Astrid Lindgrens “Pippi Långstrump” fra 1945 (“Pippi Langstrømpe”, 1946) er den første af i alt tolv bøger om den højst mærkværdige og usædvanligt stærke pige Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynta Efraimsdatter Langstrømpe, også kaldet Pippi Langstrømpe. Det mærkeligste ved hende er, at hun er så bomstærk, men derudover ser hun nu heller ikke helt almindelig ud – blandt andet har hun altid forskelligfarvede sokker på.
Pippi bor i det gamle hus Villa Villekulla i en lille bitte by. Selv om Pippi kun er ni år, bor hun helt alene, for hendes mor døde, da Pippi endnu lå i vuggen, og hendes far, som er sømand, blev skyllet i havet under en storm og forsvandt. Men det er ikke noget, Pippi tager så tungt. Hun forklarer, at hendes far kommer tilbage efter hende en dag, men først når han har fået lavet en ordentlig båd. Indtil da er han negerkonge, for han er nemlig skyllet i land på en ø fuld af negre. For øvrigt bor Pippi ikke helt alene, for hun har aben Hr. Nielson, som hun har fået af sin far, og en plettet hest, som hun selv har købt for en guldmønt fra den kuffert fuld af guldmønter, som hun også har fra sin far. Desuden bor det artige og snusfornuftige søskendepar Annika og Tommy i huset ved siden af Pippi, og de kommer ofte over og leger med hende.
Pippi-bøgerne var et markant nybrud i børnelitteraturen. Lindgren giver således børnene ordet og lader Pippis ideer og fantasier få frit spil. Pippi gør altid tingene på sin egen måde – måske fordi hun ikke har fået at vide af sine forældre, hvordan man bør opføre sig. Eksempelvis ruller hun kagedej ud på gulvet, ligesom hun tegner på gulvet, da en hest jo er alt for stor til at kunne være på et stykke papir. Eller som Pippi fiffigt udtrykker det: ”Lever vi måske ikke i et frit land? Må man så ikke gå, som man vil?” (”Pippi Langstrømpe”, s. 15). Og vel må man så. Man må gå forlæns, baglæns, på en planke højt hævet i luften, på tagryggen eller på hesteryg. Er man Pippi, så må man, kan man, og tør man alt!
27165931
Man kan forbinde Pippi-bøgerne med den radikale børnepsykologi, der begyndte at vinde indpas i Sverige i mellemkrigstiden, hvor psykoanalytikere som Jung og Adler dannede basis for et nyt syn på barndommen. Børn skulle opdrages i frihed og med hensyntagen til deres behov for netop at være børn. I krigsårene 1940-1945 vendte man tilbage til at benytte mere strikse idealer om børneopdragelse, såsom disciplin, orden og faste normer, men efter krigen blussede debatten om den frie opdragelse atter op, og Pippi-bøgerne kom som et opsigtsvækkende og åbenhjertigt indlæg i den debat.
Pippi Langstrømpe-bøgerne var og er desuden usædvanlige ved at være de første børnebøger med en så karakterstærk og muskuløs pigefigur, og på den måde har hun kunnet fungere som rollemodel for mange generationer af piger – og drenge for den sags skyld.
Men Pippi-bøgerne udspringer ikke alene af sin samtids pædagogiske debatter. Med sin udprægede retfærdighedssans og sin modstand imod alle former for fysisk vold kan hun også ses som et produkt af 2. Verdenskrig og som et modsvar til Hitler og Stalin. Et eksempel er ”Pippi er tingfinder og kommer i slagsmål”, hvor Pippi hjælper stakkels lille Ville fra fem dumme drenge, som er godt i gang med at tæve ham. Hver gang, den mest hårdkogte af de fem overfaldsmænd håner Pippi, reagerer hun smilende og imødekommende og med et kropssprog uden frygt eller forbehold. Ikke mindst i den såkaldte ”Ur-Pippi” – altså den oprindelige og uredigerede Pippi-historie, som blev udgivet i 2008 –, kommer den fredselskende Pippi særligt fint frem, men også i de øvrige udgaver er der en stor kontrast mellem den voldelige mandskraft og den antivoldelige, men ikke desto mindre kraftfulde Pippi-power.
Pippi er i øvrigt også temmelig nysgerrig og fuld af livsappetit. I Jørgen Gaare og Øystein Sjaastads værk “Pippi og Sokrates: et drikkegilde” sammenlignes Pippi da også med filosoffen Sokrates. Her fokuseres på fællestræk som nysgerrighed, det bagvendte argument, de snedige modspørgsmål og humoren.