henning mankell
Foto: Lina Ikse Bergman

Henning Mankell (voksen)

cand.mag. og journalist Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af journalist Signe Juul Kraft. 2014.
Top image group
henning mankell
Foto: Lina Ikse Bergman
Main image
Mankell, Henning
Foto: Lina Ikse Bergman

Indledning

Henning Mankell er nok mest kendt for sin romanserie om den evigt urolige kriminalkommissær Kurt Wallander, der har det vanskeligt med både familie og forbrydere. Serien er blevet en af største eksportsucceser i den skandinaviske krimis gloriøse historie og indbegrebet af alt det, den er vendt mod; forbrugerisme, kulturindustri, socialdemokrati og velfærdssamfund. Turisterne strømmer til Ystad-idyllen for at gå i den berømte strømers fodspor og filmselskaberne for at filmatisere en af romanerne.

Men den engagerede venstrefløjskriger har også skrevet meget andet end krimier. Det er efterhånden blevet til både teaterstykker, børne- og ungdomsbøger og en stribe andre romaner, der når op på omkring 40 styk i alt.

52683335

Blå bog

Født: Den 3. februar 1948 i Stockholm.

Død: 5. oktober 2015 i Göteborg.

Uddannelse: Studier i skuespil ved Skara Skolscen.

Debut: Bergsprängaren, 1973.

Priser: Bedste svenske krimi, 1991 og 1995. Glasnøglen, 1992. Golden Dagger, 2001.

Seneste udgivelse: Svenske gummistøvler. Gyldendal, 2016. (Svenska gummistövlar, 2015). Oversat af Anneli Høier. Roman.

Artikel type
voksne

Baggrund

“Wallander tilhørte den generation, der var vokset op i tresserne. Men han havde aldrig selv haft noget at gøre med nogen af de politiske bevægelser, havde aldrig været med i demonstrationer i Malmö, aldrig helt forstået, hvad Vietnam havde handlet om eller interesseret sig for frihedsbevægelser i i lande, han knap vidste, hvor lå.

“Den urolige mand”, s. 133.

Han er den største Henning på svensk Wikipedia. Den Henning som dukker op, inden man overhovedet har tastet efternavnet ind, langt højere oppe på listen med Henninger end sin berømte farfar, komponisten med det samme navn, Henning Mankell. Han er krimiforfattersuccesen Henning Mankell, født i Stockholm i 1948. Efter et år flyttede familien til Sveg i Jämtland, hvor faren havde fået en stilling som dommer. Moren gjorde, hvad mænd plejer at gøre – Mankells egne ord – forlod familien, satte sin frihed over børnene. Henning Mankell brugte fantasien til at udfylde det tomrum, hun efterlod.

Det var et hjem, hvor man brød sig om børnenes kundskaber. Farmoren lærte Henning Mankell at læse som seksårig. Faren opfordrede sine børn til at læse bøger: “Jag kommer fortfarande ihåg den mirakulösa känslan av att kunna forma en mening, flera meningar, att berätta en historia. Det första jag skrev var en sammanfattning av Robinson Crusoe på en sida, och jag är så ledsen över att jag inte har den kvar. Det var i det ögonblicket jag blev författare.” (fra hjemmesiden www.henningmakell.se).

Som 16-årig stod han til søs. Han arbejdede som pakker på et skib, der sejlede med kul og stål på Nordamerika – nok et lykkeligt minde fra Henning Mankells liv. Han elskede den hårde tilværelse til søs. Som attenårig afmønstrede han og slog sig ned i Paris. Han sugede til sig af den gryende revolutionsstemning blandt de unge studenter, formede sine markante maoistiske meninger. Halvanden år senere vendte han tilbage til Sverige, begyndte en skuespilleruddannelse og skrev sit første teaterstykke, ”Forlystelsesparken”.

Starthalvfjerdserne blev et vendepunkt. Henning Mankell fik udgivet sin første roman “Bensprängeren” i 1973 og rejste til Afrika. Frem til i dag har han tilbragt halvdelen af året i Mobotu i Mozambique og udgivet – hvis man ser bort fra en periode i midtfirserne, hvor han helligede sig teateret helt og fuldt – en roman om året, cirka.

 “- Jag hade varit ifrån Sverige ett tag. När jag återvände blev jag medveten om den växande rasismen och jag bestämde mig för att skriva om det. För mig är rasism ett brott och jag tänkte att, ok, jag använder mig av en kriminalhistoria. Sedan insåg jag att jag då behöver en polis och så tog jag namnet Wallander ur telefonkatalogen. Det var då, den 20. maj 1989, som Kurt Wallander föddes,” mindes Henning Mankell om tilblivelsen af sin berømte karakter.

Hans fortælling om kriminalkommissær Kurt Wallander fra Ystad Politi og kriminaliteten i Sverige har ofte tråde ud til internationale politiske spændinger, hvad enten det er i Sydafrika, Algeriet eller Baltikum. Trods millionindtægter har han aldrig lænet sig mageligt tilbage, men tværtom engageret sig i diverse konflikter. Ikke mindst Israel-Palæstina-konflikten, som han har sammenlignet med situationen under apartheid i Sydafrika. I maj 2010 forsøgte den 62-årige Henning Mankell sammen med flere hundrede andre fredsaktivister at sejle en nødhjælpsflåde til Gaza. Aktionen endte brat, da det israelske militær angreb konvojen og dræbte flere aktivister, mens blandt andre Mankell blev fængslet.

Privat er Henning Mankell på det fjerde ægteskab, denne gang med en af den berømte instruktør Ingmar Bergmans døtre. Han ligner det, han er blevet. En svensk kunstner-multimillionær. Jan Guillou og ABBA-Benny og ABBA-Bjørns firlingebror. Trivelig, med halvpjusket, halvlang, grå levemandfrisure.

I portrættet er der fokus på udvalgte bøger fra hans populære serie om Kurt Wallander samt kriminalromanen “Danselærerens genkomst”.

Mordere uden ansigt

“– Asylcenteret i Ystad brænder! Råbte Wallander. – send fuld udrykning! Det blæser voldsomt!
Hvem taler jeg med? Spurgte manden på alarmcentralen.
Det er Wallander fra Ystad politi. Jeg kom tilfældigvis forbi, da det begyndte at brænde.
Kan du identificere dig? Fortsatte telefonstemmen uberørt.
For helvede! 471121! Skynd jer nu!”
“Mordere uden ansigt”, side 99.

Kurt Wallander er 42, da vi møder ham i det første bind i serien om hans bedrifter, “Mördare utan ansikte” fra 1991 (“Mordere uden ansigt”, 1992). Han er netop blevet skilt fra Mona, hustruen gennem små tyve år og mor til hans datter Linda. Humøret er ikke højt, og han står oven i købet med en yderst makaber mordsag på hånden.

Et ældre ægtepar er blevet torteret ihjel på deres gård, og der er ingen spor efter gerningsmanden. Motivet er heller ikke til at få øje på. Ægteparret har tilsyneladende været fattige, ikke bare økonomisk, men også socialt. Deres kontakt til andre mennesker har hovedsageligt begrænset sig til ægteparret på nabogården. De havde et par børn, men ikke nogen, som kunne have stået bag drabene. Retsmedicinerens rapport bringer ikke undersøgelsen videre. De tekniske undersøgelser på stedet fører heller ikke meget med sig. Hustruen, når at sige “udenlandsk” om morderen, inden hun dør. Men det bringer ikke efterforskningen videre, tværtimod giver det politiet en del kvaler, fordi fremmedhadet i forvejen ulmer på egnen. Man behøver bare at se på det lokale asylcenter som er blevet overmalet med hagekors. Wallander og hans kolleger frygter, hvad der vil ske, hvis det slipper ud.

For at gøre ondt værre bliver Wallander snuppet i bilen med promiller i blodet efter en katastrofal middag med ekskonen. Det går heller ikke for godt med forholdet til resten af familien. Han forstår ikke sin datter Linda. Han kan ikke komme ud af det med sin krakilske far.

Så endelig dukker der et spor op, som kan bruges til noget. Det myrdede ægtepar havde nogle hemmeligheder. For eksempel at de var ganske velhavende.

 

Ildspor

“Så gik han hen mod rapsmarken med en følelse af, at det var en uvirkelig situation. Kvinden stod fuldstændig ubevægelig og betragtede ham. (…) Pludselig løftede hun en plastikdunk op over sit hoved og gav sig til at hælde en farveløs væske ud over sit hår, sit ansigt og sin krop.
“Ildspor” side 38.

Nogle bøger senere i Wallander-serien åbner “Villospår” fra 1995 (“Ildspor”, 1996) i den Dominikanske Republik. En fattig kvinde dør og efterlader sin mand med deres otte måneder gamle datter, Dolores. Manden river teltpælene op, forlader landsbyen og vandrer mod storbyen. Ti år senere og små fyrre sider længere fremme i romanen møder vi Dolores igen. Hun står midt i en blomstrende rapsmark. Det er sommer. Det er varmt. Det er solskin.

Da Wallander nærmer sig, ser han frygten i hendes øjne. Hun hæver en dunk op over hovedet. Hun hælder indholdet ud over sig. Hun sætter ild til og forvandler sig til en levende fakkel. Inden vi når hertil, har vi været vidne til, at en tidligere justitsminister med en forkærlighed for lidt for unge piger bliver skalperet på en strand neden for hans villa. Han var gået ned til vandkanten for at lade vandet. Da han vender sig rundt, står han ansigt til ansigt med morderen. Han flygter op mod villaen, men standses efter nogle få skridt af en økse, som kløver hans ryg under skulderbladene.

Wallander er ikke begejstret. Der er ikke meget at gå efter. Han finder et seriemagasin på et halvtag. Morderen har tilsyneladende læst tegneserier, mens han udspionerede sit offer. Geronimo Hoover kalder han sig. Han myrder i fuld krigsmaling. Mejet ud som en indianer. Det finder vi ud af, ikke så lang tid efter Doloeres har brændt sig selv i rapsen.

Geronimo Hoover er søn af en frygtindgydende voldsmand og hæler og drukkenbolt. Ham ordner han også. Wallander og hans kolleger finder ham i en udgravning med øjnene ætset ud og skalpen taget. Geronimo Hoover var ikke så glad for den måde, han behandlede familien, især var han ikke så glad for den måde, han behandlede hans søster på.

Et mønster begynder at tegne sig, men kan Wallander tyde det? Geronimo Hoover er helt igennem normal og tilforladelig, når han aflægger krigsmalingen. Politiet har ikke den fjerneste anledning til at mistænke ham.

 

Pyramiden

“Wallander gik hele vejen tilbage til Rosengård. Det var overskyet. Han kunne mærke, at han var bekymret ved tanken om at faderen skulle flytte, og hans barndomshjem måske skulle rives ned.
Jeg er sentimental, tænkte han. Måske er det derfor jeg holder af opera? Spørgsmålet er bare, om man kan blive en god politimand, hvis man har anlæg for sentimentalitet?”
“Pyramiden” side 39.

Henning Mankell modtager breve fra sine læsere, mange breve. Og langt de fleste stiller spørgsmålet, hvordan med Wallander før serien begynder, hvordan med hans ungdom, hans første år i styrken, årene med Mona? Henning Mankell tumlede selv med spørgsmålene i årene efter “Ildspor” var udkommet, og det blev til en række små historier om den unge Wallander, som han i 1999 samlede under titlen “Pyramiden” (“Pyramiden”, 2000).

Den første i samlingen “Hugget” foregår i 1969 i tiden umiddelbart efter Wallander har mødt Mona og er på vej fra ordenspolitiet ind i kriminalpolitiet. Han er 21. Han bor i en lille toværelses. Oven over bor en gammel dame, som banker i gulvet, når han spiller for højt på sit lille anlæg. Ved siden af ham bor en ældre eneboer. En dag står døren ind til hans lejlighed åben. Wallander går ind. Eneboeren sidder i en stol med et stort hul i brystet. På gulvet ligger en pistol. Retsmedicineren slår fast, at det er selvmord.

27722628

Men der er noget, som ikke stemmer. Dagen for inden havde den myrdede bestilt og betalt et leksikon. Hvem gør det, når de alligevel skal dø? Og natten efter mordet overrasker Wallander en fyr i lejligheden. Wallander begynder at bore i sagen. Begivenhederne accelererer, også i privatlivet. Han er vild med Mona, men Mona er ikke vild med hans prioriteringer, som betyder, at han igen og igen kommer for sent til deres aftaler, fordi han bliver fanget af arbejdet. Hun synes, de skal holde en pause. Wallander kommer længere ned i den døde genbos fortid. Han har sejlet. Ligger gådens løsning i noget, han har oplevet på en af sine ture? Meget tyder på, at han er på flugt.

En dag opdager Wallander, at det brænder i lejligheden hos den myrdede. Virkeligt onde kræfter er på spil. De næste historier fører os gennem tiden op til året inden “Mordere uden ansigt”. I den afsluttende titelhistorie “Pyramiden” realisere Wallanders far en gammel drøm om at rejse til Ægypten og se pyramiderne. I en raptus forsøger han at bestige dem, og Wallander må smide hvad han har mellem hænderne og rejse ned og hjælpe ham ud af kløerne på det ægyptiske politi.

Den urolige mand

“Han tav. Brat, alt for brat, tænkte Wallander. Håkan von Enkes blik var blevet hængende ved noget bag Wallanders ryg. Han vendte sig om. Der lå haven, og bag den en af Djursholms mindre veje, som længere oppe sluttede sig til en af hovedtrafikårerne ind til Stockholm.
“Den urolige mand”, side 59.

Nogle ting går rigtigt godt for Wallander. Femten år efter skilsmissen fra Mona, har han endelig taget sig sammen til at forlade lejligheden i Mariagatan og fundet sig et andet hus. Til sin overraskelse ude på landet, ikke helt ulig den omlægning hans far foretog i sit liv, da han var i den samme alder. Og så er han blevet farfar. Linda har fundet en mand og fået en datter.

Andre ting går ikke så godt. Han er blevet glemsom. Han har sorte huller i sin hukommelse. En dag tager han på restaurant. Dagen efter bliver han kaldt ind til kollegaen Martinsson. En tjener har indleveret hans pistol. Han havde glemt den i sofaen, hvor han drak sin cognac. Det er en alvorlig forseelse. En undersøgelse bliver indledt. Og så kunne man jo tro, at det var Wallander romanens titel sigtede til, og det er det måske også, men først og fremmest handler “Den orolige mannen” fra 2009 (“Den urolige mand”, 2009) om den pensionerede kommandørkaptajn Herbert von Enke, Lindas svigerfar.

28331541

Efter miseren med pistolen bliver Wallander inviteret med til von Enkes 75 års fødselsdag, og han siger ja for at få begivenhederne lidt på afstand. I løbet af aftenen trækker Herbert von Enke Wallander afsides og fortæller ham om en afgørende episode i sin karriere i flåden.

Det var i de år, hvor jagten på russiske ubåde i skærgården var på sit højest. Endelig en dag lykkes det at få en af dem trængt op i en krog. De er få minutter fra at tvinge den op til overfladen, da der kommer ordre fra højeste sted om at afbryde. Ubåden forsvinder og siden har det pint von Enke. Hvem kom ordren fra og hvorfor?

Mens han fortæller griber han en enkelt gang under jakken og det går op for Wallander, at han er bevæbnet, og han reagerer skræmt, da de får øje på en mand ,som står og kigger op mod huset i skæret fra en lygtepæl.

Nogle dage senere forsvinder von Enke. Og kort efter hans kone. Hvad er der sket dem. Er de ofre for en tilfældig forbrydelse. Eller er det fortiden, der har indhentet dem og i givet fald hvilken?

Der findes to store spøgelser i svensk samtidshistorie. Ubådene i skærgården og Palmemordet, og Håkon von Enke maner dem begge frem som en dom over Wallanders livslange ligegyldighed og mangel på engagement i politik og bevidsthed helt ned til det, han propper i munden. Kurt Wallander er brudt ned af ned af for meget amerikansk 'skræpmat', og læseren er ikke mange sider inde i “Den urolige mand”, før hun er klar over, at hun sidder med et requim mellem hænderne. Karakterer og scener fra de foregående ni bind hjemsøger Wallander. Mona er alkoholiseret. Hans store kærlighedseeventyr fra Letland, Baiba, dukker op, men kun for at sige farvel. Hun er dødssyg af kræft. Tæppet er ved at gå ned.

 

Danselærerens genkomst

“Han smækkede døren op og for ud. Samtidig skød han. Han vidste, at der var cirka tredive meter hen til skovbrynet. Skønt han ikke kunne se noget, løb han så hurtigt han kunne. Hele tiden ventede han på at det dræbende skud ville falde.
“Danselærerens genkomst”, side 25.

Henning Mankell har skrevet flere andre romaner sideløbende med Wallander-serien. En af de mere kendte er “Danslärarens återkomst” fra 2000 (“Danselærerens genkomst”, 2002). Temaet lægges klart ud i prologen:

““Ondskaben kunne lige så godt have ramt os, som den ramte tyskerne i form af Hitler og nazismen.”

Davenport sagde ikke noget. Han ventede på fortsættelsen.

24244709

“Intet folk fødes med en iboende ondskab. Nu blev det tilfældigvis sådan at nazisterne var tyskere. Men ingen skal bilde mig ind, at det der skete her, ikke lige så godt kunne være sket i England. Eller i Frankrig. Eller hvorfor ikke i USA?””

Replikkerne falder i en samtale mellem en engelsk officer og Davenport, “Englands mest erfarne bøddel”. Det er årene efter krigen. De er i Tyskland. Davenport har netop brugt sin ekspertise på at ombringe en håndfuld nazistiske krigsforbrydere.

Det næste kapitel tager os op til nutiden, 1999. Herbert Molin, en ældre mand går rundt i sit hus langt ude i skovene i Härjedal i Nordsverige. Vi forstår, han er en jaget mand. I fireoghalvtreds år har han lidt af søvnløshed. Han danser tango med en dukke. Han finder hunden myrdet i sin hundegård. Han flygter ind i huset. Det første skud brager. Tåregas følger. Han flygter ud i skoven og løber i blinde ind i et træ.

Da politiet finder ham i det næste kapitel er han torteret ihjel og handlingen går i gang med introduktionen af den egentlige hovedperson den kræftsyge politibetjent Stefan Lindman.

Jagten på Molins morder fører ind i et mørkt kapitel af Sveriges historie, som pludselig bliver uhyggelig aktuel for Lindman, da han finder sit fars navn på en liste over nazister.

“I 30'erne og 40'erne var Sverige et særdeles nazivenligt land. Ikke mindst bland jurister. Det var ikke bare den store mester Bach, der var tysk. I Sverige er idealerne, enten de var litterære, musikalske eller politiske altid kommet fra Tyskland. Bort set fra efter Anden Verdenskrig. Da vendte bøtten pludselig og idealerne begyndte at komme fra USA.” (side 242)

Ordene kommer fra er en gammel jødisk advokat. Og de tyske idealer er ikke opgivet af alle. Mægtige kræfter er interesserede i, at Stefan Lindman ikke finder ud af, hvem Molins morder var.

 

Hånden

”Linda overraskede Wallander ved at have lavet middag, da han kom hjem. Selv om det var en hverdag, var han fristet til at åbne en flaske vin. Men så ville Linda straks begynde at skælde ham ud. Han lod flasken stå. I stedet fortalte han hende om det nye besøg, som Martinson og han havde aflagt i Löderup.”
”Hånden”, s. 51.

I 2013 udkom ”Handen” (”Hånden”, 2013), den angiveligt sidste bog i Henning Mankells krimi-serie om den svenske kriminalkommissær Kurt Wallander. ”Hånden” foregår kronologisk set før forgængeren ”Den urolige mand”, som i 2009 afsluttede Wallander-serien.

I ”Hånden” får Wallander en efterårsdag i 2002 mulighed for at realisere en gammel drøm om at flytte fra Ystad ud på landet. Der venter ham en ubehagelig overraskelse i husets have. Wallander opdager en skelethånd, der stikker op af jorden, og finder først et nedgravet lig og så yderligere et. Ligene har, viser det sig, ligget i jorden i et halvt århundrede. Spørgsmålet er, hvem de døde personer er, og hvorfor ingen har meldt dem savnet. Mysteriet sender Wallander og hans kolleger ud på en rejse til fortiden for at finde svar. Sporene leder dem i en retning, hvor det er svært at se, hvem der var offer, og hvem der var gerningsmand.

”Hånden” er med sine 122 sider kortere end de andre bøger i Wallander-serien, men indeholder som vanligt beskrivelsen af en efterforskning sideløbende med Wallanders private overvejelser og problemer med at finde ud af sig selv, sin datter Linda og livet generelt. Efterforskningen skildres i politifolkenes øjenhøjde med beskrivelser af politiarbejdet og dets udfordringer, f.eks. besvær med personaleressourcer.

50773671

De to sideløbende beskrivelser af hhv. arbejds- og privatliv tematiserer, hvordan Wallanders idealistiske holdninger og høje moral i forhold til samfund, demokrati og retsfølelse står i skarp kontrast til hans selvdestruktive livsstil, selvhad og besvær med at have nære relationer.

”Hånden” indeholder ekstramateriale i form af Henning Mankells egne betragtninger om Wallander – ’hvordan det begyndte, hvordan det endte, og hvad der skete indimellem’. Herudover indeholder bogen også en kronologisk oversigt efter udgivelsesår over krimiserien samt en præsentation af Wallander og de andre personer i serien. Ekstramaterialet tilbyder læseren en ny vinkel på Wallander-serien ved at give et indblik i, hvordan serien blev til, samt Mankells tanker om seriens temaer, f.eks. hvorfor de dukker op på de tidspunkter i serien, som de gør.

Genrer og tematikker

Henning Mankell skriver skandinaviske krimier i den mest udbredte opfattelse af begrebet; politiromaner med en udtalt politisk indignation, social bekymring og psykologisk interesse. Han skriver fra den yderste venstrefløj. Den politiske indignation er vendt mod velfærdssveriges dominerende institutioner og strømninger. Han er ikke nogen ven med det socialdemokrati, som har været regeringsbærende i det meste af det tyvende århundrede, han er ikke venner med de myndigheder, som det har præget, han er især ikke ven den økonomiske og kulturelle indflydelse fra USA. Det er her skylden placeres for de forbrydelser, som Wallander må opklare. Den enkelte er produkt af samfundsstrukturer, som perverterer. Hold øje med en som læser amerikanske tegneserier, så er han sandsynligvis seriemorder som Hoover Geronimo i “Ildspor”, opkaldt efter en FBI-chef og en Apache-høvding.

Men den virkelige syge ligger i den oplyste formørkelse og falske bevidsthed, som har tag i den almindelige befolkning. Ærkesymptomet på det hedder Kurt Wallander. I roman efter roman konfronteres han med de mest tragiske faktorer i den sociale ligning uden nogensinde at gide regne på de ubekendte, som giver det skæve resultat. Han er systemets lakaj. Han luger symptomerne på dets malfunktion væk, i stedet for at vende sig mod de forhold, som skaber dem.

Wallander-serien er ikke subtil, hverken i sin form eller sine budskaber; et dominerende greb er samtalen, som ender med, at den ene ikke spørger til en viden, som den anden sidder inde med – af uvidenhed eller respekt eller fordi det nu engang er sådan forholdet mellem dem er. Og så får morderen et forspring, hvor han kunne være knaldet med det samme og historien lukket.

Kurt Wallanders dovenskab er også forfatterens. Mankell leder ikke efter viden, som kan ryste hans meninger. Han laver bøger, som bekræfter ham i dem. Det viser bare, at antagelser sagtens kan skabe fængslende underholdning – og knugende. Wallander-serien er en frygtindgydende øvelse i mol. Over ti bind holder Mankell tonen i et sprog, der er lige så enkelt og melankolsk som fortællingernes budskaber. Det er en dødsmesse over Sverige. Som helt naturligt slutter med hovedpersonen får Alzheimer, da det er umuligt for forfatteren at overse, at landet faktisk lever fint med sine skavanker og bare ikke vil forstå den kapitallogik, som erklærer det dødt.

 

Beslægtede forfatterskaber

Kurt Wallander er grundlæggende en fed udgave af Sjöwall & Wahlöös kommissær Martin Beck, som den svenske krimiekspert Michael Tapper har formuleret det. Og Henning Mankells krimiforfatterskab fortsætter der, hvor Sjöwall & Wahlöös stoppede. Maj Sjöwall og Per Wahlöö var kommunister, Henning Mankell var og er muligvis stadigvæk maoist - en forskel som løber op i ingenting for folk, som ikke selv færdes på den yderste venstrefløj.

De femten år, som går fra Sjöwall & Wahlöö afslutter deres Beck-dekalog “Roman om en forbrydelse” til Henning Mankell begynder sin dekalog om Wallander mærkes først og fremmest som en forskydning fra holdet mod lederen, fra kollektivet mod individet. Wallander står langt mere centralt end Beck gør. Hans medarbejdere er nedtonede i forhold til Becks medarbejdere. Kollektivets betydning som spejl af samfundets sociale og kulturelle modsætninger er mindre udviklet end i “Roman om forbrydelse”. Politivællingen rundt omkring Wallander er mere jævn og grå.

Forskydningen fra kollektivet mod dets leder kendetegner den skandinaviske politiromans udvikling op gennem halvfemserne og frem til i dag. Som regel udstyres hovedpersonen med nogle af de anti-autoritære heltetræk, som Sjöwall & Wahlöö skrev ind i “Roman om en forbrydelse” med det løsgående missil Gunvald Larsson. Stieg Larsson udvikler den moderne Pippi Langstrømpe i form af Lisbeth Salander. Lars Kepler har nærkampseksperten Joona Linna. Men ikke Henning Mankell, som fastholder et billede af et samfund i opløsning i Wallanders mere og mere nedbrudte skikkelse.

Bibliografi

Kurt Wallander-serien

Mankell, Henning:
Mordere uden ansigt. Klim, 1992. (Mördare utan ansikte. 1991).
Mankell, Henning:
Hundene i Riga. Klim, 1993. (Hundarna i Riga. 1992).
Mankell, Henning:
Den hvide løvinde. Klim, 1995. (Den vita lejoninnan. 1993).
Mankell, Henning:
Skyggerne. Klim, 1995. (Mannen som log. 1994).
Mankell, Henning:
Ildspor. Klim, 1996. (Villospår. 1995).
Mankell, Henning:
Den femte kvinde. Klim, 1998. (Den femte kvinnan. 1996).
Mankell, Henning:
Det næste skridt. Klim, 1998. (Steget efter. 1997).
Mankell, Henning:
Brandvæg. Klim, 1999. (Brandvägg. 1998).
Mankell, Henning:
Pyramiden. Klim, 2000. (Pyramiden. 1999).
Mankell, Henning:
Inden frosten. Gyldendal, 2003. (Innan frosten. 2002).
Mankell, Henning:
Den urolige mand. Gyldendal, 2009. (Den orolige mannen. 2009).
Mankell, Henning:
Hånden. Gyldendal, 2013. (Handen, 2013). Oversat af Anneli Høier. (11).

Andre udvalgte romaner af Henning Mankell

Mankell, Henning:
Danselærerens genkomst. Klim, 2002. (Danslärarens återkomst. 2000).
Mankell, Henning:
Dyb. Gyldendal, 2005. (Djup, 2004). Oversat af Peter Nielsen.
Mankell, Henning:
Kennedys hjerne. Gyldendal, 2006. (Kennedys hjärna. 2005).
Mankell, Henning:
Italienske sko. Gyldendal, 2007. (Italienska skor, 2006). Oversat af Peter Nielsen.
Mankell, Henning:
Kineseren. Gyldendal, 2008. (Kinesen. 2008).
Mankell, Henning:
Mindet om en snavset engel. Gyldendal, 2011. (Minnet av en smutsig ängel). Oversætter: Lilian Kingo.
Mankell, Henning:
Svenske gummistøvler. Gyldendal, 2016. (Svenska gummistövlar, 2015). Oversat af Anneli Høier.

Selvbiografi

Mankell, Henning:
En alvorlig historie om glæden ved livet. Gyldendal, 2015. (Kvicksand, 2014). Oversætter: Anneli Høier. Erindringer.

Om forfatteren

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Henning Mankell