Aksel Sandemose

Artikel type
voksne
cand.mag. og journalist Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. 2011.
Main image
Sandemose, Aksel
Foto: POLFOTO

Indledning

Aksel Sandemose slog sig op som nordisk litteraturs store vildmand med stribevis af ramsaltede røverhistorier fra Atlanten og udvandrerkolonierne i Canada. Han var indbegrebet af 1920’ernes og 30’ernes kompromisløse frihedssøgen og fejringen af det animalske i mennesket. Selv folk, som ikke har læst ham, kender ham for den berømte Jantelov og opgøret med provinsmentaliteten i “En flygtning krydser sit spor” – den med ‘du skal ikke tro, du er noget’.

 

06788750

Født: 19. marts 1899 i Nykøbing Mors.

Død: 6. august 1965.

Uddannelse: Tog eksamen som vinterlærer fra Staby Vinterlærerseminarium i 1915. Virkede som  hjælpelærer/vikar i Nykøbing i 1916 og i samme funktion i Glyngøre i 1917. Han blev aldrig student, men opgav sine studier på Døckers Studenterkursus i 1920.

Debut: Fortællinger fra Labrador. Gyldendal. 1923. Noveller.

Priser: Doblougprisen, 1959. Gyldendals legat, 1948. Carl Møllers Legat, 1927.

Seneste udgivelse: Dans, dans, Roselil. Gyldendal. 1965. Fortællinger.

Inspiration: Johannes V. Jensen.

Se filmen Fra Brandes til Rifbjerg på Filmcemtralen

Baggrund

“Sønnen havde båret sig fjollet ad. Hvad glanede han nu efter flag for? Bedre gå op og snakke med Ross og sige sådan – og – sådan. Hæ, stå og glo på flag – der stod han endnu torsken. Han kunne gå ind og spejle sig bagi, så skulle han se flag, både Dannebrog og Stars and Stripes. Det var det hele, man fik ud af at slås med Ross Dane. Hvem andre i verden kunne avle trillinger og tjene penge på bagtankefri godgørenhed end Ross Dane?”
“Ross Dane”, s. 167.

Aksel Sandemose blev født den nittende marts 1899 i Nykøbing på Limfjordsøen Mors som søn af en proletar. Faren havde sat sig for, at hans børn ikke skulle komme til at skamme sig over deres far, som han havde gjort det over sin egen – en krigsinvalid tigger fra Bjergby, der hoppede rundt med fjedrer under fødderne. Missionen lykkedes, selv om faren aldrig formåede at løfte familien ud af fattigdom. Aksel Sandemose skildrer ham som en afholdende, mild, vis og god mand. Erindringen om moren står også i et nådigt lys. Hendes oprindelse fortaber sig i Norge, hvor hun var født og voksede op. Hun og Aksels far mødte hinanden på en gård ud for Silkeborg, hvor de begge var i tjeneste. Otte børn fik de ud over Aksel. De ældste var fløjet fra reden, da de yngste kom til. Det var nemlig på Pelle Erobrerens tid, hvor man kom ud at tjene i en ung alder. 

Sandemose havde en bitter erindring om en af de ældre brødres kæreste, en humørsyg, snobbet mokke, der forstyrrede familielivet, og som for Sandemose var selve indbegrebet af det omliggende Nykøbing, som han afskyede. Han opfattede indbyggerne som småtskårne og ondskabsfulde. Ellers lignede hans opvækst vist så mange andre proletardrenges på det tidspunkt og i det hele taget. Han var lidt vaksere end gennemsnittet og fik på tæven for det, sådan som det nu er.

I 1915 tog han eksamen fra Staby Vinterlærerseminarium. Han virkde som hjælpelærer/vikar på skolen i Nykøbing i en periode i 1916 og i en lignende funktion på skolen i Glyngøre i 1917. Han stak også nogle år til søs, blev student, skrev og skrev, indtil han endelig fik sin skønlitterære debut som 24-årig.

I 1930 emigrerede han til Norge, begyndte at skrive på norsk, eksilerede til Sverige under krigen, vendte tilbage, bosatte sig på gården Kjørkelvik.  Aksel Sandemose var gift tre gange - først med Dagmar Ditlevsen Sandemose, derpå med Eva Borgen Sandemose og efter Evas død med Hanne Holbæk. Alt er rimeligt godt dokumenteret, men når det kommer til manden, som gemmer sig bag de biografiske data, varierer udsagnene. Sandemoses selvfremstilling adskiller sig i hvert fald på flere fronter fra de mere eller mindre loyale biografier, og også fra sønnen og filosoffen Jørgen Sandemose, der gør op med Sandemose. Ifølge Aksel Sandemose selv var han lidt af en karl, indbegrebet af den animalisme, som han hyldede i forfatterskabet – et frihedssøgende mandfolk med spillerum til drifter og urinstinkter. Hans loyale biografer kan føje andre karaktertræk til som for eksempel en udtalt gerrighed og et overforbrug af alkohol, som Sandemose heller aldrig selv prøvede at løbe fra. I slutningen af tyverne stiftede han Danmarks formentlig mindste og mest mislykkedes afholdsforening med vennen Tom Kristensen. Ifølge sønnen Jørgen var han en fedtet, klynkende, hyklerisk, incestuøs storsvindler og psykopat – psykopat var for øvrigt et begreb, Sandemose ved flere lejligheder selv koketterede med. Her må vi nøjes med at sige, at det drejer sig om værket, så hvis man ønsker et dybere indtryk af manden, må man gå til kilderne.

Fortællinger fra Labrador

“Asbjørn løb for bjergene der stod som en mur ud til havet. Et langt stykket gik vandet ham til knæene, men med et forsvandt han i søen. Lidt efter viste han sig igen og travede hastigt tilbage for at skyde en anden vej. Men det var for sent. Officererne modtog ham ved fjeldets hjørne. Aldeles konfus for nordmanden ud i vandet igen forfulgt af sin vrede styrmand. De kom op at slås derude og gik ned på samme sted, hvor før Asbjørn sank.”
Aksel Sandemose: “Fortællinger fra Labrador”, side 55.

Aksel Sandemose debuterede i 1923 med en omgang røverhistorier om sømænd på flugt fra et sadistisk officersvælde og andre barske størrelser på de store øer ud for den amerikanske nordøstkyst. Titlen er “Fortællinger fra Labrador”. Miljøet minder om en Davy Crockett-noir; naturen taler, træerne hvisker, stormen hyler, dyrene er beåndede. Indre landskaber veksler med ydre. Kronologiske tågebanker skyder sig ind mellem læseren og fortælleren. Skyggestemninger veksler med rå knejpemiljøer og pludselig udbrud af vold. De tårnhøje litterære ambitioner dikterer en knap stil med et præcist og originalt billedsprog islået påfaldende eksotiske, til tider esoteriske referencer. “Her kunne Nirvana være blevet til, men livskampen er for hård til ordfæstede drømme, forsigtighed er medfødt og grusomhed lov, snigmord er det sikreste, kun lidt nytter det at dræbe om man selv bryder et lem, også det er døden ved langsom tortur. Kun bjørnen er åben af væsen og dræber med en vis trøstende godmodighed, beklager meget, men jeg har tænkt at æde dig, farlil.” (side 33). Citatet findes i den tre sider manende indledning i novellen “Ulv og los” med rovdyr, som væver sig ud og ind af de dystre, vintermørke landskaber. I den anden halvdel, på de sidste tre sider, flettes karaktererne ind. En dansk sømand er rømmet fra sit skib, et par lokale jægere på lur funderer over, hvorfor alle danskere rømmer fra deres skibe. Danskeren kommer op til dem. En ulv æder en los, og menneskene ærgrer sig over at gå glip af et godt skind. Så er den ikke længere. Et stykke vitalistisk stemningskunst animeret som en totempæl med masser af rum for fortolkning. Stemning og historie udbygges i resten af novellerne med endnu flere sømænd, som dukker op i kummerlige fiskelejer, oppløjede tømmersettlements og på golde polarmarker med angst og dødsdrift i åbent udbrud. Der findes kun en kur, en forløsning: “Ulykkelig er den, som ikke har prøvet med held og god samvittighed at slå en jævnbyrdig modstander ned, det er universalmidlet mod gigt, hovedpine, kærestesorg og bortfløjne duer” hedder det med en replik fra “Høg over høg” (side 42). Det er den overordnede morale.