Aksel Sandemose

Artikel type
voksne
cand. mag. Anna Møller, iBureauet/Dagbladet Information. April 2017.
Main image
Sandemose, Aksel
Foto: POLFOTO

Indledning

Dansk-norske Aksel Sandemose er internationalt kendt som Jantelovens far. Samfundets uskrevne regler om, hvordan individet bør opføre og indordne sig, blev introduceret i gennembruds- og nøgleromanen ”En flygtning krydser sit spor” fra 1933 og siden hen bearbejdet i utallige bøger. Forfatteren skrev især om sindets irrationelle sider og om undertrykkende sociologiske faktorer, og hans liv og digtning blev stadigt tættere forbundet. Således var debutens farverige og mytiske røverhistorier påvirket af hans tid som sømand, og byen Jante bygger delvist på Aksel Sandemoses opvækst i Nykøbing Mors og mødet med den småborgerlige provinsmentalitet.

06788750

Født: 19. marts 1899 i Nykøbing Mors.

Død: 6. august 1965.

Uddannelse: Tog eksamen som vinterlærer fra Staby Vinterlærerseminarium i 1915. Virkede som  hjælpelærer/vikar i Nykøbing i 1916 og i samme funktion i Glyngøre i 1917. Han opgav sine studier på Døckers Studenterkursus i 1920 og blev aldrig student.

Debut: Fortællinger fra Labrador. Gyldendal. 1923. Noveller.

Priser: Doblougprisen, 1959. Gyldendals legat, 1948. Carl Møllers Legat, 1927.

Seneste udgivelse: Dans, dans, Roselil. Gyldendal. 1965. Fortællinger.

Inspiration: Johannes V. Jensen.

Se filmen Fra Brandes til Rifbjerg på Filmcemtralen

 

 

Baggrund

“Dette er Janteloven:
Du skal ikke tro at du er noget.
Du skal ikke tro du er lige så meget som os.
Du skal ikke tro du er klogere end os.
Du skal ikke bilde dig ind at du er bedre end os.
Du skal ikke tro du ved mere end os.
Du skal ikke tro du er mere end os.
Du skal ikke tro at du duer til noget.
Du skal ikke le ad os.
Du skal ikke tro at nogen bryder sig om dig.
Du skal ikke tro du kan lære os noget.”

“En flygtning krydser sit spor”, s. 6.

Aksel Sandemose blev født d. 19. marts 1899 i Nykøbing Mors og var næstyngst i en arbejderfamilies børneflok på otte. Hans mor, Amalie Sandemose, var norsk, mens faren, smed Jørgen Nielsen, var dansk. Forældrene døbte ham Axel Nielsen, som han – for at understrege sit norske ophav – i 1921 ændrede til Aksel Sandemose. Han manglede ikke mod, hverken litterært eller personligt, og hans nysgerrige og impulsive natur ses tydeligt i ungdommens omskiftelige år.

Efter folkeskolen kom Aksel Sandemose i gartnerlære, men skiftede hurtigt retning og tog i stedet eksamen som vinterlærer og derefter arbejde som hjælpelærer og vikar på skoler. Fra begyndelsen af 1916 til september 1917 arbejdede han som sømand og – efter at have stukket af fra sin stilling på en skonnert – i tømmerhuggerlejr i en canadisk skov. Hjemvendt til Danmark arbejdede han desuden som inkassator, kontoransat, journalist, dørsælger og jernbanearbejder efter uden succes at have fulgt et studenterkursus.

I 1921 blev han gift med kæresten Dagmar Ditlevsen, senere fik de sønnen Bjarne Walter William og tvillingedøtrene Hedda og Eva, og Aksel Sandemose kæmpede undervejs med at få forlagene til at antage hans tekster.

I 1923 debuterede han endelig med samlingen ”Fortællinger fra Labrador”. Bogen var en række noveller med sømænd, opdagelsesrejsende, vilde dyr, indianere og ensomme ulve i hovedrollerne, og i de følgende ti år udgav Aksel Sandemose et hav af bøger på forskellige forlag. Det småborgerlige Jante-miljø i romanen ”En flyktning krysser sitt spor” fra 1933 (”En flygtning krydser sit spor”, 1938), der blev udgivet under pseudonymet Espen Arnakke i 1933, bygger i høj grad  på erfaringerne fra hans opvækst ved Limfjorden.

Efter at have emigreret til Norge i 1930 grundet bl.a. gæld til forlag, måtte Aksel Sandemose i 1941 flygte alene til eksil i Sverige, da han – omend ikke aktivt, men gennem venskaber – havde været engageret i den norske modstandsbevægelse. Ægteskabet med Dagmar Ditlevsen var allerede tyndslidt, og i Sverige levede han med elskerinden Karin Lange, som han fik sønnen Stephan med. I 1945 giftede han sig på ny med kæresten Eva Borgen og vendte tilbage til Norge, hvor han fik statsborgerskab. Eva Borgen og Aksel Sandemose slog sig ned på husmandsstedet Kjørkelvik ved Risør i Sydnorge og fik tvillingerne Jørgen og Espen, men sønnen Espen døde allerede i 1955 og Eva Borgen af kræft i 1959. Herefter flyttede Aksel Sandemose til København, og i 1962 giftede han sig med den danske skuespiller Hanne Holbek.

Efter at have udgivet over 20 bøger, en erindringsbog og et utal af essays og artikler i bl.a. Arbejderbladet, Dagbladet, Aktuell og Tidens Tegn blev forfatteren i 1963 nomineret til en Nobelpris i Litteratur, og han oplevede en form for forsoning med sin hjemstavn Nykøbing Mors i starten af 1965, da han indvilligede i at deltage i et oplæsningsarrangement med 600 lokale publikummer. Aksel Sandemose døde et halvt år efter på Københavns Militærhospital og er begravet i Oslo.

Fortællinger fra Labrador

”I næsten en time havde Jack Snouw fra sin plads ved ovnen (…) skulet til Joe som sad på køjekanten og lappede tøj, abet sig ind på ham, udtømt hele sin beholdning af slibrige hentydninger til en vis pige i Boston (...)”
”Høg over høg” i ”Fortællinger fra Labrador”, s. 39.

Den senere nobelpristager Johannes V. Jensen (1873-1950) var med til at opdage og fritgrave Aksel Sandemoses skrivetalent via litteraturtidsskriftet Forum. Efter at have antaget nogle fortællinger til tidsskriftet introducerede en rosende Johannes V. Jensen i 1923 den unge forfatter til sit forlag Gyldendal, og allerede få måneder efter udkom Aksel Sandemoses mytiske novelledebut ”Fortællinger fra Labrador” (1923) samme sted. På det tidspunkt havde Aksel Sandemose i fire år forsøgt at få adskillige bøger udgivet, dog uden held. Kun enkelte noveller, digte og skitser var blevet udgivet i bl.a. Morsø Folkeblad og et svensk tidsskrift.

Grundlaget for de vitalistiske noveller i ”Fortællinger fra Labrador” var hentet i Aksel Sandemoses egen tid på søen omkring den canadiske ø Newfoundland og halvøen Labrador, og sammenfletningen af fiktivt og selvbiografisk stof fortsatte og blev stærkere op gennem forfatterskabet.

”Fortællingerne fra Labrador" var den første af i alt tre canadabøger. Her var naturen ubarmhjertig, og skovarbejdere og søens folk levede ensomme tilværelser, der kun var afbrudt af heftige slagsmål og jagt på både dyr og kvinder. Den levende fortællestil efterlignede vandrehistoriens opbygning med koncist billedsprog, dramatiske højdepunkter og store følelser som jalousi, kærlighed, styrke og afmagt. Tonen var barsk og lignede ikke anden dansk litteratur, da den udkom, og anmelderne modtog den knappe stil og skildringen af det anderledes voldsomme miljø positivt.

I fortællingen ”Matrosen går i land” møder den danske sømand Sigurd Larsen en canadisk mand med samme efternavn som ham selv, og denne fremmede fortæller en gribende og mystisk historie om sit eget ophav. Begge mænds livshistorier er gennemsyret af vold, skinsyge og dyriske tilbøjeligheder, og ligesom selve ”Matrosen går i land” er også karakteren Sigurd uden forløsning. Han drager videre som en ensom ulv, og fortællingen slutter uden en umiddelbar morale eller pointe. Derimod emmer den – som de resterende noveller – af tør og barsk humor: ”Slagsmålet var hævet over enhver dadel. En halv time efter krøb de hver ad sin vej til lejren trækkende to rækker af rødt efter sig i sneen. I huset blev der tavshed da de kom ind, og folkene måtte gå ud for at diskutere hvor skammeligt det var af de to bæster at slå hinanden i stykker på et sted hvor ingen kunne se det” (s. 68).