Aksel Sandemose
Foto: Ritzau Scanpix

Aksel Sandemose

cand. mag. Anna Møller, iBureauet/Dagbladet Information. April 2017.
Top image group
Aksel Sandemose
Foto: Ritzau Scanpix
Main image
Sandemose, Aksel
Foto: POLFOTO

Indledning

Dansk-norske Aksel Sandemose er internationalt kendt som Jantelovens far. Samfundets uskrevne regler om, hvordan individet bør opføre og indordne sig, blev introduceret i gennembruds- og nøgleromanen ”En flygtning krydser sit spor” fra 1933 og siden hen bearbejdet i utallige bøger. Forfatteren skrev især om sindets irrationelle sider og om undertrykkende sociologiske faktorer, og hans liv og digtning blev stadigt tættere forbundet. Således var debutens farverige og mytiske røverhistorier påvirket af hans tid som sømand, og byen Jante bygger delvist på Aksel Sandemoses opvækst i Nykøbing Mors og mødet med den småborgerlige provinsmentalitet.

06788750

Født: 19. marts 1899 i Nykøbing Mors.

Død: 6. august 1965.

Uddannelse: Tog eksamen som vinterlærer fra Staby Vinterlærerseminarium i 1915. Virkede som  hjælpelærer/vikar i Nykøbing i 1916 og i samme funktion i Glyngøre i 1917. Han opgav sine studier på Døckers Studenterkursus i 1920 og blev aldrig student.

Debut: Fortællinger fra Labrador. Gyldendal. 1923. Noveller.

Priser: Doblougprisen, 1959. Gyldendals legat, 1948. Carl Møllers Legat, 1927.

Seneste udgivelse: Dans, dans, Roselil. Gyldendal. 1965. Fortællinger.

Inspiration: Johannes V. Jensen.

Se filmen Fra Brandes til Rifbjerg på Filmcemtralen

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Dette er Janteloven:
Du skal ikke tro at du er noget.
Du skal ikke tro du er lige så meget som os.
Du skal ikke tro du er klogere end os.
Du skal ikke bilde dig ind at du er bedre end os.
Du skal ikke tro du ved mere end os.
Du skal ikke tro du er mere end os.
Du skal ikke tro at du duer til noget.
Du skal ikke le ad os.
Du skal ikke tro at nogen bryder sig om dig.
Du skal ikke tro du kan lære os noget.”

“En flygtning krydser sit spor”, s. 6.

Aksel Sandemose blev født d. 19. marts 1899 i Nykøbing Mors og var næstyngst i en arbejderfamilies børneflok på otte. Hans mor, Amalie Sandemose, var norsk, mens faren, smed Jørgen Nielsen, var dansk. Forældrene døbte ham Axel Nielsen, som han – for at understrege sit norske ophav – i 1921 ændrede til Aksel Sandemose. Han manglede ikke mod, hverken litterært eller personligt, og hans nysgerrige og impulsive natur ses tydeligt i ungdommens omskiftelige år.

Efter folkeskolen kom Aksel Sandemose i gartnerlære, men skiftede hurtigt retning og tog i stedet eksamen som vinterlærer og derefter arbejde som hjælpelærer og vikar på skoler. Fra begyndelsen af 1916 til september 1917 arbejdede han som sømand og – efter at have stukket af fra sin stilling på en skonnert – i tømmerhuggerlejr i en canadisk skov. Hjemvendt til Danmark arbejdede han desuden som inkassator, kontoransat, journalist, dørsælger og jernbanearbejder efter uden succes at have fulgt et studenterkursus.

I 1921 blev han gift med kæresten Dagmar Ditlevsen, senere fik de sønnen Bjarne Walter William og tvillingedøtrene Hedda og Eva, og Aksel Sandemose kæmpede undervejs med at få forlagene til at antage hans tekster.

I 1923 debuterede han endelig med samlingen ”Fortællinger fra Labrador”. Bogen var en række noveller med sømænd, opdagelsesrejsende, vilde dyr, indianere og ensomme ulve i hovedrollerne, og i de følgende ti år udgav Aksel Sandemose et hav af bøger på forskellige forlag. Det småborgerlige Jante-miljø i romanen ”En flyktning krysser sitt spor” fra 1933 (”En flygtning krydser sit spor”, 1938), der blev udgivet under pseudonymet Espen Arnakke i 1933, bygger i høj grad  på erfaringerne fra hans opvækst ved Limfjorden.

Efter at have emigreret til Norge i 1930 grundet bl.a. gæld til forlag, måtte Aksel Sandemose i 1941 flygte alene til eksil i Sverige, da han – omend ikke aktivt, men gennem venskaber – havde været engageret i den norske modstandsbevægelse. Ægteskabet med Dagmar Ditlevsen var allerede tyndslidt, og i Sverige levede han med elskerinden Karin Lange, som han fik sønnen Stephan med. I 1945 giftede han sig på ny med kæresten Eva Borgen og vendte tilbage til Norge, hvor han fik statsborgerskab. Eva Borgen og Aksel Sandemose slog sig ned på husmandsstedet Kjørkelvik ved Risør i Sydnorge og fik tvillingerne Jørgen og Espen, men sønnen Espen døde allerede i 1955 og Eva Borgen af kræft i 1959. Herefter flyttede Aksel Sandemose til København, og i 1962 giftede han sig med den danske skuespiller Hanne Holbek.

Efter at have udgivet over 20 bøger, en erindringsbog og et utal af essays og artikler i bl.a. Arbejderbladet, Dagbladet, Aktuell og Tidens Tegn blev forfatteren i 1963 nomineret til en Nobelpris i Litteratur, og han oplevede en form for forsoning med sin hjemstavn Nykøbing Mors i starten af 1965, da han indvilligede i at deltage i et oplæsningsarrangement med 600 lokale publikummer. Aksel Sandemose døde et halvt år efter på Københavns Militærhospital og er begravet i Oslo.

Fortællinger fra Labrador

”I næsten en time havde Jack Snouw fra sin plads ved ovnen (…) skulet til Joe som sad på køjekanten og lappede tøj, abet sig ind på ham, udtømt hele sin beholdning af slibrige hentydninger til en vis pige i Boston (...)”
”Høg over høg” i ”Fortællinger fra Labrador”, s. 39.

Den senere nobelpristager Johannes V. Jensen (1873-1950) var med til at opdage og fritgrave Aksel Sandemoses skrivetalent via litteraturtidsskriftet Forum. Efter at have antaget nogle fortællinger til tidsskriftet introducerede en rosende Johannes V. Jensen i 1923 den unge forfatter til sit forlag Gyldendal, og allerede få måneder efter udkom Aksel Sandemoses mytiske novelledebut ”Fortællinger fra Labrador” (1923) samme sted. På det tidspunkt havde Aksel Sandemose i fire år forsøgt at få adskillige bøger udgivet, dog uden held. Kun enkelte noveller, digte og skitser var blevet udgivet i bl.a. Morsø Folkeblad og et svensk tidsskrift.

Grundlaget for de vitalistiske noveller i ”Fortællinger fra Labrador” var hentet i Aksel Sandemoses egen tid på søen omkring den canadiske ø Newfoundland og halvøen Labrador, og sammenfletningen af fiktivt og selvbiografisk stof fortsatte og blev stærkere op gennem forfatterskabet.

”Fortællingerne fra Labrador" var den første af i alt tre canadabøger. Her var naturen ubarmhjertig, og skovarbejdere og søens folk levede ensomme tilværelser, der kun var afbrudt af heftige slagsmål og jagt på både dyr og kvinder. Den levende fortællestil efterlignede vandrehistoriens opbygning med koncist billedsprog, dramatiske højdepunkter og store følelser som jalousi, kærlighed, styrke og afmagt. Tonen var barsk og lignede ikke anden dansk litteratur, da den udkom, og anmelderne modtog den knappe stil og skildringen af det anderledes voldsomme miljø positivt.

I fortællingen ”Matrosen går i land” møder den danske sømand Sigurd Larsen en canadisk mand med samme efternavn som ham selv, og denne fremmede fortæller en gribende og mystisk historie om sit eget ophav. Begge mænds livshistorier er gennemsyret af vold, skinsyge og dyriske tilbøjeligheder, og ligesom selve ”Matrosen går i land” er også karakteren Sigurd uden forløsning. Han drager videre som en ensom ulv, og fortællingen slutter uden en umiddelbar morale eller pointe. Derimod emmer den – som de resterende noveller – af tør og barsk humor: ”Slagsmålet var hævet over enhver dadel. En halv time efter krøb de hver ad sin vej til lejren trækkende to rækker af rødt efter sig i sneen. I huset blev der tavshed da de kom ind, og folkene måtte gå ud for at diskutere hvor skammeligt det var af de to bæster at slå hinanden i stykker på et sted hvor ingen kunne se det” (s. 68).

En flygtning krydser sit spor

Efter at have emigreret til Norge i 1930 begyndte Aksel Sandemose udelukkende at skrive sine bøger på et letfordansket norsk, der lignede dialekten bokmål. Bøgerne blev mere personlige, og ”En flyktning krysser sitt spor” fra 1933 (”En flygtning krydser sit spor”, 1938) med undertitlen "Fortelling om en morders barndom" voksede også mere eller mindre tilfældigt frem som roman.

I romanen, der oprindeligt blev skrevet som et langt brev, ser fortælleren Espen Arnakke tilbage på sin barndom og ungdoms oplevelser i den lille by Jante. Han leder efter svar på, hvordan han endte med at myrde rivalen John Wakefield i Misery Harbour, efter denne havde drillet ham og betvivlet hans seksuelle formåen. Svaret finder han i en række negative møder med lilleputsamfundet i Jante og især den forliste drøm om at blive zoolog.

23311216

Med andre ord er det både byen Jante og personen Espen Arnakke, der begge blev introduceret i en af de tre candaromaner ”En sjømann går i land” fra 1931 (”En sømand går i land”, 1962), der spiller hovedrollerne.

Romanen betegnede på mange måder et nybrud for Aksel Sandemose. Ikke bare var den i førsteudgaven holdt i utraditionel du-form, så brevets opbygning var bibeholdt, den erindrende struktur var også næsten essayistisk med overvejelser, bekendelser og erkendelser om livet. Det lille indgroede samfund i byen Jante blev også spiddet, og mange provinsbyer kunne (fornærmede) se sig selv i beskrivelserne, da bogen udkom. I forordet fra en udgave udgivet i 1955 skrev forfatteren selv: ”Skildringen af byen Jante er i det ydre omrids taget fra Nykøbing på Mors omkring 1910. Dette førte engang til en række meget skarpe angreb på mig. Hvis de var kommet fra mennesker, der beherskede læsekunsten, kunne de nok have virket med et vist eftertryk, men nu var de blot urimelige.” (Aksel Sandemose: Forord til bogen om Janteloven, s. 15).

I samme forord skrev forfatteren, der løbende redigerede sine udgivelser ved genudgivelse, også, at navnet Espen var taget fra Adam Oehlenschlägers digt om Asser Rigs tvillingesønner ”De tvende Kirketårne”. Digtet handler om brødrene Esbern og Aksel, og det er senere blevet diskuteret, om Espen i virkeligheden er forfatterens alter ego. Med andre ord om det er Aksel Sandemose selv, der bekender et mord på de indledende sider af ”En flygtning krydser sit spor”. Aksel Sandemose kaldte selv bogen for en sociologisk afhandling, og det er da også den psykologiske udredning og motivforskningen, der er central. Gennembrudsromanens pointe er, at et snævertsynet samfund kan udruge potentielle mordere, da barndommens og ungdommens mange nederlag – og en bys negative og forlorne fællesskab – kan resultere i undertrykt vrede, afmagt og frustration.

 

Felicias Bryllup

”Når et menneskepar går hver til sit, må de rive sig løs med voldsomheder for at dræbe de sidste rester af gammel kærlighed.”
”Felicias Bryllup”, s. 182.

Aksel Sandemose er berømt for at have udtalt, at ”det eneste, der er værd at skrive om, er mord og kærlighed”. Også forfatterens sidste bøger lever op til det udsagn. I ”Felicias Bryllup” fra 1961 (”Felicias Bryllup”, 1962) samledes de tendenser og motiver, som forfatteren arbejdede med gennem hele sit forfatterskab. Blot i forstærket og mere kaotisk grad.

Romanen var en slags udfoldelse af det trekantsdrama og mord, der var omdrejningspunktet for handlingen i ”Varulven” fra 1958 (”Varulven”, 1959). I denne roman var ukontrollerbar jalousi og ondskabens væsen en gennemgående medspiller ligesom i debutsamlingen ”Fortællinger fra Labrador”, og en pointe var, at man ikke kan løbe fra sin fortid. Læseren følger den ombejlede hovedperson Erling Viks rejse fra Oslo til Stockholm og tilbage igen, og undervejs kommenteres der i brudstykker om knuder og elskerinder fra både før- og efterkrigstidens Norge. Skyldsspørgsmålet undersøges med udgangspunkt i ikke bare den dramatiske kærlighedstrekant mellem Erling Vik og Jan og Felicia Venhaugm, men også i skyldsefterslæbet i det norske samfund under den tyske besættelse. Med andre ord: Hvis skyld er det, at utroskab og jalousi gennemsyrer et forhold, og hvis skyld er det, at nazisterne får lov til at tage magten?

”Felicias Bryllup” fortsatte den springende form, som Aksel Sandemoses tekster antog, efter han begyndte at skrive på norsk bokmål, og al kronologi er ophævet. Varulven blev både i titelbogen og i ”Felicias Bryllup” brugt som et billede på de indre kræfter og tendenser, der er en forudsætning for, at ondskab kan få overtaget. Med andre ord var det igen menneskets primitive urfølelser og -drifter, der var genstand for Aksel Sandemoses digterstudier, og ligesom i ”Vi pynter oss med horn” fra 1936 (”Vi pynter os med horn”, 1953) blev vold og seksualitet flettet sammen.

På bagsiden af ”Felicias Bryllup” foreslog anmelderen, vennen og forfatteren Tom Kristensen to læsninger af bogen: Enten kan man læse den som en roman, der udfolder det jalousidrama, som antændes i ”Varulven” igangsatte. Eller man kan læse bogen som en række essays, hvor det i virkeligheden er forfatteren selv, Aksel Sandemose, der står i centrum. Han udtaler sig om bl.a. litteraturkritik, alkoholisme og den moderne ungdom – emner, som han i forvejen skrev og udbredte sig om som aktiv bidragsyder til diverse magasiner. Både selvudgivede og andres. Heri skrev han essays om bl.a. nazismen, sine litterære overvejelser og tiden på gården i Kjørkelvik, og med de mange personlige beretninger var han med at til opbygge en myte om sin egen person.

Genre og tematikker

I artiklen ”Bokliste med kommentar”, der optrådte i Aksel Sandemoses selvudgivede enmandsmagasin Årstidene (1955), opridsede forfatteren to hovedlinjer i sine udgivelser. Den ene springer ud i debutens mytiske univers og fortsætter i bl.a. ”Ross Dane” (1928), ”September” (1939) og ”En palmegrønn øy” (1950). Det er alle bøger, hvor mændene er stærke og krigeriske, naturen er hård, viljestærk og ubarmhjertig, og kærligheden er livsfarlig.

Den anden hovedlinje går fra den novellesamling, der egentlig var ment som debutbog, ”Storme ved jævndøgn” (1924). Individualisten Aksel Sandemose var langt mere tilfreds med disse historier, der handler om den kriselignende tid før en ny begyndelse – og om overgangen til voksenlivet. Med andre ord er det jeget, der er i centrum, og frigørelsesprocesser, selvransagelse og samfundsanalyse og -kritik er en naturlig del af den fortælling.

Fælles for de to spor er den kraftige påvirkning fra psykologien. I ”Fortællinger fra Labrador” er naturen personificeret og afspejler de kampe, der sker inde i menneskene. Kampene er voldsomme og tyder på oprørte menneskesind, der er alt andet end statiske størrelser. I ”En flygtning krydser sit spor” er det selve analysen af de kampe, læseren møder, og en morders personlige motivforskning, der er udgangspunktet. Morderen Espen Arnakke leder efter svar på, hvorfor han har kunnet slå et menneske ihjel, og han finder svarene i barndommens og ungdommens fornedrelse.

Et andet fællestræk for de to spor i Aksel Sandemoses forfatterskab er sammenblandingen af det selvbiografiske stof og det fiktive. Fra og med ”En sømand går i land” (1931), der især i sin begyndelse er selvbiografisk, bærer Aksel Sandemoses udgivelser stadig mere præg af hans eget liv og bliver også med udtryksfulde og eksperimenterende. I 1936 udkom den fabulerende og ekspressive ”Vi pynter os med horn”, der er præget af den modernistiske fortælleteknik stream of consciousness, hvor fortællerjeget Guldhesten med ubehersket vildskab rabler om sit sømandsliv i én lang strøm. Det personligt udtryksfulde ses også i de senere bøger, der tager direkte afsæt i Aksel Sandemoses eget liv. ”Murene omkring Jeriko” (1960) er en mindebog, der bygger på oplevelserne med sønnen Espens død i 1955 og konen Eva Borgens død i 1959, og i ”Felicias bryllup (1961)” flettes essays og fortælling sammen.

Aksel Sandemose eksperimenterede gennem hele sit forfatterskab med især form og kronologi. Han var rejsende hjemstavnsdigter med udlængsel, og han skrev om karakterer, der mentalt set befandt sig på åbent hav og midt i orkanens øje.

Beslægtede forfatterskaber

Nobelpristageren i Litteratur fra 1944, Johannes V. Jensen, havde altafgørende betydning for Aksel Sandemoses forfatterskab, og de to deler også visse kendetegn. Ikke bare blev de begge nomineret til en Nobelpris, men begge havde også rejsen og udlængsel som et gennemgående motiv. Deres forfatterskaber udsprang i ungdommeligt vilde og splittelsesfokuserede skriverier. Skriverier, der senere blev delvist afskrevet af forfattererne selv.

I den essayistiske artikel ”Bokliste med kommentar” (1955) skriver Aksel Sandemose om, da han genså det Newfoundland, han havde brugt som inspirationskilde i sin debutbog. Stedet levede på ingen vis op til det drabelige billede, han havde tegnet i sine fortællinger, og han var skuffet over sin egen mangel på realisme. I forordet til 1955-udgaven af ”En flygtning krydser sit spor” lægger Aksel Sandemose yderligere afstand til de første udgaver af gennembrudsbogen og kalder den for et stykke ”arkæologi”. Johannes V. Jensen gik længere i sin selvkritik. Sine to første romaner, ”Danskere” (1896) og ”Einar Elkjær” (1898), så han gerne slettet fra sit forfatterskab. De to bøger havde unge og søgende mænd i hovedrollerne, og de var præget af indre splittelse, dekadence og selvoptagethed. Ligesom Aksel Sandemose skrev også mentoren Johannes V. Jensen om sin hjemstavn – dog mindre besk i tonen. Hans mange himmerlandshistorier er genremæssigt vidt forskellige, men alle tager de udgangspunkt i forfatterens ophav, der bliver genstand for belysning af bl.a. sociale strukturer, og mange benytter en mundtlig form.

I Aksel Sandemoses egen tid kaldte også forfattere som Jeppe Aakjær (1866-1930) og Johan Skjoldborg (1861-1936) sig for hjemstavnsdigtere, og de beskæftigede sig i højere grad med det alment menneskelige ved deres hjemstavn – frem for det særlige ved deres egn. Det samme gjorde Aksel Sandemose, og det samme har en moderne forfatter som Iben Mondrup (f. 1969) gjort. Romanen ”Godhavn” (2014) og efterfølgeren ”Karensminde” (2016) blev hendes gennembrud, og begge romaner tager udgangspunkt i en families forhold til, ageren med og afspejlingen i erfaringen fra en grønlandsk tilværelse: den grønlandske natur, fangermentaliteten og den tidlige barndoms vildskab.

Få år før sin død skrev Aksel Sandemose i det norske blad Aktuell, hvor han var fast bidragsyder, at ”kunsten går i ét med sin udøver”. Som sin mentor Johannes V. Jensen var Aksel Sandemose optaget af det mytiske og af det mystiske og uafdækkede i mennesket. Han bidrog selv til opbygningen af den myte, der voksede op om hans egen person, og 50 år efter sin død er han stadig en af Norges stærkeste og mest indflydelsesrige forfatterstemmer.

Bibliografi

Udvalgte værker af Aksel Sandemose

Noveller

Sandemose, Aksel:
Fortællinger fra Labrador, 1923. Noveller.
Sandemose, Aksel:
Storme ved Jævndøgn, 1924. Noveller.
Sandemose, Aksel:
Agnes, min dejlige sommerfugl. Fire noveller, 1946. Noveller.
Sandemose, Aksel:
Solen og månen og alle stjernerne, 1957. Novelle. Optaget i Omnibusbøger fra 1957 og 1967.
Sandemose, Aksel:
Dans, dans, Roselil,1965. Fortællinger.
Sandemose, Aksel:
Der stod en bænk i haven, 1937. I novellesamlingen Sædelighedsballet og andre norske mesterfortællinger, 1974.

Romaner

Sandemose, Aksel:
Mænd fra Atlanten, 1924. Roman.
Sandemose, Aksel:
Ungdomssynd, 1924. Roman.
Sandemose, Aksel:
Klabavtermanden. Fortælling fra Havet, 1927. Roman.
Sandemose, Aksel:
Ross Dane, 1928. Roman.
Sandemose, Aksel:
En sømand går i land, 1931. Roman.
Sandemose, Aksel:
En flygtning krydser sit spor : Fortælling om en morders barndom, 1933. Roman.
Sandemose, Aksel:
Vi pynter os med horn, 1936. Roman.
Sandemose, Aksel:
Brudulje, 1938. Roman.
Sandemose, Aksel:
September, 1939. Roman.
Sandemose, Aksel:
Tjærehandleren. 1945. Roman.
Sandemose, Aksel:
Det svundne er en Drøm, 1946. Roman.
Sandemose, Aksel:
Alice Atkinson og hendes elskere, 1949. Roman.
Sandemose, Aksel:
En Palmegrøn ø : Et eventyr fra kong Rhascall den syttendes tid om pirater og andre godtfolk, 1950. Roman.
Sandemose, Aksel:
En flygtning krydser sit spor, 1955. Roman. Revideret udgave.
Sandemose, Aksel:
Varulven, 1958. Roman.
Sandemose, Aksel:
Felicias bryllup, 1961. Roman.
Sandemose, Aksel:
Mytteriet på barken Zuidersee, 1963. Roman.

Erindringer

Sandemose, Aksel:
Rejsen til Kjørkelvik, 1954. Erindringer.
Sandemose, Aksel:
Murene omkring Jeriko, 1960. Erindringer.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Aksel Sandemose

Om forfatterskabet

Politiken, 15-11-2002. Artikel med små citater fra en brevveksling mellem Aksel Sandemose og en dansk ven om fx tilblivelsen af ”Varulven”.
Med bl.a. biografisk materiale og udførlige tekstgennemgange.
Sandemose, Jørgen:
Flyktningen, 2004. Sønnens biografi om Aksel Sandemose beskriver sammenhængen mellem Sandemoses rastløse liv og forfatterskabet.
Information, 20-08-1997. Essay af Jan Sonnergaard om ”En flyktning krysser sitt spor”.
Storm, Ole: Janteloven. Aksel Sandemose – En biografi. Gyldendal, 1989. Biografi med bl.a. en del billeder.

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Sandemose, Aksel: Forord til bogen om Janteloven. En flygtning krydser sit spor. Vinten, 1973.