Den senere nobelpristager Johannes V. Jensen (1873-1950) var med til at opdage og fritgrave Aksel Sandemoses skrivetalent via litteraturtidsskriftet Forum. Efter at have antaget nogle fortællinger til tidsskriftet introducerede en rosende Johannes V. Jensen i 1923 den unge forfatter til sit forlag Gyldendal, og allerede få måneder efter udkom Aksel Sandemoses mytiske novelledebut ”Fortællinger fra Labrador” (1923) samme sted. På det tidspunkt havde Aksel Sandemose i fire år forsøgt at få adskillige bøger udgivet, dog uden held. Kun enkelte noveller, digte og skitser var blevet udgivet i bl.a. Morsø Folkeblad og et svensk tidsskrift.
Grundlaget for de vitalistiske noveller i ”Fortællinger fra Labrador” var hentet i Aksel Sandemoses egen tid på søen omkring den canadiske ø Newfoundland og halvøen Labrador, og sammenfletningen af fiktivt og selvbiografisk stof fortsatte og blev stærkere op gennem forfatterskabet.
”Fortællingerne fra Labrador" var den første af i alt tre canadabøger. Her var naturen ubarmhjertig, og skovarbejdere og søens folk levede ensomme tilværelser, der kun var afbrudt af heftige slagsmål og jagt på både dyr og kvinder. Den levende fortællestil efterlignede vandrehistoriens opbygning med koncist billedsprog, dramatiske højdepunkter og store følelser som jalousi, kærlighed, styrke og afmagt. Tonen var barsk og lignede ikke anden dansk litteratur, da den udkom, og anmelderne modtog den knappe stil og skildringen af det anderledes voldsomme miljø positivt.
I fortællingen ”Matrosen går i land” møder den danske sømand Sigurd Larsen en canadisk mand med samme efternavn som ham selv, og denne fremmede fortæller en gribende og mystisk historie om sit eget ophav. Begge mænds livshistorier er gennemsyret af vold, skinsyge og dyriske tilbøjeligheder, og ligesom selve ”Matrosen går i land” er også karakteren Sigurd uden forløsning. Han drager videre som en ensom ulv, og fortællingen slutter uden en umiddelbar morale eller pointe. Derimod emmer den – som de resterende noveller – af tør og barsk humor: ”Slagsmålet var hævet over enhver dadel. En halv time efter krøb de hver ad sin vej til lejren trækkende to rækker af rødt efter sig i sneen. I huset blev der tavshed da de kom ind, og folkene måtte gå ud for at diskutere hvor skammeligt det var af de to bæster at slå hinanden i stykker på et sted hvor ingen kunne se det” (s. 68).