s larsson
Foto: Forlaget Modtryk

Stieg Larsson

journalist, cand.mag. Pia Andersen Høg, iBureauet/Dagbladet Information. 2007.
Top image group
s larsson
Foto: Forlaget Modtryk
Main image
Larsson, Stieg
Foto: David Lagerlöf / Expo

Indledning

Stieg Larsson har med sin Millennium-trilogi endnu engang bevist, at svenskere kan det med krimier. De elementært spændende romaner gennemtæsker den skandinaviske idyl, hvor det vrimler med mænd, der hader kvinder, hård kynisme og bundløs uhæderlighed. Et driftigt liv som samfundsengageret journalist gav Larsson stof til mindst ti krimier, desværre døde han pludseligt, netop da forfatterskabet for alvor var blevet skudt i gang. Trilogien er alt, læserne kan se frem til, men bøgerne er til gengæld store som mursten og de slår lige så hårdt.

 

53383483

Blå bog  

  • Født: Den 15. august 1954.

  • Død: Den 9. november 2004.

  • Uddannelse: Studentereksamen.

  • Skønlitterær debut: Män som hatar kvinnor, 2005 (Mænd der hader kvinder, 2006).

  • Litteraturpriser: Glasnøglen for “Män som hatar kvinnor”, 2005, samt prisen for årets bedste kriminalroman fra Svensk Kriminalakademi, 2006, for “Flickan som lekte med elden”.

  • Seneste udgivelse: Lagercrantz, David: Manden der søgte sin skygge. Modtryk, 2017. (Mannen som sökte sin skugga, 2017). (Millennium-serien ; 5. bind). Oversætter: Agnete Dorph Stjernfelt. Roman.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Henrik Vanger kiggede på sine hænder et kort øjeblik og nippede derefter til kaffen, som om han havde brug for en lille pause, før han endelig kunne begynde at nærme sig sit ærinde. - Mikael, inden jeg kommer ind på det, vil jeg godt indgå en aftale med dig. Jeg vil bede dig om to ting. Den ene er et skalkeskjul, og den anden er mit virkelige ærinde. - Hvad for en aftale? - Jeg vil fortælle dig en historie i to dele. Den ene handler om familien Vanger. Det er skalkeskjulet. Det er en lang og grum historie, men jeg vil prøve at holde mig til den usminkede sandhed. Den anden del af historien handler om mit egentlige ærinde. Jeg tror, at du indimellem vil opleve min fortælling som… det rene vanvid, så jeg vil bede dig høre min historie til ende(.)”
“Mænd der hader kvinder”, s. 80.

Kriminalforfatter var det sidste, Stieg Larsson nåede at blive. Han havde netop fået antaget tre enorme kriminalromaner ved det svenske forlag Norstedts, da han faldt om af et hjerteanfald. Pludselig var han død kun 50 år gammel. Stieg Larsson var primært journalist med et dybt samfundsengagement og ekspertviden i højreekstremisme og antidemokratiske bevægelser.

Karl-Stig Erland Larsson blev født i Umeå i 1954. Allerede i gymnasietiden indledte han en karriere som freelancejournalist. Han var rundet af venstrefløjen, og ved et møde i De forenede FNL-grupper 1972 agiterede han for Vietnam og imod USA, og forelskede sig i den arkitektstuderende Eva Gabrielsson, som blev hans livsledsager. Efter værnepligt og rejser til Afrika flyttede han i 1977 Stockholm og fortsatte skriveriet.

Han fik hurtigt job på Tidningarnas Telegrambyrå, hvor han blev i 20 år. Hans energi rakte dog længere: Et skoleprojekt havde vakt hans interesse for racisme og politisk ekstremisme, og det var kortlægningen af disse fænomener, der blev hans primære virke. I en enorm mængde artikler og et par bøger har han afdækket svensk nynazisme, han var foredragsholder og initiativtager til kampagner mod racistisk vold, og han var en af Sveriges fremmeste eksperter på området.

I 1995 grundlagde han Expo, en privat forskningsinstitution, der arbejder for at værne demokrati og ytringsfrihed mod racistiske og totalitære bevægelser i samfundet. Frem til sin død var han chefredaktør for tidsskriftet Expo. Det arbejde optog dagene, men det var kriminalromanerne, der optog nætterne. Her blev Skandinaviens nye opdagerpar født: Journalist Mikael Blomkvist, skarp, kritisk og lidt af en playboy, og Lisbeth Salander, ung, utilpasset, utilregnelig og et matematisk geni med fotografisk hukommelse.

Larsson flirtede med genrelitteraturen hele sit liv; da han var yngre var det science-fiction, senere blev det krimierne, der optog ham. Da han selv begyndte at skrive var det af lyst og nød; et hektisk liv havde taget på ham, og bøgerne skulle være en art pensionsopsparing. Tre enorme romaner blev indleveret til forlaget Nordstedts med beskeden om, at der var planlagt 10 romaner i alt.

Kriminalromanerne var pensionsordningen, der blev større end han kunne have forestillet sig. Han nåede aldrig at se sine manuskripter blive til bøger eller opleve sit forfatterskabs enorme succes. Han døde kort tid inden den første bog udkom. Flere film- og tv-produktioner er i støbeskeen, og oplagstallene har slået alle rekorder for oversat fiktion i Danmark. Larsson ville for en gangs skyld underholde med sine krimier, men han havde altid noget på hjerte: “Att skriva deckare handlar om att skriva underhållning. Det är inte i första hand en fråga om att skriva propaganda eller klassisk litteratur. Deckare är ju en av de mest populära underhållningsformerna som finns. Om man sedan försöker ha något att säga…det har jag naturligtvis. (Interview med Larsson, www.stieglarsson.se). (Interview med Larsson, www.stieglarsson.se).

Mænd der hader kvinder

“Lige pludselig åbnede en afgrund sig, da Mikaels hjerne foretog et intuitivt spring. Han kom i tanker om det brændoffer i Hedestad, som kriminalkommissær Gustaf Morell havde fortalt om. Rebecka-sagen fra engang sidst i fyrrerne, pigen, der var blevet voldtaget og myrdet ved, at hendes hoved var blevet lagt på glødende kul. ’Så skal han skære det ud, også hoved og nyrefedt, og præsten skal lægge det til rette på brændet over ilden på alteret.’ Rebecka. RJ. Hvad hed hun til efternavn? Hvad i himlens navn havde Harriet været rodet ind i?”
Mænd der hader kvinder, side 290.

“Män som hatar kvinnor” fra 2005 (“Mænd der hader kvinder”, 2005) starter med en prolog, der dufter af klassisk Agatha Christie: På en ø nord for Stockholm fejrer den aldrende patriark Henrik Vanger sin 82-års fødselsdag ensom og alene. Præcis som de foregående 43 år modtager han en sjælden og smuk, hvid blomst, sirligt presset og sat i glas og ramme. Ingen afsender, ingen fingeraftryk. Blomsterne hænger på væggen, men bag dem ligger et mysterium, ingen længere kærer sig om at løse: Engang var det den gamle virksomhedsleders niece, der gav ham blomsterne, men hun forsvandt i 1966. Måske myrdet. Hvem sender blomsterne nu? Og hvem stod bag den unge kvindes forsvinding?

Med dette effektive anslag hopper romanen ind i den stockholmske virkelighed: Mikael Blomkvist, journalist og redaktør af det samfundskritiske tidsskrift Millennium, er netop blevet idømt en stor bøde og tre måneders fængsel for bagvaskelse af en erhvervsmagnat. Han har brug for at holde lav profil, og da et jobtilbud kommer fra den aldrende Henrik Vanger, bider han på. Vanger vil have opklaret mysteriet om niecen Harriets forsvinding, og Mikael er kendt som en af de helt store inden for undersøgende journalistisk.

25929942

Omkring midtvejs i romanen møder Mikael Blomkvist Lisbeth Salander; hendes historie er romanens andet spor. Lisbeth er 24 år, en dybt asocial, indelukket og grundigt kropsudsmykket spirrevip. Hun er også Sveriges bedste researcher, et kompromisløst computergeni med fotografisk hukommelse og uendeligt mod. Hun har noget der minder om aspergers syndrom , er umyndiggjort af systemet og har masser af traumatisk bagage; blandt andet en tvangsindlæggelse på en psykiatrisk klinik som 13-årig. Lisbeth freelancer for sikkerhedsfirmaet Milton Security; her laver hun grundige personundersøgelser og skyr ingen forhindringer i sin jagt på sandheden.

Salander og Blomkvist danner Skandinaviens hidtil mest originale krimi-makkerpar i undersøgelsen af, hvad der skete med Harriet i 1966. Den dag, Harriet forsvandt var broen til fastlandet spærret af et trafikuheld – hendes banemand må findes blandt øboerne, og de er alle af Vangerslægten. Salander og Blomkvist får oprullet en gruopvækkende familiehistorie med massemord, latent nazisme og dobbelte identiteter. Men Larsson formår også at binde sit stramme plot op på en mere realistisk og ægte indigneret hudfletning af erhvervsmæssigt fidusmageri, adm.dir.-kynisme og massemediekritik, krydret med stof fra formyndersamfundets skyggesider og moderne kvindehad. En sær romance udvikler sig mellem den halvkolde Salander og den velovervejede Blomkvist – den får ganske enkelt ikke for lidt over romanens 500 sider, og det lykkes faktisk Larsson at lande alle sine bolde med forbavsende elegance.

Pigen der legede med ilden

“Ved firetiden om morgenen lukkede Salander sin PowerBook, satte sig i vindueskarmen og kiggede ud mod Saltsjön. Hun sad stille i to timer og røg eftertænksomt den ene cigaret efter den anden. Hun var nødt til at træffe en del strategiske beslutninger, og hun var nødt til at foretage en konsekvensanalyse. Hun indså nødvendigheden af at spore Zala og en gang for alle afslutte deres mellemværende.”
“Pigen der legede med ilden”, s. 186.

“Millenium-trilogien” har fået navn efter det tidsskrift, hvor Mikael Blomkvist er redaktør, og i seriens andet bind, “Flickan som lekte med elden” fra 2006 (“Pigen der legede med ilden”, 2006) er det ikke så meget plottet, som det er interessen for sine karakterer, Larsson er drevet af. “Pigen der legede med ilden” er Lisbeth Salanders bog, men igen krydses hendes og Blomkvists veje; denne gang både af personlige og professionelle årsager.

Bogen starter et par måneder efter forgængeren sluttede. Lisbeth Salander er på jordomrejse; hun har – ved hjælp af sin aldrig svigtende tro på selvtægtens nødvendighed og computertrylleri – gjort sig selv økonomisk uafhængig. Blomkvist arbejder på et hot temanummer af Millennium: Tidsskriftet er blevet kontaktet af journalisten Dag Svensson og forskeren Mia Bergman. Sammen danner de par og barsler med en bog og en doktorafhandling om trafficking – kvindehandel. Millenium skal køre historien og udgive bogen, der vil fælde bagmænd og udstille en lang række højtstående personer som luderkunder og mishandlere. Da Salander vender tilbage til Stockholm og finder ud af, hvad Blomkvist arbejder med, starter hun sin egen efterforskning. Mens Blomkvist forsøger at optrævle det uigennemsigtige netværk bag kvindehandlen, indleder Salander sin egen jagt på den ultimative bagmand, en sangomspunden og frygtindgydende mand med dæknavnet Zala. Alle er bange for ham, men findes han overhovedet? Pludselig rydder en række likvideringer forsiderne, og Salander er den hovedmistænkte. Blomkvist kan kun se til. De tos kommunikation er begrænset til få kryptiske mails – Lisbeth har brændt fingrene på deres tidligere romance. Salander er indblandet, men Blomkvist nægter at tro, hun er morder.

26452910

Plottet centrerer sig om fænomenet trafficking, men bogens egentlige mysterium er Salander. “Pigen der legede med ilden” er Lisbeth Salander, en kuldslået Pippi Langstrømpe der bor i en lejlighed med skiltet ’V. Kulla’ på døren. ’Villa Villekulla’ er underforstået, og det viser sig, at det er med god grund, at Lisbeth Salander nægter at blive rigtig voksen og blot se til, når mænd, der hader kvinder, bemægtiger sig verden.

Der er dog mere Tarantino end Astrid Lindgren i Larssons krimi; virkeligheden er virkelig ikke for børn. Korruptionen er bundløs i det Sverige, Larsson skriver frem – alt kan købes, og bag pengene er der tilsyneladende kun ét valg, mellem kynisme og ynkelighed. Både Salander og Blomkvist har hang til selvtægt, men hvor langt det går, kan ikke afsløres her. Trådene samles, men ikke i et velordnet bundt; bogen slutter med et tilbageholdt åndedrag. Larsson har i det sidste interview inden sin død lovet, at tage tråden op: “I vanliga deckare ser man aldrig konsekvenserna av vad som händer i en historia i nästa bok. Det gör man i mina.” (Interview med Larsson, www.stieglarsson.se).

Luftkastellet der blev sprængt

”Mikael sad tavst og overvejede situationen et kort øjeblik. – Og hvad får jeg til gengæld, hvis jeg samarbejder? – Ingenting. Jeg købslår ikke med dig. Hvis du vil udgive i morgen tidlig, så gør du det. Jeg har ikke tænkt mig at blive indblandet i nogen studehandel, som kan være forfatningsmæssigt tvivlsom. Jeg beder dig om at samarbejde for nationens bedste. – Ingenting kan være ret meget, sagde Mikael Blomkvist. – Lad mig forklare en ting… jeg er pissesur. Jeg er så pisse hamrende sur på staten, regeringen og Säpo og disse satans idioter, som helt uden grund spærrede en 12-årig pige inde på en psykiatrisk afdeling og bagefter sørgede for at umyndiggøre hende. – Lisbeth Salander er blevet en regeringssag, sagde statsministeren og smilede faktisk.”
Luftkastellet der blev sprængt, s. 381.

Det afsluttende bind i milleniumtrilogien er en rendyrket politisk thriller. I “Luftslottet som sprängdes” fra 2007 (“Luftkastellet der blev sprængt”, 2007) er det hele det svenske administrative apparat, der sprænges i luften i det endelige opgør om Lisbeth Salanders skæbne. Stieg Larsson starter 3. bind præcis ved forrige binds cliffhanger. Lisbeth Salander har på mirakuløs vis overlevet skud og levende begravelse, hun ligger hårdt såret på hospitalet og er desuden arresteret. Foran hende venter retssag, fængsel og opbevaring på ubestemt tid. Men Mikael Blomkvist slipper hende ikke. Hvad der startede som en sag om kvindelhandel viser sig at rumme så meget mere; ikke mindst nøglen til Salanders situation. Blomkvist står langt fra alene. Holdet fra Millenium er med, og de flankeres af stort set alle, der tidligere har fattet en snært af sympati for den sære Lisbeth. Optændt forestillingen om grænseløs uretfærdighed tager de kampen op, og kamp til stregen får de af en vrimmel af udspekulerede efterretningsagenter og hemmelige ’sektioner’ af koldkrigere fra statsorganer, der ikke skyer nogen midler.

Blomkvist og fæller optrævler langsomt et komplot, der rækker langt op i systemet og kulminationen kommer i et retssalsopgør, der ikke lader Hollywood noget tilbage at ønske.

27598374

Alle tragedierne i Salanders historie oprulles i trilogiens afsluttende bind. Hvordan hendes far tævede hendes mor til hjerneskade, hvordan Salander forsøgte at hævne moderen som 12-årig og hvordan det førte til tvangsindlæggelse, vold og voldtægt og umyndiggørelse. Familietragedien er nemlig blot en lille brik i et større spil om afhoppere fra Sovjet, der får lang line af et småstats-Sverige under paranoiaens pres. Et barn med drift mod hævn er blot noget, man rydder af vejen i en højere sags tjeneste.

Plottet ruller derudaf, men igen er det Larssons interesse for sine karakterer, der hiver stikket hjem. Udover Salander får også andre karakterer mere kød og blod end tidligere, og den feministiske nerve er tydelig uden at være programmatisk. Blomkvist får assistance fra Säpo i form af en veltrænet agent med det kurvede navn Monica Figuerola – hende lægger han naturligvis ned, men det anes, at Blomkvist måske har fundet et mere holdbart match.

Sympatien er hos de rigtige mennesker, antipatien er skånselsløs overfor system-Sverige, hvor formynderi dækker over korruption og tvivlsom retspraksis. Her ligger en kritik, der er til at tage at føle på. Men det er den stille forsoning mellem mænd og kvinder, der mødes som mennesker, der ligger Larsson på sinde.

Blomkvist og Salander

Med Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander har den svenske krimi fået et helt unikt og fængslende makkerpar. Fy og Bi med potent intelligens og egne lig i lasten. Blomkvist og Salander kan gennemskue det meste; Blomkvist ved hjælp af kølig og kløgtig velovervejethed, Salander med kompleksitetsreducerende rationalitet og kompromisløs handlekraft. De gennemskuer blot ikke hinanden, her er ingen lummer Dempsey og Makepeace-romantik.

Blomkvist er midt i 40’erne og Stieg Larssons tvilling. Der er ikke langt fra fiktionens tidsskrift Millennium til virkelighedens Expo. Han er radikalt professionel og grundig, tilmed en lækker sag med hang til kvinder, men underligt tom og søgende. Salander er en outcast; et piercet og tatoveret psykosocialt tilfælde formet over idéen om alle tiders dampbarn som voksen, Pippi Langstrømpe. I “Mænd der hader kvinder” præsenteres hun således: “Hun så ud som om hun lige var vågnet efter et ugelangt orgie sammen med et slæng rockere af værste skuffe.” (side 38). Gennem øjnene på en tidligt skadet ung kvinde uden sociale kompetencer ser samfundet anderledes ud. Salander noterer sig skrevne og uskrevne regler og bryder dem efter sin egen logik, og den virker sært nok ikke så særpræget, bøgernes plots taget i betragtning.

Larsson er sig meget bevidst, at hans makkerpar ikke blot skal være endnu et i genrens konventionelle hall of fame: “Jeg har forsøgt at skabe nogle hovedpersoner, der på afgørende vis adskiller sig fra almindelige krimifigurer. Således har Mikael Blomkvist hverken mavesår, alkoholproblemer eller angstneuroser. Han lytter hverken til opera eller har en eller anden sær hobby som bygning af modelflyvere eller lignende. (...) Der har jeg også bevidst byttet om på kønsrollerne; Blomkvist optræder i mangt og meget som en ”bimbo”, mens Lisbeth Salander er forsynet med stereotype ”mandlige” værdier og egenskaber.” (Mailkorrespondance mellem Larsson og hans redaktør Eva Gedin. www.modtryk.dk)

Det er i samspillet mellem disse to, Larssons krimier vinder i kvalitet – og det på trods af, at de stort set ikke møder hinanden i seriens andet og tredie bind. Mellem dem ligger der en dyb forståelse, der nærmest er på trods, og i deres relation ligger en diskret tematisering af menneskets behov for tæt kontakt og besværlighederne ved samme, som aldrig bliver klæg.

Og så kan de opklare mysterier!

Deckaren – krimi på svensk

Svenskerne har sat sig godt og grundigt på krimigenren i Skandinavien. Stieg Larsson er placeret lunt i forlængelse af en ren stjerneparade af forfattere, der alle som én afsøger, hvad der ligger bag den svenske selvtilfredshed i ’folkhemmet’ – verdens bedste velfærdssamfund.

Hos Stieg Larsson er det hård og beregnende erhvervskynisme, kriminel og skruppelløs omgang med andres liv og lemmer og skjulte, forbudte tilbøjeligheder. Kollegaen Henning Mankell er optændt af samfundsmæssig ligegyldighed og den moderne desillusioneringens konsekvenser. I Arne Dahls bøger ulmer volden sammen med blotlagte tabuer i den svenske selvforståelse. Flere kunne nævnes, og bag de fleste står veteranerne Sjöwall og Wahlöö med den tændstik, der startede det hele.

Stieg Larssons bøger har en stærk kønskritisk nerve. Larsson er, som rigtig mange andre svenskere, feminist. Udfaldene mod mænd, der hader kvinder, er talrige, og hans kvindelige karakterer smutter udenom alle de stereotyper, som genren regelmæssigt dratter i. Måske er Larsson i virkeligheden mere feministisk end sin kollega Liza Marklund, som ellers har taget patent på prædikatet? Kønsrolleposen rystes i hvert fald godt og grundigt – en karakter som Lisbeth Salander kalder på helt nye måder at fremstille kønnet på, og det er en interessant fornyelse i en af litteraturens mest klassiske genrer, også den svenske deckare-variant.

“Jag skriver väldigt snabbt. Det är lätt att skriva deckare.” (Interview med Larsson, www.stieglarsson.se). Sådan sagde Stieg Larsson selv, og hans livsledsager Eva Gabrielsson giver ham ret: Han skrev “i ett mycket målmedvetet men fullkomligt furiöst tempo” (Lars Collin: “Arvet efter Stieg”. Svenska Dagbladet, 2007-03-04). Måske var det også tempoet, der tog livet af Larsson, og det er også fart, der præger den posthume succes: Salgstallene er i millionklassen, og svensk tv er gået sammen med et produktionsselskab om at lave en film og to tv-serier over trilogien. Danske Niels Arden Oplev er på tale som instruktør.

Larsson er ikke elsket af alle – kollegaen Jan Guillou, der også har gjort sit for genren med Hamilton-serien, er ikke imponeret: “Der findes jo tydeligvis en uslåelig metode at lancere sig på litterært. Og det er at dø”. (Jesper Stein Larsen: “Jan Guillou håner kollega”. Jyllandsposten, 2007-09-06). Det må være optil krimi-feinschmeckere at afgøre, hvad der ligger i den konstatering.

Bibliografi

Bibliografi

Larsson, Stieg:
Mænd der hader kvinder. 2005. (Män som hatar kvinnor. 2005). Roman.
Larsson, Stieg:
Pigen der legede med ilden. 2006. (Flickan som lekte med elden. 2006). Roman.
Larsson, Stieg:
Luftkastellet der blev sprængt. 2007. (Luftslottet som sprängdes). Roman.
Lagercrantz, David:
Det der ikke slår os ihjel. Modtryk, 2015. (Det som inte dödar oss, 2015). (Millennium-serien ; 4. bind). Oversætter: Agnete Dorph Stjernfelt.
Lagercrantz, David: Manden der søgte sin skygge. Modtryk, 2017. (Mannen som sökte sin skugga, 2017). (Millennium-serien ; 5. bind). Oversætter: Agnete Dorph Stjernfelt. Roman.

Faglitteratur af Stieg Larsson

Larsson, Stieg og Anna-Lena Lodenius:
Extremhögern. 1991.
Larsson, Stieg:
Överleva deadline – handbok för hotade journalister. 2000.
Larsson, Stieg og Mikael Ekman:
Sverigedemokraterna. 2001.

Om forfatterskabet

Artikler

Andersen, Jens:
“Du får bog tre, så snart jeg har bundet knude på posen”. Berlingske Tidende, 2007-10-06.
Collin, Lars:
Arvet efter Stieg. Svenska Dagbladet, 2007-03-04.
Andersen, Carsten:
Svensk succesforfatter i posthumt familiedrama. Politiken, 2007-01-03.
Dürrfeld, Peter:
En ond tids Pippi Langstrømpe. Information, 2006-10-14.

Web

Forskningsinstitutionen Expo. Særlig mindeside om Larsson med nekrolog, biografi og artikeloversigt.
Anmeldelser, oversigter, bibliografier og andet. Kun om kriminallitteratur.
Anmeldelser og artikler

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Stieg Larsson

Kilder citeret i portrættet

Larsen, Jesper Stein:
Jan Guillou håner kollega. 2007 Jyllandsposten, 2007-09-06.

Net-kilder citeret i portrættet

Link

Resumér, interview og andet.
Stieg Larssons danske forlag. Her ligger mailkorrespondancen mellem Larsson og hans redaktør, som der citeres fra.
Anmeldelser af forfatterens bøger. Søg på 'Stieg Larsson'