Astrid Lindgren
Foto: Bosse Johansson / Scanpix

Astrid Lindgren

journalist Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2013. Opdateret 2016.
Top image group
Astrid Lindgren
Foto: Bosse Johansson / Scanpix
Main image
Lindgren, Astrid
Foto: Nordfoto / Pica

Indledning

Har man en gang stiftet bekendtskab med den fanden i voldske og bomstærke Pippi Langstrømpe, med Emil fra Lønneberg og alle hans skarnsstreger, med de modige og varmhjertede Brødrene Løvehjerte og med alle de andre kraftfulde karakterer hos Astrid Lindgren, så lever de for altid i ens bevidsthed. Til og med bliver de serveret med et sprog, der er overrumplende sprudlende og en fortællestil, der er fabulerende skøn. Og der er heldigvis nok af værker at give sig i kast med, for den produktive forfatterinde nådede at skrive over 100 bøger, flere end 60 manuskripter til film og skuespil samt en masse sange inden sin død i 2002.

 

134911727

Blå bog

Født: 14. november 1907 på gården Näs nær Vimmerby i Småland i Sverige.

Død: Den 28. januar 2002 i sin lejlighed i Stockholm.

Uddannelse: Stenografi og maskinskrivning ved Bar-Lock fra 1926-28.

Debut: Britt-Mari lätter sitt hjärte, 1944.

Priser: Svenske Dagbladets litteraturpris, 1945. Nils Holgersson-plaketten, 1950. Deutscher Jugendliteraturpreis, 1956. H.C. Andersen-medaljen, 1958. Expressens Heffaklump, 1970. Tysk boghandels fredspris, 1970. Litteraturfrämjandets hæderspris Guldskeppet, 1970. Svenska Akademiens store pris, 1971. Litteris et Artibus, 1975. Svenska Deckarakademins pris för børn- og ungdomskrimier, 1977. Illis Quorum, 1978. Stiftelsen Selma Lagerlöfs litteraturpris, 1986. Tolstojmedaljen, 1987. Mensaprisen, 1997. Grammis, juryens hæderspris, 2001.

Seneste udgivelse: Bjorvand, Agnes-Margrethe og Lisa Aisato: Astrid Lindgren. Straarup & Co., 2022. Oversat af Marianne Randel Søndergaard.

Inspiration: H.C. Andersen, Elsa Beskow, Selma Lagerlöf, A.A. Milne, Mark Twain.

 

Astrid Lindgren fortæller en en historie fra Småland fra Lennart Hyland. Fra 1963-01-02. På svensk.

Hør lydklip fra 'Pippi Langstrømpe i Sydhavet'

Artikel type
boern

Baggrund

““Han river hjertet ud af brystet på folk!” svarede Våbensmeden. “Bare et greb med jernkloen – ritch, så er hjertet væk! Og så giver han dem et stenhjerte i stedet for. Alle, der skal være i nærheden af ham, skal have et hjerte af sten, har han bestemt!””
“Mio, min Mio”, s. 103.

Astrid Anna Emilia Ericsson blev født den 14. november 1907 på gården Näs nær den lille svenske by Vimmerby i Småland. Hun var det andet barn ud af en børneflok på i alt fire af bonden Samuel August Ericsson og Hanna Ericsson. Da Astrid var barn, fandtes der ikke traktorer eller ret mange andre maskiner, så arbejdet på gården var hårdt. Der var både karle og tjenestepiger på gården, men også Ericsson-børnene måtte hjælpe til med det praktiske arbejde. Men når de ikke var i marken, så legede de, så de med Lindgrens egne ord ”næsten legede sig ihjel” (Jens Andersen: Denne dag, et liv. En Astrid Lindgren-biografi. Gyldendal, 2014).

Der blev dog også tid til at læse lidt indimellem. Astrid fik sin første bog i 1911 og har fortalt derom: ”Da jeg var barn, var bøger en sjældenhed. Man fik omkring en om året. Den første bog, jeg fik, hed “Snövit Barnens julkalender 1911”. (se www.astridlindgren.se).

Den 7. august 1914 begyndte Astrid i skole i Vimmerby, og hun elskede at lære at læse og skrive. Som trettenårig fik hun udgivet en stil i lokalavisen Vimmerby Tidning.

I 1923 tog hun sin realeksamen, og året efter blev hun journalistelev ved Vimmerby Tidning, hvor hun stod for alt fra begravelsesnotitser, småartikler og mindre anmeldelser til korrekturlæsning, telefonpasning og lignende. Men det, der lignede begyndelsen på en strålende journalistkarriere, fik en brat ende, da hun i 1926 blev gravid med avisens ejer og chefredaktør Reinhold Blomberg. Dengang var det ikke ligefrem velanset at få børn udenfor ægteskabet, og desuden var Blomberg gift. 50-årige Blomberg havde syv børn fra sit første ægteskab, lå i skilsmisse fra sin anden kone, og selvom han gerne ville stå ved faderskabet, måtte skilsmissen overstås først, og helst uden at den nuværende kone fik nys om hans udenomsægteskabelige affære. Astrid flyttede alene til Stockholm for hverken at bringe skam over sine forældre eller Blomberg. Men Blombergs skilsmisse trak i langdrag, og Astrid valgte at rejse til Danmark og føde på Rigshospitalet – det eneste hospital i Norden, hvor man ikke behøvede at angive faderens navn ved fødslen.

Den 4. december 1926 blev sønnen Lasse født, og efter tre intense uger med den nyfødte blev han overladt til en plejemor i Brønshøj i København.

I 1926 var Astrid begyndt på et kursus i stenografi og maskinskrivning på Bar-Loc i Stockholm, og i 1928 afsluttede hun denne uddannelse og fik efterfølgende ansættelse som sekretær ved bilforbundet KAK. Lasses fader afviste hun samme år, og i 1931 blev hun gift med kontorchefen på KAK, Sture Lindgren, og blev nu hjemmegående. Året inden var Lasses plejemor blevet alvorligt syg, så Astrid havde hentet sin søn hjem fra København. I 1934 fik Astrid og Sture Lindgren datteren Karin.

2. Verdenskrig fyldte meget i Astrids bevidsthed, blandt andet fordi hun fik arbejde i afdelingen for brevcensur under den svenske efterretningstjeneste og under hele krigen læste titusindvis af breve til og fra udlandet. Hun skulle sørge for, at brevene for eksempel ikke indeholdt informationer, der kunne skade Sverige. Det gav hende et særligt indblik i krigens udvikling og rædsler. Samtidig var Astrid en flittig avislæser, og hun forholdt sig også aktivt til, hvad krigen betød for hendes egen hverdag. Under hele krigen skrev hun således dagbog og reflekterede over krigens status, og hvad krigen gør ved menneskesjæle og ved relationen mellem mennesker. Dagbogen udkom i 2016 under titlen ”Krigsdagbøger 1939-1945”.

I 1941 flyttede familien til en stor lys lejlighed i Dalagatan 46 med udsigt over Vasaparken, og her boede Astrid Lindgren indtil sin død. Samme år begyndte hun at fortælle sin datter historier om en pige ved navn Pippi Langstrømpe. Som hun senere hen fortalte: “Navnet var så forrykt, at fortællingerne blev derefter.” (Astrid Lindgrens hjemmeside). I 1944 skrev Astrid nogle af de mange Pippi Langstrømpe-historier ned og samlede dem til en lille bog, som Karin skulle have til sin tiårs fødselsdag. Manuskriptet blev ligeledes sendt til Bonniers forlag, som afslog at udgive den. Samme år vandt Astrid Lindgren 2. prisen i en konkurrence om pigebøger på det nystartede forlag Rabén & Sjögren med fortællingen “Britt-Mari lätter sitt hjärta”. I 1945 udskrev samme forlag en ny konkurrence med temaet børnebøger for børn i alderen 6-10 år. Astrid Lindgren indsendte en omarbejdet udgave af Pippi Langstrømpe og vandt førsteprisen.

I 1947 begyndte Astrid Lindgren som forlagsredaktør på deltid med ansvar for børnebogsafdelingen på Rabén & Sjögren. Om eftermiddagen arbejdede hun på forlaget, og formiddagene benyttede hun til selv at skrive. Astrid Lindgren har fortalt, at hun skrev sine fortællinger enten på altanen eller liggende i sin seng – endnu med natkjole på.

Allerede i slutningen af 1940’erne var Astrid Lindgren et stort børnelitterært fænomen i ind- og udland, og ikke mindst Pippi-figuren antog hurtigt sit eget liv – ikke kun som billedbog og malebog, teater- og filmprojekt, men også som ugebladsføljeton, påklædningsdukke og som reklamesøjle for henholdsvis en sparekasse og en vitaminpille til børn.

I 1970 gik Astrid Lindgren på pension fra Rabén & Sjögren, men hun skrev videre, til hun døde 94 år gammel, den 28. januar 2002, i sin lejlighed i Stockholm. Hun blev dog først begravet den 8. marts, på kvindernes internationale kampdag, i Storkyrkan domkirke i Stockholm.

På samme måde, som Pippi Langstrømpe-figuren blev et varemærke, så er Astrid Lindgren sit helt eget brand. Hendes gamle skole i Vimmerby hedder nu Astrid Lindgrens Skola, der er gader opkaldt efter hende både i Vimmerby, Norrtälje og Ystad, en del af Vasaparken i Stockholm hedder Astrid Lindgrens Terrass, et sygehus i Solna hedder Astrid Lindgrens Barnsjukhus, Asteroide nummer 3204 er opkaldt efter Astrid Lindgren, de svenske forskningssatellitter Astrid 1 fra 1995 og Astrid 2 fra 1998 er opkaldt efter hende, og der er adskillige skoler i Tyskland for autister og elever med sprogproblemer, der er opkaldt efter Lindgren, nemlig Die Astrid-Lindgren-Schule. En årlig børne- og ungdomspris er indstiftet til hendes minde, og desuden kan man besøge eventyrparken Astrid Lindgrens Verden i Vimmerby eller Astrid Lindgren museum i Stockholm, der ligger i hendes gamle lejlighed i Dalagatan.

Lindgrens bøger er oversat til omkring 90 sprog i 100 lande og har solgt over 100 millioner eksemplarer.

Pippi Langstrømpe

“Pippi gik hen ad gaden. Hun gik med det ene ben på fortovet og det andet i rendestenen. Tommy og Annika kiggede efter hende, så længe de kunne se hende. Lidt efter kom hun tilbage. Og nu gik hun baglæns. For så slap hun for at vende sig, når hun skulle hjem.”
“Pippi Langstrømpe”, s. 16.

Astrid Lindgrens “Pippi Långstrump” fra 1945 (“Pippi Langstrømpe”, 1946) er den første af i alt tolv bøger om den højst mærkværdige og usædvanligt stærke pige Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynta Efraimsdatter Langstrømpe, også kaldet Pippi Langstrømpe. Det mærkeligste ved hende er, at hun er så bomstærk, men derudover ser hun nu heller ikke helt almindelig ud – blandt andet har hun altid forskelligfarvede sokker på.

Pippi bor i det gamle hus Villa Villekulla i en lille bitte by. Selv om Pippi kun er ni år, bor hun helt alene, for hendes mor døde, da Pippi endnu lå i vuggen, og hendes far, som er sømand, blev skyllet i havet under en storm og forsvandt. Men det er ikke noget, Pippi tager så tungt. Hun forklarer, at hendes far kommer tilbage efter hende en dag, men først når han har fået lavet en ordentlig båd. Indtil da er han negerkonge, for han er nemlig skyllet i land på en ø fuld af negre. For øvrigt bor Pippi ikke helt alene, for hun har aben Hr. Nielson, som hun har fået af sin far, og en plettet hest, som hun selv har købt for en guldmønt fra den kuffert fuld af guldmønter, som hun også har fra sin far. Desuden bor det artige og snusfornuftige søskendepar Annika og Tommy i huset ved siden af Pippi, og de kommer ofte over og leger med hende.

Pippi-bøgerne var et markant nybrud i børnelitteraturen. Lindgren giver således børnene ordet og lader Pippis ideer og fantasier få frit spil. Pippi gør altid tingene på sin egen måde – måske fordi hun ikke har fået at vide af sine forældre, hvordan man bør opføre sig. Eksempelvis ruller hun kagedej ud på gulvet, ligesom hun tegner på gulvet, da en hest jo er alt for stor til at kunne være på et stykke papir. Eller som Pippi fiffigt udtrykker det: ”Lever vi måske ikke i et frit land? Må man så ikke gå, som man vil?” (”Pippi Langstrømpe”, s. 15). Og vel må man så. Man må gå forlæns, baglæns, på en planke højt hævet i luften, på tagryggen eller på hesteryg. Er man Pippi, så må man, kan man, og tør man alt!

27165931

Man kan forbinde Pippi-bøgerne med den radikale børnepsykologi, der begyndte at vinde indpas i Sverige i mellemkrigstiden, hvor psykoanalytikere som Jung og Adler dannede basis for et nyt syn på barndommen. Børn skulle opdrages i frihed og med hensyntagen til deres behov for netop at være børn. I krigsårene 1940-1945 vendte man tilbage til at benytte mere strikse idealer om børneopdragelse, såsom disciplin, orden og faste normer, men efter krigen blussede debatten om den frie opdragelse atter op, og Pippi-bøgerne kom som et opsigtsvækkende og åbenhjertigt indlæg i den debat.

Pippi Langstrømpe-bøgerne var og er desuden usædvanlige ved at være de første børnebøger med en så karakterstærk og muskuløs pigefigur, og på den måde har hun kunnet fungere som rollemodel for mange generationer af piger – og drenge for den sags skyld.

Men Pippi-bøgerne udspringer ikke alene af sin samtids pædagogiske debatter. Med sin udprægede retfærdighedssans og sin modstand imod alle former for fysisk vold kan hun også ses som et produkt af 2. Verdenskrig og som et modsvar til Hitler og Stalin. Et eksempel er ”Pippi er tingfinder og kommer i slagsmål”, hvor Pippi hjælper stakkels lille Ville fra fem dumme drenge, som er godt i gang med at tæve ham. Hver gang, den mest hårdkogte af de fem overfaldsmænd håner Pippi, reagerer hun smilende og imødekommende og med et kropssprog uden frygt eller forbehold. Ikke mindst i den såkaldte ”Ur-Pippi” – altså den oprindelige og uredigerede Pippi-historie, som blev udgivet i 2008 –, kommer den fredselskende Pippi særligt fint frem, men også i de øvrige udgaver er der en stor kontrast mellem den voldelige mandskraft og den antivoldelige, men ikke desto mindre kraftfulde Pippi-power.

Pippi er i øvrigt også temmelig nysgerrig og fuld af livsappetit. I Jørgen Gaare og Øystein Sjaastads værk “Pippi og Sokrates: et drikkegilde” sammenlignes Pippi da også med filosoffen Sokrates. Her fokuseres på fællestræk som nysgerrighed, det bagvendte argument, de snedige modspørgsmål og humoren. 

Børnene i Bulderby

”Alle vi børn i Bulderby følges ad i skole. Vi må hjemmefra allerede klokken syv, for vi har sådan en lang vej. Vi har smørrebrød og mælk med, som vi spiser henne på skolen i spisefrikvarteret. Somme tider spiser Lasse, Bosse og Ole deres mad om morgenen på vejen til skole.
- Man kan da lige så godt bære maden i mavesækken som i rygsækken, siger Lasse.”
”Bogen om børnene i Bulderby”, s. 57.

Historierne om børnene i Bulderby er blevet samlet i et stort værk, som hedder “Bogen om Børnene i Bulderby”, men oprindelig bestod den af tre bøger, der hed “Alla vi barn i Bullerbyn” fra 1947 (“Alle vi børn i Bulderby”, 1949), “Mere om oss barn i Bullerbyn” fra 1949 (“Mere om os børn i Bulderby”, 1958), “Bara roligt i Bullerbyn” fra 1952 (“Vi har det dejligt i Bulderby”, 1958). Derudover findes tre billedbøger om Bulderbybørnene, nemlig “Jul i Bullerbyn” fra 1962 (“Jul i Bulderby”, 1963), “Vår i Bullerbyn” fra 1965 (“Forår i Bulderby”, 1966) og “Barnens dag i Bullerbyn” fra 1966 (“Børnehjælpsdag i Bulderby”, 1967).

Bøgerne handler om seks børn, der bor i den meget lille by Bulderby, der består af tre huse: Sydgården, Mellemgården og Nordgården. Pigen Lisa, der er syv år, fortæller historierne. Hun bor på Mellemgården med sine brødre, den otteårige Bosse, som vil være indianerhøvding, når han bliver stor. Eller lokomotivfører. Og den niårige Lasse, der vil være mukke-mekanik-ingeniør, selvom Lisa ikke rigtig ved, hvad det er. Huset hedder Mellemgården, fordi den ligger mellem Sydgården, hvor den otteårige dreng Ole bor, og Nordgården, hvor Britta på otte år og Anna på syv år bor.

Da man ikke kan have en skole til bare seks børn, må de gå i skole i en anden by, nemlig Storeby. De seks børn følges altid, og efter skole leger de meget sammen.

26461677

Bøgerne om Bulderbybørnene er præget af kærlige sociale relationer og livsglæde og ikke mindst leg. Der bliver leget alverdens lege fra morgen til aften, og det er ikke kun børnene, der holder af at lege – også forældrene hopper glade med på kælken, og farfar fortæller gerne historier fra sin ungdom. Farfar er i virkeligheden Annas og Brittas farfar, men fordi han er den eneste farfar i byen, er han farfar for alle seks børn.

Astrid Lindgren fortæller om historierne om Bulderby: “Jeg var selv et Bulderbybarn, det må man sige. Naturligvis ikke helt og holdent som det står i bøgerne – for forfattere lyver og digter jo lidt også, ellers kunne det ikke gå – men vi havde et kollektiv af børn, som legede sådan.” (www.astridlindgren.se). Lisa i Bulderby-historierne er således langt hen ad vejen Astrid Lindgren selv som barn, Lasse er hendes bror, mens farfaren er Astrids egen farfar.  

I øvrigt kalder Astrids slægtninge gården på Näs for Bulderby, men faktisk findes der også en Bulderby. Gården hedder egentlig Sevedstorp og ligger cirka 18 kilometer fra Näs. Den består af tre røde huse, og i det midterste boede Astrids far, fra han var en lille dreng, og indtil han blev 20 år og flyttede med hele familien til Näs. (Agnes-Margrethe Bjorvand og Lisa Aisato: Astrid Lindgren. En biografi for børn. Gyldendal, 2016). 

Niels Karlsson-Pusling

”Hver dag gik mor og far på fabrikken, og så var Bertil alene hjemme. Mor satte mad frem til ham, så han kunne spise, når han var sulten. Og så fik han middagsmad, når mor kom hjem. Dette med at spise alene, det var ikke spor morsomt.”
”Niels Karlsson Pusling”, s. 10.

Når Astrid Lindgrens bøger ikke foregår i småbyer i Småland, så er hovedsædet ofte i Stockholm, hvor hun selv boede fra 1920’erne og frem til sin død. Der er mange små fantasifolk i historierne fra storbyen – Niels Karlsson-Pusling, hr. Liljekvast og Karlsson på taget er blot nogle af dem.

Eventyrsamlingen “Nils Karlsson-Pyssling” fra 1949 (“Niels Karlsson-Pusling og andre eventyr”, 1953) består af ni fortællinger, der alle tematiserer ensomhed hos samtidens børn. I historien “Niels Karlsson-Pusling” er Bertil alene hjemme, og han ligger i sin seng og føler sig frygteligt ensom. Men pludselig hører han lyde under sengen, og da han bøjer sig ud over sengekanten, får han noget underligt at se. Under sengen står en dreng, men det er ikke en helt almindelig dreng, for Niels Karlsson-Pusling som den lille fyr hedder, er ikke større end en tommeltot, og han bor i et tomt musehul under Bertils seng. Bertil vil gerne være lige så lille som Nisse, som Niels Karlsson-Pusling kaldes, for så kan de lege sammen. Heldigvis er det ikke noget problem, og vupti så er han lille, og så kan de lege på de mange lange dage, hvor Bertil er alene hjemme, mens forældrene arbejder.

26935555

I fortællingen “I skymningslandet” (“I skumringslandet”) fra samme eventyrsamling er drengen Jørgen også ensom. Han har ligget i sengen i et helt år, fordi han har børnelammelse og ikke kan gå mere, men en dag flyver en lille mand med en høj hat direkte op til tredje sal på Karlsbergsvägen i Stockholm og lige gennem vinduesglasset ind til Jørgen. I aftenskumringen flyver han nu af sted med Jørgen gennem et Stockholm, der er som forvandlet: Ingen almindelige mennesker er der at se på gaderne, og på træerne i Kronobergsparken gror røde og gule karameller. Stockholm er blevet et vaskeægte Slaraffenland – eller nærmere betegnet til “Landet Som Ikke Er Til”, og hvor alle ønsker opfyldes.

Alle fortællingerne i ”Niels Karlsson-Pusling og andre eventyr” har ensomme børn i hovedrollen, og ofte må de tage deres fantasi i brug for at få dækket deres behov for omsorg og opmærksomhed. Pigerne Britta-Kajsa og Barbro i henholdsvis ”Mirabell” og ”Allerkæreste søster” skaber ligefrem en fantasiverden med forældreskikkelser, brødre, søstre og venner, der kan bekræfte, at pigerne er til, og at de er værd at elske.

Lillebror og Karlsson på taget

”Pludselig var Karlssons dårlige humør som blæst væk. ”Vi kan lege spøgelser og skræmme livet af folk,” sagde han. ”I ved ikke, hvad jeg kan bare med et lille lagen. Hvis jeg havde fem øre for hver eneste, som jeg har skræmt ihjel, så ville jeg kunne købe læssevis af karameller. Jeg er verdens bedste spøgelse,” sagde Karlsson, og hans øjne lyste af fryd.”
”Bogen om Lillebror og Karlsson på taget”, s. 107.

Oprindeligt udkom historierne om Lillebror og Karlsson på taget i tre bøger, nemlig “Lillebror och Karlsson på taket” fra 1955 (“Lillebror og Karlsson på Taget”, 1956), ”Karlsson på taket flyger igen” fra 1962 (”Karlsson på taget flyver igen”, 1963) og ”Karlsson på tager smyger igen” fra 1968 (”Verdens bedste Karlsson”, 1968) men nu er de samlet i værket ”Bogen om Lillebror og Karlsson på taget” fra 2016.

Bøgerne handler om Karlsson – en lille fyr i sin bedste alder, som er gennemklog, smuk og tilpas tyk. I hvert fald hvis han selv skal sige det. Karlsson har den særlige egenskab, at han kan flyve, fordi han har en propel på ryggen. Han bor i et lille hus, der ligger på tagryggen af et af Stockholms huse, og her bliver han lege- og læreven for Lillebror, der mangler en allieret i familien. Som Lillebror, der i virkeligheden hedder Svante Svanteson, siger: “Mor, du har jo far, og Bosse og Betten holder altid sammen, men jeg, jeg har ingen.” (”Bogen om Lillebror og Karlsson på taget”, s. 11). Bosse er Svantes storebror, og han er femten år, og Betten er storesøster og fjorten år, men Lillebror er efternøler og kun syv år. Hans største ønske er at få en hund. Eller en lillesøster eller lillebror, så han også har en allieret, men forældrene er hverken med på at få hund eller flere børn.

52379415

Så er det, at Karlsson på taget en dag flyver ind ad vinduet hos Lillebror, og da bliver alting meget sjovere. Karlsson er nemlig verdens bedste til hvad som helst – i hvert fald ifølge ham selv. Bare for at nævne et par eksempler, så er han verdens bedste kunstflyver, verdens bedste dampmaskinepasser, tryllekunstner, børnepasser, hundepasser, lagkagespiser og så videre. Og sprængfyldt af ideer er han altid. Han kan bygge tårne, drille naboerne, lege spøgelse, invitere gadens børn til trylleri og få Lillebrors dampmaskine til at eksplodere, og når Lillebror ser bekymret ud ved tanken om, hvad mor nu vil sige til Karlssons påhit, der næsten altid får noget til at gå i stykker, siger Karlsson blot: “Det er en biting”.

I det hele taget er der meget, der ifølge Karlsson er biting. Og man skal ikke tage livet så tungt, mener Karlsson: “Rolig, bare rolig” er endnu en magisk sætning, der kan få enhver bekymring til at fordufte.

Historierne om Lillebror og Karlsson på taget tematiserer ensomheden, og hvordan et barn kan værne sig imod netop ensomhed med leg – og måske også en god portion fantasi. Karlsson er måske-måske ikke virkelig. Til at starte med tror hverken Lillebrors forældre, søskende eller venner på ham, men da de efterhånden selv oplever ham med deres egne øjne, må de erkende, at han er til. Eller måske er de blot blevet revet med af Lillebrors fantasi, og uanset hvad, så får de i hvert fald åbnet øjnene for et større og mere fantastisk univers, mens Lillebror får sig en ven og allieret og bliver bedre i stand til at stå ved sig selv.

Emil fra Lønneberg

“Emil fra Lønneberg hed en dreng, som boede i Lønneberg. Han var en lille vild og stædig krabat, ikke sød og artig sådan som du er. Men sød så han ud, det gjorde han skam. Når han ikke skreg. Han havde runde, blå øjne og et rundt, rødkindet ansigt og lyst, uldet hår. Det så sådan set så sødt ud alt sammen, så man kunne tro, at Emil var en rigtig lille engel. Men det skulle man bare ikke bilde sig ind.”
“Emil fra Lønneberg”, s. 7.

“Emil i Lönneberga” fra 1963 (”Emil fra Lønneberg”, 1964 og 2010), “Nya Hyss av Emil i Lönneberga” fra 1966 (“Mere om Emil fra Lønneberg”, 1966 og 2008) og “Än lever Emil i Lönneberga” fra 1970 (“Han er her endnu – Emil fra Lønneberg”, 1970 og 2008) er endvidere samlet på dansk i “Bogen om Emil fra Lønneberg” fra 2000.

Bøgerne skildrer livet på landet i slutningen af 1800-tallet. Her møder vi den fantasifulde og egenrådige vildbasse Emil, som bor på gården Katholt i byen Lønneberg i Småland i Sverige. Fem år er han, da serien starter, og han bor med sine forældre Alma og Anton Svendsen, lillesøster Ida, karlen Alfred og pigen Line. Line er den, der malker, vasker op, vasker tøj og laver mad og den slags, og Alfred pløjer markerne og passer dyrene. For der er nemlig også dyr på Katholt: to heste, et par stude, otte køer, tre grise, ti får, femten høns, en hane, en kat og en hund. Nå ja, og så er der Tyttebær-Maja, som er en gammel kone, der ofte kommer og hjælper til med lidt af hvert på gården, og som kan fortælle grumme spøgelseshistorier.

Emil er en mester i at finde på skarnsstreger. Ja faktisk er han så slem, at folkene i Lønneberg samler penge ind til de stakkels Svendsens på Katholt, fordi det er så synd for dem, at de har sådan en uregerlig knægt. “Det kan være, der er nok til at sende Emil til Amerika”, siger de, men det bliver han nu ikke – heldigvis. Til gengæld ryger han i snedkerværkstedet, hver gang han har lavet ballade, og hver gang han sidder i værkstedet, snitter han en ny sjov lille mand. Da vi lærer Emil at kende, har han allerede snittet 54 træmænd, men i løbet af bekendtskabet når han op på hele 369 træmænd, der alle sammen bevares – bortset fra den, hans mor graver ned bag ribsbusken, fordi den ligner provsten for meget.

Noget af det særlige ved Emil fra Lønneberg-fortællingerne er beskrivelserne af det forhold, der er mellem Alfred og Emil. For uanset hvor stor en lømmel Emil er, og hvor mange skarnsstreger han finder på, så holder Alfred af Emil. Alfred kan lide Emil præcis, som han er, og er der noget, man har brug for, så er det da den form for ubetinget kærlighed. Når Alfred er færdig med sit arbejde, lærer han Emil alle mulige ting. Som for eksempel at lægge seletøj på en hest og hvordan man fisker, og så har Alfred for øvrigt lavet et fint trægevær til Emil, og det er Emils yndlingsting. Sammen med luen, som er en hue, han engang har fået af sin far. Emil elsker luen og bøssen så højt, at han ikke kan gå i seng uden at have begge dele med sig. Det nære forhold mellem den voksne og barnet markeres med sætninger som: ““Du og jeg, Alfred,”, sagde Emil. “Ja, du og jeg, Emil,” sagde Alfred.” Den opmærksomhed, Alfred viser Emil, og den kærlighed, der er imellem de to, er dyb og smuk, og man bliver varm om hjertet af det bekendtskab.

27409954

For øvrigt er Emil ikke udelukkende en lømmel. Han er også en dreng, der har pæren i orden, og han er aldrig ondskabsfuld. Faktisk er han en god og sød dreng, der tænker med hjertet og handler spontant. Nogen gange lidt for spontant. Mange af hans skarnsstreger skyldes hans retfærdighedssans, som for eksempel da han inviterer folk fra fattiggården hjem til julegilde, hvor fadene bliver tømt, mens forældrene er borte. Og selv om man måske ikke skulle tro det, når man først møder Emil, så bliver han ligefrem sognerådsformand, da han bliver voksen. Der er således en positiv morale i historien; at selvom man er en uartig dreng med lidt for mange påhit, så kan man godt være et fornuftigt menneske, der udvikler sig til at blive noget meget fint som voksen.

Man kan sige om Emil, at han er en art hverdagslivets Pippi. Begge er de små oprørere, der laver gale streger, begge er de godhjertede og hjælpsomme, og begge gør de op med autoriteter – Pippi gør eksempelvis op med kravet om en familie, med skolens autoritet og med politiets overmagt, mens Emil gang på gang underminerer den faderlige autoritet i husmandshjemmet. Emil er således endnu et af Astrid Lindgrens gode, stærke børn, der ikke blot står udenfor den voksne verden og dens vurderinger, men som gang på gang intervenerer i den, påvirker den og forandrer mønstrene. Men hvor Pippi ofte må digte for at overleve virkelighedens barske realiteter, der måske har druknet hendes far, og hvor hun har superkræfter, så er Emil et mere almindeligt barn uden evner til at bære heste over hovedet.

I øvrigt har Astrid Lindgren fortalt, at Emil er hendes yndlingsfigur, og at historierne delvist bygger på hendes fars fortællinger. 

Brødrene Løvehjerte

“Jeg husker nogle gange, jeg har været så glad, at jeg var helt rundt på gulvet af glæde. Da jeg var ganske lille, fik jeg engang en kælk i julegave af Jonatan, en kælk, han havde sparet sammen til længe. Så var der den gang, jeg kom til Nangijala og fandt Jonatan nede ved åen. Og den første ubeskrivelige aften i Ryttergården var jeg i den syvende himmel af glæde. Men ingenting, ingenting, kunne måle sig med dette: at finde Jonatan sovende på gulvet hos Mattis, tænk, at man kan blive så glad!”
Astrid Lindgren: “Brødrene Løvehjerte”, side 91

“Bröderne Lejonhjärte” fra 1973 (“Brødrene Løvehjerte”, 1974) er en stærk eventyrroman fortalt af den unge dreng Tvebak. Selv om Tvebak ikke engang er fyldt ti år, skal han dø, fordi han er meget syg. Derfor ligger han i sengen. Men heldigvis har han verdens bedste storebror, Jonatan, som fortæller eventyr for ham. Jonatan fortæller om landet Nangijala, hvor man kommer hen, når man dør: “Det var fra Nangijala, at alle eventyr kom, sagde han, for det var lige der, alt sådan noget skete, og kom man dertil, fik man lov at opleve eventyr fra morgen til aften og om natten med” (s. 7). I Nangijala er det nemlig stadig lejrbålenes og eventyrenes tid, og der vil Tvebak blive rask og flot. Jonatan fortæller så smukt om Nangijala, at døden ikke længere virker skræmmende, og Tvebak får ligefrem lyst til at tage dertil – i hvert fald hvis Jonatan tager med. Kort tid efter dør Jonatan i en brandulykke, hvor han til gengæld redder Tvebak. Tvebak bliver meget ulykkelig over at miste sin storebror, men det varer ikke længe, førend han og Jonatan mødes i Nangijala – som henholdsvis Jonatan og Karl Løvehjerte.

De to brødre bor sammen i Kirsebærdalen mellem bjergene i Nangijala. Og der er smukt. Der er så smukt, at Karl Løvehjerte aldrig havde forestillet sig, noget kunne være så skønt. Menneskene er søde og imødekommende, som Karl aldrig har oplevet det før. Men det varer ikke længe, førend slangen i Paradiset viser sig. Bag al skønheden lurer en ondskab: Tengil. Tengil er hersker af Karmanjoka, og han har den onde hundrage Katla, som er steget op fra urtiden, og som spyer dræbende ild. Tengil har allerede fået magt over Rosendalen, som er den anden dal i Nangijala, og han har taget Rosendalens ledende oprørsmand, Orvar, til fange. Selv blandt de søde mennesker i Kirsebærdalen gemmer sig en forræder, og hvis ikke Rosendalen skal udslettes og Kirsebærdalen falde i hænderne på Tengil, så må brødrene Løvehjerte handle.

00158224

I første omgang drager Jonatan alene ud for at redde Orvar, for Jonatan er den ældste og modigste. Da han rider af sted, siger han til Karl, at der er ting, man er nødt til at gøre, selv om det er farligt. Karl spørger hvorfor, og Jonatan svarer: “Ellers er man ikke noget menneske, men bare en lille lort.” (s. 58). Denne sætning brænder sig fast i Karls hoved, og da han en nat vågner op badet i sved, med et syn af Jonatan, der kalder på ham, sadler han sin hest og drager på en farefuld færd ud for at hjælpe sin bror.

“Brødrene Løvehjerte” er en spændende, fantastisk fortælling, der handler om børns forhold til døden. Faktisk ved man som læser ikke, om Tvebak rent faktisk også dør, eller om han blot forsvinder ind i det fantasiunivers, Jonatan havde vist ham, for at han derigennem kan holde livet ud. Fortællingen står således åben for fortolkning, og dermed sætter den også læserens fantasi i gang.

Det tunge tema behandles på eventyrlig vis, og selvom romanen ind i mellem er særdeles spændingsmættet og sørgelig, er tonen let og poetisk og fuld af eventyrlighed. Ved at Lindgren blander eventyrgenren og middelalderuniverset kommer der desuden en vis distance til døden, der gør temaet udholdeligt.

Romanen udfolder sig ligeledes som en art udviklingsroman. Da romanen starter er Tvebak lille og grim og ligger på sit sygeleje. Han omtaler sig selv som en meget lidt modig person, men i løbet af romanen udvikler han sig og tackler endog meget svære situationer helt selv eller sammen med Jonatan. På den måde kan man sige, at Karl i løbet af romanen har gennemgået en modningsproces.

Ronja Røverdatter

““Min far var røverhøvding ligesom min farfar og hans far igen, det ved du. Og jeg slægter dem på. Jeg er også røverhøvding, den mægtigste i alle bjerge og skove. Og det skal du også blive, min Ronja!” “Skal jeg!” råbte Ronja. “Aldrig i livet! Ikke, når de bliver gale og græder!””
“Ronja Røverdatter”, side 55

I 1981 udkom “Ronja Röverdotter” (“Ronja Røverdatter”, 1981). Ronja Røverdatter bliver født en nat, hvor uvejret hærger over Mattisskoven. Det regner, rusker, lyner og tordner. Så voldsomt er vejret, at Mattisborgen, hvor hendes familie lever, revner midt igennem. Skoven og borgen, Ronja vokser op i, er opkaldt efter hendes far, Mattis, der er røverhøvding og berømt og berygtet i omegnen for sine hærgende røvertogter. Hendes mor, Lovis, er en kærlig og skrap dame, der kan jage en skræk i livet på selv den sejeste røver i borgen. Ud over Ronja og hendes forældre bor der 12 røvere i borgen: Skalde-Per, Tjegge, Pelle, Fjosok, Jutis, Joen, Labbas, Knotas, Turre, Tjorm, Sturka og Lilleklippe.

De første år af Ronjas liv lever hun inde i borgen, men da hun endelig får lov til at bevæge sig ud i den omkringliggende skov, åbner der sig en stor og vidunderlig verden fuld af dyr, træer, blomster og søer. Men også af de skræmmende og livsfarlige skovhekse, grå dværge, væsener fra underverdenen og Borkarøvere. Borkarøvernes høvding hedder Borka, og han lever med sine røvere i den nærliggende Borkaskov.

Borkarøverne er Mattisrøvernes ærkefjender, så den dag, Ronja møder Borkas søn Birk, føler hun et instinktivt had til ham, og han til hende. Derfor konkurrerer de om, hvem af dem, der er sejest. Det viser sig at være Ronja, og hun ender rent faktisk med at måtte redde Birks liv. Det bliver starten på et langt og varmt venskab mellem de to børn. I første omgang holder de venskabet hemmeligt for deres forældre, for de ved godt, at forældrene på ingen måde vil acceptere deres venskab.

05709377

Men da de bliver opdaget, må de tage konsekvenserne, gøre op med forældrene og flytte ud i deres elskede skov, hvor de lever sammen i en bjerghule. På det tidspunkt er Ronja og Birk syv år, og det er forår. Men da vinteren begynder at trænge sig på, bliver det sværere og sværere at klare sig i den kolde hule, og det bliver mere og mere vanskeligt at sige nej til Ronjas familie, som flere gange kommer for at hente hende hjem. Da selv Ronjas far kommer og græder over sit savn og beder hende komme hjem – om det så betyder, at Birk må flytte ind hos dem – så tager de to venner hjem.

Ronja er en oprører ligesom Pippi Langstrømpe. Lige så gnistrende vejret er den nat, hun fødes, lige så sej er pigen, der bliver født. Men ikke nok med at hun vokser op og bliver en fysisk stærk og modig pige, der kan klare selv de farlige skovhekse, hun er ligeledes en kærlig og tænksom pige med sine meningers mod. Hvor Pippis forældre er døde eller forsvundne fra hende, er det omvendt for Ronja: hun forlader sine forældre. Selv om hun elsker sin far over alt på jorden, gør hun oprør mod hans forstokkede ideer og idealer, der gør, at hun ikke må være venner med Birk, selv om han er det eneste andet barn i nærheden. Hun afviser også at leve op til faderens drøm om, at hun skal være røverhøvding efter ham. Ronja kan ikke holde tanken ud om at skulle stjæle fra andre, og hun vil have lov at træffe sine egne beslutninger om, hvad hun skal lave i sit liv og med hvem. Hun er således en mønsterbryder, der gør op med sin arv og de traditioner, hun er opvokset med.

Flere af navnene i “Ronja Røverdatter” har Astrid Lindgren for øvrigt fundet på et kort over Norrland i Sverige. For eksempel Mattisbjerget, men nogle af stednavnene i Norrland er hos Lindgren blevet til navne på personer, eksempelvis er Ronja navnet på et sted i Lapland.

Genrer og tematikker

Selvom Astrid Lindgren først fik hul på forfatterkarrieren som 36-årig, har hun skrevet et hav af værker. Det var som om, der blev åbnet for en uudtømmelig sluse, da hun først kom i gang. Flere end 100 bøger er det således blevet til, som primært er skrevet til børn, men enkelte ungdomsbøger har hun også skrevet – blandt andet ”Britt-Mari letter sit hjerte”. Lindgren har endvidere forfattet flere end 60 film- og teatermanuskripter, ligesom hun har skrevet mange sangtekster, som indgår i for eksempel filmatiseringerne af Emil og Pippi Langstrømpe.

I 1940’erne, da Astrid begyndte at skrive, var de fleste bøger til børn skrevet med henblik på, at børnene skulle lære noget. Det var altså didaktiske og moralske bøger, og langt de fleste børnebøger var da også skrevet med en voksen fortællerstemme. Men sådan en forfatter var Astrid ikke. Hun skrev først og fremmest, fordi hun slet ikke kunne lade være, og så fordi hun syntes, børn skulle have bøger, der var fortalt i børnehøjde – ofte med et barn som fortællerstemme og med ord, som børn kunne forstå.

Alligevel kan man blive temmelig klog af at læse Astrid Lindgren. Man kan for eksempel lære om positive sociale relationer, en tryg og kærlig opvækst og ikke mindst fri leg, når man læser bøgerne om Børnene i Bulderby.

Men der er også megen alvor hos Astrid Lindgren. Det vrimler med ensomme børn og også voksne i forfatterskabet: Pippi Langstrømpe, Niels Karlsson-Pusling, Kitte Kry, Mio, Lillebror og Karlsson, Rasmus og Paradis-Oskar, børnene på Søndeneng, Pelle på Krageøen, Emil, Tvebak, Birk, Ronja med flere. Årsagerne til ensomheden er forskelligartede, men længslen efter en tæt kontakt til andre er fælles. Børnene kan mangle en eller begge forældre, de kan være alene hjemme, bundne til en sygeseng, straffet med indespærring eller strejfende rundt i den store natur. Nogle er ensomme, fordi de mangler søskende eller venner, andre fordi deres familie ikke er i stand til at give dem den tryghed og omsorg, de har brug for. I stort set alle tilfælde lader Lindgren børnene få deres behov dækket – om ikke ved konkrete menneskelige bånd, så ved fantasiens hjælp, som det gør sig gældende i eksempelvis ”Niels Karlsson-Pusling” og ”Lillebror og Karlsson på taget”. Andre gange vokser stærke og konkrete relationer frem, som i ”Rasmus på farten”, hvor der opstår et varmt venskab mellem det ensomme børnehjemsbarn Rasmus, der er ude at lede efter en mor og far, og vagabonden Paradis-Oskar. I det hele taget er der mange stærke og varme venskaber mellem barn og voksen i Lindgrens univers, hvor ikke mindst relationen mellem Emil fra Lønneberg og karlen Alfred fremstår lyslevende.

Et andet centralt tema hos Lindgren er antivold. Eller som det hedder i ”Kender du Pippi Langstrømpe”: ”Den, der er meget stærk, skal også være meget rar.” Pippi bruger for eksempel sine kræfter til at gøre gode gerninger og hjælpe dem, der har brug for det. I andre af Lindgrens værker handler det om, at voksne ikke må slå eller skade børn. For eksempel ”Madicken og Junibakkens Pims”. Her bliver en fattig pige slået af sin lærer, fordi hun har stjålet penge, men så protesterer Madicken og bliver ved med at råbe ’nej’, og heldigvis får det læreren til at stoppe med at slå. Astrid Lindgren var i øvrigt en stor fortaler for, at voksne ikke måtte bruge vold mod børn, og måske var hun således en medvirkende årsag til, at Sverige var det første land i verden, der i 1979 indførte en lov, der forbød vold mod børn (Danmark indførte en tilsvarende lov i 1985).

Også døden kommer under behandling hos Astrid. Det gælder blandt andet bøgerne ”Brødrene Løvehjerte”, ”I skumringslandet” og ”Mio, min Mio”. I øvrigt gav Astrid Lindgren sin storebror Gunnar ”Brødrene Løvehjerte” til trøst, da han var syg, så han ikke skulle være bange for at dø.

”Brødrene Løvehjerte” og ”Mio, min Mio” er inspireret af fantasy genren, som i 1950’erne og 60’erne fik et stærkt opsving med de engelske eventyrserier: J.R.R. Tolkiens ”The Lord of the Rings” og C.S. Lewis’ Narnia-serie. Fortællingerne handler i symbolsk form om de store temaer i livet: spørgsmålet om godt og ondt, om liv og død og om angst og glæde. Både ”Brødrene Løvehjerte” og ”Mio, min Mio” trækker desuden på heltemyter og har karaktertræk hentet fra udviklingsromanen. I indledningen er både Karl i ”Brødrene Løvehjerte” og Bo i ”Min, min Mio” små og bange drenge, og fortællingerne handler om, hvordan de får overvundet deres angst og bliver handlekraftige individer, der udfører heltegerninger på trods af angst og mindreværdskomplekser.

Astrid mente, at det var vigtigt at skrive om store og skræmmende emner som døden – også for børn: ”Man skal ikke skræmme børn og gøre dem bange, men lige så vel som voksne har de brug for kunst, der sætter deres sind i oprør. Man må ruske op i en sjæl, så den ikke bare sover, alle har brug for at græde og blive forskrækkede en gang imellem. Det gør ikke noget i bøger,” har Lindgren således udtalt (Agnes-Margrethe Bjorvand og Lisa Aisato: Astrid Lindgren. En biografi for børn. Gyldendal, 2016).

Astrid Lindgren gik i øvrigt meget op i, at hendes bøger blev illustreret godt. Hun har blandt andre fået Ingrid Vang Nyman, Ilon Wikland, Björn Berg og Marit Törnqvist til at illustrere bøgerne. Wikland har for eksempel illustreret Børnene i Bulderby-bøgerne, “Ronja Røverdatter”, “Mio, min Mio” og “Brødrene Løvehjerte”. Hendes tegninger er karakteristiske ved, at de indfanger alle detaljer både i miljøet og i karaktererne. Når hun skildrer Ronjas far, er han på en gang stor og barsk med sine brede skuldre og lange muskuløse arme, men samtidig fanger hun blidheden i blikket og sårbarheden i hans holdning. Ilon Wikland har fortalt, at hendes egne børn inspirerede hende til tegningerne af Bulderby-børnene, mens Karlsson på taget var lidt sværere at finde inspiration til. Men så var hun en tur i Paris, og der mødte hun en lille trind og finurlig gubbe med troldansigt og stridt hår, og så var Karlsson i skabet.

Der findes efterhånden flere danske oversættelser af Astrid Lindgrens bøger. Senest har Kina Bodenhoff oversat en lang række af forfatterindens værker, og hendes oversættelser udmærker sig ved, at de i større grad end tidligere oversættelser rammer Lindgrens tone. Det gælder ikke mindst det poetiske sprog, den magiske fortællekraft, mundtligheden og Lindgrens evne til at lade sproget afspejle stemningen. Når Lindgren eksempelvis formidler lykke, fortæller hun i en strømmende stil med masser af og’er og gentagelser, og hvor tidligere oversættere – blandt andet Ellen Kirk – ikke har kunnet dy sig for at gøre teksten mere sprogligt korrekt, bevarer Bodenhoff Lindgrens sproglige stil. Det er der ingen tvivl om, at Lindgren ville have værdsat, for når det kom til de svenske udgaver af hendes bøger, stod Lindgren selv for ALT – ingen redaktører fik lov at ændre så meget som et komma. 

Beslægtede forfatterskaber

Astrid Lindgren var ikke alene om at revolutionere svensk børnelitteratur i perioden efter 2. Verdenskrig. Samme år, som Pippi Langstrømpe udkom i 1945, debuterede Tove Jansson som børnebogsforfatter. Både Pippi og Mumitrolden fremstår og agerer som selvstændige individer. Med et nutidigt pædagogisk begreb kan man sige, at de symboliserer ’det kompetente barn’. De er selv i stand til at udforske og fortolke verden – som for eksempel når Mumimor sender Mumitrolden alene ud på farlige opgaver i ”Kometen kommer”.

I øvrigt henter Astrid Lindgren noget af sit tankegods til Pippi-figuren fra så forskellige værker som Lewis Carrolls ”Alice i Eventyrland”, L.M. Montgomerys ”Anne fra Grønnebakken”, Jerry Siegel og Joe Shusters ”Superman” og Edgar Rice Burroughs ”Tarzan” og parrer således den gode superhelt med den stærke og eventyrlystne pige.

Astrid Lindgren læste også A.A. Milnes bøger om Peter Plys, og ligesom Jakob ikke ønsker at blive voksen, så er der også en insisteren på barnets univers hos Lindgren. Begge forfattere lader endvidere børns fantasi stå som et stærkt supplement til – eller ligefrem en erstatning for virkeligheden. Jakob ’forsvinder’ ind i det fortryllede sted Hundredemeterskoven, Lillebror flyver rundt i Stockholm med Karlsson på taget, og Karl fra ”Brødrene Løvehjerte” forsvinder ind i et fjernt, middelalderligt univers.

En dansk forfatter, der er værd at sammenligne med, er Ole Lund Kirkegaard, der også benytter fantastiske elementer i flere af sine værker. Blandt andet i ”Otto er et næsehorn” og ”Hodja fra Pjort”. Førstnævnte foregår ganske vist i et mere eller mindre realistisk univers, men krydres af lystige skriverier og sære fantastiske elementer som at en tegning af et næsehorn pludselig bliver til et levende næsehorn – og det lige midt i en stue. ”Hodja fra Pjort” foregår til gengæld i et opfundet univers, nemlig i byen Pjort i fantasilandet Bulgislav, hvor Hodja bor, indtil han får et flyvende tæppe, som han kan udforske verden på.

Kirkegaards fortællinger om ”Lille-Virgil” er også værd at nævne. Ligesom Pippi Langstrømpe bor Lille-Virgil alene. Han bor i et hønsehus med en etbenet hane, og han finder på mange sjove og spændende ting, blandt andet sammen med sin trofaste ven Oskar.

Bibliografi

Pippi Langstrømpe-serien

Lindgren, Astrid:
Pippi Langstrømpe. 1946. (Pippi Långstrump. 1944).
Lindgren, Astrid:
Pippi Langstrømpe går om bord. 1947. (Pippi Långstrump går ombord. 1946).
Lindgren, Astrid:
Pippi Langstrømpe i Sydhavet. 1948. (Pippi Långstrump i Söderhavet. 1948).
Lindgren, Astrid:
Kender du Pippi Langstrømpe. 1950. (Känner du Pippi Långstrump. 1947).
Lindgren, Astrid:
Pippi flytter ind. 1970. (Pippi flyttar in. 1969).
Lindgren, Astrid:
Pippi ordner alt. 1970. (Pippi ordnar allt. 1969).
Lindgren, Astrid:
Pippi er den stærkeste i verden. 1971. (Pippi är starkast i världen. 1970).
Lindgren, Astrid:
Pippi holder fest. 1971. (Pippi håller kalas. 1970).
Lindgren, Astrid:
Pippi vill inte bli stor. 1971.
Lindgren, Astrid:
Pippi går til søs. 1972. (Pippi går till sjöss. 1971).
Lindgren, Astrid:
På farten med Pippi Langstrømpe. 1972. (På rymmen med Pippi Långstrump. 1971).
Lindgren, Astrid:
Pippi Langstrømpe plyndrer juletræ. 1979. (Pippi Långstrump har julgransplundring. 1979).
Lindgren, Astrid:
Lasse Langfinger. 1988. (Om hvordan der nær aldrig var blevet en bog om Pippi Langstrømpe, fordi Lasse Langfinger stjal manuskriptet). (Assar Bubbla. 1987).
Lindgren, Astrid:
Bogen om Pippi Langstrømpe. 1988. (Samlet udgave af Pippi Langstrømpe, Pippi Langstrømpe går om bord og Pippi Langstrømpe i Sydhavet).
Lindgren, Astrid:
Pippi Langstrømpe i Humlegården. 2000. (Pippi Långstrump i Humlegården. 2000).
Lindgren, Astrid:
Ur-Pippi: originalmanuskriptet til Pippi Langstrømpe. 2008.
Lindgren, Astrid:
Pippi finder en spunk. 2008.
Lindgren, Astrid:
Pippi plyndrer juletræ. Gyldendal, 2012. Illustrator: Ingrid Vang Nyman. (Pippi har julgransplundring). Billedbog.
Lindgren, Astrid:
Bogen om Pippi Langstrømpe (Samlet udgave med alle historierne om Pippi Langstrømpe). Nyoversat af Kina Bodenhoff. 2008.
Lindgren, Astrid: Pippi stikker af. Gyldendal, 2020. (Pippi på rymmen, 2020). Oversætter: Kina Bodenhoff.
Sundin, David og Astrid Lindgren:
Pippi Langstrømpes kogebog - opskrifter fra Villa Villekulla og de syv have. Gyldendal, 2022.

Serien om Mesterdetektiven Blomkvist

Lindgren, Astrid:
Mesterdetektiven Blomkvist. 1949. (Mästerdetektiven Blomkvist. 1946).
Lindgren, Astrid:
Kalle Blomkvist lever farligt. 1951. (Mästerdetektiven Blomkvist lever farligt. 1951).
Lindgren, Astrid:
Kalle Blomkvist og Rasmus. 1955. (Kalle Blomkvist och Rasmus. 1953).

Børnene i Bulderby-serien

Lindgren, Astrid:
Alle vi børn i Bulderby. 1949. (Alla vi Barn i Bullerbyn. 1947).
Lindgren, Astrid:
Mere om os børn i Bulderby. 1958. (Mera om oss barn i Bullerbyn. 1949).
Lindgren, Astrid:
Vi har det dejligt i Bulderby. 1958. (Bare roligt i Bullerbyn. 1952). 1952.
Lindgren, Astrid:
Jul i Bulderby. 1963. (Jul i Bullerbyn. 1962).
Lindgren, Astrid:
Forår i Bulderby. 1967. (Vår i Bullerbyn. 1965).
Lindgren, Astrid:
Børnehjælpsdag i Bulderby. 1967. (Barnens dag i Bullerbyn, 1966).
Lindgren, Astrid:
Bogen om børnene i Bulderby. 2006. (Samlet udgave af Alle vi børn i Bulderby, Mere om vi børn i Bulderby og Vi har det dejligt i Bulderby).
Lindgren, Astrid: Børnenes dag i Bulderby. Gyldendal, 2021. (Barnens dag i Bulderbyn, 1966). Oversat af Kina Bodenhoff.

Kati-serien

Lindgren, Astrid:
Kati i Amerika. 1953. (Kati i Amerika. 1950).
Lindgren, Astrid:
Kati i Italien. 1958. (Kati på Kaptensgatan. 1952).
Lindgren, Astrid:
Kati i Paris. 1958. (Kati i Paris, 1954).
Lindgren, Astrid:
Lillebror og Karlsson på taget. Branner og Korch, 2008. Nyoversat af Kina Bodenhoff.
Lindgren, Astrid:
Karlsson på taget flyver igen. Branner og Korch, 2008. Nyoversat af Kina Bodenhoff.
Lindgren, Astrid:
Verdens bedste Karlsson. Branner og Korch, 2009. Nyoversat af Kina Bodenhoff.

Karlsson på taget-serien

Lindgren, Astrid:
Lillebror og Karlsson på taget. 1956. (Lillebror och Karlsson på Taket. 1955).
Lindgren, Astrid:
Karlsson på taget flyver igen. 1963. (Karlsson på taket flyger igen. 1962).
Lindgren, Astrid:
Verdens bedste Karlsson. 1968. (Karlsson på taket smyger igen. 1968).

Lotte fra Spektakelmagergade-serien

Lindgren, Astrid:
Jonas og Lotte og jeg. 1960. (Barnen på Bråkmakergatan. 1958).
Lindgren, Astrid:
Lotte flytter hjemmefra. 1962. (Lotta på Bråkmakargatan. 1961).
Lindgren, Astrid:
Lotte kan nemlig cykle. 1971. (Visst kan Lotta cykla. 1971).
Lindgren, Astrid:
Lotte kan nemlig alt – næsten da. 1978. (Visst kan Lotta nästan allting. 1977).
Lindgren, Astrid:
Lotte er i hvert fald en glad unge. 1990. (Visst är Lotta en glad unge. 1990).

Grynet-serien

Lindgren, Astrid:
Grynet. 1961. (Madicken. 1960).
Lindgren, Astrid:
Grynet og lille Splint. 1977. (Madicken och Junibackens Pims. 1976).
Lindgren, Astrid:
Se, Grynet, det sner! 1983. (Totta Madicken, det snöar. 1983).
Lindgren, Astrid:
Da Lisbeth puttede en ært op i næsen! 1992. (När Lisabet pillade in en ärta i näsan. 1991).
Lindgren, Astrid:
Juleferie er en god idé, sagde Grynet. 1994. (Jullov är ett bra påhitt, sa Madicken. 1993).

Emil fra Lønneberg-serien

Lindgren, Astrid:
Emil fra Lønneberg. 1964. (Emil i Lönnberga. 1963).
Lindgren, Astrid:
Mere om Emil fra Lønneberg. 1966. (Nya hyss av fra Lönnberga. 1966).
Lindgren, Astrid:
Han er her endnu – Emil fra Lønneberg. 1970. (Än lever Emil i Lönnberga. 1970).
Lindgren, Astrid:
Ham Emil fra Lønneberg. 1972. (Den där Emil. 1972).
Lindgren, Astrid:
Da Emil skulle trække Lines tand ud. 1976. (När Emil skulle dra ut Linas tand. 1976).
Lindgren, Astrid:
Da lille Ida skulle lave skarnstreger. 1985. (När lilla Ida skulle göra hyss. 1984).
Lindgren, Astrid:
Emils skarnstreg nr. 325. 1986. (Emils hyss nr 325. 1985).
Lindgren, Astrid:
Ingen smalle steder, sagde Emil fra Lønneberg. 1986. (Inget knussel, sa Emil i Lönneberga. 1986).
Lindgren, Astrid:
Emil og suppeterrinen. 1997. (Emil och soppskålen. 1997).
Lindgren, Astrid:
Bogen om Emil fra Lønneberg. 2000. (Samling af bøgerne Emil fra Lønneberg, Mere om Emil fra Lønneberg og Han er her endnu – Emil fra Lønneberg).
Lindgren, Astrid:
Emils store billedbog. 2003. (Samlet udgave af billedbøgerne om Emil fra Lønneberg).
Lindgren, Astrid:
Historier om Emil fra Lønneberg: Historier om Emil fra Katholt i Lønneberg i Småland i Sverige. 2008.
Lindgren, Astrid:
Han er her endnu – Emil fra Lønneberg. Gyldendal, 2008. Nyoversat af Kina Bodenhoff.
Lindgren, Astrid:
Mere om Emil fra Lønneberg. Gyldendal, 2008. Nyoversat af Kina Bodenhoff.
Lindgren, Astrid:
Emil fra Lønneberg. Gyldendal, 2010. Nyoversat af Kina Bodenhoff.

Krageøen-serien

Lindgren, Astrid:
Vi på Krageøen. 1965. (Vi på Saltkråkan. 1964).
Lindgren, Astrid:
Troldungen på Krageøen. 1968. (Tjoven och Skrållan. 1967).
Lindgren, Astrid:
Krageøen - et lille dyr til Pelle. Gyldendal, 2020. Oversat af Kina Bodenhoff.
Lindgren, Astrid:
Krageøen - Pelle finder en ønskesten. Gyldendal, 2022. Oversat af Kina Bodenhoff.

Andre bøger af Astrid Lindgren

Lindgren, Astrid:
Anne Marie letter sit hjerte. 1947. (Britt-Mari lätter sitt hjärta. 1944).
Lindgren, Astrid:
Kerstin og jeg. 1950. (Kerstin och jag. 1944).
Lindgren, Astrid:
Niels Karlsson-Pusling og andre eventyr. 1953. (Nils Karlsson Pyssling. 1949).
Lindgren, Astrid:
Mio, min Mio. 1955. (Mio, min Mio. 1954).
Lindgren, Astrid:
Eva möter Noriko-San. 1956.
Lindgren, Astrid:
Sia bor på Kilimandjaro. 1958.
Lindgren, Astrid:
Niels Karlsson-Pusling flytter ind. 1958. (Nils Karlsson-Pyssling flyttar in. 1956).
Lindgren, Astrid:
Mina svenska kusiner. 1959
Lindgren, Astrid:
Rasmus på farten. 1959. (Rasmus på luffen. 1956).
Lindgren, Astrid:
Rasmus, Pontus og Snusser. 1960. (Rasmus, Pontus occh Toker. 1957).
Lindgren, Astrid:
Lilibet, cirkusbarn. 1960.
Lindgren, Astrid:
Sötast i världen. 1960.
Lindgren, Astrid:
Jul i stallet. 1961.
Lindgren, Astrid:
Marko bor i Jugoslavien. 1962
Lindgren, Astrid:
Jackie bor i Holland. 1963.
Lindgren, Astrid:
Randi bor i Norge. 1965.
Lindgren, Astrid:
Noy bor i Thailand. 1966.
Lindgren, Astrid:
Skrållan och sjörövarna. 1967.
Lindgren, Astrid:
Matti bor i Finland. 1968.
Lindgren, Astrid:
Allerkæreste søster. 1974. (Allrakäraste syster. 1973).
Lindgren, Astrid:
Brødrene Løvehjerte. 1974. (Bröderne Lejonhjärte. 1973).
Lindgren, Astrid:
Jeg vil også gå i skole. 1979. (Jag vill också gå i skolan. 1951).
Lindgren, Astrid:
Jeg vil også have en lillebror. 1979. (Jag vill också ha ett syskon. 1954).
Lindgren, Astrid:
Ronja Røverdatter. 1981. (Ronja Röverdotter. 1981).
Lindgren, Astrid:
Suser i min lind, synger min nattergal. 1984. (Spelar min lind, sjunger min näktergal. 1984).
Lindgren, Astrid:
Dragen med de røde øjne. 1986. (Draken med de röda ögonan. 1985).
Lindgren, Astrid:
Skrap Skælping – det uhyggeligste af alle spøgelser i Småland. 1986. (Skinn Skerping. 1986).
Lindgren, Astrid:
Jeg vil ikke i seng! 1988. (Jag vill inte gå och lägga mej. 1947).
Lindgren, Astrid:
Manden fra Bækholt tager til byen. 1989. (När Bäckhultarn for till stan. 1989).
Lindgren, Astrid:
Da Adam Engelbrekt blev olm. 1992. (När Adam Engelbrekt blev tvärarg. 1991).
Lindgren, Astrid:
I skumringslandet. 1994. (I Skymningslandet. 1949).
Lindgren, Astrid:
Peter og Petra begynder i skole. 2007. (Peter och Petra). Billedbog
Lindgren, Astrid:
Eventyrrejsen: fra Junibakken til Nangilima. 2007. (Sagoresan).
Lindgren, Astrid:
Der er ingen røvere i skoven. Gyldendal, 2010. (Ingen rövare finns i skogen). Oversat af Kina Bodenhoff.
Lindgren, Astrid:
Suser min lind, synger min nattergal – og andre fortællinger. Gyldendal, 2016. (Sunnanäng, 1959). Oversat af Kina Bodenhoff.
Lindgren, Astrid: Kalle - den lille tyrefægter. Gyldendal, 2019. (Kalle - den lille tjurfäktaren, 2019). Oversat af: Kina Bodenhoff.
Lindgren, Astrid: Astrid Lindgrens sommerfortællinger. Gyldendal, 2021. (Astrid Lindgrens sommar, 2017). Oversætter: Kina Bodenhoff. Illustreret af Ingrid Vang Nyman.
Lindgren, Astrid:
En jul i Småland for længe siden. Gyldendal, 2021. (En jul i Småland för länge sen', 1992). Oversætter: Kina Bodenhoff. Illustreret af Cecilia Heikkilä.

Filmatiseringer af Astrid Lindgrens bøger

Lindgren, Astrid:
Pippi Långstrump. 1949. Instruktion: Per Gunvall.
Lindgren, Astrid:
På rymmen med Pippi Långstrump. 1970. Instruktion: Olle Hellbom.
Lindgren, Astrid:
Pippi Långstrump på de sju haven. 1970. Instruktion: Olle Hellbom.
Lindgren, Astrid:
Emil i Lönneberga. 1971. Instruktion: Olle Hellbom.
Lindgren, Astrid:
Nya hyss av Emil i Lönneberga. 1972. Instruktion: Olle Hellbom.
Lindgren, Astrid:
Emil och griseknoen. 1973. Instruktion: Olle Hellbom.
Lindgren, Astrid:
Bröderna Leonhjärta. 1977. Instruktion: Olle Hellbom.
Lindgren, Astrid:
Ronja Rövardotter. 1984. Instruktion: Tage Danielsson.
Lindgren, Astrid:
Alla vi barn i Bullerbyn. 1986. Instruktion: Lasse Hallström.
Lindgren, Astrid:
Mer om oss barn i Bullerbyn. 1987. Instruktion: Lasse Hallström.
Lindgren, Astrid:
Mio, min Mio. 1987. Instruktion: Vladimir Grammatikov.
Lindgren, Astrid:
Pippi Långstrump – starkest i världen. 1988. Instruktion: Ken Annakin.
Lindgren, Astrid:
Lotta på Bråkmakargatan. 1992. Instruktion: Johanna Hald.
Lindgren, Astrid:
Lotta flyttar hemifrån. 1993. Instruktion: Johanna Hald.

Tv-serier

Lindgren, Astrid:
Alla vi barn i Bullerbyn. 1960. Tv-serie i 13 afsnit. Instruktion: Olle Hellbom.
Lindgren, Astrid:
Vi på Saltkråkan. 1964. Tv-serie i 13 afsnit. Instruktion: Olle Hellbom.
Lindgren, Astrid:
Pippi Långstrump. 1969. Tv-serie i 13 afsnit. Instruktion: Olle Hellbom.

Om forfatteren

Artikler og bøger

Strömstedt, Margareta: Astrid Lindgren. 1978. bibliotek.dk Ljunggren, Kerstin: Læs
Astrid Lindgren. 1978.
Ljunggren, Kerstin:
Læs om Astrid Lindgren. 1993.
Hvelplund, Anne Helen:
Astrid Lindgren. 1994.
Svanberg, Birgitta:
“På barnets side”. 1996. I Nordisk Kvindelitteraturhistorie, bind 3: Vide verden, side 475-481.
Forsell, Jacob: Astrid Lindgrens liv i billeder. Gyldendal, 2007.
Andersen, Jens: Denne dag, et liv : en Astrid Lindgren-biografi. Gyldendal, 2014.
Bjorvand, Agnes-Margrethe og Lisa Aisato:
Astrid Lindgren. En biografi for børn. Gyldendal, 2016. (Astrid Lindgren). Oversætter Kina Bodenhoff.
Lindgren, Astrid og Louise Hartung: Jeg har også levet! : en brevveksling. Gyldendal, 2018. (Jag har också levat!, 2016). Oversættere: Jette Glargaard, Kina Bodenhoff, Johannes Riis. (99.4 Lindgren, Astrid).
Vegara, Maria Isabel Sanchez: Astrid Lindgren. Albert, 2020. (Pequeña y Grande Astrid Lindgren). Oversætter: Luna Svane Rodríguez. (Små mennesker, store drømme).
Mohr Boisen, Christian:
Kender du Astrid Lindgren? Carlsen, 2022. Illustreret af Rasmus Juul Pedersen. (Kender du?, 3).
Bjorvand, Agnes-Margrethe og Lisa Aisato:
Astrid Lindgren. Straarup & Co., 2022. Oversat af Marianne Randel Søndergaard.

Links

Et forum for alle de, der holder af Lindgrens forfatterskab og beundrer hende som menneske.
Litteraturprisen stiftet til Astrid Lindgrens minde. Her kan man blandt andet læse om prisen og se, hvem der har modtaget prisen gennem årene.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Astrid Lindgren

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Andersen, Jens:
Denne dag, et liv : en Astrid Lindgren-biografi. Gyldendal, 2014.
Bjorvand, Agnes-Margrethe og Lisa Aisato:
Astrid Lindgren. En biografi for børn. Gyldendal, 2016. (Astrid Lindgren). Oversætter Kina Bodenhoff.
Her findes sjove fortællinger om, hvordan Astrid har fået inspiration til de forskellige karakterer og historier samt korte referater.
Her kan man få informationer om Sagoparken i Vimmerby, som har Astrid Lindgrens fortællinger i centrum.