Stieg Larsson

Kriminalforfatter var det sidste, Stieg Larsson nåede at blive. Han havde netop fået antaget tre enorme kriminalromaner ved det svenske forlag Norstedts, da han faldt om af et hjerteanfald. Pludselig var han død kun 50 år gammel. Stieg Larsson var primært journalist med et dybt samfundsengagement og ekspertviden i højreekstremisme og antidemokratiske bevægelser.

Karl-Stig Erland Larsson blev født i Umeå i 1954. Allerede i gymnasietiden indledte han en karriere som freelancejournalist. Han var rundet af venstrefløjen, og ved et møde i De forenede FNL-grupper 1972 agiterede han for Vietnam og imod USA, og forelskede sig i den arkitektstuderende Eva Gabrielsson, som blev hans livsledsager. Efter værnepligt og rejser til Afrika flyttede han i 1977 Stockholm og fortsatte skriveriet.

Han fik hurtigt job på Tidningarnas Telegrambyrå, hvor han blev i 20 år. Hans energi rakte dog længere: Et skoleprojekt havde vakt hans interesse for racisme og politisk ekstremisme, og det var kortlægningen af disse fænomener, der blev hans primære virke. I en enorm mængde artikler og et par bøger har han afdækket svensk nynazisme, han var foredragsholder og initiativtager til kampagner mod racistisk vold, og han var en af Sveriges fremmeste eksperter på området.

I 1995 grundlagde han Expo, en privat forskningsinstitution, der arbejder for at værne demokrati og ytringsfrihed mod racistiske og totalitære bevægelser i samfundet. Frem til sin død var han chefredaktør for tidsskriftet Expo. Det arbejde optog dagene, men det var kriminalromanerne, der optog nætterne. Her blev Skandinaviens nye opdagerpar født: Journalist Mikael Blomkvist, skarp, kritisk og lidt af en playboy, og Lisbeth Salander, ung, utilpasset, utilregnelig og et matematisk geni med fotografisk hukommelse.

Larsson flirtede med genrelitteraturen hele sit liv; da han var yngre var det science-fiction, senere blev det krimierne, der optog ham. Da han selv begyndte at skrive var det af lyst og nød; et hektisk liv havde taget på ham, og bøgerne skulle være en art pensionsopsparing. Tre enorme romaner blev indleveret til forlaget Nordstedts med beskeden om, at der var planlagt 10 romaner i alt.

Kriminalromanerne var pensionsordningen, der blev større end han kunne have forestillet sig. Han nåede aldrig at se sine manuskripter blive til bøger eller opleve sit forfatterskabs enorme succes. Han døde kort tid inden den første bog udkom. Flere film- og tv-produktioner er i støbeskeen, og oplagstallene har slået alle rekorder for oversat fiktion i Danmark. Larsson ville for en gangs skyld underholde med sine krimier, men han havde altid noget på hjerte: “Att skriva deckare handlar om att skriva underhållning. Det är inte i första hand en fråga om att skriva propaganda eller klassisk litteratur. Deckare är ju en av de mest populära underhållningsformerna som finns. Om man sedan försöker ha något att säga…det har jag naturligtvis. (Interview med Larsson, www.stieglarsson.se). (Interview med Larsson, www.stieglarsson.se).

“Män som hatar kvinnor” fra 2005 (“Mænd der hader kvinder”, 2005) starter med en prolog, der dufter af klassisk Agatha Christie: På en ø nord for Stockholm fejrer den aldrende patriark Henrik Vanger sin 82-års fødselsdag ensom og alene. Præcis som de foregående 43 år modtager han en sjælden og smuk, hvid blomst, sirligt presset og sat i glas og ramme. Ingen afsender, ingen fingeraftryk. Blomsterne hænger på væggen, men bag dem ligger et mysterium, ingen længere kærer sig om at løse: Engang var det den gamle virksomhedsleders niece, der gav ham blomsterne, men hun forsvandt i 1966. Måske myrdet. Hvem sender blomsterne nu? Og hvem stod bag den unge kvindes forsvinding?

Med dette effektive anslag hopper romanen ind i den stockholmske virkelighed: Mikael Blomkvist, journalist og redaktør af det samfundskritiske tidsskrift Millennium, er netop blevet idømt en stor bøde og tre måneders fængsel for bagvaskelse af en erhvervsmagnat. Han har brug for at holde lav profil, og da et jobtilbud kommer fra den aldrende Henrik Vanger, bider han på. Vanger vil have opklaret mysteriet om niecen Harriets forsvinding, og Mikael er kendt som en af de helt store inden for undersøgende journalistisk.

25929942

Omkring midtvejs i romanen møder Mikael Blomkvist Lisbeth Salander; hendes historie er romanens andet spor. Lisbeth er 24 år, en dybt asocial, indelukket og grundigt kropsudsmykket spirrevip. Hun er også Sveriges bedste researcher, et kompromisløst computergeni med fotografisk hukommelse og uendeligt mod. Hun har noget der minder om aspergers syndrom , er umyndiggjort af systemet og har masser af traumatisk bagage; blandt andet en tvangsindlæggelse på en psykiatrisk klinik som 13-årig. Lisbeth freelancer for sikkerhedsfirmaet Milton Security; her laver hun grundige personundersøgelser og skyr ingen forhindringer i sin jagt på sandheden.

Salander og Blomkvist danner Skandinaviens hidtil mest originale krimi-makkerpar i undersøgelsen af, hvad der skete med Harriet i 1966. Den dag, Harriet forsvandt var broen til fastlandet spærret af et trafikuheld – hendes banemand må findes blandt øboerne, og de er alle af Vangerslægten. Salander og Blomkvist får oprullet en gruopvækkende familiehistorie med massemord, latent nazisme og dobbelte identiteter. Men Larsson formår også at binde sit stramme plot op på en mere realistisk og ægte indigneret hudfletning af erhvervsmæssigt fidusmageri, adm.dir.-kynisme og massemediekritik, krydret med stof fra formyndersamfundets skyggesider og moderne kvindehad. En sær romance udvikler sig mellem den halvkolde Salander og den velovervejede Blomkvist – den får ganske enkelt ikke for lidt over romanens 500 sider, og det lykkes faktisk Larsson at lande alle sine bolde med forbavsende elegance.