C. S. Lewis

Mathias F. Clasen, 2004.
Main image
Lewis, C. S.
Foto: POLFOTO

Indledning

Clive Staples Lewis (1898-1963) er en af de mest berømte og elskede fantasyforfattere nogensinde. Særlig kendt er hans udødelige 7-binds-serie om eventyrlandet Narnia, hvoraf flere bind også er filmatiseret. C. S. Lewis var en alsidig forfatter, som skrev lyrik, litteraturkritik, litteraturhistorie, børne- og voksenfiktion, populærteologi og selvbiografiske værker. Mest kendt er han dog nok for sine fantasy bøger.

 

 

06525822

Blå bog

  • Født: 29. november 1898 i Belfast, Irland.
  • Død: 22. november 1963, Oxford, England.
  • Uddannelse: Professor i engelsk middelalder- og renæssancelitteratur.
  • Død: 22. november 1963 i Oxford, England.
  • Debut: Spirits in Bondage: A Cycle of Lyrics (lyrik, udgivet under pseudonymet Clive Hamilton), 1919.
  • Vigtige værker: Narnia-serien, diverse populærteologiske værker.
  • Priser: Gollancz Memorial Prize for Literature, 1937; Library Association Carnegie Medal, 1957, Lewis Carroll Shelf Award, 1962, og mange andre.
  • Særlige interesser: At gå, at diskutere religion og litteratur med sine venner i gruppen ”The Inklings”.
Artikel type
boern

Introduktion

Clive Staples Lewis (1898-1963) er en af de mest berømte og elskede fantasyforfattere nogensinde. Særlig kendt er hans udødelige 7-binds-serie om eventyrlandet Narnia, som Lewis skrev kort efter 2. Verdenskrig, og hvoraf flere bind er blevet filmatiseret, både som tegne- og tv-film. (En stor ny biograffilm, baseret på Løven, heksen og garderobeskabet, er undervejs, og den skulle få premiere i 2005.)

24223337

Lewis var temmelig religiøs og skrev mange kristne fag- og skønlitterære bøger. Han var en meget populær amatørteolog, ikke mindst grundet hans sjældne evne til at argumentere klart og formulere sig forståeligt, samt hans fokus på den type religiøse problemer, som almindelige mennesker går og grubler over.

Lewis havde en strålende akademisk karriere; han underviste bl.a. på de fine gamle universiteter i Oxford og Cambridge. Han var i efterkrigstidens Oxford lidt af en stjerne, og han havde et nært venskab med en anden berømt lærer fra Oxford, nemlig forfatteren til eventyrene om Hobitten og Ringenes Herre: J.R.R. Tolkien (1892-1973). (Det var efter sigende C. S. Lewis, der i ’39 overtalte Tolkien til at sende Hobitten ind til et forlag!)

C. S. Lewis var en alsidig forfatter, som skrev lyrik, litteraturkritik, litteraturhistorie, børne- og voksenfiktion, populærteologi og selvbiografiske værker. En del af Lewis’ bøger er oversat til dansk, heriblandt mange af hans kristne bøger, foruden naturligvis serien om ”Narnia”

Desuden er Lewis’ science fiction-/fantasybøger for voksne, den såkaldte Tavse planet- eller Cosmic-trilogi, oversat til dansk – en serie, Lewis kaldte ”et moderne eventyr for voksne”. Bøgerne består af ”Den tavse planet”, Rejsen til Venus og Den frygtelige kraft.

Den første bog i serien handler om sprogforskeren dr. Ransom, som af den gale videnskabsmand Weston og dennes onde assistent Devine bortføres til planeten Malacandra, eller Mars. Her vil de ofre Ransom til marsboerne, som imidlertid viser sig at være betydeligt mere civiliserede end menneskene selv. I andet bind kommer Ransom til Venus – eller Perelandra – som er et slags paradis i rummet. Ransoms ærkefjende Weston prøver imidlertid at ødelægge dette paradis, og Ransom ser som sin opgave at forpurre Westons onde planer. I seriens tredje bind, som er langt det længste, er vi tilbage på Jorden, hvor Djævelen længe har regeret, og hvor en dæmonisk, videnskabelig organisation vil underlægge sig menneskeheden.

Lewis’ liv

C. S. Lewis døde den 22. november 1963, samme dag som den amerikanske præsident John F. Kennedy blev snigmyrdet i Dallas. Lewis’ død gik derfor nærmest upåagtet hen.

C. S. Lewis, eller Jack Lewis, som han blev kaldt, blev født i 1898 i Irland. Han begyndte allerede at skrive, da han var 5 år gammel; bl.a. digtede han en historie om et eventyrland, hvori sværdbevæbnede mus kæmpede mod gigantiske katte.

Lewis’ mor døde, da han var 9 år, og han blev sendt på kostskole i England, hvilket han hadede. (På et tidspunkt sammenlignede Lewis den engelske kostskole med en koncentrationslejr.) Han var imidlertid en kvik dreng, og det stod hurtigt klart, at han havde en akademisk karriere foran sig. I en årrække fik han eneundervisning i bl.a. litteratur og filosofi, og i 1916 begyndte han på det berømte universitet i Oxford (University College).

Lewis deltog i 1. Verdenskrig (1914-1918), men da han i slutningen af krigen blev såret i ryggen, måtte han drage hjem til England. Året efter genoptog han sine studier ved Oxford, og de følgende år fik han (med særdeles gode resultater) sine universitetsgrader i bl.a. filosofi, oldtidshistorie, litteratur og engelsk. I 1925 fik Lewis en fast stilling som underviser i engelsk sprog og litteratur ved University College; en stilling, han besad i 27 år, indtil han i 1954 takkede ja til et professorat i middelalder- og renæssanceengelsk ved universitet i Cambridge. Lewis var en meget dygtig akademiker, som bl.a. skrev flere lovpriste litteraturhistoriske værker.

Under 1. Verdenskrig blev Lewis’ gode ven Paddy Moore dræbt. Underligt nok flyttede Lewis nogle år efter sammen med Paddys mor, den 27 år ældre Janie Moore, samt hendes datter. Og senere flyttede også Lewis’ storebror, Warren, ind. Lewis var nødt til at holde forholdet til Janie Moore hemmeligt, for ellers ville hans stilling ved universitet muligvis komme i fare. Men lige præcis hvilken type forhold, de to havde, er der vist ingen, der ved – tilsyneladende var de bare venner. De boede sammen næsten indtil Mrs. Moores død i 1951.

C. S. Lewis havde hele sit liv været ateist, indtil han en nat i 1929 pludselig begyndte at tro på Gud. Han bekendte sig snart til kristendommen, og viede en stor del af sit liv på at diskutere og forkynde den kristne lære i bøger, artikler, foredrag og radioprogrammer.

I 1933 begyndte Lewis og en række af hans venner, heriblandt forfatteren J.R.R. Tolkien, at samles for at diskutere i et uformelt forum. Gennem 16 år mødtes de to gange om ugen: hjemme hos Lewis eller på den lokale pub ”The Eagle and Child”. Sammen drak de øl og diskuterede religion og litteratur – og læste op af deres skriverier, ikke mindst.

I 1952 mødte C. S. Lewis amerikaneren Joy Davidman Gresham. Joy og hendes to sønner var store fans af Lewis’ Narnia-bøger, hvoraf tre bind på dette tidspunkt var udkommet. Efter nogle års venskab blev Lewis forelsket i Joy, og de blev kirkeligt viet i 1957. Men lykken var langtfra fuldendt, for Joy havde kort før vielsen fået at vide, at hun var dødssyg af kræft, og allerede i 1960 døde hun, kun 45 år gammel. Stakkels Lewis var sønderknust, som man kan læse i hans erindringer herom, En sorgens dagbog. (I 1993 kom en Hollywood-film om Lewis’ forhold til Joy, Shadowlands, med bl.a. Anthony Hopkins (som Lewis) og Debra Winger (som Joy).)

C. S. Lewis døde den 22. november 1963, samme dag som den amerikanske præsident John F. Kennedy blev snigmyrdet i Dallas. Lewis’ død gik derfor nærmest upåagtet hen.

C. S. Lewis begravede sig meget af sit liv i sit akademiske og litterære arbejde, og han beskrev engang sig selv som en dinosaur, et oldtidslevn. Han følte sig aldrig rigtig hjemme i det tyvende århundrede. Måske derfor var han så optaget af gamle historier og myter. Han holdt ikke af modernitet, teknologi og videnskab; nej, C. S. Lewis længtes efter et samfund, hvor det spirituelle havde mere plads. Han var ganske enkelt født 600 år for sent, som en af hans venner sagde.

I dag er C. S. Lewis bedst kendt for sine fantasyhistorier, men det vigtigste i hans liv var nu nok hans religion, kristendommen. Og Lewis nøjedes ikke med at prædike det gode budskab: i en årrække gav han anonymt omkring 2/3 af indkomsten fra sit forfatterskab til diverse gode formål.

En kristen fantast

En forårsnat i 1929 overgav C. S. Lewis sig til Gud. Han havde længe kæmpet imod, sagde han, men nu gik den ikke længere. Han blev hurtigt en meget populær amatørteolog, og han udgav bøger og holdt foredrag, hvori han især beskæftigede sig med religiøse problemstillinger for almindelige mennesker. Det var ikke teologi på et svævende, akademisk niveau, men religiøse, etiske spørgsmål for menigmand. Og C. S. Lewis var en rigtig dygtig formidler, debattør og forkynder.

For eksempel omhandler The Problem of Pain (som ikke er oversat til dansk) det klassiske problem: hvordan kan Gud være god, når der er så megen sorg og lidelse? Ville en barmhjertig Gud virkelig tillade dette? Lewis mente at svaret er, at man som menneske ofte udvikler sig åndeligt gennem lidelse. At smerten tit er nødvendig for den mentale vækst.

Adskillige af Lewis’ religiøse værker – som indbefatter både fag- og skønlitteratur – er oversat til dansk, og til de bedre kendte hører Fra helvedes blækhus. Denne bog består af 31 breve, som er skrevet af dæmonen Fangegarn. Fangegarn er kontorchef i et af helvedes afdelinger; han er magister i ondskab og docent i synd! Brevene er skrevet til Fangegarns nevø, Malurt, som skal forsøge at lokke et menneske i fordærv, og han får således gode råd af sin onkel. Undervejs bliver mange religiøse spørgsmål belyst, og den populære bog viser ikke mindst Lewis fra hans ironiske og humoristiske side.

Gud er så at sige til stede i alle Lewis’ værker. Der er som regel mindst én person som benægter Guds eksistens, eller som forråder Ham – og denne person bliver aldrig helt lykkelig, før han eller hun har taget den højere magt til sit hjerte. Men selvom alle hans bøger berører religion, sagde Lewis at han aldrig begyndte på en historie med et særligt kristent budskab for øje.

Som historiefortæller så C. S. Lewis – ligesom sin ven Tolkien – fantasygenren som særligt spændende, ikke mindst som medie for religiøse budskaber. Fantasy er nemlig ofte en meget symbolsk genre, beslægtet med myten, som tillader en forfatter at fortælle en gammel historie i nye klæder – eller fortælle en historie, som tilsyneladende handler om ét, men i virkeligheden (også) handler om noget helt andet.

Hvad er fantasy?

Man kan ikke sige fantasy uden i næste sætning at sige C. S. Lewis – og man kan heller ikke sige C. S. Lewis uden at sige fantasy. Lewis er en af de mest populære og læste fantasyforfattere nogensinde, selvom han, sammenlignet med andre forfattere, ikke skrev ret mange fantasybøger.

Fantastik er en betegnelse, der sædvanligvis dækker over tre genrer: fantasy, horror og science fiction.

Science fiction er en type videnskabelige eller videnskabs-inspirerede historier, som fx kan foregå i fremtiden eller omhandle teknologi, som (endnu?) ikke findes. Fortællinger om rumrejser, tidsmaskiner, aliens og lignende er således som regel science fiction.

Horror er den slags historier, som en forfatter skriver for at skræmme sine læsere. Det er gys og skræk. Uhyggelige fortællinger. Historier om overnaturlige monstre, uhyrer og lignende er således horror – ja, så længe det er skræmmende og overnaturligt, er det horror.

Fantasy er historier om andre verdener, utrolige væsener, magiske hændelser. Det er historier om hekse og troldmænd, magi og drager.

Fælles for de tre genrer er, at de klart adskiller sig fra den virkelige verden. I modsætning til realismen, som gerne vil lave virkelighedstro beskrivelser, går det i fantastikken ud på at skabe nye verdener, lege med vilde tankeeksperimenter og forestille sig det mærkeligste, utroligste og uhyggeligste. Man kan også sige, at fantastiske fortællinger foregår i ”mærkværdiggjorte universer” – dvs. universer, som forfatteren bevidst har skruet sammen på en måde, så de adskiller sig fra læserens univers.

Man kan ikke sige fantasy uden i næste sætning at sige C. S. Lewis – og man kan heller ikke sige C. S. Lewis uden at sige fantasy. Lewis er en af de mest populære og læste fantasyforfattere nogensinde, selvom han, sammenlignet med andre forfattere, ikke skrev ret mange fantasybøger.

Fantasy er beslægtet med eventyret og myten, som også beretter om umulige, fantastiske verdener og hændelser, og man kan således med en vis ret kalde H.C. Andersen for en pioner inden for fantasygenren. Der er inden for fantasy mange undergenrer, men man kan overordnet skelne mellem high og low fantasy, hvor high fantasy udelukkende foregår i en anden verden – en ”otherworld” eller ”secondary world”, som det kaldes – altså en verden, som er fantastisk. Low fantasy, derimod, foregår enten kun i vores verden, som til gengæld indeholder magi eller er befolket af fantastiske væsener, eller både i vores og en anden verden.

Til denne sidste kategori, low fantasy, hører C. S. Lewis’ Narnia-bøger, idet personerne i historierne rejser fra vores verden til Narnia (og tilbage igen). (Men som det fremgår af Troldmandens nevø, er landet Narnia ikke den eneste ”otherworld” i Lewis’ univers!) Et eksempel på high fantasy kunne være J.R.R. Tolkiens fortællinger om Ringenes Herre, som udelukkende foregår i Tolkiens ”otherworld”, nemlig Midgård. J.K. Rowlings bøger om Harry Potter er derimod low fantasy, idet de foregår i den almindelige verden, som dog indeholder langt mere, end vi Mugglere normalt går og tror.

Fantasy er en enormt populær genre, ikke mindst på grund af Harry Potter-bøgerne og filmatiseringerne af Tolkiens fortællinger. I 2003 havde det britiske medieselskab BBC en kolossal seerafstemning, som skulle vise, hvilke bøger der var nationens top 100. Nu har englænderne en meget fin fantasy-tradition, og adskillige af verdens mest populære fantasyforfattere er engelske, men antallet af fantasybøger på listen var ikke desto mindre forbavsende stort. Førstepladsen gik til Ringenes Herre, Philip Pullmans populære fantasy-trilogi ( Det gyldne kompas, Skyggernes kniv og Ravkikkerten ) kom på tredjepladsen, J.K. Rowlings Harry Potter og Flammernes Pokal var på femtepladsen, og C. S. Lewis’ Løven, heksen og garderobeskabet kom på en niendeplads. (Resten af listen kan ses linksamlingen under Top 100)

Der er også mange gode danske fantasyforfattere, hvoraf de mest kendte nok er Dennis Jürgensen, Lene Kaaberbøl, Kenneth Bøgh Andersen, Josefine Ottesen, Knud Holten, Louis Jensen og Cecilie Eken. (I bibliografien og linksamlingen i dette portræt kan man finde henvisninger til hjemmesider og litteratur, som giver anbefalinger til gode fantasyforfattere og fantasybøger).

Fantasy: godt eller skidt?

Det er klart, at der findes gode og dårlige fantasybøger. Det er også klart, at når en genre er meget populær, udgives der mange bøger inden for genren – også mange af ringe kvalitet. Det er dog ikke så klart, at fantasygenren skulle være dårligere end så mange andre typer litteratur. Men det er der altså nogen, der mener.

Gunnar Jakobsen rakker i en artikel ned på fantasygenren (”Dansen omkring Potter” i BUM, 2000): ”Forfatterne har haft travlt med at få udgivet den ene tåbelige fantasibog efter den anden eller med at genfortælle kendte eventyr. Den slags historier er nemme at skrive, for man behøver ikke at have kontakt med en virkelighed.” Han mener, at en roman om ”en familie i Vendsyssel med tyve køer, nogle får og flere tønder flyvesand” ville være mere interessant end en fantasyroman.

Gunnar Jakobsen hævder altså, at fantasy er triviallitteratur – at det er virkelighedsfjernt og sikkert også eskapistisk (dvs., at man læser fantasy for at flygte fra virkeligheden). Og fantasylæsning kan givetvis være en flugt fra hverdagens problemer – men som forfatteren Lene Kaaberbøl pointerer: ”Men i så fald er det en flugt fra asken til ilden, i hvert fald for de personer, bogen handler om. Det fantastiske rum er altid et farligt sted, langt farligere end hverdagsrummet”. Og som svar til Gunnar Jakobsen skriver hun: ”Jeg er (pudsigt nok) uenig. Dels mener jeg ikke, at flyvesand per definition er mere interessant end flyveøgler – heller ikke kunstnerisk. Dels er det fandeme ikke spor let! Man skal have særdeles god kontakt med en virkelighed – nogle gange endda med flere. Det kræver konsekvens og indlevelse at holde et fantasiunivers levende og troværdigt for læseren.” (Citaterne er fra et kapitel i bogen På fantasiens vinger, red. Niels Dalgaard.)

Noget andet, man (åbenbart) let kommer til at overse, er fantasygenrens symbolske potentialer. En fantasyhistorie kan let handle om flere ting på én gang – eller foregå på flere planer. Dennis Jürgensens serie om Evighedens Port er et godt eksempel på symbolsk fantasy, hvor teenagepigen Mirandas mange utrolige oplevelser bliver symboler på overgangen fra pige til kvinde. Et andet godt eksempel er Narnia-bøgerne, der fungerer på mindst to planer!

Desuden handler fantasy ofte om universelle, eviggyldige problemstillinger, som alt andet lige bliver mere interessante, når de fremstilles i en spændende fortælling. Man kan sagtens lære noget om fx ensomhed, etik, skyldfølelse eller problemhåndtering ved at læse en utrolig fantasyhistorie, som foregår i en anden verden: om denne verden er ”realistisk” (i ordets snævre betydning) eller ej, kan være flintrende ligegyldigt; som nævnt er fantasy netop pr. definition ikke-realistisk. Det vigtigste er at fantasyverdenen har en overbevisende, sammenhængende indre logik – og at personerne, deres følelser og deres reaktioner er realistiske.

Landet Narnia

I sidste ende er det et spørgsmål om litteratursyn – om hvordan man definerer god litteratur – og hvis man synes, at god litteratur først og fremmest er spændende og uforglemmelige historier, som man lever sig ind i og som berører én – ja, så er C. S. Lewis’ bøger om Narnia god litteratur!

C. S. Lewis’ ekstremt populære serie om Narnia består af syv bind, som blev udgivet i følgende rækkefølge:

1: Løven, heksen og garderobeskabet (1950)
2: Prins Caspian (1951)
3: Morgenvandrerens rejse (1952)
4: Sølvstolen (1953)
5: Hesten og drengen (1954)
6: Troldmandens nevø (1955)
7: Det sidste slag (1956)

Lewis mente tilsyneladende, at bøgerne også skulle læses i denne rækkefølge, selvom nr. 6 ifølge bøgernes interne kronologi kommer først, og selvom nr. 5 foregår i slutningen af nr. 1.

De fleste forlag (også det danske, Borgen) har valgt en noget anderledes rækkefølge, som er i overensstemmelse med den indre kronologi, nemlig: 6, 1, 5, 2, 3, 4, 7. Og selvom der blandt visse fans er diskussion om den ”korrekte” rækkefølge, er det ikke voldsomt vigtigt (blot bør nr. 7 – ”Det sidste slag ”– læses til sidst), for de enkelte bøger kan godt stå alene.

Løven, heksen og garderobeskabet foregår under 2. Verdenskrig, hvor fire søskende sendes til en gammel professor, som bor i et stort hus på landet. Den yngste pige, Lucy, finder ved et tilfælde ud af, at man ved at gå ind i et gammelt klædeskab kommer til en anden verden, Narnia, som er befolket af sære skabninger (bl.a. talende dyr – ikke mindst den mytiske og mægtige løve, Aslan). Snart får hun sine søskende – Peter, Susan og Edmund – med til Narnia, hvor det er permanent vinter på grund af Den hvide Heks, Jadis. En gammel spådom fortæller, at menneskebørns ankomst til Narnia varsler enden på heksens onde styre ...

06525865

Efter et år i vores verden, rejser de samme børn i Prins Caspian tilbage til Narnia, hvor flere århundreder i mellemtiden er svundet. Ondskaben er atter løs i eventyrlandet, og børnene vil hjælpe prins Caspian med at vælte den onde Miraz af tronen. Inden det store slag får de heldigvis hjælp af Aslan ...

I Morgenvandrerens rejse tilbringer Lucy og Edmund sommeren hos deres fætter Eustace. De finder tilfældigvis en portal til Narnia, hvor de sammen med Caspian, som nu er konge, kommer ombord på skibet Morgenvandreren. Sammen rejser de til uudforskede lande for at finde syv adelsmænd, som den onde Miraz sendte bort ...

Fætter Eustace og hans skolekammerat Jill bliver i Sølvstolen kaldt til Narnia for (sammen med en marskmule) at finde en forsvunden prins. Aslan sender dem på en lang rejse mod nord, hvor der bl.a. bor kæmper ...

Hesten og drengen begynder i Calormen, et rige syd for Narnia, hvor drengen Shasta og pigen Aravis flygter sammen. De må advare Narnia mod et angreb fra Calormen – et farligt forehavende, men undervejs møder de Aslan ...

Troldmandens nevø handler om selve Narnias skabelse, og om hvordan Den hvide Heks, Jadis, kom til landet – og ikke mindst hvordan garderobeskabet kom til at fungere som magisk portal mellem vores verden og Narnia!

I seriens sidste bind, Det sidste slag, går det rigtig skidt for Narnia. Onde kræfter har sneget sig ind, ikke mindst fra Calormen, og Jill og Eustace kommer Narnia til hjælp. Det ender i et gigantisk slutspil, hvor det gode må kæmpe mod det onde om Narnias skæbne.

Narnia-bøgerne er nogle af alle tiders mest populære fantasyromaner, og med god grund. Man kan identificere sig med børnene og forstå deres problemer, der er hele verdener i og på spil, den anden verden – Narnia – er rigt og detaljeret beskrevet, problemstillingerne er indtagende og universelle, og så er bøgerne enormt spændende.

Lige siden Narnia-serien udkom, har mange lagt stor vægt på romanernes religiøse eller kristne indhold. Det religiøse er som nævnt altid med i Lewis’ bøger, og det gælder også Narnia-serien, hvor det mest iøjnefaldende kristne element er løven Aslan, som er en Jesus-figur. (Aslan betyder for resten løve på tyrkisk.) Men Lewis inddrog også mange andre elementer i Narnia-bøgerne; bl.a. fik han inspiration fra græsk og romersk mytologi.

Lewis sagde dog, at Aslan ikke ”bare” var et symbol på Jesus. Som han skrev i et brev: ”Man tager fejl, hvis man tror, at alting i bøgerne ’repræsenterer’ noget i denne verden. ... Jeg sagde ikke til mig selv: ’Lad os repræsentere Jesus, som Jesus virkelig er i vores verden, ved en løve i Narnia.’ Jeg sagde: ’Lad os antage, at der var et land som Narnia, og at Guds Søn, ligesom han blev menneske i vores verden, blev en løve dér – og lad os så forestille os, hvad der ville ske.’”

Som det antydes, er Narnia-bøgerne blevet læst allegorisk. En allegori er en historie, som har to planer – det umiddelbare plan, dvs. det som historien tilsyneladende handler om, og så et mere symbolsk plan, som man skal tolke sig frem til. Det er ingen hemmelighed, at Lewis var bevidst om det symbolske plan i Narnia-bøgerne, altså om de kristne elementer. Ved at skrive symbolsk, ønskede Lewis at præsentere idéerne i deres ”rene” form: han var klar over, at mange mennesker har forbehold over for religion og kristendom, og han håbede således at kunne ”snige” de kristne idéer forbi folks forbehold og hæmninger.

Narnia-bøgerne er dog først og fremmest bøger for børn, og det var Lewis’ forhåbning, at børn kunne læse og nyde historierne uden at være klar over, at de også blev undervist undervejs. Og der er formentlig mange Narnia-læsere, som slet ikke har indset, at romanerne er dybt religiøse.

Netop det religiøse aspekt er faldet nogle for brystet, bl.a. den britiske forfatter Philip Pullman, som i et interview med journalisten Bo Green Jensen siger: ”Jeg har ingen respekt for C. S. Lewis. Han var en dårlig forfatter. Han kunne fortælle en historie, og han havde en smuk prosastil, det må vi give ham, men hans Narnia-bøger virker på mig som propaganda. De lyver, de snyder, de forvrænger, de gør alle de ting, som litteratur netop ikke bør gøre. Det er ren, ufortyndet propaganda, og jeg hader og foragter de bøger” (i Det første landskab, s. 83).

Pullmans dom er meget hård – og også for hård. For det første har alle forfattere dagsordener, nogle mere skjulte end andre, og Lewis lagde ikke skjul på, at hans dagsorden var kristen. Og som Philip Pullman selv siger, så var C. S. Lewis en dygtig fortæller, som tilmed havde et smukt sprog. Og så træder det altså lidt i baggrunden, at han havde kristne motiver – for man kan som nævnt sagtens læse bøgerne uden at ane noget som helst om kristendom, eller uden at opfatte eller bekymre sig om den kristne symbolik, for den sags skyld. I sidste ende er det et spørgsmål om litteratursyn – om hvordan man definerer god litteratur – og hvis man synes, at god litteratur først og fremmest er spændende og uforglemmelige historier, som man lever sig ind i og som berører én – ja, så er C. S. Lewis’ bøger om Narnia god litteratur!

Narnia-bøgerne er efterhånden gamle, men de tiltaler stadig børn, unge og voksne i dag. For selvom de har et halvt århundrede på bagen, er sproget ikke specielt gammeldags. Og uanset hvor religiøse eller manipulerende, gammeldags eller konservative Narnia-bøgerne end måtte være – så er det altså en række drønspændende historier!

Bibliografi

Bøger på dansk af C. S. Lewis

Lewis. C. S.:
Hinsides personligheden. 1946. Beyond Personality, 1944.
Lewis. C. S.:
Den store skilsmisse. 1988. The Great Divorce, 1945.
Lewis. C. S.:
Fra helvedes blækhus. 1991. The Screwtape Letters, 1942.
Lewis. C. S.:
Før vi får ansigt: genfortælling af en myte. 1999. Till We Have Faces, 1956.
Lewis. C. S.:
Menneskets afskaffelse. 2001. The Abolition of Man, 1943.

Den tavse planet-serien (Cosmic-trilogien)

Lewis. C. S.:
Den tavse planet. 1998. 1 bind. Out of the Silent Planet, 1938.
Lewis. C. S.:
Rejsen til Venus. 1999. 2. bind. Perelandra, 1943.
Lewis. C. S.:
Den frygtelige kraft. 2000. 3. bind. That Hideous Strength, 1945.

Narnia-serien (illustreret af Pauline Baynes)

Lewis. C. S.:
Troldmandens nevø. 1981. 1. bind. The Magician’s Nephew, 1955.
Lewis. C. S.:
Løven, heksen og garderobeskabet. 1984. 2. bind. The Lion, the Witch and the Wardrobe, 1950.
Lewis. C. S.:
Hesten og drengen. 1982. 3. bind. The Horse and his Boy, 1954.
Lewis. C. S.:
Prins Caspian. 1983. 4. bind. Prince Caspian, 1951.
Lewis. C. S.:
Morgenvandrerens rejse. 1983. 5. bind. The Voyage of the Dawn Treader, 1952.
Lewis. C. S.:
Sølvstolen 1984. 6. bind. The Silver Chair, 1953.
Lewis. C. S.:
Det sidste slag. 1956. 7. bind. The Last Battle, 1956.<br />NB: Narnia-bøgerne er udgivet samlet som Narnia fortællingerne (Borgen, 2002).

Faglitteratur

Lewis. C. S.:
Det er kristendom - et apologetisk mesterværk, skrevet af én af dette århundredes største kristne tænkere. 1981. Mere Christianity, 1952.
Lewis. C. S.:
En sorgens dagbog: C.S. Lewis’ optegnelser ved sin hustrus død. 1983. A Grief Observed, 1961.

Udvalgt litteratur om C. S. Lewis

Larsen, Jørgen:
Besøg hos en kristen humorist. 1949. I: Kristeligt dagblad, 7/3-1949.
Tjalve, Lars:
Den hvide heks og den gyldne løve. 1985. I: Kristeligt dagblad, 25/3-1985.
Toijer-Nilsson, Ying:
Narnia – mytisk land og kosmisk myte. 1987: I: Plys (1987), s. 56-60.
Bjerring-Nielsen, Bent:
En anden verden. 1994. I: Bogens Verden, årg. 76, nr. 5 (1994), s. 270-275.
Sayer, George:
Jack: C. S. Lewis’ liv. 1995. I: Scandinavia, 1995.
Holm, Søren:
C. S. Lewis. 2000. I: Tidehverv, årg. 74, nr. 5 (2000), s. 99-111.
Duriez, Colin:
The C.S. Lewis chronicles: the indispensable biography of the creator of Narnia full of little-known facts, events and miscellany. 2005.
Nygaard, Else Marie:
Han fandt landet bag garderobeskabet. 2005. I: Kristeligt dagblad. - 2005-12-21. - S. 7 : ill. Portræt af forfatteren og teologen der skabte fantasilandet Narnia, i anledning af filmen "Løven, heksen og garderobeskabet".
Tjalve, Lars:
C.S. Lewis og vejen til Narnia. 2006. (99.4).
Lewis, C. S.:
Overvældet af glæde: mit unge liv formes. 2006. (99.4) Selvbiografi.

Udvalgt litteratur om fantasy

Clute, John & John Grant (red.):
The encyclopedia of fantasy. 1999.
Dalgaard, Niels:
Guide til fantastisk litteratur. 1999.
Jensen, Bo Green:
Det første landskab. 1999.
Dalgaard, Niels (red.):
På fantasiens vinger - om fantastisk litteratur for børn og unge. 2002.
PLYS 16 (2002). (Stort temanummer om fantasy.)

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på C. S. Lewis

Om forfatteren

Links

Kort dansk opslag om C. S. Lewis.
Hjemmeside med masser af information samt udførlig linksamling.
Hjemmeside med masser af spændende læsestof.
Officiel hjemmeside for den kommende filmatisering af ”Løven, heksen og garderobeskabet”.
Amerikansk online-artikel om venskabet mellem Tolkien og C. S. Lewis.
egen hjemmeside.
En forening for de fantastiske genrer. På hjemmesiden kan man bl.a. læse artikler og følge med i diverse fantastik-debatter. Foreningen udgiver desuden et fagblad, ”Himmelskibet”, og arrangerer årligt en fantastik-festival (Fantasticon).

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på C. S. Lewis