ole lund kirkegaard
Foto: Gyldendals billedarkiv

Ole Lund Kirkegaard

bibliotekar Lise Lotte Larsen, 1998. Opdateret af stud.mag. Charlotte Lybecker, iBureauet/Dagbladet Information, 2017.
Top image group
ole lund kirkegaard
Foto: Gyldendals billedarkiv
Main image
Kirkegaard, Ole Lund
Foto: Jo Selsing

Indledning

Har man først læst én bog af Ole Lund Kirkegaard, kan man genkende en hvilken som helst af de øvrige: De ligner hinanden på sprog og fortælletone, og også miljø og personer er af samme familie. Hovedpersonerne er altid nysgerrige, opfindsomme drenge, der vender de voksnes verden på hovedet med deres humor og fantasi.

Da Ole Lund Kirkegaard debuterede med ”Lille Virgil” i 1967, var han del af en årgang, der er en af de fem forfattere, der i 1967 revolutionerede dansk børnelitteratur. Sammen med Halfdan Rasmussen, Cecil Bødker, Benny Andersen og Flemming Quist Møller Kirkegaard barnet som et selvstændigt væsen og gav det nyt liv i litteraturen.

61392238

Blå bog

Født: 29. juli 1940 i Skanderborg.

Død: 24. marts 1979.

Uddannelse: Student fra Aarhus Katedralskole, 1959. Lærereksamen fra Aarhus Seminarium, 1963.

Debut: Lille Virgil. Gyldendal, 1967.

Litteraturpriser: Kulturministeriets Børnebogspris, 1969. Statens Kunstfond. Produktionspræmie, 1970.

Seneste udgivelse: De Hæslige Slynglers Klub og andre gode historier. Gyldendal, 2021. Illustrator: Ole Lund Kirkegaard.

Inspiration: Ernest Hemingway, Mark Twain.

 

 

 

 

Artikel type
boern

Baggrund

”Hvorfor blev du forresten født, Carl Emil?
Det ved jeg ikke, sagde Carl Emil. Det er kun min mor, der ved det.
Jeg har engang set et føl, der blev født, sagde Oskar. Det kom ud af en anden hest.
Hold da op, sagde lille Virgil. Ud af en anden hest?
Ja, sagde Oskar. Hesten tabte lige en lille hest ud af sig, og så var den født.
Er vi mon også kommet ud af en hest? sagde lille Virgil.
Det ved jeg ikke, sagde Oskar. Der er aldrig nogen, der har villet fortælle mig om det.”

”Lille Virgil”, s. 49.
Tegning fra
 

Ole Lund Kirkegaard blev født i 1940 og voksede op i Skanderborg hos en dominerende far og en kærlig mor. Forældrene gav ham lov til meget, som ellers var forbudt for børn dengang, og i deres baghave med store pære- og blommetræer byggede han huler og lavede cirkus sammen med sine kammerater.

I 1956 begyndte han på Aarhus Katedralskole, hvor han mødte Anne Lise. Drengen som altid havde været optaget af heste, fugle og kunst havde nu fået en ny interesse. Efter gymnasiet førte hans store eventyrlyst ham til søs, inden han begyndte sine studier på Aarhus Seminarium. Han aftjente sin værnepligt som løjtnant i militæret og flyttede herefter sammen med Anne Lise til Oue ved Mariager, hvor de begge havde fået job på en landsbyskole.

Valget om at blive folkeskolelærer gik stik imod det forhold, han selv havde til skolen som barn, fortæller han: ”Som barn hadede jeg at gå i skole. Ikke fordi jeg var en dårlig elev, men fordi der ikke fandtes noget fællesskab mellem lærere og elever, ingen åbenhed...” (Birgit Lund: Ole Lund Kirkegaards forfatterskab. Moderne dansk børnelitteratur, 1975, s. 227-237). Ole Lund Kirkegaard ønskede at være den lærer, han selv havde savnet i sin skoletid og mente, at humor og fantasi var gode pædagogiske redskaber. Den daglige kontakt med videbegærlige elever inspirerede ham til at skrive historier. Han deltog i en konkurrence udstedt af Politiken, og vandt med sin novelle ”Dragen”, der blev fundamentet for hans første bog ”Lille Virgil”, 1967.

Herfra gik det stærkt, og han fik hurtigt mange begejstrede læsere. Udvekslingen med børn blev en vigtig drivkraft for forfatteren, der læste sine historier op for sine elever, inden han sendte dem til udgivelse på Gyldendal. Antallet af forespørgsler på nye børnebøger steg, og i 1976 valgte han at blive forfatter på fuld tid, hvilket Anne Lise Kirkegaard senere har omtalt som: ”Det dummeste, Ole gjorde i sit liv”. Han kom hurtigt til at savne dialogen med børnene, og arbejdspresset medførte et forøget indtag af alkohol, der udviklede sig til et misbrug og førte til skilsmisse. Forfatteren døde i 1979, 38 år gammel, af et ildebefindende, da han på vej hjem fra en kro faldt om i sneen og frøs ihjel.

Selv har Ole Lund Kirkegaard fortalt om sin drivkraft til at fortælle historier: ”Meningen er at fortælle en historie, der gennem hele sin kontinuerlige handling skildrer nysgerrigheden og oplevelsestrangen hos børn, og det bruger jeg så de forskellige drengetyper til. Men det hele er ret udvendigt - ikke noget forsøg på et psykologisk studium af en dreng og hans reaktioner. De drenge er temmelig urealistiske - de eksisterer slet ikke, men de har det som jeg gerne vil give videre til læserne: Modet til at opleve tilværelsen.”

Hvem var han?

Foto udlånt af Nana Bang Kirkegaard
Foto udlånt af Nana Bang Kirkegaard

Måske har det hele sin oprindelse i Skanderborg i 40´erne og 50´erne. Her blev Ole Lund Kirkegaard født den 29. juli 1940 og var åbenbart heldig i valget af forældre.

De gav ham lov til meget af det som ellers var strengt forbudt for børn dengang. I haven, der havde flere store pære- og blommetræer ligesom haverne i hans bøger, måtte man lege alting, så her byggede Ole og hans legekammerater huler og cirkus og totempæle, og på gårdspladsen gravede de dybe kanaler.

Men rundt om hjemmets frihed og fantasi lå en provinsverden præget af langt snævrere normer og rammer, end vi kender i dag, en verden der ikke spurgte efter nysgerrighed, fantasi eller selvstændighed - og da slet ikke hos børn. Mange af de sjove situationer i Ole Lund Kirkegaards bøger opstår netop, når børn, der nysgerrigt og fantasifuldt er optaget af at lege, støder sammen med sure stivsindede voksne.

Piger er der ikke mange af i hans bøger, men det var der tilfældigvis heller ikke blandt hans egne legekammerater, fortæller en lille underholdende bog, Orla Frø-Snapper boede da i Skanderborg. (3). I den kan man læse alt, hvad der er værd at vide om Ole Lund Kirkegaards barndom, og hvad den muligvis betød for hans forfatterskab.

Lille Virgil

”Hvad er nattøj?, spurgte lille Virgil. Sådan nærmest en slags skjorte eller sådan noget, sagde Carl Emil. Jeg kan ikke rigtig forklare dig det. Sådan noget nattøj tror jeg godt, jeg kunne tænkte mig, sagde lille Virgil. Det skulle du ikke ønske dig, sagde Carl Emil. Man skal vaskes, før man skal have det på. Lille Virgil blev helt bleg. Skal man vaskes hver aften så? Spurgte han. Ja, sagde Carl Emil. Både i hovedet og alle steder.”

”Lille Virgil”, s. 18.

I Ole Lund Kirkegaards nu ikoniske debut ”Lille Virgil” (1967) bor lille Virgil som en anden Pippi Langstrømpe alene i bagerens gamle hønsehus og har ingen til at bestemme over sig - bortset fra den skrappe rødhårede lærer. Lille Virgil drømmer om at blive købmand og eje sin egen butik med mos på taget, hvor man kan købe næsten alting – også masser af lakridspiber. Hans kammerater, Oskar og Carl Emil, har begge to mødre, og Oskars mor er endda den største i byen. Carl Emil er den mest hæmmede af de tre, da han sover i nattøj og spiser rigtig mad på tallerkner flere gange om dagen. Sammen får de tre venner ting til at ske og de voksne til at blive gale. De fanger en tohovedet drage og tager den med i skole og bygger et højt tårn ovenpå lille Virgils hønsehus med brædder fra Kulle–karlens plankeværk. Her kan de være i fred og gnaske rugbrød og slubre sodavand - og så skidt med, at de har glemt vinduerne. I skolen møder de den farende svend, Kong Gulerod, med høj sort hat, der æder masser af kilometer hver dag. Kong Gulerod har en himstergimsfugl og tager hver nat til Jappien, det dejligste land man kan tænke sig, hvor man spiser solstråler og kører i hestevogn dagen lang og råber Hurra.

24334511

”Lille Virgil” er en fortælling på syv kapitler, der hver især kunne have været en enkeltstående historie, hvilket også er tilfældet med kapitlet Dragen, som resten af fortællingen bygger på. Ligesom i forfatterens andre fortællinger er hovedpersonen en dreng, der stiller mange spørgsmål, og som vender de voksnes selvfølgeligheder på hovedet. Ole Lund Kirkegaard tilpasser sig barnets sprog og skriver letlæseligt uden på noget tidspunkt at blive kedelig eller forudsigelig. Enkeltheden suppleres af en underspillet humor i dialogen, der udtrykker, at den talendes blik på verden er frisk og undrende.

 

 

 

 

 

 

Albert

”I det samme gik døren til skomagerens hus op, og skomageren kom farende ud med en stok i hånden. Jeg skal lære sådan en lille, grim drivert at rykke radiser op af min have, skreg han. Da Albert så den lille, vrede skomager, gav han et højt hop af forskrækkelse. Sikke dog en vred mand, tænkte Albert. Så gal en mand har jeg aldrig set før. Jeg må vist hellere klatre op i et træ.”

”Albert”, s. 16.
Foto udlånt af Nana Bang Kirkegaard
Foto udlånt af Nana Bang Kirkegaard

I Ole Lund Kirkegaards bog fra 1968, ”Albert”, hører vi om Albert og hans ven Egon fra de hæslige slynglers klub. De bruger tiden nogenlunde ligesom lille Virgil, mens de går og venter på at blive hhv. indianere og sørøvere. Albert er både grim og uopdragen: ”Hans hår strittede som en fejekost, og hans øjne blev gemt bag et par fedtede, runde briller, som hans mor ofte måtte lappe med hæfteplaster, fordi Albert slog dem i stykker, hver gang han faldt ned fra et pæretræ” (s. 13).

25119401

Albert bor i Kalleby, som ikke er meget andet end en klat små huse og gårde omkring en andedam. Mens han vokser op, lærer han både at spytte, gå på stylter og at klatre i pæretræer. Han river radiser op fra den vrede skomagers have og graver en tøsefælde sammen med Egon. Skolen er han ikke glad for, men da læreren Sakarias lærer ham at læse sørøverbøger, bliver det hele lidt sjovere. En dag bliver de frække drenges skarnstreger for meget for Egons mor, der binder sin søn fast til sengen. Albert sejler derfor alene ud i verden i en sildetønde. Her møder han en masse svindlere – blandt andet verdens største lommetyv, den store Rapollo. Sammen med Rapollo tager han til marked i Hjallevad, hvor der er mangefarvede telte, dansende bjørne, og mænd der løfter store jernkugler. Efter mange forviklinger narrer Albert den feje Rapollo og sender ham til vejrs i en luftballon, hvorefter han forlader markedet i lommetyvens hestevogn.

”Albert” er ligesom de andre fortællinger udstyret med Ole Lund Kirkegaards klassiske persongalleri bestående af skomageren, høkeren, skolelæreren og skurken, samt nogle karakteristiske objekter som pæretræer og stylter. Hertil er hovedpersonen en dreng, der ikke retter sig efter, hvad de voksne siger. I fortællingen gør Ole Lund Kirkegaard brug af forudskikkelse, idet fortælleren ved, hvad der senere vil ske: ”Og det fik tante Magna så sandelig ret i” (s. 12). Forfatteren inddrager sine læsere ved at skrive ”vi” og gør hermed sproget nærværende.

Orla Frø-Snapper

”Hvis han får fat i mig, rykker han alt håret af mig, tænkte jeg, for jeg kunne lige med det samme høre, at det var Orla. Og måske rykker han også ørerne af og slår tænderne ud af munden på mig. Det var, hvad jeg tænkte, mens jeg hoppede op og ned som en kænguru. Jeg kunne høre, hvordan han grinede bag ved mig, og det var NÆSTEN, som om jeg kunne mærke, hvordan han begyndte at rykke mit ene øre af.”

”Orla Frø-Snapper”, s. 15.
Tegning fra
 

Det kan være mægtig sjovt at være lille, når man kælker ned ad Kirkebakken eller sidder i træerne i smedens baghave og spiser blommer og har det rart, som jeg-fortælleren i Ole Lund Kirkegaards ”Orla Frø-Snapper” (1969) fornøjet konstaterer. Knap så sjovt er det dog, når byens bølle, den lange og blege Orla Frø-Snapper med små gule øjne og lange, tynde fingre driver rundt og driller byens små drenge. Orla river hårtotter af drengenes hoveder og prikker dem i øjnene, og blandt byens mange bøller er han klart den værste: ”Vi er alle smadder-rædde for ham Orla Frø-Snapper” (s. 14).

24733173

Ingen tør komme i nærheden af Orla, og jeg-fortælleren forsøger sammen med vennen Jakob at udtænke forskellige måder at undslippe ham på. Gang på gang lykkes det drengene at sende Orla i fedtefadet, for som jeg-fortælleren siger gælder det om at være ”fræk nok” i en by, som er ”fuld af bøller og andre store, dumme fyre”. Da jeg-fortælleren bliver opdaget i at stjæle æbler fra smeden og som straf skal grave orme op til hans høns, lokker han Orla til at gøre arbejdet, og da Orla endelig fanger ham og hejser ham op i den gamle vindmølle, ender det alligevel med at være Orla, der får klø af smeden. Det omrejsende cirkus Benito kommer til byen, og her narrer jeg-fortælleren igen Orla og fører ham direkte i hænderne på den muskuløse Mister Strong. Først da kanonkongen opdager, at Orla har evnerne til at blive hans efterfølger, finder han sin plads i verden. Og her må jeg-fortælleren og hans venner stå tilbage og betragte Orla forlade byen med hest, vogn og kanon. De indser, at de må aftjene deres barnepligt lidt tid endnu: ”Det er træls at være så bette som os” (s. 165).

Ole Lund Kirkegaard skaber igen nogle finurlige billeder ud fra enkelte beskrivelser og dialoger, som når kvinden fra cirkusset vredt truer Orla, der har bevæget sig ind i hendes telt: ”Hvis du nogensinde nærmer dig Cirkus Benito igen, så skal jeg sørge for, at du bliver lavet til leverpostej” (s. 102). Fortællingen adskiller sig fra de to tidligere ved brugen af en jeg-fortæller. Verden ses nu gennem drengens øjne og er ikke længere knyttet til en voksen fortællers iagttagende position.

Hodja fra Pjort

”Ohh, ædle herre, råbte den lille, blege mand og bøjede sig helt ned til jorden. Jeg ser, at du er ved at forlade vores by… æhh, jeg mener, jeg ser, at du er meget sulten… Hvordan kan du se det? Spurgte Hodja og stoppede hurtigt tæppet om på ryggen. Ohh, ædle herre, smiskede den lille mand med pibende stemme. Jeg hører, at din mave rumler, og dine tarme skriger. Jeg kan ikke høre noget, sagde Hodja og lyttede.”

”Hodja fra Pjort”, s. 85.
Tegning fra
 

I ”Hodja fra Pjort” (1970) befinder vi os for første gang langt fra Ole Lund Kirkegaards velkendte univers i et land langt borte. I byen Pjort i landet Bulgislav går de fleste mænd med fez og snabelsko, og kvinderne ligner store sorte fugle, når de flagrer rundt i deres tildækkede kjoler, hvor kun øjnene titter frem. Her sover folk på flade tage under åben stjernehimmel til duften af appelsintræer. I byen bor drengen Hodja, der ikke bryder sig om skolen og hellere vil ud og opleve verden. Det kan de bedrevidende voksne ikke forstå, kun den gamle mand el-Faza, som oven i købet har et flyvende tæppe. Hodja flyver af sted på det flyvende tæppe mod sultanens by, Petto. Men med et flyvende tæppe kan man ikke blive fri for forbrydere og andre glubske mænd, som f.eks. ham de kalder Rotten.

02004461

I ”Hodja fra Pjort” er hovedpersonen fortsat en lille dreng, der stiller undrende spørgsmål til de voksne, men i denne fortælling har alt fået et mere eksotisk præg. Bageren er udskiftet med tæppehandleren og æbler med appelsiner. På de smalle gader bærer kvinderne krukker på hovedet og mændene ryger vandpibe.

Sproget et tilpasset barnet, der kommer til udtryk i de billedrige iagttagelser, som når den gamle el-Fazas hoved er ”rynket som en indtørret tomat”, og sultanen ligner ”en stor sæk kartofler, der flød ud over gulvet”. ”Hodja fra Pjort” er den bog, som genremæssigt bedst kan karakteriseres som en roman med en begyndelse, midte og slutning. Denne gennemtænkte struktur står i modsætning til den episodiske struktur i ”Lille Virgil” og ”Orla Frø-Snapper”. Ole Lund Kirkegaard gør brug af en forklarende fortæller, der etablerer en tæt relation mellem læser og fortæller: ”Måske ved du ikke, hvad en fez er for noget?” Det er en lille rød hat, som på en prik ligner en urtepotte, der står på hovedet.” (s. 8).

Otto er et næsehorn

”Til sidst var CAFÉ DEN BLÅ HAVKAT så prop-fuld af gæster, at de måtte sidde oven på hinanden. Allerøverst sad de små børn og drak sodavand og spiste røde pølser, mens de dryppede ketchup ned i håret på deres mor, og aller-underst stod Otto og sagde HONK og GRUMMP og følte sig varm og glad.”

”Otto er et næsehorn”, s. 84.
Tegning fra "Otto er et næsehorn"
Tegning fra "Otto er et næsehorn"

Ganske vist er Toppers far sømand og sejler på de store have, men det mest fantastiske i ”Otto er et næsehorn” (1972) må være, at Topper med sin forheksede blyant kan tegne et næsehorn, der bliver levende. ”Denne her blyant er den mærkeligste blyant, jeg nogensinde har set” (s. 28). I fortællingen følger vi drengen Topper, der ligesom Ole Lund Kirkegaards andre hovedpersoner ikke er særlig køn. Han har fregner i hele hovedet og en fortand, der stritter lige ud i luften. Han bor i et rødt hus sammen med de fleste andre af bogens karakterer, herunder hans bedsteven Viggo, hvis far ejer Café den blå Havkat i stuetagen. Med et levende næsehorn i huset på 2. sal, kommer der gang i fællesskabet blandt husets beboere.

Bogen skildrer, hvordan Topper og Viggo skaffer mad til næsehornet, som de navngiver Otto, og hvordan barnefantasien falder gennem etageadskillelserne og skaber ravage i det velordnede samfund. Topper er forelsket i Sille, og for første gang inddrager Ole Lund Kirkegaard en pige som central karakter. Fortællingen er ligesom de første bøger præget af morsomme og groteske dialoger, hvilket f.eks. ses, da Viggos far hr. Løwe ringer til zoo-direktøren for at sælge næsehornet: ”Vil det sige, at De er en løve, der vil sælge et næsehorn?” (s. 59).

Gummi-Tarzan

”Her skal du bare se et mandfolk. Ivan kikkede på billedet. Hvorfor sidder han oppe i et træ? Spurgte Ivan, der aldrig havde set en voksen mand klatre i træer. Fordi han er abernes konge, sagde hr. Olsen og slog sig på brystet, så han kom til at hoste. Jamen, sagde Ivan. Han har jo ingenting på. Ikke andet end underbukser. Rigtige konger har tøj på. Bahh, sagde hans far. Rigtige konger er nogen vatnisser.”

”Gummi-Tarzan”, s. 32-33.
Tegning fra

I Ole Lund Kirkegaards ”Gummi-Tarzan” (1975) hører vi om splejsen Ivan Olsen, der hverken har store muskler, kan læse eller spille fodbold. Ivan får tæsk hver dag og bliver mobbet i skolen. Men det værste er farens fantasifulde idé om, at Ivan kan klare sine problemer ved at opføre sig som Tarzan. Da Ivan møder en heks, får han mulighed for at få et ønske opfyldt. Han overvejer at ønske sig stærk som Tarzan for at glæde sin far: ”Men hvorfor skulle jeg glæde min far? Han glæder jo aldrig mig.” I stedet ønsker Ivan sig, at alle hans ønsker vil gå i opfyldelse. Men her må heksen sætte realistiske rammer for drømmerierne.

05025184

Hun giver Ivan mulighed for at få sine ønsker opfyldt for en enkelt dag, og denne dags begivenheder bliver fortællingens højdepunkt. Ivan bliver mesterspytter, giver 17 af de værste bøller buksevand og scorer det afgørende mål til fodboldkampen. ”Folk hylede og piftede og truttede og råbte hurra for Ivan Olsen. De glemte helt at kalde ham for Gummi-Tarzan” (s. 120).

I ”Gummi-Tarzan” er sprog og indhold farvet af barnets umiddelbarhed, hvilket f.eks. ses, da Ivan møder en heks uden at blive bange: ”Er du ikke bange for mig?” spurgte den gamle kone. ”Nøhh, sagde Ivan. Jeg er bange for buksevand og næseblod og al den slags. Men jeg er ikke bange for dig” (s. 62). Hvad der adskiller ”Gummi-Tarzan” fra de andre bøger er den tragiske slutning. Det er kun én dag, Ivan Olsen får lov til at spille helt. Dagen efter er alt tilbage ved det gamle, og Ivan er igen den uheldige, splejsede Gummi-Tarzan.

 

Frode og alle de andre rødder

”Det ringer tidligt ud i dag. Så kan vi lige nå at spise en is nede ved iskiosken. Og så tog han alle børnene med ned til iskiosken og gav dem en is hver, selv om det var langt hen i januar måned. Da Simme hørte den historie, rystede han bedrøvet på hovedet og mumlede: Den mand er da helt ækvivalent. Hvad er ækvivalent for noget? Spurgte Frode. Aner det ikke, sagde Simme. Det er noget, jeg har hørt i radioen.”


”Frode og alle de andre rødder”, s. 52.
Tegning fra
 

”Frode og alle de andre rødder” (1979) er som de fire første af Ole Lund Kirkegaards bøger en fortælling om opfindsomme og virkelystne drenge og evt. et par piger. Fortællingen handler om Frode, der skal til at begynde i skole. Han får mange gode tips af sin noget større ven Simme, som han prøver af på læreren, der ikke helt reagerer, som Simme har regnet med. Samtidig bliver den sure Hr. Storm i Frodes opgang udsat for den ene mere mystiske forbrydelse efter den anden af en person, der kalder sig løbehjulstyven. Frode og hans venner sætter sig for at opklare sagen, og til deres forbløffelse finder de frem til, at det er læreren, der er tyven.

05447925

Alt ender i fryd og fælles galskab, da læreren inspirerer hele flokke af børn og voksne, selv Hr. Storm, til at løbe rundt på løbehjul og sige gnæk.

I fortællingen består persongalleriet af en masse børn, herunder Frodes kammerater Læris, Simme, Dille, glemsomme Spætte og Frodes kæreste Stinne. Den obligatoriske lærer er stadig en central figur, og i denne fortælling er der skruet op for den sure voksne i form af Hr. Storm, som hader alt i denne verden og fastslår at: ”alle dage er modbydelige”. ”Frode og alle de andre rødder” kan karakteriseres som en børnekrimi eller detektivhistorie, idet det meste af fortællingen kredser om at opklare, hvem den mystiske løbehjulstyv er.

 

 

 

 

Genrer og tematikker

Tegning fra
 

Måske er det fra sin egen barndom, forfatteren henter karakterer som smeden, høkeren, skomageren, grisehandleren og landevejens farende svend. Ligesom scenerier med hestevogne, markedspladser og omrejsende cirkus var realiteter i Ole Lund Kirkegaards opvækst. De realistiske elementer fortæller læseren om en tid, der engang var og er grobund for, at fantasien kan udfolde sig, som når Hodja flyver rundt på et flyvende tæppe, og Gummi-Tarzan får opfyldt alle sine ønsker for én dag.

I flere af Ole Lund Kirkegaards fortællinger kommer børnene i knibe på grund af røvere, bøller og fangevogtere, men de formår altid, via list og opfindsomhed, at narre de voksne autoriteter. Andre kendetegn er børnenes forhold til skolen, som de ikke bryder sig om. De retter blikket væk fra bogen og ud mod den store verden, hvor de kan udfolde deres kreativitet og fantasier. Læren bliver ofte portrætteret som streng og gammelskolet, og hans rolle som autoritet udvikles fra bog til bog. Det begynder med den skrappe rødhårede lærer i ”Lille Virgil”, der næsten aldrig holder ferie og ikke vil høre mere vrøvl om drager. Det bliver lidt bedre med den rare, men noget slatne lærer i ”Gummi-Tarzan”, der resigneret må indrømme, at hans vigtigste opgave er at lære alle børn at læse. Og det kulminerer med den vanvittige lærer i ”Frode og alle de andre rødder”, der underviser om dagen og kører på løbehjul og siger gnæk om natten.

Ole Lund Kirkegaards enkle sprog og indhold er tilpasset barnelæseren. Om det at skrive for børn, siger han: ”Når man skriver for børn, er man nødt til at gøre dem opmærksom på, at der er en frihed, som er større, end vores almindelige samfundsopfattelse giver indtryk af, men som også koster noget. Og hvis man vil solidarisere sig med børn, må man skrive så de forstår det. Man må gå ind på nogle kompromisser, man troede, man kunne undgå. Man kunne udtrykke tingene bedre, hvis man brugte et mere differentieret sprog, men man må tænke på, at ens publikum har et begrænset ordforråd og en begrænset opfattelse af tingene.”

(Jens Andersen: Ole Lund Kirkegaard – En livshistorie. Gyldendal, 2010, s. 229).

Alle hans bøger foregår i et barnligt univers med videbegærlige, opfindsomme drenge, store bøller og et par piger. Børnenes umiddelbare opfattelse af verden udstiller de sure, stivsindede voksne og deres mangel på fantasi. Det skarpe skel mellem barn og voksen understreges i forfatterens nonsenssprog, der ofte kommer til syne i dialogen, som det f.eks. ses i ”Lille Virgil”, da købmanden taler om en stork, der sidder på hans tag: ”Nu sidder den her på mit tag, sagde købmanden. Ene og alene. Den kommer hvert år, men altid mutters alene. Mutters? Sagde lille Virgil. Hvordan mutters? Ja, sagde købmanden. Hvordan mutters. Bare sådan mutters alene. Nå, på den måde, sagde lille Virgil.” (s. 20). Lille Virgil stiller et spørgsmål, der saboterer den logiske orden, og bogstaveligheden bliver drevet ud i en absurditet. Gennem sproget søger barnet at danne sig et indtryk af verden, mens den voksne er styret af de sproglige normer.

Næsten alle Ole Lund Kirkegaards bøger er illustreret af ham selv i sort/hvid på nær de to om ”Anton og Arnold” og ”Mig og bedstefar og så Nisse Pok”. Senere har forfatterens datter Maya Bang Kirkegaard farvelagt illustrationerne. Ligesom teksterne er illustrationerne enkle uden nogen overflødige tilfældigheder og udtrykt i en anarkistisk, let karikerende sjov streg.

Ole Lund Kirkegaard er et uforligneligt fortælletalent, og sammen med humoren, sympatien for børn og bøgernes åbenhed over for læserne har det gjort hans bøger til de klassikere, de er blevet. Selvom man morer sig over hans bøger, er humoren i dem farvet af en svag undertone af melankoli. Måske med rod i fortællerens ærlighed over for sine læsere. Forfatteren siger: Mange børn tror, at voksenverdenen er problemfri, og længes derfor efter at blive voksne, for så er alle problemer borte. De ser kun de voksnes udvendige facade. Alt går, som det skal. Men det er lige problematisk at eksistere for børn som for voksne - og det kan lige så godt fortælles rent ud.” (Jens Bondesen: Vor børnevenlighed er misforstået. Ålborg Stiftstidende, 1969-02-03). Ærligheden giver Ole Lund Kirkegaards enkle fortællinger en følelsesmæssig dybde, som gør dem levende for skiftende generationer af lyttende og læsende børn og voksne oplæsere.

Beslægtede forfatterskaber

Tegning fra

Ole Lund Kirkegaard har især været inspireret af Ernest Hemingway og hans måde at forenkle sproget på: ”Jeg har altid beundret og studeret Hemingways brug af sproget. Jeg tilstræber som han det stærke og enkle sprog, der tegner tingene uden at beskrive dem. Sprogets enkelhed kan billedligt beskrives som en sprængladning, hvis kraft og larm bliver stadig mere synlig og hørlig, jo mindre rum den udløses i. Jeg søger at stramme sproget mest muligt uden at dets fortællende evne ødelægges. Er man først ude i det brede beskrivende, er man også ude i det docerende, hvor jeg er langt fra at ønske mig,” siger forfatteren i et interview til Vendsyssel Tidende i 1972. (Jens Andersen: Ole Lund Kirkegaard – En livshistorie. Gyldendal, 2010).

At fortælle historier for børn i et enkelt og barnligt sprog er en teknik, der også ses i H.C. Andersens eventyr. Ole Lund Kirkegaard skaber ligesom H.C. Andersen en relation mellem børn og voksne gennem sine dialoger. De opfindsomme børn, der modsætter sig autoriteter kan f.eks. sammenlignes med Astrid Lindgrens karakterer Emil fra Lønneberg og Pippi Langstrømpe. Ligesom i fortællingerne om Pippi Langstrømpe er forældrene i Ole Lund Kirkegaards barnlige univers næsten usynlige eller ikke-eksisterende.

En anden stor inspirationskilde er forfatteren Mark Twain og hans bøger ”Toms eventyr” og ”Huckleberry Finn”: ”Også fra Mark Twain har jeg stjålet. Jeg har aldrig lagt skjult på, at mine personer har forbilleder.” (Jens Andersen: Ole Lund Kirkegaard – En livshistorie. Gyldendal, 2010. s 66). I Twains bøger er karaktererne også drenge, der er drevet af en frihedstrang, som i ”Huckleberry Finn”, hvor vagabonden Huck Finn, der ikke går i skole, strejfer rundt på egen hånd.

I efteråret 1967 udkom fem danske børnebøger, der revolutionerede børnelitteraturen, som man kendte den. Hvor bøger for børn tidligere var præget af skabelonagtige fortællinger med voksne som dominerende autoriteter, fornyede udgivelserne fra 1967 både form og indhold. Halfdan Rasmussens ”ABC” med ikoniske bogstavdigte, Cecil Bødkers ”Silas og den sorte hoppe”, Benny Andersens ”Snøvsen og Eigil og katten i sækken” og Flemming Quist Møllers ”Cykelmyggen Egon” gav sammen med Ole Lund Kirkegaards ”Lille Virgil” en ny rolle til børnene og et nyt syn på barndommen. Professor i børnelitteratur Torben Weinrich fortæller: Ingen havde skrevet sådan til og for børn før. Pludselig var tingene på børnenes betingelser, og bøgerne trådte ind i børnenes verden, fordi de blev skrevet i et sprog, børn selv bruger, når der ikke er voksne til at rette dem. (Jennifer Jensen: Arven fra 1967. Fem bøger ændrede børnelitteraturen. Folkeskolen, 2017-01-20).

Bibliografi

Kirkegaard, Ole Lund: Lille Virgil. Gyldendal, 1967. (Anvendt udgave: 7. udgave, 2011).
Kirkegaard, Ole Lund: Albert. Gyldendal, 1968. (Anvendt udgave: 6. udgave, 2004).
Kirkegaard, Ole Lund: Orla Frø-Snapper. Gyldendal, 1969. (Anvendt udgave: 7. udgave, 2010).
Kirkegaard, Ole Lund: Hodja fra Pjort. Gyldendal, 1970. (Anvendt udgave: 8. udgave, 2010).
Kirkegaard, Ole Lund: Otto er et næsehorn. Gyldendal, 1972.
Kirkegaard, Ole Lund: Gummi-Tarzan. Gyldendal, 1975.
Kirkegaard, Ole Lund: En flodhest i huset. Gyldendal, 1978.
Kirkegaard, Ole Lund: Frode – og alle de andre rødder. Gyldendal, 1979. (Anvendt udgave: 4. udgave, 2010).
Kirkegaard, Ole Lund: Per og bette Mads. Gyldendal, 1981.
Kirkegaard, Ole Lund: Mig og bedstefar – og så Nisse Pok. Gyldendal, 1982. Radioen, 1971.
Kirkegaard, Ole Lund: Tippe Tophat og andre fortællinger. Gyldendal, 1982.
Kirkegaard, Ole Lund: Anton og Arnold flytter til byen. Gyldendal, 1988. Radioen, 1974.
Kirkegaard, Ole Lund: Anton og Arnold. Gyldendal, 2005.
Kirkegaard, Ole Lund: Frække Friderik. Gyldendal, 2008.
Kirkegaard, Ole Lund: Sæbekasse-bilen. Gyldendal, 2014. Illustrator: Mette-Kirstine Bak.
Kirkegaard, Ole Lund: Dragen. Gyldendal, 2014. Illustrator: Mette-Kirstine Bak.
Kirkegaard, Ole Lund: Dragen. Gyldendal, 2017. Illustrator: Rasmus Bregnhøi.
Kirkegaard, Ole Lund: En ene-og-alene stork. Gyldendal, 2017. Illustrator: Rasmus Bregnhøi.
Kirkegaard, Ole Lund: Gummi-Tarzan og andre historier. Gyldendal, 2018. Illustrator: Ole Lund Kirkegaard.
Kirkegaard, Ole Lund:
De Hæslige Slynglers Klub og andre gode historier. Gyldendal, 2021. Illustrator: Ole Lund Kirkegaard.
Kirkegaard, Ole Lund:
Anton og Arnold - to frække drenge. Gyldendal, 2021. Illustrator: Rasmus Bregnhøi.

Andre bøger

Hoff, Kasper: Ole Lund Kirkegaards Kikkebakke Boligby. Gyldendal, 2019.

Filmatiseringer

Lille Virgil og Orla Frøsnapper (1980)
Gummi Tarzan (1981) og Gummi T (2012, animation)
Otto er et næsehorn (1983) og Otto er et næsehorn (2013, animation)
Hodja fra Pjort (1985)
Albert (1998) og Albert (2015, animation)
Frode og alle de andre rødder (2008)
Orla Frø-Snapper (2011, animation)

Øvrige værker

Foto:Jo Selsing
Foto: Jo Selsing

Ole Lund Kirkegaard fik efter sin død udgivet en lang række bøger. Nogle er skrevet til julekalendere eller er samlinger af historier, der tidligere har været trykt enkeltvis. Han skrev teksten til de to julekalendere Mig og bedstefar - og så Nisse Pok” (radio, 1971) og ”Kirkebakke Boligby” (tv, 1977), hvor den første blev udgivet som bog i 1982. SamlingernePer og bette Mads” (1981),Tippe Tophat og andre fortællinger” (1982) og ”De hæslige slynglers klub” (2009) er historier, der blev skrevet tidligt i forfatterskabet, men først udgivet efter hans død.

Ole Lund Kirkegaard skrev også episoder til radioen om drengene Anton og Arnold, der blev udgivet som to letlæsningsbøger i 1988, ”Anton og Arnold flytter til byen” og ”Anton og Arnold i det vilde vesten”. I 2005 blev de skrevet sammen til én bog med titlen ”Anton og Arnold” og udgivet med tegninger af Orla Clausen. Billedbogen ”Frække Friderik” (2008) var indtil udgivelsen en ukendt historie skrevet og tegnet omkring 1970 til datteren Maya

Om forfatterskabet

Artikler

Hofmann, Lars: Jeg er blevet forkælet. Aktuelt, 1970-12-06. Interview.
Havgaard, Hasse: Det bliver smart at skrive for børn. Politiken, 1971-01-03. Interview.
Koch, Flemming: Lille Virgil er et engangsbarn. Jyllandsposten, 1971-04-11.
Kristoffersen, Birte: Skærer frihed ud i pap. Randers Amts Avis, 1971-10-16.
Dam, Hanne: Han strør lidt galskab ind i børnenes verden. Berlingske Tidende, 1977-09-19. Interview.
Gormsen, Jakob: Elleve nordiske børnebogsforfattere. 1979 (Heri s. 215-232: Ole Lund Kirkegaard).
Winge, Mette: Ham med Albert, Orla, Otto og alle de andre. Berlingske Tidende, 1979-07-23. Nekrolog.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Ole Lund Kirkegaard

Kilder i portrættet

Kilder

Bondesen, Jens: Vor børnevenlighed er misforstået. Interview i Ålborg Stiftstidende, 1969-02-03.
Lund, Birgit: Moderne dansk børnelitteratur. Forum, 1975. (Heri s. 227-237: Ole Lund Kirkegaards forfatterskab).
Andersen, Jens: Ole Lund Kirkegaard – En livshistorie. Gyldendal, 2010.