samt fra sit voksne familieliv og refleksioner over abstrakte temaer som personlighed og kærlighed. En længere sekvens om tilknytning og selvmord leder frem til far og datters besøg hos moderen på hospitalet.

Centralt og meget bevægende i romanen er netop forløbet omkring datterens mor og den psykiske sygdom, der tager magten fra hende. Hendes selvmordsforsøg under graviditeten og indlæggelse efter barnets fødsel er beskrevet detaljeret og følelsesladet, og fordi det er fortalt til det lille barn – som uvidende er en del af det – fremstår det ekstra voldsomt.

52523575

Bogen er en intens kærlighedserklæring skrevet af en fader i sine følelsers vold, helt magtesløs over for den fuldkomne hengivenhed og betingelsesløshed, han føler over for sin intetanende datter. Den er en besyngelse af kærligheden og en påmindelse om, at døden hele tiden er i nærheden af livet, som der står, og i denne roman tvindes de to poler sammen – fra ufødt til levende barn, fra uskyldens lys til depressionens mørke.

I og med det dobbelte blik på barndommen – fortælleren ser på sin datters barndom i lyset af sin egen – dukker forskellige spørgsmål op: Hvad tager man med sig fra sin barndom? Måske bliver man voksen, inden man opdager, at det er barndommens forestillinger om verdens indretning, der stadig gør sig gældende? Hvad vil det sige at være voksen og hvordan bliver man sig selv?

Bogen er illustreret af malerier af den svenske billedkunstner Anna Bjerger, der maler ud fra fundne, anonyme fotografier. En praksis, Karl Ove Knausgård i øvrigt undersøger og udfolder i ”Så meget længsel på så lille en flade”.

Om sommeren

”Salt er salt. Men alligevel er der få ting i verden der kan måle sig med det at springe ud i et hav fra en klippe og mærke saltsmagen mod læberne idet kroppen borer sig ned gennem vandet, som er fuldt af hvirvler og brusende lommer af bobler, og bagefter ligge på klippen i solen ved siden af den du elsker, hvis solbrune hud nogle steder glimter af et tyndt, tyndt lag salt, og hvis læber smager af hav.”
”Om sommeren”, s. 308.

Som fjerde og sidste udgivelse i sin årstidsserie udgav Karl Ove Knausgård ”Om sommeren” i 2016 (”Om sommeren”, 2017). I lighed med ”Om efteråret” og ”Om vinteren” består bogen primært af encyklopædiske opslag om stort og småt i den materielle, kulturelle og formelle verden: mariehøner, salt, katte og ribs; den svenske digter Gunnar Ekelöf og den norske maler Harriet Backer; repetition, intelligens og kynisme. Værket er struktureret efter sommermånederne juni, juli og august, og der er længere afsnit med reflekterende dagbogsoptegnelser.

Den lille datter Anne er igen det du, Karl Ove taler til, og han ser på verden, som hun ser den, nysgerrigt og undersøgende. Ved at se og forstå ting og relationer kan man måske fylde en mening i alle de dage, der går med bilkørsel, sjældne besøg og faste rutiner. I teksten ”Kastanjer” reflekterer han for eksempel over, at han i fem år har haft et kastanjetræ i sin have uden at tillægge det værdi. I arbejdet med en Edvard Munch-udstilling falder han over et billede med et kastanjetræ. Efter at have set på Munchs kastanje giver hans egen nu mening, fordi den ”nu indtog en fortrolig plads i min bevidsthed”. (s. 14).

Fortælleren er et ensomt menneske, der gør det eneste han kan: være far og skrive. Hans liv er fuldt af simple glæder som at se solens daglige gang over himmelen, springe på hovedet i saltvand og ryge en cigaret, mens børnene leger i haven: og mens han refererer Ciceros udsagn om, at ”alt man behøver for at være lykkelig, er en have og et bibliotek” (s. 349), overgiver han sig til sin egen midaldrende borgerlighed.

52974844

Karl Ove vil genfortælle en ulykkelig kærlighedshistorie, han har fået fortalt af sin morfar, men fordi han er ”dårlig til at digte, god til at føle” (s. 136), bliver han nødt til at flytte hende til en kendt lejlighed i Malmö og skriver i jeg-form hendes fortælling derfra. Der er ansatser til en dramatisk roman i historien om denne Johanne, der under Anden Verdenskrig forelskede sig i en østrigsk soldat og forlod sin familie for ham.

Bogen undersøger i tråd med forfatterskabet, hvordan litteraturen er hensynsløshedens sted og er rigt illustreret med hovedsagligt blomsterbilleder af den tyske maler Anselm Kiefer.

 

 

 

 

 

Så meget længsel på så lille en flade

”Et af Munchs første rigtig gode billeder er Have med rødt hus (Hage med rødt hus) fra 1882, malet den sommer han var atten. Formatet er lille, kun 23x30,5 cm, motivet er en have om sommeren, frodigt løvværk og græs badet i sollys i mange nuancer af grønt, med en rød hytte under en blå himmel, som skaber et sug i billedet og også en lyst, for selvom ambitionen med det må have været beskeden og måske ikke handlede om mere end at beherske motivet og glæden over farverne og lyset, så virker det: Det er svært at se på billedet uden at blive opløftet.”
”Så meget længsel på så lille en flade”, s. 27.

I sommeren 2017 åbnede en udstilling på Munch-museet i Oslo med værker af Edvard Munch, kurateret af Karl Ove Knausgård. Arbejdet med denne udstilling og Knausgårds refleksioner over Munchs liv og værk er grundlaget for bogen ”Så mye lengsel på så liten flate” fra 2017 (”Så meget længsel på så lille en flade”, 2018), der falder i tre dele: Første del går tæt på Munchs malerier, hvoraf Knausgård primært interesserer sig for de mindre kendte værker. De kanoniserede hovedværker fra 1890’erne er så kendte, at vi ikke længere ser Munch i dem, derfor vil Knausgård gerne løfte nogle anderledes lyse og lette billeder frem. Ved at rense blikket for gamle forestillinger kan vi se Munchs værker på ny.

Anden del handler om det konkrete arbejde med udstillingen, om timerne i Munchmuseets arkiv, hvor alle Munchs efterladte billeder findes. Der er en længere samtale med kunstner og filosof Stian Grøgaard, der ser på malerierne ud fra et malerteknisk perspektiv modsat Knausgård, der i høj grad går emotionelt og kulturhistorisk til dem. Tredje del er et forløb med den norske filminstruktør Joachim Trier og dennes bror Emil, som i fællesskab med Knausgård er ved at lave en film om Munch.

Undervejs søger Knausgård at se forbindelseslinjer og ligheder mellem Munch og andre kunstnere – heriblandt flere af de billedkunstnere, der har illustreret hans egne årstidsbøger, Anselm Kiefer, Anna Bjerger og Vanessa Baird – og der er optrykt samtaler med flere af disse. Det viser spændvidden i måderne, man kan se Munch på, og hvor mange aspekter, der er i Munchs produktion. Samtidig bringer det Knausgårds egne værker tættere til hinanden, da illustrationerne fra tidligere værker tilføres ny betydning.

53852513

De grundlæggende spørgsmål, bogen stiller, er: Hvad er kunst? Hvad er det at se? De gælder for både forfatteren og billedkunstneren, og Knausgård genkender meget af Munchs praksis i sin egen; det bortgemte og indadvendte, angsten for nærvær, interessen for det konkrete og lokale og det ekspressive følelsesliv, der måske kun kan komme til udtryk i kunsten, hvor man er fri af det sociale.

”Så meget længsel på så lille en flade” falder naturligt i rækken af Knausgårds øvrige værker, der alle har undersøgt kunstens iboende egenskaber og har udfoldet en lang række værkanalyser, senest af Harriet Backer i ”Om sommeren”.

Genrer og tematikker

Karl Ove Knausgård har med ”Min kamp” i den grad skabt et slagkraftigt stykke samtidslitteratur, lige til at kaste sig over for det læsende publikum. Knausgård behandler med sig selv som centrum aktuelle problematikker omkring køn, det svære forhold til familiemedlemmer, om ikke at være perfekte forældre og drømmen om at skabe sig noget varigt. Temaer som disse er nemt for folk at sætte sig ind i og identificere sig med, hvilket fik Dagbladet Informations kritiker Lillian Munk Rösing til at udbryde: ”det handler jo om mit liv!” (Lillian Munk Rösing: Proust med barnevogn. Information, 2010-12-28).

Rösing fremhæver Knausgårds beskrivelse af et liv bestående af praktisk indrettet familieliv, men inkluderende en længsel efter et andet liv. Denne følelse af, at hverdagen mangler noget sublimt, der kan få det hele til at føles større, er en sigende karakteristik af vor tids tilværelse. Vi stiller enorme krav til tilværelsen, vi drømmer om at opleve det fantastiske, mens vi laver havregrød til ungerne. Det er denne længsel, som får os til at længes efter kunsten, fordi den tilbyder noget sublimt og fantastisk, som vores hverdag ikke kan byde på.

Et andet vigtigt element i ”Min kamp” er at genoplive fortiden, hvor det handler om at genskabe eller genskrive barndommen. Det handler om gennem skriften at analysere sig frem til en forståelse af den verden, Knausgård er kommet ud af. Det handler simpelthen om at gengive verden fuldkommen realistisk, så kedelig og banal den måtte være, men med overvejelser, der kan kaste erkendelser af sig.

Første bind af ”Min kamp” kredser om faderens død, og den ambivalente følelse, den afføder. På den ene side føler Knausgård en naturlig sorg over tabet, men samtidig overvældes han af en følelse af frihed over at være blevet fri for den urimelige og alkoholiserede far. Disse klassiske temaer behandler Knausgård nådesløst, uden skelen til de involverede karakterer, end ikke sine egne børn. Han skriver med andre ord det, mange tænker, men ikke kan få sig selv til at indrømme.

I ”Ude af verden” og ”Alting har sin tid” behandles klassiske temaer som synd, fristelse og skam, sat ind i en nutidig kontekst.

En af bevæggrundene for at skrive ”Min kamp” har været at gøre det private universelt. Netop ved at skrive så privat som muligt, bliver teksten almengyldig og universel, fordi vi alle er ens og er forbundet af alt det, der gælder for alle mennesker og dermed knytter os sammen: angsten for døden og seksualiteten, kærligheden, hverdagen. Der er et paradoks i, at det, der forener os allermest, ikke er noget, vi taler om. Om den litterære sammenskrivning af livets elementer siger Knausgård i et interview i Klassekampen: ”Jeg søger en helhed: Hvad er et liv? Så søger jeg alle elementerne i det. Romanen er næsten den eneste form, som lader os tænke disse spørgsmål uden at lave en syntese.” (Oss imellem. Klassekampen, 2011-12-27).

Knausgård udfordrer romangenren og strækker den til det yderste ved at indskrive lange essays om bl.a. kunst og litteratur. Særlig ekstremt bliver dette i ”Min kamp 6”, hvor det knap 500 sider lange afsnit ”Navnet og tallet” blandt andet indeholder en 50 siders analyse af Celan-digtet ”Tætføring” og en analyse af Hitlers ungdomsår, som de er optegnet i selvbiografien ”Mein Kampf”. Essaystikken får sin egen udgivelse i ”Sjælens Amerika”.

Den norske natur fylder meget i forfatterskabet. Der er beskrivelser af alle de landskaber, han bevæger sig i, og der er en stor opmærksomhed på lyset, havet og klipperne: ”Mellem to lange, forrevne fjeldkæder, stejle og træløse, lå en smal fjord, og uden for den, som en enorm blå slette, havet. Åååå.” som der står i ”Min kamp 4”, s. 14. Optagetheden af naturen og årstidernes skiften udfoldes i årstidstetralogien ”Om efteråret”, ”Om vinteren”, ”Om foråret” og ”Om sommeren”, hvor Knausgård i encyklopædiske opslag registrerer og analyserer farven på den frosne jord, piletræet, vinterhimlen osv.

Selvom anslaget og temaet for ”Min kamp” og det øvrige forfatterskab er både tungt og alvorligt, gennemsyres romanerne af en opløftende humor. Knausgård omtaler i ”Min kamp 6” (s. 970) selv bind 2 som en komedie, og det selvudleverende element er gennem hele romansuiten komisk og skarpt turneret.

Beslægtede forfatterskaber

Karl Ove Knausgård nedbryder i ”Min kamp” grænsen mellem fiktion og virkelighed. Det giver læseren en særligt autentisk læseoplevelse, som gør at man læser værket 1:1. Personer fra virkeligheden, som går igen som karakterer i det måske ikke så fiktive univers, er til gengæld blevet stødt over den måde, de fremstilles på. Der er altså en flydende grænse mellem den litterære fiktion og den virkelige verden hos Knausgård.

Knausgård nævner selv, at læsningen af dagbøgerne til Olav H. Hauge og Witold Gombrowicz inspirerede ham til at skrive løs om sit eget liv, og at dette forsøg på at udforske skismaet mellem levet liv og litteratur senere blev til 1. og 2. del af ”Min kamp”. I bind 6 skriver han: ”Mit litterære jeg var nok gombrowiczificeret, for hans dagbøger havde haft stor indflydelse på måden hvorpå jeg tænkte på identitet, socialitet og litteratur, men det var også larssonificeret, proustificeret, celinificeret, sandemosielt og udhamsuneret.” (s. 265). Det vil sige, at han vedkender slægtskab med den svenske digter Stig Larsson, de franske forfattere Marcel Proust og Louis-Ferdinand Celine, dansk-norske Aksel Sandemose og norske Knut Hamsun.

Denne sammenskrivning af liv og værk ses også hos en lang række andre forfattere. Blandt andre er kunstneren, som tidligere hed Claus Beck-Nielsen (nu Helge Bille), blevet hevet i retten af en figur fra romanen ”Suverænen” (2008). Forfatteren Knud Romer lagde sig også ud med personer fra erindringsværket ”Den som blinker er bange for døden” (2006).

Fænomenet er af litteraten Poul Behrendt blevet kaldt ”dobbeltkontrakten”, fordi læseren antageligt oplever noget virkeligt i mødet med skønlitteraturen. Begrebet om dobbeltkontrakten er relativt nyt, men den selvbiografiske nøgleroman er ikke et nyt fænomen. Gennem årene har forfattere som Suzanne Brøgger i romanen ”Creme Fraiche”(1978) udstillet sit privatliv, mens også den amerikanske forfatter Henry Miller (1891-1980) nedbrød grænsen mellem fiktion og nonfiktion.

Selv fremhæver Karl Ove Knausgård den franske forfatter Marcel Proust (1871-1922), der i sit kæmpeværk ”På sporet af den tabte tid” (1913-27) gennem erindringen genskabte sin barndom med alle sanselige detaljer, ”men”, siger Knausgård i et interview i Information, ”Prousts tekst er så gennemkomponeret, at hver sætning er en nydelse. Hans værk er ligesom et sted, man kan gå ind i, et rum. Og hans tekst er så rigt forgrenet, den følger for eksempel vejene til Swann, til Guermantes, som to af bindene hedder, jeg snubler bare fremad i et enkelt spor.” (Karen Syberg: ”Jeg har et voldsomt kontrolbehov, og jeg er narcissist”. Information, 2010-05-20.)

Som kunstnerroman om Knausgårds udvikling som forfatter kan ”Min Kamp” på sin vis også give mindelser om den store norske forfatter Knut Hamsuns (dog langt mindre) roman ”Sult” fra 1890, som handler om en sultende ung forfatterspires glubende appetit på kunstnerisk anerkendelse.

Efterdønningerne af en forbrydelse, som behandles i ”Ude af verden” og ”Alting har en tid”, kan også kædes sammen med Fjodor Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf”. Her begår en ung mand et mord og oplever herefter en indre konflikt på baggrund af sin udåd.

Bibliografi

Romaner

Knausgård, Karl Ove:
Ude af verden. Lindhardt & Ringhof, 2005. (Ute av verden. Forlaget Tiden, 1998).
Knausgård, Karl Ove:
Alting har en tid. Lindhardt & Ringhof, 2007. (En tid for alt. Forlaget Oktober, 2004).
Knausgård, Karl Ove:
Min kamp 1. Lindhardt & Ringhof, 2010. (Min Kamp 1. Forlaget Oktober, 2009).
Knausgård, Karl Ove:
Min kamp 2. Lindhardt & Ringhof, 2010. (Min Kamp 2. Forlaget Oktober, 2009).
Knausgård, Karl Ove:
Min kamp 3. Lindhardt & Ringhof, 2011. (Min Kamp 3. Forlaget Oktober, 2009).
Knausgård, Karl Ove:
Min kamp 4. Lindhardt & Ringhof, 2011. (Min Kamp 4. Forlaget Oktober, 2009).
Knausgård, Karl Ove:
Min kamp 5. Lindhardt & Ringhof, 2012. (Min Kamp 5. Forlaget Oktober, 2010).
Knausgård, Karl Ove:
Min kamp 6. Lindhardt & Ringhof, 2012. (Min Kamp 6. Forlaget Oktober, 2011).
Knausgård, Karl Ove: Fuglene under himlen. Lindhardt & Ringhof, 2019. Oversættelse: Karen Fastrup.

Essays

Knausgård, Karl Ove:
Sjælens Amerika. Lindhardt & Ringhof, 2014. (Sjelens Amerika. 2013). Oversat af Charlotte Jørgensen og Sara Koch.
Knausgård, Karl Ove:
Om efteråret. Lindhardt og Ringhof, 2015. (Om høsten (norsk), 2015). Oversætter: Sara Koch.
Knausgård, Karl Ove: Om vinteren. Lindhardt og Ringhof, 2016. (Om vinteren (norsk), 2015). Oversat af Sara Koch.
Knausgård, Karl Ove: Om foråret. Lindhardt og Ringhof, 2016. (Om våren (norsk), 2016). Oversat af Sara Koch.
Knausgård, Karl Ove: Om sommeren. Lindhardt og Ringhof, 2017. (Om sommerenn (norsk), 2016). Oversat af Sara Koch.
Knausgård, Karl Ove: I kyklopernes land : tekster 2009-18. Lindhardt og Ringhof, 2020. (I kyklopenes land, 2018). Oversætter: Sara Koch.

Andet

Knausgård, Karl Ove:
Navnet og tallet. Klassekampen, 2011-08-20. (Bragt i oversat udgave: Mit fædreland. Weekendavisen, 2011-08-19).
Knausgård, Karl Ove:
Fraklip fra Min kamp 6. Victor B. Andersens Maskinfabrik nr. 45, 2012.
Knausgård, Karl Ove og Fredrik Ekelund:
Hjemme - ude. Lindhardt & Ringhof, 2015. Oversætter: Karen Fastrup.
Knausgård, Karl Ove: Så megen længsel på så lille en flade : en bog om Edvard Munchs billeder. Lindhardt og Ringhof, 2017. (Så mye lengsel på så liten flate : en bok om Edvard Munchs bilder, 2017). Oversætter: Sara Koch. (99.4).
Knausgård, Karl Ove: Hvorfor skriver jeg? Lindhardt og Ringhof, 2019. (Uforvarende, 2019). Oversætter: Charlotte Jørgensen. (99.4 Knausgård, Karl Ove). Erindringer.

Om forfatterskabet

Links

Litteraten Stefan Kjerkegaard skriver omfattende om Karl Ove Knausgårds ”Min Kamp” på sin blog. Også henvisninger til modtagelse og analyse af værket, både i Danmark og Norge.
Behrendt, Poul: Fra skyggerne af det vi ved : kunst som virkelighedsproduktion. Rosinante, 2019.
Tjønneland, Eivind:
Knausgård-koden. Spartacus, 2010.
Behrendt, Poul:
Knausgårds kamp med døden. Politiken, 2011-12-01.
Bork, Connie:
Tunnelsyn med pointe. Information, 2012-10-21.
Brask Rasmussen, Anita:
Knausgård udfordrer historikeres dæmonisering af Hitler. Information, 2012-12-07.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Karl Ove Knausgård

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Dalby, Maria:
Knausgårds kæmpeværk deler vandene i Norge. Kristeligt Dagblad, 2010-01-16.
Kramhøft, Janus:
Balladen om Karl Ove. Politiken, 2010-01-28.
Syberg, Karen:
”Jeg har et voldsomt kontrolbehov, og jeg er narcissist”. Information, 2010-05-20.
Rösing, Lillian Munk:
Proust med barnevogn. Information, 2010-12-28.
Klassekampen
Oss imellem. Klassekampen, 2011-12-27.
Virdborg, Jerker:
”Jag vill hellre skriva än vara lycklig”. Vi läser nr. 5, 2012.